Sviger forældre bliver min død.

Det hele startede da jeg var helt lille. Jeg fik en veninde og vi blev de bedste veninder! Perleveninder! Men hendes mor forbød os at se hinanden mere en en gang om ugen. Det var underlig men okay. VI var bedste venner i 7 år men voksede fra hinanden.
Så fik jeg min første kæreste. Hun var alkoholiker og det var han også. Vi kom sammen i en måned. Han var utrolig sød men han blev ved med at stjæle mine penge og det gad jeg ikke. Desuden sputtede hans mor altid efter mig hvis jeg mødte ham i byen.
Så fandt jeg en anden fyr. Jeg var 12 år og var meget forelsket. Efter en måned skulle jeg møde hans forældre. Jeg var meget meget nervøs men de var rigtig flinke. Meget høflige og fine folk. Så skulle jeg spise med. Vi fik lam husker jeg. Da vi sad og spiste spurgte faderen mig som det første hvad jeg ville være når jeg blev voksen og fremtid og uddandelse og sådan noget. På det tidspunkt var min største drøm at være skuespiller så det svarede jeg. Faderen Johan blev meget underlig og begyndte at se ud som om han havde noget galt i halsen. Han talte ikke med mig mere den aften. Efter maden satte mig og ham kæresten (Lars) sig ind på værelset og hyggede os. Vi sad og hørte musik jeg følte det som vi var i himmelen. Senere samme aften blev jeg hentet. Jeg tror der gik en uge og jeg skulle over til ham igen. jeg havde fået af vide jeg bare skulle banke lige så stille på og gå ind. Det gjorde jeg og da jeg trådte ind i stuen stod Johan bare og kiggede på mig og stod i vejen for mig som om jeg ikke måtte komme forbi. Så sagde han: "Nå... Dig igen!" Husker det så tydeligt. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og så kom lars og Johan smilte og sagde: "Cecilie er kommet........ Er det ikke dejligt" meget nedtrykt. Vi satte os ind og hyggede os. Dagen efter fik jeg et brev fra hans mor. 2 sider der var fyldt med hvorfor jeg var nødt til at holde en pause med at se ham. Jeg var ved at græde da jeg læste det. Vi kom dog stadig sammen bag deres ryg. Og det gik fint nok. Men så startede problemerne. Det blev Danmaks største heste market Hjallerup Market som tilfældigvis ligger i Hjallerup hvor han boede. (Mit hjemsted Dronninglund er lige ved siden af). Vi tog derned men vi kunne ikke være der længe pga min mor synes jeg var for ung. Jeg skulle hjem klokken 6 for der begyndte folk at være fulde. Jeg tog hjem og han sagde han bare ville finde et mobil cover og så tog han også hjem. Han ville ringe når han kom hjem. Klokken blev 10 og han havde ikke ringet. Jeg prøvede at ringe til hans mobil men han tog den ikke. Han afviste bare opkaldet. Altså han lagde på. Jeg blev bange og ringede igen klokken 11. Det samme. Igen klokken 12. Det samme. Igen klokken 1. Det samme. Igen klokken 2. Så tog han den. Han sagde at mobilen ikke havde vist nogen opkald eller noget. Jeg spurgte hvorfor han ikke havde ringet og han svarede han havde glemt det. Næste dag var der stadig Hjallerup Marked og igen mødtes vi. Vi prøvede en korusel og efter det sagde han havde fået det dårligt og han gerne ville hjem. Det var i orden. Han tog hjem til ham og jeg tog hjem til mig selv. Mandagen efter skulle vi i skole igen. Dagen startede med morgensang og ale kiggede underligt på mig. Et par venner kom hen og spurgte mig om jeg ikke stadig kom sammen med Lars. Og det svarede jeg jo ja til. De sagde bare nå okay og gik. På et tidspunkt i timen spurgte jeg om jeg måtte gå på toilettet og det måtte jeg. Da jeg var færdig med at lave hvad jeg nu lavede stod jeg og kiggede ind i spejlet. Pludselig kom en fra min klasse over og sagde hun vidste noget jeg ikke vidste. Jeg synes det var noget underligt noget at sige men til sidst fik jeg det ud af hende og hun svarede: "Okay du må altså ikke blive sur eller noget vel? Men til Hjallerup Marked om fredag aften var mig og Lars sammen. VI gik hele aftenen og flettede fingere og han kyssede mig et par gange og han sagde han elskede mig mere end noget andet og han vil slå op med dig næste gang han så dig." Jeg kiggede bare på hende så gik jeg. Det meningen jeg skulle gå tilbage til klassen men fik væk fra skolen og ringede til ham. Han havde læse ferie så vidste han ikke var i skole. Han tog telefonen og jeg spurgte ham og det var rigtig. Han mumlede lidt og lagde på. Jeg havde aldrig grædt så meget i mit liv før. Jeg ringede igen og bad ham komme ned på biblotekket. Så skrev jeg en sms til hende fra min klasse og sagde hvis hun fortalte sandheden så skulle hun også komme derned. De kom begge to. Han græd og tilstod og sagde han ikke ville gøre det igen og han havde fortrudt det osv. Jeg tilgav ham.... Men denne forskrækkelse kom ikk kun den gang. Hvis vi sad sammen fik han sms hvor der stod: "Hej Skat, bla bla bla, Jeg elsker dig Lars, Din Diana, Christina, Line, Jeanette." Han sagde hver gang "det kender jeg ikke noget til", "de må havde fået forkert nr" Jeg fik de her underlige spasmer/kramper hver gang. Så en dag nede i klubben kom en pige hen til mig og sagde hun havde siddet og rå snavet med ham. Han gav den samme forklaring som sidst og jeg tilgav ham. Så blev det ved. De samme ting igen og igen. Så fandt hans forældre ud af vi havde været sammen. De slog ham og truede mig med at slå mig ihjel. Det hele var for meget. Jeg prøvede at gøre selvmord adskillige gange og skar i mine arme og ben konstant. Jeg skændtes hele tiden med min mor. Jeg begyndte at gå til psykolog og. Røg fra at være den bedste i klassen til den dårligste. Gik slet ikke i skole mere. Det hele endte i psykologer. Jeg blev meget meget mobbet. Rigtig meget. Som om det hjalp.
Så fik Lars pludselig en ide. Vi kunne jo mødes hos hans bedste ven. Han var der oppe altid alligevel så de ville ikke finde mistanke. Hans bedste ven var Martin. En stille fyr men han var rigtig sød. Jeg snakkede lid med ham over mail og så sms og så over telefonen og så til sidste mødte vi engang i mellem. Så var det sket. Det jeg aldrig troede ville ske. Jeg blev forelsket i en ande. Jeg havde lyst til at slå op men kunne ikke få mig selv til det efter alt det jeg havde været igennem for ham. Så en dag var jeg inde for at tjekke hans mail. Det var ikke noget jeg måtte men gjorde det alligevel. Han havde bogstavelig talt over hundrede mails fra elskerinder, veninder, nøgen billeder af mine veninder, mails hvor de snakkede om hvor hed en nat det var. (Skal måske også lige sige han havde taget min mødom). Jeg kunne ikke mere. Alt det her er to år siden vi begyndte at komme sammen. Så næste dag henne i skolen. Sad ved bordet sammen med de få venner jeg havde. Nogle rigtig geeks men jeg elskede dem. Vi sad altid sammen hende ved et bord mens de populære kastede ting efter os. Så midt under al det normale sagde jeg til Lars mens der var helt stille: "Jeg var inde og kigge din mail igår." Han blevet meget stille. "Hvordan kunne du gøre det mod mig!" Jeg rejste ham op og slog ham og slog ham og slog ham indtil 2-3 lære kom hen og holdte mig væk. Alle vidste hvad der foregik mellem mig og Lars. De vidste om hans forældre og hans afærer. De vidste om mine selvmord og psykologer. De vidste det hele. Efter frivarteret skulle jeg til psykolog og lærene besluttede sig at smide problemet på psykologen. Jeg fortalte hende alt der var sket og at jeg bare havde lyst til at se martin. jeg græd og græd og græd og til sidst fik hun martin fritaget fra klassen så vi kunne være sammen. Jeg fortalte ham jeg elskede ham og han han sagde følelserne var gengældte.
Det er næsten et år siden og jeg kommer i dagen sammen med ham. VI begyndte at komme sammen meget kort tid efter. I dag har jeg skiftet skole, jeg har tabt mig, skære ikke i mig selv. Er gået ned til psykolog 2 gange om ugen i stedet for to gange om dagen. Prøver catche op på skolen og er belver gode venner med min mor igen. Jeg er blevet mere oprigtig over for mig selv. Har "fundet lys" i satanismen. Men har stadig et problem. Martins forældre opføre sig som om jeg var djævle yngel. De er okay. Altså de har sagt til mig at de synes jeg er flink nok men de har sagt til Martin at jeg er ham utro og det kunne jeg aldrig finde på. Har prøvet at snakke med dem men de vil ikke. Og jeg kan ikke. Jeg besvimmer og før de samme spasmer/kramper igen bare meget være og det betyder jeg slet ikke kan stå på mine ben. Jeg begynder automatisk at græde hver gang og sveden drøpper ned af mig bare jeg kigger på dem.
Så nu spørger jeg!
HVAD FANDEN SKAL JEG GØRE OG HVAD SKER DER MED MIG NÅR JEG PRØVER AT SNAKKE MED DEM?!?!?!

Ikke for at dømme nogen, men du siger at du har fundet lys i satanismen. Det er fint med mig. Men hvis det er ude på planet hvor du udstråler 'goth' med sort hår/tøj, piercinger og hullet tøj, så kan du vel godt selv se at det ikke ligefrem er svigermors drøm. Lær at elske dem for det de er, 'gamle' mennesker kan være virkelig intolerante (ikke at alle svigerforældre er gamle og intolerante). En god idé er at komme med hvide løgne, eller udelade dårlige ting. Evt. tag nydeligt tøj på, når du skal spise hos dem eller lignende.
Personligt ville jeg ikke, første gang jeg mødte mine svigerforældre, fortælle dem noget negativt om migselv. For de vil jo have det bedste for deres søn/datter ;)
Det næste skridt er at virke interesseret i deres yndlingsbeskæftigelser, lad dem fortælle alle deres 'spændende' historier. Find ud af om i har noget til fælles... fx kæledyr, kunst, sport, hvad som helst!
Jeg har indset at jeg ikke er på bølgelængde med min svigerfar, men det er min kæreste sådan set heller ikke.
Men min svigermor kan være både sød og hjælpsom. Hun hjalp mig blandt andet igennem nogle svære problemer i mit og kærestens forhold. For æblet var vidst ikke faldet langt fra stammen hvis du forstår.
Gør ikke digselv til et let offer for fordomme, man kan ikke tvinge folk til at være ligeså tolerante som sigselv.
Jeg håber at du eller andre kan bruge mit svar til noget fornuftigt. Held og lykke med svigerforældrene!

Hej
Det var godt nok et langt indlæg du ahvde skrevet. Jeg synes det var meget spændende og læse om det du har været igennem. Jeg har selv oplevet noget lignende med en x jeg har. Han sagde han elskede mig og sådan noget men han skrev det os til mange andre piger på chatten og ville mødes med dem når han ik var hos mig. Jeg opdagede det og ahn lovede at lade være, men i stedet begyndte han og lave hemmelige brugere på chatten, emn jeg tog ham i det hver gang. Han stolede heller ikke på mig, selvom det burde være mig som ikke stolede på ham, hvilket jeg heller ikke gjorde. Han snakkede frækt med alle andre piger, og det fandt jeg mig ikke i. Efetr 9 mdr blev det for meget for mig og jeg slog op. Jeg var ked af det i starten men vidste han var et svin. Snakker slet ikke med fyren idag. Han løj også med sin alder. Jeg ved faktisk ik hvor gammel han var, og han tog min mødom. har jeg fortrudt meget. Måske var knægten 22 mens jeg var 15, eller måske var han også kun 15. Det er der ingen der ved.
Så jeg ved hvordan du har haft det.
Vil gerne snakke mere med dig over mail hvis du vil. Hvor gammel er du?
du kan skrive til mig på: anita-er-her@sol.dk

Altså det med satanisme. Så er det ikke noget jeg altid har været klar over jeg var. Har altid gået i ret sort tøj men det gothic tøj er for det meste kun til fester. Martin har fortalt hans forældre jeg var satanist. Det virker på dem som om de ikke er særlig glade for det fordi de selv er meget kristne men de tager det meget pænt og de havde kendt mig i lang tid før de fandt ud af jeg var satanist og før mit sorte tøj blev mere goth.

Det var et forsøg værd!
Da jeg selv er lidt af en hjemmepiercer med hang til at bruge en del farvelade i ansigtet, så ved jeg hvor stor en forskel det gør at udelade det.
Jeg har især lagt mærke til hvordan ældre kvinder sætter sig 4 baller fra mig på bænken, alene pga. næseringen... jeg ved det fordi de ikke kan lade være med at stirre ;D
Jeg har endda fået kommentarer fra folk, der syntes at jeg virkede væmmelig til at starte med, men som derefter skiftede mening pga. mine handlinger.
Jeg kan nævne en fra mit spanskhold, som syntes at jeg ville være en meget pæn pige hvis jeg tog den ud.
Desværre lever vi i en verden hvor religion skiller folk ad, men i virkeligheden er det jo de samme ting vi vil have ud af livet.
De fleste mennesker vil jo nok være enige i at Satan er ond.
Men du siger jo at du er satanist, ikke?
Er kærlighed så forenelig med Satanisme?
For det er jo dybest set der dine problemer ligger, du gør alt for (meget) kærlighed.
Du er jo ikke ond, men det navn du giver din 'religion' er ondt i folks ører.
Prøv at sige det som det er, du kan lide stilen og det er noget du kan leve op til, men Satan ruller i sin 'grav' hvis han hører hvor dejligt et mennesker du er. Du har flere kvaliteter end hvad én religion kan skilte med.
Selv har jeg valgt at kalde mig asetroende, på den måde har jeg flere guder, med mange menneskelige kvaliteter - gode som dårlige.
Dine svigerforældre kalder sig Kristne, men lur mig om ikke de hver har brudt mindst 1 af de 10 bud? (Jaja tilgivelse osv.)
Min konklusion er følgende: Lær at leve med dine Kristne svigerforældre - Du skal elske din næste - så skulle de jo i teorien 'elske' dig.
Held og lykke med svigerforældrene og identiteten!
Jeg håber ikke at nogen tolker mit indlæg på den måde, at jeg prøver at håne religioner. Jeg er ikke selv fanatiker og jeg har ikke voldsom stor indsigt i alle religioner.

Altså først vil jeg sige! Satan er ikke min gud men et symbol. Han eksistere ikk for mig eller nogen anden satanist. Men ja satanisme er dårligt i folks øre men det er altså ikke dårligt. Grunden til jeg elsker satanisme er fordi at alle døre er åbne. (Eller næsten) Der er kun få regler jeg synes er så lige meget for SELVFØLGELIG GØR MAN IKKE SÅDAN NOGET PIS! Det er feks at man ikke må slå børn ihjel eller dyr ved mindre man er sulten eller bliver truet på livet. Så tror satanisme også at dyr er højre i rang end mennesket fordi mennesket er selvglad og overfladisk! Jeg siger ikke at det skulle være rigtig men det er det jeg tror på.
Og jeg elsker mine svigerforældre. De er så utroligt søde mennesker. Det er det det gør det svært når så jeg ikke tror de kan lide mig.

angående din satanismen....
Burde du ikke prøve at slippe den lidt og kigge på livet istedet ?
Satanisme er egentlig bare en opstillet illusion, højst sandsynligt stammer fra mennesker der har været meget usikre og ikke kunne klare livet - ergo har 'fundet' satanismen som ikke gav problemer, derimod har den så heller ikke noget fast holdepunkt, udover illusionen fordi livet er for hårdt for nogle mennesker.
så... Find dig noget sandt istedet🙂Satanisme er en drøm af en 'sutteklud'

Som udgangspunkt kan man ikke være på bølgelængde med alle mennesker i verden!
Men hvis du vil ofre en bid af din ærlighed for at dine svigerforældre skal holde mere af dig, så prøv kun at fortælle dem neutrale eller positive ting.
Fx kan du prøve med kun at fortælle om dine gode oplevelser i skolen, nu ved jeg ikke lige hvad du river i for tiden, men hvis du arbejder virker det også.
Fortæl dem når din chef/lærer har givet dig ros. Fortæl ikke om at din chef/lærer har givet dig en ordentlig skideballe fordi du er kommet for sent.
Fortæl hvis du har set et TV program, som du ved de nyder at se og snakke om! (Det vil få dig til at virke enten interlektuel eller som værende humoriskisk etc. afhængig af typen af program) Men begynd ikke at at diskutere hvis du mener noget andet end dem! Selvom det er mig meget svært har jeg også opgivet at diskutere med visse mennesker. For de vil have ret. Bare sig din mening og lad det blive ved det.
Hvis svigermor er en haveperson, som elsker at pleje sin have, så giv hende planter til udplantning på hendes fødselsdag, hvis det er om foråret/sommeren. Er hun en indendørsperson eller er det vinter, så giv hende afskårne blomster i form af buket eller jule/påske dekoration.
Min far reagerer bedst på mad, når man skal vise ham hvor højt man elsker ham. I hans tilfælde med ost, fisk og the. Sådan er det ofte med mænd.
Hvis svigerfar er vinelsker kan du prøve at få fat i en god men ikke for dyr vin (brug evt. sol.dk debat til at få idéer).
Gør hvad som helst for at få en god rolle i deres dagligdag. Uden at presse på! Fx skal man blande sig udenom visse ting, som en husmoders madlavning, den skal roses men ikke irettesættes, og man skal undgå at sige at man bedre kan lide sin egen mors flæskesteg.
Hvis de råder dig til at læse en helt vildt god bog, eller se et vildt fedt TV program, så prøv at gøre det!
Parfume er også en god gave, men modtageren kan tro at det et hint om dårlig lugt!

Ikke i mine øjne. Og nu dømmer du altså satanismen!

De fleste af de ting du skriver er ikke noget jeg vil gøre. Martin (min kæreste) siger at det er fordi vi er for unge og de ikke kender mig så godt men det med ikke at kende mig godt jeg tror ikke på for de har haft på besøg af mig flere gange om ugen de 2 sidste år og nu bor jeg næsten ved dem. Har egen tandbørste der og sådan noget. Arbejde er nok en dårlig ide for det er min sviger mor der er min "chef" nok dårlig sammen sætning men det er så svært at finde et job og det her giver det dobbelte af hvad jeg normalt ville få andre steder og hvis jeg afbejder der i nok tid det 3 dobbelte. Pluds det synes jeg det er utroligt let og ikke særlig tidskrævende.
Og det med at tale med dem. Det er umuligt. Lige meget hvad jeg gør nægter de at tale med dem. og prøver at være sød med gaver og den slags. Gav dem begge chokolade på mor og fars dag og blomster på deres fødselsdag (som faktisk ligger med en dags mellemrum) det samme med broderen (godt nok ikke blomster)som har fødelsdag dagen efter farens og 3 dage efter moderens. Og det ligger alt sammen meget tæt på far og mors dag. Jeg var ruineret efter de 2 uger...

At hun både er din svigermor og arbejdsgiver kan jo være med til at kringle det hele lidt!
Det er almindelig skik at holde arbejde og privatliv adskildt, medmindre der er tale om en familievirksomhed eller
Måske har hun bare svært ved at finde ud af, hvordan du skal behandles henholdsvis som medarbejder og som 'svigerdatter'.
At i er unge vil nok mest betyde at 'svigermor' måske ikke tror, at jeres forhold vil holde livet ud.
Ikke for at være ond, men oddsene er vidst også imod det, dog har fx Keld og Hilda Heick været sammen siden gymnasiet😉hvis det kan munte dig op. (rolig nu, jeg er kun 19 år og prøver ikke at lege gammel og livserfarren).
At du har din egen tandbørste i deres hjem betyder en del i mine øjne. De har nok bare svært ved at vise dig det på en måde du kan forstå.
Jeg begyndte nok at føle mig accepteret af svigermor da hun skrev mit navn direkte på tapeten over en knage (selvom jeg på forhånd vidste at køkkenet står overfor restaurering) Men det har i det mindste stået der i 2½ år :)
På det seneste er hun begyndt at sige "godt skat" og daske mig på skulderen, når der er noget jeg skal ordne... forvirrende, men godt tror jeg ;)
Måske har dine 'svigerforældre' bare nok i sigselv... lad dem være til de taler til dig, og så skal det hele nok gå. Når du og din kæreste har været sammen i længere tid, kan det være at de indser, at du måske i fremtiden bliver mor til deres barnebarn/børnebørn, og så skal de nok prøve at skabe kontak til dig, om ikke andet, så for at påvirke børnene, som de helst så at de skulle opdrages ;)
En helt tredje ting er, at forældre ofte elsker deres børn så højt, at INGEN er gode nok til deres børn!
[indsæt mine forældre her]
Det skal de naturligvis ikke få lov at blande dig i.
Mon ikke hun havde fyret dig, hvis hun virkelig ville af med dig?