Hej Demo,
Jeg er især glad ved disse ting i dig indlæg:
1) Overskriften, "Tilfældigheder".
Svar: "Tilfældigheder"? Det er, som man ser på det. Sådan ser du altså på det, jeg ikke.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
2) "Dans stamme" er et eventyr. Danmark kommer af "Tanmuark", Danernes "mark" (grænse), og har intet af gøre med Saxos eventyr. Saxo er en glimrende kilde til Vendertogtet og 1200-tallets danske historie, men bidrager ikke til forståelsen af dansk oldtid. Moderne forskning ved ikke hvorfra danerne kom, men foreløbige spekulationer drejer sig om det vendisk-nordtyske område, eller muligvis sydsverige".
Svar: Det er som man tar` det. (Da Prøjsen og Østrig således i 1864 røvede Slesvig og Holsten, mistede Danmark 1/3 af sit eksisterende landområde, og det var endda dét landområde, som udlandet også i 800-900-tallet havde anskueliggjort og opkaldt som Danernes rige (Dena-marca)(Denemearc)(Tanmuark).). Kært barn har mange navne.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
3) "Staten Danmark er i dag ca. 1200 år gammel."
"Danmark som stat er lidt over 150 år gammel. Danmark for 1200 år siden, var knap nok et samlet rige. Et århundrede efter, var det igen delt i flere høvdingedømmer".
Svar: Ja, det er som man tar` det.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
4) Titlen "danerkonge" bruges af mange, og Gorm var ikke den første. Harald Klak var også en danerkonge, omend han ikke havde samlet hele det nuværende Danmark under sig. Glem venligst ikke, at dengang kendte man ikke til Danmarkskortet som i dag, som noget fast og urørligt. Nordjylland kunne ligeså godt have været en del af et norsk kongerige, og Sjælland en del af et svensk.
Svar: Ja, det er som man tar` det.
----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
5) "Ja, jeg har også alle Erick von Dänikens bøger."
- Skræmmende, skræmmende..:D
5) For at opsummere... Jøder og danskere har kun den europæiske kulturarv til fælles, medmindre man tager den religiøse arv med, som kun har gjort sig gældende indenfor ca. 200 år, hvor man før komplet ignorerede jøderne og ikke ville vedkende sig dem.
Svar: Jeg mener ikke man overhovedet kan påstå det ene eller det andet. Imidlertid vil jeg sende dig visse detaljer, som du muligvis skulle overveje.
Jeg ville i hvert fald ikke være så kategorisk som du, især ikke når man tager i betragtning, at allerede i årene 484-424 f. Kr. var der store folkevandringer både af større og mindre målestok
Der er overhovedet intet i vejen for, at "Dan`s stamme" kan have foretaget vandringer som jeg har påstået.
Men, go` læsning og jeg høre gerne hvad du får ud af det. Venlig hilsen Enoch ( den rigtige Enoch)
http://home0.inet.tele.dk/danske/dan.htm
Netop sprog-overleveringerne gennem tiden, de fremmede ord, og opfindelsen af eksempelvis nye sprogbegreber, stednavne og låneord:
Daner, Danmark, Germaner, bro, vad, grænse, etc., har altid haft en uudslettelig betydning, for menneskets forståelse af datiden, for mindet, for historieoverleveringerne, for folkeviserne.
Sproget og stednavnene fra broncealderen, jernalderen og fra vikingetiden er i dag både fortolket, forvransket og omskrevet. Tolkningen af runesten, og de fremmede landes skrivemåder om vores gamle sted- og personnavne på latin, nedertysk, oldengelsk, etc., gør det ikke nemt at tolke fortiden.
Alle daværende lyde, olddansk, oldislandsk, oldnordisk er ligesom runeskrifterne tilnærmelsesvis forsvundet. Det sprog, der bruges i vikingetiden (800-1066), og som kaldtes Danernes sprog (dansk tunge) holdt sig betydeligt længere i det fremmede; især på Island og i det engelske.
Selve begrebet »tysk« -Teutsch, vinder først indpas efter år 1.000 e. Kr..
Alle krønikeskriverne, såvel de byzantiske, romerske, og de kristne vestromerske og de frankisk/germanske historieskrivere er tilnærmelsesvis upålidelige, og har af politisk/religiøse årsager fordrejet deres historiefremstilling om Danerne, netop får at skjule de ideer, som de kristne kaldte hedenske.
Formålet var selvfølgeligt at prise og fremhæve de kristnes forrettigheder (privillegier), og at undertrykke folkene, stammerne, ætterne og Danerne, og fortrænge Danernes historieoverlevering om Vanerne og Aserne (Odin, Thor, Frej, etc.), om slægter og stammer der havde rådigheden før Danernes rige. Således har de kristne tilpasset historien og ødelagt (dvs. fortysket) det oprindelige sprog.
Romerne havde kaldt de kristne for menneskeædere, når de spiste oblaten som Jesus kød og drak vinen som Jesus blod. De kristne havde under Romerriget selv vendt sig mod hele den antikke verdens viden og erkendelse, og de beviste ustandselig, at deres "anskuelser" var afstumpede og uden reelt indhold. De havde også etableret en kult af eneboere i ørkenen. Men på et tidspunkt havde den romerske kejser fået behov for de kristnes bistand, da modstanden mod Romernes undertrykkelse blev for stor.
De kristne optog de romerske ejendomsnormer og vaner, der ellers fortjenstfuld var nedkæmpet flere gange af Germanerne bl.a. i 476 e. Kr..
Den kristne ide om eet verdensherredømme, eet guddommeligt kejserrige, een sandhed, hvor konger og vasaller stod under "føreren" blev samlet op af den brutale voldsfranker: Clodevech (ca. 466-511 e.Kr.).
Det var i 525 e. Kr., at de kristne opfandt, den tidsregning man bruger i Vesten i dag.
Årskalenderen blev lavet om og går nu fra januar til d. 31. december.
Men det rigtige år gik fra marts til marts, som det også ses af november, der betyder 9 og december, der betyder 10.
Men ikke nok med det ! Folket fik samtidig påbud om igennem den kristne dåb, at tilsluttede sig de kristne Overklassers verdensbillede om menneskets oprindelse, og folket skulle tilslutte sig nogle moralske normer, der hørte til i en forgangen tid og som var en fortælling om andre etniske folkestammer (semitterne) i andre geografiske verdensdele: Galilæa (Palæstina), der bl.a. var besat og undertrykt af Romerne.
Og pludselig skulle nu i 800-tallet, de kristnes omskiftelige fortællinger gøres til en del af Nordboernes ideverden, historie, og utroligt nok også komme til at danne grundlaget for lovgivningen, retsopfattelsen og det økonomiske liv.
Nu var der pludselig kun een eneste tilladt tro, een eneste lov, een eneste sandhed, og een eneste gud, der endog ikke kunne afbildes. Deres gud var usynlig.
Danerne skyldte kun de kristne Frankere sværdet; thi de ville bemægtige sig riget, handelen, jorden og de menneskeskabte værdier og folkets bevidsthed. De ville udslette vort sprog og kultur, og bruge os som slaver i et spil med deres betalingsmidler.
I 1616 fik Galileo Galilei husarrest af Inkvisitionen, fordi han påstod, at Solen var centrum, og ikke jorden, og at jorden drejede rundt om Solen. Så hvornår var det nu, at den kristne kirke anerkendte at Jorden var rund❓
I 1633 blev Galileo Galilei atter anklaget for vranglære af Inkvisitionen, og som man husker stiller Inkvisationen selv sine spørgsmål, og har svarene parat, men har sandelig også dommen parat.
Danernes Tjod (Folk).
Frankernes kirke, sammen med lokale forrædere tog magten fra Danernes stammer og folk, og at kirken sidenhen forsøgte at tage hele magten fra de forræderiske konger. Romerkirken blev en dobbeltmagt.
Men i 700-tallet begyndte Frankerne, senere den tysk-romersk katolske kejser (år 800) at banke på Danernes port, for også at gøre os skattepligtige, kristne og underdanige unders hans kejsertrone. Formodentligt ville Frankerne også indtage Danernes Riger med samme voldsomhed, som de havde gjort i Saxland; pålægge os skat og ville udslette Danernes identitet gennem Latinen.
De ville afløse Odin-slægternes verdensbillede.
Frankerne krævede overhøjhed over høvdinge, folk, stammer og slægter i Danernes riger og Frankerne trængte frem mod Dannevirke, hvis opbygning allerede var påbegyndt i 600-tallet e. Kr..
I dag mener man, at arbejdet med Dannevirke er startet i 600-tallet, og at det var en ombygninger/tilbygninger der blev foretaget i 737.
Den germanske, saliske franker: Clodevech (ca. 466-511) havde i 486 erobret det sidste romerske rige i Gallien, og udvidede sit herredømme over Frankerfolket og Alemanerne østpå.
Vikingerne ( vi konger) fra hele Norden tog fanen op fra 400-tallets kampe mod Romerriget og mod kristendommen og Romerrigets uretfærdige ejendomsformer og normer.
De gik i viking, gik i leding og kæmpede fortjenstfuld for deres eksisterende værdier mod de kristne i England, mod Paris, mod Normandiet, og på det Italienske fastland i 800-tallet.
Og netop Danernes riger og dansk tungemål i det fremmede efter fremfærden i 800-1000-tallet holdt sig meget længe, fordi der i disse samfund var mere lighed.
Helt op til den franske revolution i 1789 turde enevældkongernes fogeder og skatteopkrævere ikke sætte deres fødder i Normannernes riger på den franske vestkyst. Herhjemme blev Danernes runeskrift således senere afløst af latinen, og "tyskheden" kunne påbegynde sit indtog, efter at Harald Blåtand (940-985) svigagtigt gav op "for den jødiske sekt af romerske katolikker og fyrster fra Frankernes rige".
Nu ville én konge have magten over ætterne og Danernes riger - i forbund med den sydlige kirkemagt. Således styrkede kirken i årene 1000-1200 eneherskersystemet og kirkens magt
kristen "lov og ret" og kongens énemagt, - og med lensvæsenets udbredelse, at fastholde uretten og jordtyveriet. Knud den Store (1018 - 1035)
I 1100 tallet kom benediktinerne, augustinerne, johanniterne, cistercienserne og præmonstratenserne. Fra England kom engelske munke ca. 1100 til Odense (Ælnod), flere cistercienserabbeder, således i Sorø og Øm. De kom fra Citeaux til Alvastra, Ostergötland i 1143. Cisternciensermunke fra Clairvaux (1115) kommer i 1154 i Esrum. I 1144 stifter Ærkebiskop Eskil Herisvad kloster i Skåne; Varnhem i 1148, Tvis i 1163, Holme i 1172, Løgum i 1173, Vitskøl i 1158, Sorø 1161, Guldholm 1192, Dargun i Pommern 1172, Kolbatz i Pommern 1174, Ryd 1210, Hilda i Pommern 1207, Sminge, 1165, Venge 1166, Kalvø 1168, Øm 1172, Ås 1165, Knardrup 1326.
Selv småkongerne blev tugtet og hængt.
De danske høvdinge (konger)var dengang ikke forpligtige til at gå i leding (i viking) udenfor rigets grænser. Men i 1159 indkaldte Valdemar flåden, for at få andel i plyndringen mod Venderne,- og Valdemar gik i forbund med Henrik Löve. Efter Vendernes fyrst Niklos faldt
I 1404 døde den sidste vendisk-talende kvinde på Rügen. Hun hed Gulitza. "Kronen på kirken og kongernes værk" var da det lykkedes Valdemar Sejr i 1241, at gennemføre de kristne synspunkter i én lov: Jyske Lov, og dermed var stammerne og landsdelene i Jylland og på Fyn, banket sammen og underlagt én lov, som kongen bød, og som medførte, at bøndernes sædvaneret var udskiftet med Kongémagtens lov.
Men læs alligevel Saxo´s fortælling, der er fyldt med utallige interessante deltaljer, som der ikke er beskrevet på denne hjemmeside.
De første 9 kapitler handler om sagntiden.
Så fortælles om Bjarkemålet, Bråvallaslaget og Skjoldungerne. Sagnene hos Saxo er ikke danske, mener mange.
Sagnene kan spores tilbage til Goternes land.
Nogle historikere skriver, at Attilas forgængere som hunnerførere var Octar, Roas og Huldin, og det svarer til Ottar, Roar og Halvdan. Rolf er muligvis en herulerfyrste (Rodulf).
Mange sagn kan spores tilbage til slutningen af 300-tallet, da vestGoter under Athanarik (Heidrek) kæmpede mod østGoter i alliance med Hunnerne. Heidreks efterkommer er Ivar Vidfadmi, der bliver konge over Sverige, m.v., og efterkommerne efter ham er konger i Uppsala til 1125.
Danerne har tydeligvis i århundrede haft forbindelser med øst og østen, langt, langt forinden den tysk-romerske kejser krævede overhøjhed over Danerne. Smykker og brakteatre bærer tydelig tegn fra øst, og også runealfabetet var tydeligvis kommet til Danerne via de østlige handelsforbindelser til Sortehavet og Byzans.
På øerne anbringes Danerne og Hocingerne. Varnerne lever syd for Østersøen ved Elben og Chattuarierne ved Rhinen.
Langobardernes første konge var Agelmund - den anden konge kaldes: Lamissio af Paulus Diaconus, men kaldes i den ældre Edda for Lyngvi.
I anden del fortælles om Hunnerne, HreidGoterne (Østgoterne), Sveer, Göter og sydDanere. Burgundernes konge hedder Gunnar. I tredje kvad omtales en række personer fra forskellige stammer. Offa af Angel er en henvisning til sagnet om Uffe og Vermund, og skal dateres til før år 500 e. Kr..
Kong Hrodgar og Hrodwulf er de angelsaksiske former for Roar og Rolf. Beowulf hører til Geaternes folk, og er nær knyttet til kong Hygelac, der er konge over Geaterne, og som falder i kamp på den frankiske kyst i 515 e. Kr..
Geaterne var Danere;
måske fra Göterne (Geatland) eller Jyderne (eotan). Geaterne plyndrede Friserne, og tog ned til distriktet mellem Meuse og Rhinen. Da Beowulf faldt blev Wiglaf sendt til Geaternes hof, for at fortælle om hans død.
Isidor af Sevilla (630 e. Kr.) siger at Goterne i gamle dage blev kaldt geter. I den antikke litteratur er Geterne et folk i Trakien hvorfra Titanerne stammede.
Men de må være identisk med Göterne; et folk, folkenavn der er opstået på de steder i Skåne, som Goterne forlod langt tidligere.
Men før Danerne kom herop, var der andre folkestammer.
Folkestammer fra Kelterne må jo også have været her, højfolket og enkeltgravsfolket…og Kelterne kom jo allerede til Britanien i 550 f. Kr..
Herulerne er fordrevet fra Danmark lige omkring år 200 e. Kr., idet byzantinske kilder omtalte Heruler ved Byzans i 267 e. Kr..
Efter 20 års kampe trak den romerske kejser Aurelean i 271 e Kr. romerne tilbage syd for Donau og overlod Dacien (Rumænien) til Goterne.
I 291 e. Kr. kendes Tervingi-goterne (kan muligvis være Vestgoterne) og Gepiderne som selvstændige grupper.
I 267-268 angreb en stor Herulsk/Gotisk flåde Tyrkiets og Grækenlands kyster og ved landkrigen i Grækenland, blev hæren slået af Romerne.
Den kombinerede flåde hærgede derimod på vikingemaner bl.a. Kreta, Rhodos den tyrkiske kyst, og efter et år vendte de succesfuldt tilbage til Sortehavs riget.
*Omkring år 350 e. Kr. skiftede en Gotisk gruppe i Møsien religion til den kristne arianisme, og deres biskop Wulfila oversatte biblen til gotisk.
Samtidig satte Greutungi-goternes konge Ermaneric en offensiv i gang i øst, som bl.a. førte til Heruler-kongen Alarics nederlag.
I 370 e. Kr. dukkede Hunnerne op fra Asiens stepper og slog Goterne.
*Jordanes fortæller om østGoterkongens Ermanariks død i 375. Hunnerne tvang vestGoterne og en del østGoter over på sydsiden af Donau, hvor de i 380 fik asyl af den romerske kejser.
Fortrængelsen af Goterne svarer tidsmæssigt til romersk jernalders ophør i Danmark og følgelig er handelsforbindelsen via Goterne og til Byzans nok ophørt❓
Hunnerkongen Attila laver et togt mod Burgunderne i 437 og Attila dør i 453.
Prokopius var byzantinsk græskskrivende historieskriver i ca. i 550 e. Kr. og fortæller, at Herulerne under en krig med Langobarderne, var blevet slået og måtte søge tilflugt hos Gepiderne. Men en del af dem, valgte senere at vende hjem.
*På denne vandring kom de først gennem Slavernes lande, derpå gennem vidtstrakte øde egne til Varnerne, der boede ved Nedre-Elben og Nordsøen. Videre rejste de til Danernes land, og kom til oceanet, hvor de gik ombord og sejlede til Thule (Skandinavia), hvor de bosatte sig ved siden af Gauterne, en kultisk gruppe, der hævdede at de nedstammede fra guden: Gaut.
*De øvrige folk i Norden havde en frugtbarhedskult omkring guden Ing. Senere hentede de Heruler, der var blevet tilbage i Illyrien, en konge fra Herulerne i Thule, dvs. i Skandinavien.
Da den germanske lejesoldatkonge Odoaker afsatte den sidste vestromerske kejser i 476 e. Kr., markerede det den endelige afslutning på romernes "verdensherredømme".
Ved ca. år 500 e. Kr. skete et kulturskift i Danmark.
Runeskriften ændrer sig og endelserne på navnene skifter. Men runeskriften holdt sig ellers langt op i tiden under kristendommen, og bl.a. Hedeby i Sydslesvig skrives i gammel tid: Haithabu (Hai-tha-bu).
Ved fremdragelsen af »Beowulf« i 1815 fik sagnene om Skjoldungerne og Skilfingerne, der kun spillede en beskeden rolle hos Saxo og Snorre, en ny betydning, idet man søgte efter en gruppe konger, der virkelig har levet.
I det Angelsaksiske digt »Beowulf« fra ca. år 1.000 betegner Scyldingas som danske krigere og disses kongeslægt, der hersker i »Scedeland« eller »Scedenig« (Skaane) med kongehallen Heort (Hjort).
Straks i 1815 genkendte N. F. S. Grundtvig i »Beowulf«s Geaterkonge Hygelac (Hugleik) en Danerkonge Chochilaic, hvis død i 520 omtales i tredje bog af Gregor af Tours' Frankerkrønike fra 576.
Kernen i Skjoldungsagnene skulle så være Herulernes fortællinger om deres konge Rodulf og om Hunnerkongerne, og sagnene skulle være bragt fra Donau til Norden ved den livlige handelsforbindelse, der bl.a. medførte, at en gruppe medlemmer af Herulernes kongeslægt i 512 brød op fra Midteuropa og med deres mænd drog til Skandinavien, hvor de tog bopæl i nærheden af Goterne, formentlig i det svensk/danske grænseområe Värend.
Nemlig brugen af ordet »tysk og tyskere«, idet der i Germania var mange vekslende folkestammer - dels på vandring, under flytning og dels "bofaste" stammer.
Der er intet grundlag for at påstå, at der skulle have været eet fællesgermansk urfolk. At nogle ord og stednavne fra keltisk, germansk og slavisk er ens, viser blot at det er låneord. Efterhånden som kvægavl bliver indført bliver erhvervssproget for kvægavl fælles, og er tydeligvis låneord.
Begrebet "Germania" er opfundet af Kelterne og af Cæsar. De pågældende folk har ikke kaldt sig Germaner, og hvad dette ord egentlig betyder, er uopklaret.
Da Prøjsen og Østrig således i 1864 røvede Slesvig og Holsten, mistede Danmark 1/3 af sit eksisterende landområde, og det var endda dét landområde, som udlandet også i 800-900-tallet havde anskueliggjort og opkaldt som Danernes rige (Dena-marca)(Denemearc)(Tanmuark).
Dannevirke ligger i dag på okkuperet jord.
Siden Uffe kæmpede i 450 e.Kr. har Ejderen været dansk grænse. Dannevirkevolden blev påbegyndt i 600-tallet. I 811 bliver Ejder-grænsen bekræftiget af Karl den Store overfor kong Hemming, og i 1025 anerkender den tyske kejser Konrad også denne grænse. Så langt tilbage som man kan følge Danmarks historie, har Ejderen været Danmarks sydgrænse, og sproget var dansk til grænsefloden.
De antikke grækere havde opdaget mellem- og Nordeuropa og mente, at dér boede Keltere i vest, og i nordøst boede Skytere. Denne opdeling med Kelterne (Keltoí) i vest og Skyterne i nordøst havde været gældende lige siden etnografen Herodot (ca. 484-424 f. Kr.).
Men de havde ikke opdaget Norden. Alle ikke-Hellenere blev kaldt: Barbarer. Grækeren Pytheas fra Massalia (Marseille), der er opdagelsesrejsende mellem 350-325 f.Kr. skriver i 325 f.Kr. om Teutonerne fra Thy og området Thule i nord (Scandinavia). Hvad vi har overleveret om denne rejse er kun nogle få linier om Ravet, der jo var grundlag for en indbringende handel i oldtiden.
Han nævner æstuariet Mentonomon, Raunonia og Abalos. Æstuariet er ikke en flodmunding, men en strandsø (kan være Ringkøbing fjord). Pytheas nævner, at han har besøgt et sted: Mentonomon,hvor folket hed Inguioner, og hvor der var en stor indfjord, som er blevet antaget for at være Ringkøbing eller Bøvling Fjord. Der menes dog snarest den sidste.
Stednavnet: Mentonom kunne i urgermansk være ordet for: Minde, dvs. munding, jævnfør Kerteminde, Karrebæks minde, og ved Gammel Minde, der i daglig Tale hed slet og ret »æ Minde«, medens Ny Minde hedder »æ Gaf« (Gabet), (Nymindegab) hvor der var skibshavn lige fra ravtiden og til langt ind i det 18. århundrede.
En dagsrejse derfra nævnte Pytheas en havn: Raunonia og en ø: Abalon, hvor rav og »martørv« fra undersøiske moser drev ind og solgtes som brændsel til de omboende Teutoner d.v.s. Thyboer, hvorfra ordet Tjod (folk) stammer..
Raunonia, dvs. den største bygd ved fjorden, dvs. Rænnumkøbing (Ringkøbing). Nogle mener, at det må være: Rænnum, det nuværende Rindom ved »Rindum Købing« (Ringkøbing), men måske er det den ældgamle havn i Limfjordsmundingen, hvor en grusbarre gav læ for skibe, og hvor der boede Tyboer mod nord og Hardboer mod syd (Teutoner og Charuder).
En sådan barre kaldes både her og andet steds for en Røn. Tyborøn findes nordenfjords, og Hardborøn og Rønland søndenfjords. Raunoia kunne måske være stamordet til dette Røn, som Abalon (måske i Urgermansk Abalom) kunde genfindes i »Afl-Heim«, senere Aalum på Aggertangen. Abalos er Avlum (navnet på en bygd ved Limfjordsindløbet).
Pytheas regner en dagsrejse fra Rænnum til Avlum, men han har hørt, at ude i oceanet, to dagsrejser fra Avlum, ligger en stor ø Basileia, d.v.s. Seley, og nord derfor Thule, vistnok hans græske gengivelse af det keltiske tulach, højderne, bjergene, Bergen.
Men er det rigtigt, at der ligesom ved år 100 boede Ingvioner i Vestjylland og Teutoner i Thy, at en å- eller fjordmunding hed Minde og en grus- eller stenbarre hed i fjorden hed Røn, så er det dermed også givet, at vort danske sprogs oprindelse skal søges før Pytheas’s rejse, før 300 f. Kr..
Pytheas omtaler, at der i Thule tilberedtes to drikke, den ene af korn, den anden af honning. Af malt, der var spiret, tørret og malet, tilberedtes urt, den ugærede, og øl, den gærede drik.
I den vestnordiske overlevering siges det, at Odin spyttede i urten. Det gamle græsk/romerske verdensbillede ændredes radikalt i forbindelse med den romerske feltherre Gaius Iulius. Caesars krigstogter i Gallien (58-50 f. Kr.), er beskrevet i hans »Gallerkrig« (Bellum Gallicum).
Men da Cæsar (100-44 f. Kr.) førte sine folk op mod Rhinegnene, kæmpede han bl.a. mod en af de Jydske Harderes stamme (Charuderne), der roste sig af, at de nedstammede fra Cimbrenes (Himbrerne fra Himmerland) og Teutonernes hære.
Cæsar opdelte som den første nogensinde det nordvestlige europæiske kontinent i to geografiske områder, som han navngav henholdsvis Gallien og Germanien, og lod Rhinen danne grænsen mellem dem.
Både Cæsar (100-44 f. Kr) og senere Tacitus skriver, at de germanske stammer styreform er republikansk. De havde et råd af høvdinge, og de havde ingen konge.
Andre mener, at de germanske stammer tidligere havde haft konger, men at disse var omstyrtet umiddelbart før romerne mødte dem første gang. Under folkevandringstiden havde de germanske stammer som regel konger.
Først omkring 90 år senere, under kejser Claudius, skitserede Pomponius Mela i ca. 44 e. Kr. i sin geografi (Chorographia) det samlede Germanske landområde,
Dengang har altså selve Romerkejserens krigsflåde passeret Skagen, men det Romerske Rige kom aldrig Danmark nærmere end da.
De forsøg, kejsersønnerne Tiberius og Drusus gjorde på at skyde dets grænser frem til Elben, måtte opgives. Plinius den Ældre (23-79 e. Kr.) skriver i »Historia Naturalis«, at den bugt, der kaldes Codan (Sinus Codanus - Østersøen) er fuld af øer, og at den største ø beboes af Hillevionerne (Svionerne ?) og er opdelt i 500 herreder.
De øvrige dele af landet omgives af Oceanet. Tacitus har også en beskrivelse af øerne i Codan-bugten (Østersøen) og Tacitus omtaler også Sveberhavet der formentlig er identisk med Codan-bugten eller Botniske Bugt❓Oprindelsen til navnet Codan er ikke kendt, men det ligger ikke så langt på tungen fra Odin, Wodin til Codin/Codan.
Tacitus bringer en omtale af Svioner (Suiones-sveerne) ude i Verdenshavet på en ø (Scatinavia). Tacitus skriver, at hinsides Lugiernes, Gontonernes, Rugiernes og Lemoviernes folk bor Svionerne, og hinsides Svionernes trækker sig et stivnet og ubevægeligt hav (ishavet). Også Fenner er nævnt. Helleren Klaudios Ptolemaios i Alexandria (ca. 85-165 e.Kr.) omtalte i sit geografiske værk fire øer, som tilsammen kaldtes Skandiai og var beliggende øst for Den Kimbriske Halvø(Jylland). Navnet: Skania kommer senere til at lægge navn til både Skåne og Skandinavien og Romerne vidste, at fra Himmerland kom Kimbrerne.
Ovenover Sakserne placerede Ptolemaios Den Kimbriske Halvø (Jylland). Saksernes folkestamme er af uklar oprindelse og er nævnt første gang af Ptolemaios, og de boede på det tidspunkt nord for Elben i det vi senere kalder: Holsten.
Den største af de fire øer hed: Skandia, og har formentlig lagt navn til hele gruppen. Den lå ud for floden Vistula (Wisla). Ptolemaios kalder stammen i nord for: Charudes.
Ptolemaios forklarer, at i Skåne boede: Daukeiones (Daneiones) og over dem i det senere svenske område af Skandia, boede Sveerne (Suiones i Uppland), Göterne (i Götalandene) og Guter (på Gotland).
Derimod omtales øen Scandia, Scandinavia, Scadin- avia; det er det senere Skán-ey, Skåne. Det er efter dette Ord man har givet de nordiske Folk Navnet Skandinaver.
I det danske område: Danerne, Vendelboer (Vandalerne), Himmerboer (Kimbrerne) Tyboer (Teotoner) Hardboer (Charuderne), Jyder (Eucii) Angler, (H)Erulerne. På Pholemæus kort over Jylland er nævnt følgende navne syd mod nord: Lakkobardoi, Treva, Albis, Saxones, Sigulones (ved kysten), Sabaliggior, Kobandoi, Eundusioi, Chaloi, Kimbriké Chersonésos, Charudes, Kimbroi.
Jordanes (ca. 485-552 e. Kr.) var Gotisk historiker i Byzans og skrev på latin en verdenshistorie samt bøgerne om Goternes oprindelse og historie. Han skriver, at Gothernes oprindelige hjemland er Skandinavien (Scandza). Jordanes taler ikke om øen: Codannovia, men øen: Scandzia (Scandza).
Her dukker navnet: Daner op for første gang i historien som: Dani. Jordanes lader Danerne udgå af stammen: Suetidi (dvs. Svikiod), hvilket blot vil sige, at de oprinder fra det skandinaviske fastland, som han kalder Thule.
Jydernes efterkommere bebor Kent, øen Wight og kysten (Hampshire). Men disse Jyder, skal sandsynligvis nok være Frisere, som Prokopios angiver. De jydske marker og landsbyer forsvinder dog i 300-tallet, så Jyderne er nok rejst til de Angliske og Frisiske områder, og derfra til England.
Det første sted, vi læser om navnet: Danmark, er i kong Alfred den Stores i Wessex supplement fra 890 e. Kr.. Det var et supplement til Orosius antikke verdenshistorie, idet Alfred lod fremstille en geografisk beskrivelse af det nordlige Europa, hvor betegnelsen »dene mearc« bruges om det danske område.
Alfred fik også en beretning fra nordmanden, dvs. fra Halogalændingen Ottar og fra købmanden: Wulfstan, fra Hedeby. Wulfstan sejler fra Hedeby (of Hædum). Venden (Weonodland) havde han om styrbord, og om bagbord havde han Langeland (Langaland) og Låland (Læland) og Falster og Skåne (Scóneg), og disse lande hører alle til Danmark (Denemearcan).
Og dernæst havde han Bornholm (Burgenda land) om bagbord, - og de har selv en konge.
Dernæst efter Bornholm havde han de lande, som kaldes Bleking (Blecingaêg) og Møre (Meore, d.v.s. Möre herreder i Kalmar len) og Øland (Eowland) og Gotland, og disse lande hører til de svenske.
*Forleddet »Dan« i Danmark (Dena-marc) skulle efter ældre plattysk betyde: "fugtig lavning". Stednavnet: »Dan«, forekommer på flere steder på fugtige jorde.
Ordet: »Danelagen« i Brittania, betyder blot Danernes land, Danernes Lov. Reginos krønike er skrevet i ca. år 900 i klostret Prum ved Køln, og han har også i året 884 en omtale af »Denimarc«. De kristne foretog en geografisk tredeling af den kendte verden, idet de mente, at der var tre kontinenter efter Syndfloden, der var blevet befolket af efterkommere af Noahs tre sønner: Sem fik Asien; Ham fik Afrika og Jafet fik Europa. En spansk araber: At-Tarúchi, skrev i 950 om sit ophold i Hedeby, "at byen er en meget stor by ved verdenshavets yderste rand, og at byens beboere tilbeder Sirius".
Det ældste spor af mennesker i det nuværende Danmark er fundet ved Vejstrup Skov nær Christiansfeld. Fundet er ca. 240.000 år gammelt, og fra det som vi kalder Clacton-kulturen (Holsten-perioden).
Efter den næstsidste istids tilbagetrækning skabtes der klimatiske forhold som medvirkede til, at de større jagtdyr søgte hertil. Det er yderst begrænset hvad vi ved om vilkårene så langt tilbage som for 240.000 år siden, da en gruppe palæolitiske jægere slog sig ned på dette sted nær ved nordbredden af Holstenshavet, der dækkede Holsten med tilstødende områder.
Disse menneskers redskabsinventar er først og fremmest kendetegnet ved håndkiler, redskaber eller slagvåben med et bredt håndgreb, der går jævnt over i en skarp spids. (samme redskaber finder man overalt i Mellemøsten)
Til fremstilling af disse håndkiler anvendtes skiveafslag af flint.
Tilsvarende og samtidige håndkilekulturer er den engelske Clactonien-kultur, opkaldt efter findestedet Clactonon-Sea i Essex, og den franske Acheuléen-kultur (efter landsbyen Saint-Acheul i nordFrankrig).
Man må endvidere gå ud fra, at disse jægere har været af før-neanderthal-type, men dog af slægten Homo. Dette bekræftes af kraniefund fra Swanscombe i England og Steinheim i Tyskland.
Det næstældste danske fund er nogle marvspaltede dådyrknogler fra Hollerup vest for Langå, sydvest for Randers, hvor der også er spor af mennesker, som er 90.000-70.000 år gammelt - dvs. fra før den sidste istid.
Knoglerne stammede fra sidste mellemistid for henved 100.000 år siden, og at de måtte være spaltede af mennesker, der har villet sikre sig den næringsrige knoglemarv.
Der kendes der ingen redskaber fra fundstedet, men fra perioden har vi kendskab til knogler af dådyr, elsdyr, kronhjort, bison, bæver og den kolossale skovelefant.
*De sultne mennesker ved Hollerup har antagelig udgjort en gruppe neanderthalere eller måske tidlige repræsentanter for nutidsmennesket, Homo sapiens. Fra Midteuropa kendes flere huler, hvor der af og til findes grave tilknyttet den såkaldte Moustérien-kultur, som neanderthalerne var bærere af.
Endnu en istid: Wejchsel-istiden, skulle brede sig fra vestNorge og vestSverige og siden længere øst- og sydøstfra ud over det meste af Danmark. I Jylland bredte isen sig og lå med en skillelinie fra den nordlige ende af Nissum Fjord til Viborg og derfra ned gennem Jylland til Padborg. På denne måde opstod den jyske højderyg. Vest for højderyggen lå et isfrit område, der blev til de jyske hedesletter. I disse sandede og magre smeltevandsudvaskede egne, har der i denne istid formentlig levet flokke af rensdyr, moskusokser og mammutter. (altså mindre end for 80.000 år siden. Jfr. Mammutfund fra Sibirien)
Isen begyndte at trække sig tilbage i Nordjylland og bevægende sig sydøstover. Men det tog årtusinder før konturerne opstod af det landkort, vi i dag kender som Danmark.
I dag taler man også om Hamburg-kulturen (12.000-10.500 f. Kr.), der er opkaldt efter bopladser i Ahrensburgdalen lidt nord for Hamborg, og den yngre Federmesser-kultur (Pennekniv-kultur).
Mellem Vojens og Jels ved Kolding er fundet en boplads med redskaber fra Hamburg-kulturen. Ved botaniske undersøgelser og efter istriden og klimaændringer har man opdelt tiden og jordlagene i Bølling-kulturen (varm)(15.000-13.800 f.. Kr.); Ældre Dryas (kold) (Dryas er en artisk plante, rypelyng) (13.800-13.500 f. Kr.); Allerød-kulturen (varm) (13.5000-12.500 f. kr.); Yngre Dryas (meget kold)(12.500-11.500 f. Kr. ); Hele denne periode var præget af hurtige klimaskift, og kaldes sen-istiden (senglacial-tiden), og den slutter ca. 9.500 f. Kr.. Nu begynder varmetiden (postglacial-tid) fordi der fra den tid og op til i dag, ikke er optrådt markante klimaskift. Birke-fyrre-tid (8.300-7.000 f. Kr.). Fra 1400-1700 e. Kr. er dog "en lille istid"
*Oldstenalderen strækker sig over palæolitikum fra 1.900.000 f. Kr til 8.300 f. Kr.; - mesolitikum (ældre stenalder) 8.300 - 4.000 f.Kr.; - neolitikum (yngre stenalder) 4.000 - 1.800 f.Kr..
http://www.aabne-samlinger.dk/Sydsjaellands/elge/Museum/palo.htm
Det var først i yngre stenalder
http://www.natmus.dk/sw4513.asp , at landet fik det udseende, som ligner det nuværende.
Vor nuværende varmetid blev indledt i ca. 11.500 f. Kr..
Først i 10.000 f. Kr. er der i Danmark tale om en egentligt menneske-kultur (Bromme-kulturen). Ved Bromme nord for Sorø er fundet en stenalderkultur, der er ca. 10.000 - 7.400 år gammel (Bromme kulturen), der efterfølges af Maglemose-kulturen (Mullerup-kulturen på Vestsjælland) fra 7.500 til 6.000 f. Kr..
De samme mennesker var bygmestre for de markante oldtidsminder fra 3.500 f. Kr, storstensgravene, der var enkeltgrave i en rund eller aflang høj, hvorpå var anbragt en stendysse, som kunne ses vidt omkring fra. Storstens- eller megalitgravene er udtryk for en *kulturstrømning, der bredte sig fra Lilleasien og Ægypten og op til syd-Skandinavien.
Dertil kommer befolkningsgrupperne med de helt enkle og uprætentiøse grave uden overliggende sten. Var disse mennesker en underklasse eller en fortrængt befolkningsgruppe❓
Der har boet mennesker i Sverige omkring ca. 3.000 f. Kr. Men man ved ikke, hvor folkestammerne kom fra.
Disse stammer, som vi kalder nordiske, må jo på et eller andet tidspunkt være drevet ind - et eller andet sted fra.
Enkeltgravsfolkets storhedstid lå mellem 2800-2400 f. Kr.. Den mest udbredte levemåde er svedjebrug, kornavl, jagt, og hovedvægten er lagt på husdyrhold. Der er masser af fund overalt i Danmark.
Denne kultur, hvis bærere menes at være nomadiserende folk, et hyrdefolk med kvægavl som hovederhverv fra syd-Rusland, kendes over det meste af øst-Europa og sættes af nogle forskere i *forbindelse med den indo-europæiske indvandring til Europa.
Til Danmark kom den sydfra og først til Jylland, antagelig bl.a. ad Hærvejen. Ved Holstebro er fundet oldtidsbebyggelser på hedesand. Den kendetegnes ved lave jordhøje, der ofte rummede flere på hinanden følgende gravlæggelser, og med stenøkser med skafthul, almindeligvis benævnt stridsøkser.
Deres døde får gravgaver; smukke lerkar, ravperler og knogler af offerdyr samt pragtfulde flintøkser. I Jylland blev enkeltbegravelser dækket af en stendynge og placeret øverst i enkeltgravs-kulturens gravhøje meget almindelige. Andre begravelser fandt sted i snævre stengrave; atter andre lod sig nøje med sekundære begravelser i tragtbæger-kulturens storstensgrave (Bægerfolket).
Man har søgt en raceforskel i hovedskallernes former. De ældre stenalders folk har været rundskaller/kortskaller, medens de mennesker der er indvandret i den yngre stenalder var langskaller. Men hovedtyperne er selvfølgelig i dag sammenblandet. Langskallerne havde overvægt i Svealand, Østnorge og Trøndelagen, medens kortskallerne var rigt repræsenteret i Vestnorge. De ældste gravhøje herhjemme er fra den yngre stenalder.