Teenager der går egne veje

Hej!
Jeg er en 41 årig kvinde, der er mor til to børn. En datter på 14 og en søn på 16.
Min søn er en god, rolig, dybttænkende dreng, der adskiller sig meget fra sine jævnalderne. Han deltager sjældent i fester, er imod at drikke, ryge og tage stoffer. I bund og grund har han de rigtige holdninger til tingene og er ikke bange for at stå alene med dem.
For halvandet år siden møder han er pige, som han bliver meget forelsket i. De indleder et forhold og hægter sig meget hurtigt op på hinanden. Hun er min søns første kæreste. Min søn har ikke tidligere haft mange venner og grundet hans forhold til kæresten fosvinder hans vennekreds lige så stille, idét han bruger alt sin tid sammen med sin kæreste. Han dyrker ingen fritidsinteresser og har ikke et ungdomsarbejde. Til gengæld er han en fast gæst ved pc og fjernsyn!!! Han spiller mange spil, en interesse han deler med kæresten.
Han er ikke synderligt aktiv i skolen og vi har altid skullet kæmpe en kamp for at få ham til at lave lektier. Nu går han i 10. klasse og det har vakt hans interesse, da han arbejder med fag, de rhar hans interesse. Han har fået mange venner i den nye klasse og den fungerer godt. Han er især glad for pigerne, da han er god til at tale om følelsesmæssige emner og det kan han bedst med pigerne.
Vi synes han er meget sammen med kæresten og har forsøgt at råde dem til at have "et liv" ved siden af. Gav vi dem lov var de sammen 24 timer i døgnet. Vi holder på, at det er skolen der kommer i første række og giver dem lov at sove sammen i weekenderne og derudover at ses en gang midt i ugen. (De bor ikke i samme by). De taler i telefon sammen før de er stået ud af sengen om morgenen og som det sidste inden de skal sove om aftenen. Hun deltager i vores familieliv; inviteres med til mange sammenkomster og fester, ikke kun hos os, men også hos andre familiemedlemmer, har været med os på sommerferie, de er med os i Tivoli osv. i det omfang de selv har lyst til. Sommerferien valgte de også selv at tage med på. Vi mener at vi respekterer deres forhold og lader hende være en del af vores liv i et meget stort omfang.
Da de skulle i praktik valgte de at komme ud i den samme virksomhed. Vores søn havde ellers en kontakt til én i den branche han vil arbejde indenfor, men han valgte alligevel det andet. Vi fandt sidenhen ud af, at det var fordi hans kæreste skulle i praktik det samme sted.
Vi har forsøgt at forklare vores søn, at det kan være farligt for et forhold at være så meget sammen og at de måske ender med at slide hinanden op. De har da også været on/off nogle gange og har haft mange indbyrdes problemer. Men de er glade for hinanden og taler ofte om en fremtid sammen.
Vi har opfordret ham til at se jævnalderne kammerater, men taler for døve ører.
Vi forsøger at få ham til at lave få pligter i hjemmet, han skal bl.a. tømme opvaskemaskine, rydde op på eget værelse, lægge tøj til vask og tage eget service ud efter måltiderne. Ikke store opgaver og opgaver som vi mener er rimelige at stille i forhold til hans alder.
Vi oplever i øjeblikket at han forsøger at lave egne regler for, hvornår han vil ses med kæresten. Han ønsker tit at overnatte sammen med hende på hverdage, hvilket vi er imod. Reglerne gradbøjes ofte og vi har da også tit givet efter for hans ønsker, for at vise ham velvilje og at vi ikke er fuldstændigt urokkelige.
Forleden blev han sur over, at hun ikke måtte blive og sove hos os og valgte så istedet at tage ud til hende. Vi bad ham være hjemme senere på aftenen, men havde set at han slæbte afsted med en lille taske, så vi var klar over at han denne gang ville gøre alvor af sin trussel om at blive væk. Han kom da heller ikke hjem igen og da vi forsøgte at kontakte ham havde både han og kæresten slukket deres telefoner!
Sidenhen fandt vi ud af, at de havde overnattet hos hendes farmor.
Vi var skuffede og fortvivlede over at han forsvant ud af døren og selvom vi sagde nej ville han ikke høre på os. Værre var at tilbringe natten med urolige tanker om, hvor han mon var henne.
Hans ellers kvikke hoved og gode holdninger drukner lidt i hans iver efter at hænge sammen med kæresten. Hvad gør man med en teenager der går egne veje og ikke vil høre hvad vi voksne siger og respekterer de regler der er i hjemmet?
Vi synes vi er kørt fast og han kan i bund og grund komme og gå som det passer ham og efterlader os tit med en masse frustrationer og indbyrdes kampe, selvom min mand og jeg i bund og grund er enige om tingene.
Vi har ikke lyst til at være "de onde forældre" og lukke for hans mobil, hans adgang til nettet osv. men vi mener også at der må være en konsekvens af ens gerninger.
Hilsen en mor

At tugte sine unger, det var et fejlgreb fra samfundets side .. Nu er det ægget der skal lære hønen, det var hvad i fik ud af alt det pædagog fis.. Spanskrør ! er det eneste der har kunnet opdrage uvorne unger gennem tiderne.
- Vi i frie Danske lærerforening arbejder på at få genindført disse gyldne tider igen!😉
-Mvh. L.Andersen.

bunder i mangel på kærlighed fra jeres side,undskyld jeg siger det, men han har fundet en pige som han er forelsket i og gengælder hans følelser. Findes der noget bedre?
Jeg er selv ud af en familie hvor mine forældre var følelseskolde. Ikke at de ikke betalte regninger, var sociale med andre, men et kram var ikke hverdagskost. Da jeg første gang mødte et menneske, en sød pige, var jeg solgt. Hun og jeg indåndede og luften fra hverandre, indtil det var slut og en anden trådte til. Men et meget meget tæt forhold!!!
Så jeg syntes I skal have begge de unge i samråd fortælle dem at I billiger deres forhold og syntes det er dejligt at de elsker hinanden, og så få sparket nogle regler ind som de begge kan se fornuften i. ellers mister i jeres søn. Altsammen skrevet i den bedste mening,

-I har "bare" en teenager i huset!!!
Det lyder som om I har givet ham en rigtig god ballast - han er vellidt osv. Jeg tror at det er en del af en naturlig proces I skal igennem, han er ved at finde sine egne ben og er i gang med den proces det er, at blive voksen.
Mon ikke det er muligt at I tager en snak med ham og LYTTER til ham og forventer at han lytter til jer. Så er det tid til "forhandling" - give and take. Tro mig, han er ikke ude på at såre jer og gøre jer utrygge. Men hvis mor og far som oftest står som dem, der udsteder forbud osv. kan det blive svært at løse. Få ham til at forstå hvorfor I er urolige og hvorfor det er nødvendigt at tage del i de fælles opgaver der nu er, når man bor sammen og er en familie. I bliver nødt til at stole på, at de valg han træffer er de rigtige for ham LIGE NU. Nu mener han, at det eneste saliggørende er at være sammen med kæresten og I må forklare, at der er ting som skal gøres og som han må tage del i og ansvar for.
pøj pøj - og for øvrigt går det altså over når de flytter hjemmefra 🙂

Som jeg læser indlægget, så har i gjort det godt som forældre, han har fået hjælp med lektierne, ro omkring sig og en masse frihed under ansvar.
Nu vil han have mere, det vil teenagere før eller siden, det er en naturlig del af deres udvikling, mere selvstændighed og mere styr over deres eget liv.
Det er bare ikke altid lykken, langtfra alle er i stand til at administrere friheden fornuftigt og konstruktivt. Forældrene vil naturligvis være bekymrede og spekulere over hvad teenagerne nu foretager sig når de gør brug af deres frihed, lige meget om teenagerne har fået friheden eller taget den selv, så er resultatet det samme for forældrene, søvnløse nætter og en mængde spekulationer.
For mit eget vedkommende, ja det gik knap så heldigt, spontant tog en gruppe af os unge på sommerferie, ud i det blå på knallert. Ingen af os tænkte længere end til den næste bajer.
Vi tog ud til den jydske vestkyst, lånte et sommerhus via et opslag i en brugs vi tilfældigt kom forbi på vejen og flyttede ind. Så var festen igang.
Det tog vores forældre 4 dage at finde os. Det lykkedes kun fordi en af os hævede penge fra sin konto som forældrene også overførte lommepenge til.
Skideballen var enorm og regningen i form af inddragede fordele var alenlang for os alle!
Ikke nogen succes, slet ikke for mig og min daværende kæreste, vi fik nærmest forbud mod at se hinanden, da vores forældre troede det var den anden som havde lokket deres lille "uskyldige" teenager til sådan noget ballade. Vi havde nu alle 6 været nogenlunde lige gode om det hele.
Før denne lille udflugt, da så vi hinanden i weekenderne og hver onsdag i hverdagene, nu blev det til hver anden weekend og niks mere. Vi mistede begge vores lommepenge.
Min far holdt øje med mig konstant, han tjekkede hvor jeg var og hvad jeg foretog mig, ringede til skolen for at finde ud af om jeg pjekkede, ringede til mit fritidsjob og snakkede med chefen.
Snart føltes det som at leve i et fængsel, alt blev overvåget, drillede min far med at han da lige så godt kunne tælle antallet af åndedrag jeg tog hver dag. Han flippede helt ud og det kom til et langvarigt skænderi.
Resultatet blev et år på efterskole, for at køle lidt af og fatte budskabet, som min far sagde. I 5 år talte min far og jeg stort set ikke med hinanden, vi tålte hinanden, men samtalen var meget overfladisk.
Af os 6 der tog afsted på tur, så er det kun 1 jeg har kontakt til i dag, de andre ved jeg hvor er, men har ingen regelmæssig kontakt til dem. 3 af dem er stadig nære venner.
I løbet af det år på efterskole gik forholdet til min kæreste i stykker, mange af vennerne forsvandt, fik da nogle nye venner på efterskolen, men de kan jo ikke erstatte de venner jeg mistede dengang.
Selv i dag så mange år efter, kan jeg godt ærgre mig over at jeg tog med på den tur, 4 dage uden kontrol og i total frihed, ja de kostede enormt.
Forholdet til min far er aldrig blevet helt godt, vi taler sammen, men ikke om noget der bare minder om følsomme emner, det er mistilliden for stor til fra min side af.
Stoler ganske enkelt ikke på ham, heller ikke om det så bare drejer sig om ganske små ting i hverdagen.
Eventyret skabte stor splid blandt vores forældre som ellers i nogle tilfælde så hinanden privat og endda et par stykker som arbejdede sammen.
Beskyldningerne var mange og grove, de driller stadig hinanden den dag i dag, mere end 20 år efter, nu dog med et grin.
For mig er det i dag svært at nære tillid til andre, vise eller tale om følelser og kan jeg ikke styre eller kontrollere en situation, så er det svært for mig at være 100% med i tingene.
Tænk over hvilke konsekvenser jeres indblanden kan have for jeres søn i fremtiden, tænk over hvad omkostninger i kan påføre ham at leve med, tænk over hvad forhold i gerne vil have til jeres søn i fremtiden.
Valgene i træffer i disse tider vil afgøre meget af hvordan fremtiden former sig for jer alle.

Hej L. Andersen!
Jeg kommer til at tænke på "Lærer Andersen" fra Matador, når jeg læser dit indlæg. Læreren fra Korsbæk, som tyraniserede og hadede børn!
Jeg er ikke tilhænger af din holdning og tror at vold og ukærlige mennesker kun avler frustration og usunde mennesker og at slå på sine børn kun breder sig fra én generation til den næste.
Vi er et kærligt forældrepar og vi har meget kærlighed at give vorers søn. Han er opdraget med kram, kys og kærlige ord og han er ikke i tvivl om, hvor højt vi elsker ham. Sådan vil det fortsætte også i fremtiden.

Tak for dit svar!
Jeg blev glad for at læse hvad du skriver! Jeg kan godt se, at det nok bare handler om, at han er igang med en process med at løsrive sig fra os og at det er helt naturligt.
Vi mener selv at vi har givet ham en god opdragelse med nogle gode værdier. Han er opdraget med masser af kærlighed og meget frihed. Vores intention med at præge ham til at være et selvstændigt menneske med egne meninger, der kan argumentere for sig må siges at være lykkedes.
Min mand har tidligere haft nogle meget gode samtaler med ham, hvor de er kommet i bund med mange ting. Vores søn har stor tillid til os og fortæller os meget private og intime ting. Ting, som man ikke normalt ville forældre i hans alder.
Det endte derfor med, at de to tog sig en stille og rolig samtale "mand til mand", hvor min mand spurgte ind til, hvad der sker i ham, når vi sætter grænser, hvad han selv havde af løsningsmodeller, osv. Det var vigtigt for os at han selv fik lov at byde ind med egne idéer. Vi vil gerne tage ham alvorligt og forsøge at imødekomme hans ønsker i så vidt muligt omfang, og ønsker jo i bund og grund det bedste for ham.
Han forstod vores frustration over, ikke at vide hvor han var den nat og kender os godt nok til at vide, hvor bekymrede vi var.
Det endte med at vi gjorde det modsatte af, hvad han forventede: Vi gav ham lov til at overnatte sammen med kærsten så længe de er i praktik og ikke bare holde fast i et princip for princippets skyld.
Det blev godt modtaget og de var og spise hos os aftenen efter, hvor der var en god stemning.
Vi er efterfølgende klar over at det er bedre at have dem tæt på os, fremfor at drive dem ud i situationer, som den aften, hvor de følte sig afvist og fór byen rundt for at finde et sted at sove.
Mange tak for de venlige ord!

Jeg kan berolige dig med, at vores søn får masser af kærlighed. Vi er meget følsomme min mand og jeg og vi har ikke problemer med at vise vores følelser, hverken fysisk eller verbalt.
Vores søn er opvokset med at se min mand og jeg kramme og kysse hinanden og han har altid været vant til kærtegn og at vi ofte siger at vi elsker ham.
Derfor ser vi også nu at han offentligt krammer og kysser sin kæreste og de omtaler hinanden med "skat", hvilket må være smittet af, for jeg kalder aldrig min mand ved navn. Han er bare "skat", hvilket også gælder for vores søn og datter, så når der kaldes på én af dem kommer de ofte alle tre, for de er alle tre mine "skattere". Vi hører også vores søn sige at han elsker sin kæreste når vi er tilstede.
Vi billiger deres forhold og de er en meget stor del af vores sociale liv i og med at de gerne vil med ud på besøg hos mormor og farmor og farfar.
Måske har du læst i et af mine andre indlæg, hvordan vi valgte at løse det.

Prøv med et par flade det hjælper tro mig