Uvenner med svigerfar - pga fars død

Hej, jeg er en ung pige på 18 år, jeg har lige mistet min far af kræft i august 2010 .. Jeg er nu blevet dødeligt uvenner med min kærestes far, fordi han siger jeg ikke har værdsat min far.. Selvom han aldrig har set os sammen .. Håber i kan hjælpe mig? For ved ikke hvad jeg skal gøre - og han har givet mig en forfærdelig skyld føelse..
Historien er den:
Min far og jeg har haft et nært forhold - men anderledes! I og med min far var misbruger meget af min barndom, men vi har lavet mange ting sammen, ferie, weekender og min far har altid sørget for at opleve mange ting med mig, desuden også fordi jeg følte "jeg var den voksende" - han stoppede med at drikke for ca. 5 år siden og jeg var ovenud lykkelig.. Desværre havde hans hjerne taget skade, så det var svært for mig at være sammen med ham - han fik bl.a. pansion pga psykisk sygdom - som jeg hjalp med at anskaffe ham..
Desværre skiftede han alkoholen ud med et stort skunk misbrug - og han begyndte at tabe sig, hvilket jeg (ligesom hans læge) troede var pga hans misbrug.. troede han levede usundt og desuden forandrede han sig så langsomt, så jeg var i tvivl om det var mig, der bare var nervøs? særligt eftersom min fars læge sagde han bare havde vitamin mangel ..
Jeg har pga alle disse ting snakket en del "negativt" om min far, fordi jeg havde brug for at få det ud, og det har jeg snakket med min kærestes mor om..
- men det betyder jo ikke at jeg ikke værdsætter eller elsker min far ligesom alle andre.
Juni 2010 blev min far indlagt og fik afvide han havde kræft - de kunne intet gøre og han kunne kun vente på at dø, jeg var min fars eneste familie i Danmark, og jeg stod for ALT i denne periode (blev selv indlagt med stress) - det var hårdt for mig, men det fik mig meget tæt på min far indtil han døde i august..
- Min kæreste gik fra mig 14 dage inden han døde, men kom tilbage til mig 1 uge efter begravelsen, hvor vi nu bor i vores fælleslejlighed..
I går besøgte vi min kærestes mor og far, hans far drikker en del.. men det er ligesom bare "acceptabelt" i deres familie, og det plejer jeg normalt ikke at blande mig i ..
Men i går gjorde han mig utrolig ked af det..
han sagde til mig, at jeg aldrig havde værdsat min far, og jeg slet ikke havde sat pris på ham før hans død .. Jeg bad ham pænt blande sig uden om, men han forsatte..
Dette sårede mig så meget, at jeg gik rasende derfra.. Jeg har grædt lige siden, fordi han har fået mig til at tvivle på om min far heller ikke vidste jeg elskede ham? Tænk hvis han troede jeg ikke gjorde det? Nu er jeg blevet usikker på om jeg kunne have gjort noget anderledes? Jeg ringede måske ikke nok til ham, eller tilbragte nok tid med ham? Jeg burde måske have bedt ham om at gå til lægen igen, jeg har fået så meget skyld føelse, at jeg føler jeg kunne have forhindret dette, hvis jeg bare havde værdsat ham mere imens han levede..
Problemet er nu? Jeg tror ikke jeg kan se min kærestes far igen, jeg har overhoved ikke lyst til at se ham mere og jeg føler det er utilgiveligt det han har gjort .. Han bruger altid alkohol som en undskyldning, men i mine øjne er det ingen undskyldning.. Min kæreste græd i går, fordi han var så ked af det hans far havde gjort - men jeg ved det kun er et spørgsmål om tid før de forventer jeg kommer derhjem igen - hvad skal jeg gøre?
Han har såret mig så meget? Kan jeg overhoved tillade mig ikke at se ham mere?

Sikke en masse du har været igennem! Du har virkelig tappert gået igennem en hård periode, og selvfølgelig har det sat sine præg, forståeligt nok...
At din far har været misbruger, kan jeg godt forstå hvis du har haft svært ved at acceptere og kan virkelig godt forstå hvis du har haft brug for at komme ud med det, og du er heldig at have en sød svigermor der gerne lytter (sådan som jeg har forstået det)
Din svigerfar deri mod.... Hvad pokker bilder han sig ind?! Havde det været min svigerfar havde jeg ikke tilgivet ham lige med det samme, det er jo virkelig et tillidsbrud fra hans side af, at bruge dine frustationer over din fars misbrug mod dig, ved at sige at du ikke værdsatte ham. Jeg havde ikke sat mine ben hjemme hos dem før jeg havde fået en ordentlig undskyldning! Og det skulle ikke inkludere "Jamen når jeg har drukket så..." men deri mod "Undskyld! Jeg sagde nogle ting som ikke kom mig ved, jeg er virkelig ked af at have såret dig på den måde!"
Dette bør din kæreste også bakke dig op i, og hvis ikke, bør du måske overveje at finde en ny... Jeg er sikker på at din far vidste hvor meget du holdt af ham 🙂 Fædre ved bare sådan noget og han har også kunne se det på alle de handlinger du har gjort for ham... Dét må du ikke tvivle på!
Tanker herfra[f]

næsten uanset hvordan Din far har været ?
Han accepterer jo ikke selv nogen form for kritik, det var måske på tide at Du fik sagt et par effektive bemærkninger til ham, så må det briste eller bære med Din kæreste.

Jeg tror slet ikke, at det handler om dig.
Jeg tror, at han måske kan se sig selv, i din beskrivelse, af din far.
Og at han er bange for, at han har såret sin familie, lige så meget, som din far har såret sin. At han er bange for, at hans familie også føler sig såret over ham, og fortæller det til nogen, som du jo har gjort til hans kone. Bange for, at hans kone vil få øjnene op, for at han svigter lige så meget, som din far gjorde. Der kan være så mange ting, at være bange for.
Men indrømme sådanne ting, det gør en "rigtig" mand jo ikke..
Hvad gør man så, for at forsvare sig..
Da det bedste forsvar, jo som bekendt, er et angreb, så ryger han i hovedet på dig. Da det jo er dig der "truer" ham, ved at fortælle hans kone, om din far. Så hun måsker, ser en lighed.
Jeg ser absolut ikke det her, som en gyldig undskyldning..
Men måske en forklaring på, at han kommer med sådan noget gylle..
Det er helt hen i vejret, at såre et andet menneske på den måde, og jeg kan godt forstå, at du er chokeret over det.
Men jeg ved ikke hvordan man får en undskyldning fra en, som ikke mener, at de skylder en..
Så måske er du nød til, at finde ud af, at komme over det, og komme videre selv, og lukke ørene for hans gylle..
Jeg føler med dig, og håber det bedste..

Jeg kan godt kende meget af din historie fra mit eget liv.
Min far var alkoholmisbruger af en svær grad. Da han blev syg, slog jeg det også hen med, at det var pga. hans misbrug.
Du ved nok selv, at misbrugere har det med at have meget ondt af sig selv, og ynder at få medlidenhed.
Derfor tog jeg heller ikke min far seriøs, men denne gang kom ulven.
Det viste sig at være kræft, der ikke kunne behandles, da hans krop var så medtaget af hans misbrug.
Jeg har flere gange tænkt tanken, at det var min skyld han ikke kom i behandling noget før, og følt dårlig samvittighed over, at jeg ikke troede på at han var så dårlig.
Men han satte sig selv i den situation, ved altid at tro han var døden nær.
Og det kan ikke være en datters opgave, at skulle sørge for at ens far går til lægen.
Vi bliver i forvejen udsat for så meget psykisk nedbrydning, ved at være børn af misbrugere.
Hans død for 6 år siden, var med blandede følelser.
På den ene side var jeg lettet over, at 28 års mareridt var slut, og følte en kæmpe byrde fjernet fra mine skuldre.
På den anden side, elsker man stadig sine forældre, uanset hvad de udsætter én for.
Der var mange der ikke kunne forstå min lettelse, men man skal nok selv have prøvet at leve sit liv med en misbruger, før man kan sætte sig ind i det.
På et tidspunkt var jeg i selskab med én af min fars gamle venner, der fortalte rosende om min far, og alle de gange de lige skulle have en lille en til halsen.
Jeg blev så gal over, at han kunne sidde og tale om min fars drikkeri, som om det var en stor fest.
Så jeg talte negativt om min far, og sagde rent ud sagt, hvor dumt et svin han også kunne være.
Det fik min fars ven til at blive sur og sige, at sådan skulle jeg ikke tale om min far, og jeg skulle tale med respekt om min far, specielt nu hvor han var død.
Der måtte jeg simpelthen fortælle om alle de gange, hvor min far i sin fuldskab var blevet aggressiv, slog min mor og brændte vores ting og konstant løj om alvorlige ting.
Jeg ville ikke finde mig i, at alt det hans misbrug har ødelagt for mig og min familie, blev bagatelliseret som en "festlig mand".
Hvor var respekten over for mig og det jeg havde gennemgået.
Er alt bare glemt, når folk dør- skal man så sætte dem op på en piedestal og kun fortælle de gode historier. ?
Det forstod min far´s ven godt, da jeg først fik fortalt ham, at min far ikke kun var ren sjov, at være sammen med.
Jeg har selv været i psykiatrisk behandling og fået medicin, pga. de psykiske mén det har givet, at være barn af en misbruger.
Der følger ofte angst og depressioner med, som man skal lære at leve med resten af ens liv.
Jeg tror din svigerfar reagerer som han gør, fordi han ikke føler sig så fjern fra din far´s levestil.
Han kan sætte sig ind i, hvordan det er at misbruge, men han kan ikke sætte sig ind i, hvordan det er at være den pårørende.
Derfor bliver han uempatisk overfor dig.
Du kan vælge at gøre som jeg, og lukke op for posen og fortælle hvor meget det har påvirket dig, og hvad du har måtte finde dig i.
Måske han forstår det bedre, hvis du skærer det helt ud i pap for ham.
Forstår han det ikke, kan du sige til ham, at hvis I skal bevare et fornuftigt forhold, skal han blande sig helt uden om, og ikke begynde at nævne dit forhold til din far igen.
Bliver han ved med at fortælle dig hvad han synes om, hvilken datter du har været, kan du vælge helt at cutte dit bekendtsskab med ham, selvom det bliver besværligt, når man er i "familie" med hinanden.
Du må bare ikke bide hans bemærkninger i dig, for at skabe fred i familien.
Du er kun 18 år, og har mange års bearbejdelse foran dig.
Der hjælper det dig ikke, at skulle lægge låg på dine tanker omkring din far.
Du bliver nød til at være stærk og bide fra dig, hvis du ikke skal gå ned med stress eller andet igen.
Og ja, du kan godt tillade dig ikke at se ham mere. Det er noget du bestemmer, gør hvad du har det bedst med, og lad være med at tænke på, hvad der er bedst for ham.
Har du lyst til at sætte forbindelsen på stand by, eller forlange at han giver dig en undskyldning før I ses igen, så er det det du gør.
Og så tillad dig selv, at lade være med at føle skyld over din fars død.
Han var en voksen mand, der var ansvarlig for sit eget liv.
Du hjalp ham under hans misbrug, med dit eget psykiske helbred i fare, det er mere end man kan forlange.
Din far burde jo slet ikke have udsat dig for den situation.
Held og lykke fremover, og alt det bedste herfra.