De Hebraiske Skrifter (Gamle Testamente) var fuldført omkring år 450 før Kristus.
Vi må ikke tro at man måtte vente med at anerkende hvad der hørte med til de inspirerede skrifter indtil den hebraiske kanon var fuldført i det femte århundrede f.v.t. Det Moses skrev under Guds ånds vejledning blev lige fra begyndelsen anerkendt af israelitterne som inspireret, af guddommelig oprindelse. Da Pentateuken var fuldført, udgjorde den den tids kanon. Yderligere åbenbaringer om Guds hensigter, givet mennesker ved inspiration, ville være i harmoni med, og logisk følge, de grundlæggende principper for sand tilbedelse som fandtes i Pentateuken. Ved vor undersøgelse af Bibelens forskellige bøger har vi set at det forholder sig sådan, især hvor disse direkte omhandler Bibelens storslåede tema, helligelsen af Jehovas navn og hævdelsen af hans suverænitet gennem Riget ved Kristus, det lovede afkom.
Især De Hebraiske Skrifter indeholder mange profetier. Gennem Moses fastlagde Jehova selv det grundlag ud fra hvilket man kunne afgøre om en profeti var ægte, om den virkelig var fra Gud eller ikke, og dette var også en hjælp til at afgøre om en profetisk bog var kanonisk. (5 Mos. 13:1-3; 18:20-22) En undersøgelse af hver af De Hebraiske Skrifters profetiske bøger, sammenholdt med Bibelen som helhed og med den verdslige historie, viser, hævet over al tvivl, at profeterne talte i Jehovas navn, at deres „ord“ virkelig ’skete eller gik i opfyldelse’ — enten fuldstændigt eller i mindre eller delvist omfang når det drejede sig om begivenheder der endnu lå ude i fremtiden — og at det fik mennesker til at vende sig til Gud. En profeti der opfyldte disse krav var sand og inspireret.
Et direkte bevis på mange af De Hebraiske Skrifters ægthed er at Jesus og de inspirerede kristne bibelskribenter citerede fra dem. Dette bevis kan imidlertid ikke anvendes på alle Bibelens bøger, for eksempel ikke Esters Bog og Prædikerens Bog. Når man skal afgøre om en bog er kanonisk, må man derfor holde sig en anden meget vigtig faktor for øje, én der gælder for hele den bibelske kanon. Ligesom Jehova inspirerede mennesker til at nedskrive hans guddommelige budskaber for at menneskene kunne blive oplært, opbygget og opmuntret til at tilbede og tjene ham, er det logisk at han også ville forestå og lede samlingen af de inspirerede skrifter og fastlæggelsen af den bibelske kanon. Det ville han gøre for at der ikke kunne være nogen tvivl om hvad der udgjorde hans sandhedsord og hvad der således skulle danne den varige målestok for sand tilbedelse. Kun på denne måde ville skabninger her på jorden fortsat kunne blive ’født på ny gennem Guds ord’, og være i stand til at bevidne at „Jehovas ord forbliver til evig tid“. — 1 Pet. 1:23, 25.
Fastlæggelsen af den hebraiske kanon. Ifølge den jødiske overlevering var det Ezra der indledte samlingen og katalogiseringen af De Hebraiske Skrifters kanon, og Nehemias der fuldførte den. Ezra var absolut velegnet til dette arbejde; han var selv en af de inspirerede bibelskribenter, han var præst, og han var skriftlærd og officiel afskriver af hellige skrifter. (Ezra 7:1-11) Der er ingen grund til at tvivle på overleveringen som siger at De Hebraiske Skrifters kanon var fastlagt ved slutningen af det femte århundrede f.v.t.
Mens De Hebraiske Skrifters kanon i dag omfatter 39 bøger, indeholder den traditionelle jødiske kanon — skønt den omfatter de samme bøger — kun 24. Nogle autoriteter har slået Ruts Bog sammen med Dommerbogen, og Klagesangene sammen med Jeremias’ Bog, så antallet af bøger blev 22, selv om de har holdt sig til nøjagtig de samme kanoniske skrifter. Derved kom antallet af inspirerede bøger til at svare til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. Her følger listen over de 24 bøger i den traditionelle jødiske kanon:
Loven (Pentateuken)
1. Første Mosebog
2. Anden Mosebog
3. Tredje Mosebog
4. Fjerde Mosebog
5. Femte Mosebog
Profeterne
6. Josuas Bog
7. Dommerbogen
8. Samuels Bog (Første og Anden, tilsammen én bog)
9. Kongebogen (Første og Anden, tilsammen én bog)
10. Esajas’ Bog
11. Jeremias’ Bog
12. Ezekiels Bog
13. De tolv profeter (Hoseas’, Joels, Amos’, Obadias’, Jonas’, Mikas, Nahums, Habakkuks, Zefanias’, Haggajs, Zakarias’ og Malakias’ bøger udgør tilsammen én bog)
Skrifterne (Hagiograferne)
14. Salmerne
15. Ordsprogene
16. Jobs Bog
17. Højsangen
18. Ruts Bog
19. Klagesangene
20. Prædikerens Bog
21. Esters Bog
22. Daniels Bog
23. Ezras Bog (Nehemias’ Bog var indbefattet heri)
24. Krønikebogen (Første og Anden, tilsammen én bog)
Det var skrifterne i denne samling eller kanon som Jesus Kristus og den første kristne menighed anerkendte som inspirerede. De inspirerede kristne bibelskribenter citerede kun fra disse skrifter, og ved at indlede citaterne med udtryk som „som der står skrevet“, bekræftede de at de var Guds ord. (Rom. 15:9) Jesus omtalte hele den inspirerede skrift der var blevet til før hans tjeneste begyndte, som ’Moseloven, Profeterne og Salmerne’. (Luk. 24:44) Her bruges betegnelsen „Salmerne“, der er den første bog i Hagiograferne, om hele denne afdeling. Den sidste historiske bog der blev taget med i den hebraiske kanon, var Nehemias’ Bog. At dette skete under Guds ånds ledelse, fremgår af at det kun er denne bog som angiver det udgangspunkt man må have for at kunne forstå Daniels profeti om at der ’fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgik’, ville gå en periode på 69 profetiske uger indtil Messias’ komme. (Dan. 9:25; Neh. 2:1-8; 6:15) Nehemias’ Bog giver også den historiske baggrund for den sidste af de profetiske bøger, Malakias’ Bog. Det kan ikke betvivles at Malakias’ Bog hører med til de inspirerede skrifters kanon, for selv Jesus citerede flere gange fra den. (Matt. 11:10, 14) Mens der på lignende måde citeres fra hovedparten af den hebraiske kanons andre bøger, der alle er skrevet før Nehemias’ og Malakias’ bøger, citerer de kristne bibelskribenter ikke fra nogen af de såkaldt inspirerede skrifter der blev skrevet efter Nehemias’ og Malakias’ tid og frem til Kristi tid. Dette bekræfter jødernes traditionelle opfattelse, og også den opfattelse den kristne menighed i det første århundrede havde, nemlig at den hebraiske kanon sluttede med Nehemias’ og Malakias’ skrifter.
Især De Hebraiske Skrifter indeholder mange profetier. Gennem Moses fastlagde Jehova selv det grundlag ud fra hvilket man kunne afgøre om en profeti var ægte, om den virkelig var fra Gud eller ikke, og dette var også en hjælp til at afgøre om en profetisk bog var kanonisk. (5 Mos. 13:1-3; 18:20-22) En undersøgelse af hver af De Hebraiske Skrifters profetiske bøger, sammenholdt med Bibelen som helhed og med den verdslige historie, viser, hævet over al tvivl, at profeterne talte i Jehovas navn, at deres „ord“ virkelig ’skete eller gik i opfyldelse’ — enten fuldstændigt eller i mindre eller delvist omfang når det drejede sig om begivenheder der endnu lå ude i fremtiden — og at det fik mennesker til at vende sig til Gud. En profeti der opfyldte disse krav var sand og inspireret.
Et direkte bevis på mange af De Hebraiske Skrifters ægthed er at Jesus og de inspirerede kristne bibelskribenter citerede fra dem. Dette bevis kan imidlertid ikke anvendes på alle Bibelens bøger, for eksempel ikke Esters Bog og Prædikerens Bog. Når man skal afgøre om en bog er kanonisk, må man derfor holde sig en anden meget vigtig faktor for øje, én der gælder for hele den bibelske kanon. Ligesom Jehova inspirerede mennesker til at nedskrive hans guddommelige budskaber for at menneskene kunne blive oplært, opbygget og opmuntret til at tilbede og tjene ham, er det logisk at han også ville forestå og lede samlingen af de inspirerede skrifter og fastlæggelsen af den bibelske kanon. Det ville han gøre for at der ikke kunne være nogen tvivl om hvad der udgjorde hans sandhedsord og hvad der således skulle danne den varige målestok for sand tilbedelse. Kun på denne måde ville skabninger her på jorden fortsat kunne blive ’født på ny gennem Guds ord’, og være i stand til at bevidne at „Jehovas ord forbliver til evig tid“. — 1 Pet. 1:23, 25.
Fastlæggelsen af den hebraiske kanon. Ifølge den jødiske overlevering var det Ezra der indledte samlingen og katalogiseringen af De Hebraiske Skrifters kanon, og Nehemias der fuldførte den. Ezra var absolut velegnet til dette arbejde; han var selv en af de inspirerede bibelskribenter, han var præst, og han var skriftlærd og officiel afskriver af hellige skrifter. (Ezra 7:1-11) Der er ingen grund til at tvivle på overleveringen som siger at De Hebraiske Skrifters kanon var fastlagt ved slutningen af det femte århundrede f.v.t.
Mens De Hebraiske Skrifters kanon i dag omfatter 39 bøger, indeholder den traditionelle jødiske kanon — skønt den omfatter de samme bøger — kun 24. Nogle autoriteter har slået Ruts Bog sammen med Dommerbogen, og Klagesangene sammen med Jeremias’ Bog, så antallet af bøger blev 22, selv om de har holdt sig til nøjagtig de samme kanoniske skrifter. Derved kom antallet af inspirerede bøger til at svare til antallet af bogstaver i det hebraiske alfabet. Her følger listen over de 24 bøger i den traditionelle jødiske kanon:
Loven (Pentateuken)
1. Første Mosebog
2. Anden Mosebog
3. Tredje Mosebog
4. Fjerde Mosebog
5. Femte Mosebog
Profeterne
6. Josuas Bog
7. Dommerbogen
8. Samuels Bog (Første og Anden, tilsammen én bog)
9. Kongebogen (Første og Anden, tilsammen én bog)
10. Esajas’ Bog
11. Jeremias’ Bog
12. Ezekiels Bog
13. De tolv profeter (Hoseas’, Joels, Amos’, Obadias’, Jonas’, Mikas, Nahums, Habakkuks, Zefanias’, Haggajs, Zakarias’ og Malakias’ bøger udgør tilsammen én bog)
Skrifterne (Hagiograferne)
14. Salmerne
15. Ordsprogene
16. Jobs Bog
17. Højsangen
18. Ruts Bog
19. Klagesangene
20. Prædikerens Bog
21. Esters Bog
22. Daniels Bog
23. Ezras Bog (Nehemias’ Bog var indbefattet heri)
24. Krønikebogen (Første og Anden, tilsammen én bog)
Det var skrifterne i denne samling eller kanon som Jesus Kristus og den første kristne menighed anerkendte som inspirerede. De inspirerede kristne bibelskribenter citerede kun fra disse skrifter, og ved at indlede citaterne med udtryk som „som der står skrevet“, bekræftede de at de var Guds ord. (Rom. 15:9) Jesus omtalte hele den inspirerede skrift der var blevet til før hans tjeneste begyndte, som ’Moseloven, Profeterne og Salmerne’. (Luk. 24:44) Her bruges betegnelsen „Salmerne“, der er den første bog i Hagiograferne, om hele denne afdeling. Den sidste historiske bog der blev taget med i den hebraiske kanon, var Nehemias’ Bog. At dette skete under Guds ånds ledelse, fremgår af at det kun er denne bog som angiver det udgangspunkt man må have for at kunne forstå Daniels profeti om at der ’fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgik’, ville gå en periode på 69 profetiske uger indtil Messias’ komme. (Dan. 9:25; Neh. 2:1-8; 6:15) Nehemias’ Bog giver også den historiske baggrund for den sidste af de profetiske bøger, Malakias’ Bog. Det kan ikke betvivles at Malakias’ Bog hører med til de inspirerede skrifters kanon, for selv Jesus citerede flere gange fra den. (Matt. 11:10, 14) Mens der på lignende måde citeres fra hovedparten af den hebraiske kanons andre bøger, der alle er skrevet før Nehemias’ og Malakias’ bøger, citerer de kristne bibelskribenter ikke fra nogen af de såkaldt inspirerede skrifter der blev skrevet efter Nehemias’ og Malakias’ tid og frem til Kristi tid. Dette bekræfter jødernes traditionelle opfattelse, og også den opfattelse den kristne menighed i det første århundrede havde, nemlig at den hebraiske kanon sluttede med Nehemias’ og Malakias’ skrifter.