Tsunami mod Danmark!

Det er ingen tilfældighed, at adskillige finanskyndige kommentatorer, økonomer og andre guruer taler økonomisk krise ala 1930erne, som basalt set kan henføres på en lemfældig, uansvarlig, kortsigtet og pyramidespilslignende udlånspolitik, der, ved udvidelse af risiko og langfristethed, har formået at drive priserne op og holde friske nye førstegangskøbere til fadet ved at tilbyde produkter med en startydelse, hvor almindelige lønninger kunne være med - i starten. Det er præcis dette korthus, der er ramlet sammen - herhjemme såvel som i USA, Storbritanien og en del andre vestlige lande.
Personligt er jeg ikke at finde i et partipolitisk ærinde og tilhører ikke, og er ikke medlem af noget parti. Jeg har aldrig plæderet for yderligere beskatning af boliger, men har talt stærkt for at stoppe kreativiteten og risikoræset på finansielle produkter. Det ræs, der nu koster krak på stribe.
Den økonomiske tsunami.
Konkurrenceevnen er krakeleret efter den seneste inflation, der ikke ser ud til at blive mindre lige foreløbigt.
Det er muligt, at de økonomiske nøgletal stadig er holdt kunstigt oppe af fiktive og låneadgangsgivende boligformuer, men det er blot et spørgsmål om tid før tallene bliver røde på bundlinien, i takt med at nationalbanken skal indskyde garantier og penge, som garant for fortsættelse af et usundt og uholdbart økonomisk fundament.
Minimalstaten bliver måske en realitet før vi når at blinke med øjnene;
Væk var midlerne, egenbestemmelsesretten, selvstændigheden for mennesker såvel som for stat. Pist væk forsvundet i en dunst fra benzinslugende motherfuckerbiler
At størsteparten af vælgerne er hoppet på en limpind, der får alvorlige langsigtede følger, er et udtryk for, at den demokratiske undervisning og viden er for ringe, og at både vælgere og politikere ikke har været deres ansvar bevidst og voksent. Et demokratisk fallitspil ledet af plattenslagere og andet borgerligt rakkerpak.

De seneste års økonomiske politik har lidt skematisk og firkantet sagt satset på en forbrugsdrevet økonomisk vækst.
Politikerne så begejstret til mens folk optog lån i friværdien på deres boliger. Ingen formaninger om at lægge lidt tilside til dårlige tider. Ingen formaninger om at lån til fleksibel rente også kan udvikle sig til lån med en meget høj rente. Nej, stift gæld og køb alt hvad I kan, så skal det nok gå alt sammen.
Sjovt eller trist nok var det kun det private forbrug der blev fremmet med skattelettelser. Det offentlige forbrug til sundhed, omsorg og uddannelse var jo noget, der skulle holdes igen på. Det kunne jo gå ud over væksten i privatforbruget.
Nu er udviklingen imidlertid vendt. Folk kan ikke betale de dyre lån. Ejendomspriserne falder og bankernes sikkerhed for lånene er pist væk. Trist, meget trist - men sådan er kapitalismen jo.
Nu skulle man så tro at nyliberalisterne ville lade boligejere og banker lære af deres fejltagelser og dumheder. Men det besynderlige er, at hvor skatteyderne ikke skulle plages med udgifter til omsorg for de svage og syge i samfundet, så skal de nu plages med udgifter til at dække bankerne ind med hensyn til de tabsgivende udlån.
Den kapitalistiske økonomi viser sig endnu engang at være rutsjebane, der simpelthen ikke kan opnå ligevægt og stabilitet.

7000 pr skatteyder lyder regningen for Roskilde bank på.
6000 boligejere der ikke kan få solgt hus nr. 2 er i overhængende fare for at ryge på tvang.
En ældregeneration, der på 10 år er blevet dobbelt så stor, og nu har sat deres overvurderede luftballoner til salg, regner med at en ungdomsårgang, der er blevet 15% færre end for 10 år siden, kan samle huse op til det 4-dobbelte i forhold til for 10 år siden på stort set samme lønniveau som for 10 år siden, det er dømt til crash.
Det sygelige låneræs og finansverdenens uansvarlige jonglering med kapitalbalancen har mistet balancen.
Situationen i USA viser hvor vi er på vej hen: Den direkte vej mod statsbankerot.
Den republikanske elefant har snablen i statskassen og er ved at støvsuge de sidste rester, og Nationalbankens overtagelse af Roskilde Bank er desværre et tilsvarende eksempel på Statens fejlindgreb, der krampagtigt forsøger at holde liv i et usundt og uholdbart finansielt system.