at være "pap-far?"
Jeg mødte for knap 2 år siden verdens mest pragtfulde pige. Efter lidt over ½ år, flyttede vi sammen i hendes lejlighed. Vi har det perfekt - deles om alt, giver hinanden lækker inspiration hver eneste dag. - økonomien er vi også helt enige om - ingen problemer, og almindelig renholdelse af hjemmet klarer jeg for det meste, da jeg har væsentlig mere fritid end hun.
Og her kommer problemet: Hun har en søn som nu er 20 år. Sød og flink, ærlig og kærlig. men jeg har da aldrig mødt en mere doven dreng. Han "orker" absolut intet. Alt han laver efterlader han som et syndigt rod. Toilettet med brune striber, håndvasken med rester af spytklatter og rigeligt med tandpasta. badeværelse som en sejlende sø. har han lavet sig et stykke mad om eftermiddagen, ligner køkkenet et sted hvor der er leget med håndgranater. Han taler meget grimt til sin mor, skælder ud over de mest urimelige ting. Hun vækker ham for sent/for tidligt. Har ikke sørget for hans vasketøj. Skal han ud til venner, forventer han at moderen hjælper med at bære ned i den bil som han gratis fik stillet til rådighed mod at holde den ren og ryddelig. den ligner lort nu.
Jeg kan få lov til at vedligeholde den og reparere den. Skal jeg på værksted med den, er der starks sure miner.
Planen siden nytår har været at han skulle flytte til en anden del af landet og studere videre og have en studielejlighed. han aner ikke hvordan man vrider en karklud! Jeg tror ikke på han flytter. Hvorfor skulle han det? - Han venter kun hver eneste dag på at moderen eller jeg laver god mad. Og han spiser ikke. han æder ikke. Han skovler det ind. Og mængden er kollosal. Mindst for 3 grandvoksne mænd. Han laver intet der skulle begrunde en sådan appetit. han spiller hver eneste dag - ca. 10 - 14 timer foran computeren. Er det normalt? Også her er han aldeles ligeglad. TV og PC er tændt næsten i døgndrift. Selvom han ikke kan se begge dele på samme tid grundet placeringen. Han tror at strømmen er gratis.
Jeg orker det ikke mere. Hvad kan jeg gøre for at bevare forholdet? - jeg elsker hende overalt på jorden, men nu begynder det snart at knibe med bare at bøje hovedet for hendes knægt. Gode råd modtages.
Og her kommer problemet: Hun har en søn som nu er 20 år. Sød og flink, ærlig og kærlig. men jeg har da aldrig mødt en mere doven dreng. Han "orker" absolut intet. Alt han laver efterlader han som et syndigt rod. Toilettet med brune striber, håndvasken med rester af spytklatter og rigeligt med tandpasta. badeværelse som en sejlende sø. har han lavet sig et stykke mad om eftermiddagen, ligner køkkenet et sted hvor der er leget med håndgranater. Han taler meget grimt til sin mor, skælder ud over de mest urimelige ting. Hun vækker ham for sent/for tidligt. Har ikke sørget for hans vasketøj. Skal han ud til venner, forventer han at moderen hjælper med at bære ned i den bil som han gratis fik stillet til rådighed mod at holde den ren og ryddelig. den ligner lort nu.
Jeg kan få lov til at vedligeholde den og reparere den. Skal jeg på værksted med den, er der starks sure miner.
Planen siden nytår har været at han skulle flytte til en anden del af landet og studere videre og have en studielejlighed. han aner ikke hvordan man vrider en karklud! Jeg tror ikke på han flytter. Hvorfor skulle han det? - Han venter kun hver eneste dag på at moderen eller jeg laver god mad. Og han spiser ikke. han æder ikke. Han skovler det ind. Og mængden er kollosal. Mindst for 3 grandvoksne mænd. Han laver intet der skulle begrunde en sådan appetit. han spiller hver eneste dag - ca. 10 - 14 timer foran computeren. Er det normalt? Også her er han aldeles ligeglad. TV og PC er tændt næsten i døgndrift. Selvom han ikke kan se begge dele på samme tid grundet placeringen. Han tror at strømmen er gratis.
Jeg orker det ikke mere. Hvad kan jeg gøre for at bevare forholdet? - jeg elsker hende overalt på jorden, men nu begynder det snart at knibe med bare at bøje hovedet for hendes knægt. Gode råd modtages.