Udviklingshæmmede anses som andenrangsmennesker eller hvad??
Jeg er stødt på noget, der undrer mig meget.
Som sygeplejestuderende er jeg ved at lære sundhedsvæsenet at kende indefra.
Fra sygeplejeskolens side af er der meget fokus på etik og moral, hvilket må være helt nødvendigt for os hele tiden at tage stilling til og have med i vores handlinger for at yde den bedste pleje på en værdig måde.
En anden ting, der selvfølgelig også er meget fokus på, er at vi skal have et indgående kendskab til den ordinerede medicin vi som sygeplejersker skal give vores patienter.
På det plejehjem jeg har arbejdet på i min fritid har jeg oplevet en god kontrol med medicinen og at det er et punkt alle hjælper til med at udføre på korrekt vis. Her må en sygehjælper med mange års erfaring inde for faget f.eks. ikke give en beboer med hovedpine to pamoler uden at spørge en social- og sundhedsassistent først.
Nu kommer dilemmaet: Min veninde er pædagogstuderende og har fritidsarbejde på en institution for fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Her er det pædagoger, pædagogstuderende og ufaglærte afløsere uden kendskab til medicin og korrekt håndtering af denne, der rask væk doserer medicin til beboerne. Min veninde, der på denne institution er ansat som ufaglært afløser, har flere gange oplevet at stå alene i en nattevagt og skulle vurdere hvor meget beroligende medicn en beboer skulle have.
Dette lyder for mig helt forrykt! Jeg er sikker på, at personalet er dygtige pædagoger og at de yder et stort stykke arbejde i plejen af disse mennesker. Men de har INTET grundlag for at håndtere denne medicin og ved tilsyneladende ikke noget om det.
Hvordan kan dette foregå? Er det fordi det er på en institution som denne eller er det også almindelig praksis på fx andre plejehjem at ufaglærte afløsere må vurdere, hvor meget p.n.medicin, der må gives?? Hvor er det etiske grundlag henne i dette her? Jeg tænker egentlig også på afløserne... Hvad nu hvis de kommer til at give noget forkert medicin? Det virker ikke til at personalet på den omatlte institution tager denne problematik særlig alvorligt.
Det undrer mig, at der tilsyneladende er forskel på udviklingshæmmedes rettigheder og så andre menneskers? Hvis jeg var pårørende til en beboer på denne institution ville jeg ikke være tryg ved at folk uden kendskab til medicin skulle stå for håndteringen af dette.
Som sygeplejestuderende er jeg ved at lære sundhedsvæsenet at kende indefra.
Fra sygeplejeskolens side af er der meget fokus på etik og moral, hvilket må være helt nødvendigt for os hele tiden at tage stilling til og have med i vores handlinger for at yde den bedste pleje på en værdig måde.
En anden ting, der selvfølgelig også er meget fokus på, er at vi skal have et indgående kendskab til den ordinerede medicin vi som sygeplejersker skal give vores patienter.
På det plejehjem jeg har arbejdet på i min fritid har jeg oplevet en god kontrol med medicinen og at det er et punkt alle hjælper til med at udføre på korrekt vis. Her må en sygehjælper med mange års erfaring inde for faget f.eks. ikke give en beboer med hovedpine to pamoler uden at spørge en social- og sundhedsassistent først.
Nu kommer dilemmaet: Min veninde er pædagogstuderende og har fritidsarbejde på en institution for fysisk og psykisk udviklingshæmmede. Her er det pædagoger, pædagogstuderende og ufaglærte afløsere uden kendskab til medicin og korrekt håndtering af denne, der rask væk doserer medicin til beboerne. Min veninde, der på denne institution er ansat som ufaglært afløser, har flere gange oplevet at stå alene i en nattevagt og skulle vurdere hvor meget beroligende medicn en beboer skulle have.
Dette lyder for mig helt forrykt! Jeg er sikker på, at personalet er dygtige pædagoger og at de yder et stort stykke arbejde i plejen af disse mennesker. Men de har INTET grundlag for at håndtere denne medicin og ved tilsyneladende ikke noget om det.
Hvordan kan dette foregå? Er det fordi det er på en institution som denne eller er det også almindelig praksis på fx andre plejehjem at ufaglærte afløsere må vurdere, hvor meget p.n.medicin, der må gives?? Hvor er det etiske grundlag henne i dette her? Jeg tænker egentlig også på afløserne... Hvad nu hvis de kommer til at give noget forkert medicin? Det virker ikke til at personalet på den omatlte institution tager denne problematik særlig alvorligt.
Det undrer mig, at der tilsyneladende er forskel på udviklingshæmmedes rettigheder og så andre menneskers? Hvis jeg var pårørende til en beboer på denne institution ville jeg ikke være tryg ved at folk uden kendskab til medicin skulle stå for håndteringen af dette.