Bageren venter endnu.
En lidt kejtet, ung mand kom vadende ind på politistationen og sagde på rigtig københavnerjargon: ”Hallo mand!”
Adolf rejste sig og gik frem til skranken: ”Hvad kan vi hjælpe Dem med?”
”Hvem dem? … nej, jeg vil gerne melde mig selv. Jeg har begået noget ulovligt.”
”Ja så. Lad høre.”
”Jo, jeg tog en smutvej gennem Ørstedparken, mand. Men så stod der et skilt, mand.”
”Nå, og hvad så? Måtte du ikke betræde græsset?”
”Det ved jeg ikke. Der stod: ’Man må ikke læse skiltet’.”
”Men det gjorde du alligevel?”
”Det havde jeg ligesom allerede gjort, da jeg blev klar over, at det ikke var tilladt, mand.”
”Det må være en eller anden spøgefuld, som har sat det op. Men hvad skete der så videre?”
”Ikke mere, mand.”
Der blev en længere talepause, indtil en høj lyd afbrød tavsheden.
”Det er din telefon, der ringer Adolf,” oplyste Gregers Myregaard.
Den ældre kommissær bakkede tilbage og løftede røret: ”Det er politiet. Hvem taler jeg med?”
”Det er Phillip Mortensen. Jeg var ude og lufte min hund. Så rev den sig løs.”
”Ja, det har vi altså ikke tid til at tage os af.”
”Nej, det forventer jeg heller ikke. Men i min egen jagt på at finde den, forvildede jeg mig ind i en nudistlejr.”
”Ja så. Det lyder interessant. Men det er vel ikke umuligt at finde ud derfra igen?”
”Nej, nej. Men der lå 3 unge piger på maven i sandet. Pludselig steg der røg op af numsen på hende til venstre.”
”Ad hvad for noget. Det må være løgn. Det kan vist ikke lade sig gøre.”
”Det lyder utænkeligt. Men jeg så det med mine egne øjne.”
”Okay. Men hvad havde du egentlig tænkt dig, at vi skulle gøre ved det?”
”Det ved jeg ikke. Men nu ved I det, hvis det skulle få nogen betydningen for de kommende dages kriminalitet. Hov, der er Fidoline. Jeg lægger på. Farvel.”
Adolf lagde røret på: ”Er folk da blevet helt vanvittige i dag? Hvornår kommer Brian tilbage fra sit udlån til Holstebro? Det var lige noget for ham, at tage disse tåbelige henvendelser.”
”Der går et helt år. Måske bliver han derovre for good.”
”Good good. Nå tilbage til det seriøse. Hvad var jeg egentlig i gang med?”
”Du var ved at finde ud af, hvad der skulle hentes ved bageren.”
”Nå ja.” Adolf rodede rundt i sine papirer og fandt den vigtige note: ”Jeg tror, at jeg har alle ønsker nedfældet. Vi ses om et kvarter.”
Idet Adolf åbnede klappen i skranker, opdagede han den unge mand: ”Er du her endnu?”
”Ja. Jeg venter på at blive ført i spjældet, mand.”
”Du skal ikke i fængsel. Du er fri til at tage hjem.”
”Virkelig, mand! Så er det alligevel rigtig, hvad de siger.”
”Hvem siger hvad?”
”Det er Alexander, Rudolf, Hannibal, Mogens, Uffe, Viktor, Oluf, Benedikt, Oliver, Torben, Julius, Mikkel, Rasmus, Andreas, Tobias, Dario, Polle, Ivan, Kristoffer, Mads, Anton, Thorkild, Frederik, Zak, Ib, Tonny, Holger, Christian, Felix, Jørgen, Åge, Benjamin, Verner, Henrik, Søren, Helmer, Michael, Carsten, Steffen, Fritz, Simon, Finn, Thomas, Mathias, Daniel, Martin, Per, John og Claus, der mener, at politiet godt kan være flinke.”
Adolf rejste sig og gik frem til skranken: ”Hvad kan vi hjælpe Dem med?”
”Hvem dem? … nej, jeg vil gerne melde mig selv. Jeg har begået noget ulovligt.”
”Ja så. Lad høre.”
”Jo, jeg tog en smutvej gennem Ørstedparken, mand. Men så stod der et skilt, mand.”
”Nå, og hvad så? Måtte du ikke betræde græsset?”
”Det ved jeg ikke. Der stod: ’Man må ikke læse skiltet’.”
”Men det gjorde du alligevel?”
”Det havde jeg ligesom allerede gjort, da jeg blev klar over, at det ikke var tilladt, mand.”
”Det må være en eller anden spøgefuld, som har sat det op. Men hvad skete der så videre?”
”Ikke mere, mand.”
Der blev en længere talepause, indtil en høj lyd afbrød tavsheden.
”Det er din telefon, der ringer Adolf,” oplyste Gregers Myregaard.
Den ældre kommissær bakkede tilbage og løftede røret: ”Det er politiet. Hvem taler jeg med?”
”Det er Phillip Mortensen. Jeg var ude og lufte min hund. Så rev den sig løs.”
”Ja, det har vi altså ikke tid til at tage os af.”
”Nej, det forventer jeg heller ikke. Men i min egen jagt på at finde den, forvildede jeg mig ind i en nudistlejr.”
”Ja så. Det lyder interessant. Men det er vel ikke umuligt at finde ud derfra igen?”
”Nej, nej. Men der lå 3 unge piger på maven i sandet. Pludselig steg der røg op af numsen på hende til venstre.”
”Ad hvad for noget. Det må være løgn. Det kan vist ikke lade sig gøre.”
”Det lyder utænkeligt. Men jeg så det med mine egne øjne.”
”Okay. Men hvad havde du egentlig tænkt dig, at vi skulle gøre ved det?”
”Det ved jeg ikke. Men nu ved I det, hvis det skulle få nogen betydningen for de kommende dages kriminalitet. Hov, der er Fidoline. Jeg lægger på. Farvel.”
Adolf lagde røret på: ”Er folk da blevet helt vanvittige i dag? Hvornår kommer Brian tilbage fra sit udlån til Holstebro? Det var lige noget for ham, at tage disse tåbelige henvendelser.”
”Der går et helt år. Måske bliver han derovre for good.”
”Good good. Nå tilbage til det seriøse. Hvad var jeg egentlig i gang med?”
”Du var ved at finde ud af, hvad der skulle hentes ved bageren.”
”Nå ja.” Adolf rodede rundt i sine papirer og fandt den vigtige note: ”Jeg tror, at jeg har alle ønsker nedfældet. Vi ses om et kvarter.”
Idet Adolf åbnede klappen i skranker, opdagede han den unge mand: ”Er du her endnu?”
”Ja. Jeg venter på at blive ført i spjældet, mand.”
”Du skal ikke i fængsel. Du er fri til at tage hjem.”
”Virkelig, mand! Så er det alligevel rigtig, hvad de siger.”
”Hvem siger hvad?”
”Det er Alexander, Rudolf, Hannibal, Mogens, Uffe, Viktor, Oluf, Benedikt, Oliver, Torben, Julius, Mikkel, Rasmus, Andreas, Tobias, Dario, Polle, Ivan, Kristoffer, Mads, Anton, Thorkild, Frederik, Zak, Ib, Tonny, Holger, Christian, Felix, Jørgen, Åge, Benjamin, Verner, Henrik, Søren, Helmer, Michael, Carsten, Steffen, Fritz, Simon, Finn, Thomas, Mathias, Daniel, Martin, Per, John og Claus, der mener, at politiet godt kan være flinke.”