Min eneste ene...?
Jeg har bare lige brug for at komme ud med det her, det er egentlig ikke fordi jeg har ondt af mig selv, men det hjælper altid at få sat ord på tankerne og så må folk gerne komme med meninger eller gode råd...
Sagen er den at jeg er forelsket. I en fyr som jeg har kendt siden jeg var lille(jeg er 18). Vi gik i folkeskole sammen, men siden har vi ikke rigtig snakket sammen. Før for ca. et år siden hvor vi mødtes tilfældigt på det lokale diskotek(jeg bor ude på landet)...Siden har vi snakket lidt sammen, det er vokset og de sidste 3-4 måneder har vi snakket en del sammen, og besøgt hinanden. Så for knap en måned siden var vi begge i byen, og så var vi sammen og jeg tog ham med hjem, og det var bare vidunderligt! Han er vildt dejlig, og jeg har aldrig følt mig så godt tilpas og afslappet i selskab med en fyr før-vi snakker rigtig godt sammen og vi griner af de samme ting, jeg hygger mig så meget sammen med ham. Inden vi overhoved var sammen følte jeg at der var noget imellem os, og det sjove er at de folk der har kendt os begge to i lang tid mener at de godt kunne have forudsagt det her, fordi vi bare er som skabte for hinanden, dog er vi ret forskellige, men det er jo normalt bare et plus så man kan supplere hinanden.
Men efter vi var sammen gik det hele bare så stærkt, og ligepludselig kom vi sammen som et par, og det hele var ret forvirrende. Det skal lige siges at jeg for 2 måneder siden kom ud af et forhold på 3 måneder, hvor min daværende kæreste havde været mig utro, og jeg derfor følte mig meget svigtet på det tidspunkt.
I hvert fald er det hele gået ret hurtigt, og der har ikke været langt fra at jeg var sød og glad for ham, til jeg blev en sur kælling der brokkede mig over at han ikke ville med mig hjem f.eks. efter en fest-jeg har haft det svært med selvtilliden, og at stole på ham pga. ham min ekskæreste, men generelt har jeg meget brug for bekræftelse fra den fyr jeg er sammen med, og derfor har jeg været sammen med ret mange fyre, for så ret tit at blive såret fordi jeg måske forventede for meget.
Nu er problemet så det at han i dag ringede, vi så hinanden i går i byen, men han var på arbejde(ergo ædru), og vi snakkede om vores forhold der ikke har fungeret rigtig på noget tidspunkt. Vi blev enige om at stoppe det, men fortsætte som venner og så tage det lidt mere stille og roligt og se hvad der sker. Det var vores begge to's mening,og jeg synes hellere ikke det gik overhoved. Men jeg er virkelig så glad for ham, og jeg aner bare ikke hvad jeg skal gøre for at finde ud af det hele! Jeg føler mig ret fortabt, for jeg holder ekstremt meget af ham og tanken om at han er min eneste ene, altså den person jeg gerne vil blive gammel sammen med, er dukket op i mit hoved et par gange, hvor jeg har været meget glad for den tanke! Jeg ved at han holder af mig, men er måske også lidt bange for at han har mistet interessen for mig, efter at han har kunnet "få" mig. Jeg ved at han har været vild med mig i lang tid, men jeg har bare aldrig bemærket det, troede han lavede fis med mig. Måske har tanken om mig været så ophøjet at jeg så lige pludselig blev uinteressant da han kunne få mig. For sådan er det jo tit for mange.
Vi har begge to problemer mht. til det her forhold, han er arbejdsnarkoman og sætter sit arbejde meget højt, foruden det at han er meget "macho" og meget hård i filten, og har derfor svært ved at åbne sig for folk-han har haft nogle problemer i sin fortid. Og jeg er opmærksomhedssyg, og har brug for at vide at jeg er eftertragtet og elsket...
Skal jeg bare glemme ham, og vandre videre med et hjerte der er ved at være godt brugt, eller skal jeg kæmpe for det her? Min stolthed er...Ja jeg er meget stolt og har lidt svært ved at tage alt for meget initiativ, men det må bare ikke ødelægge det her for mig for jeg tror virkelig jeg elsker ham, og jeg har alligevel aldrig elsket nogen fyr rigtig før-selvom jeg har haft forhold på over et år-altså seriøse forhold.
Jeg ved godt at mit problem for mange vil virke som en mindre bagatel, dem gider jeg altså helst ikke få kommentarer fra for det hjælper mig ikke-jeg skulle bare lige lette hjerte, for det trængte jeg til. For vi er jo ikke færdige med hinanden, jeg føler mig bare meget skrøbelig i det her, og aner ikke helt hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg kan finde ud af ham
De kærligste hilsener fra T
Sagen er den at jeg er forelsket. I en fyr som jeg har kendt siden jeg var lille(jeg er 18). Vi gik i folkeskole sammen, men siden har vi ikke rigtig snakket sammen. Før for ca. et år siden hvor vi mødtes tilfældigt på det lokale diskotek(jeg bor ude på landet)...Siden har vi snakket lidt sammen, det er vokset og de sidste 3-4 måneder har vi snakket en del sammen, og besøgt hinanden. Så for knap en måned siden var vi begge i byen, og så var vi sammen og jeg tog ham med hjem, og det var bare vidunderligt! Han er vildt dejlig, og jeg har aldrig følt mig så godt tilpas og afslappet i selskab med en fyr før-vi snakker rigtig godt sammen og vi griner af de samme ting, jeg hygger mig så meget sammen med ham. Inden vi overhoved var sammen følte jeg at der var noget imellem os, og det sjove er at de folk der har kendt os begge to i lang tid mener at de godt kunne have forudsagt det her, fordi vi bare er som skabte for hinanden, dog er vi ret forskellige, men det er jo normalt bare et plus så man kan supplere hinanden.
Men efter vi var sammen gik det hele bare så stærkt, og ligepludselig kom vi sammen som et par, og det hele var ret forvirrende. Det skal lige siges at jeg for 2 måneder siden kom ud af et forhold på 3 måneder, hvor min daværende kæreste havde været mig utro, og jeg derfor følte mig meget svigtet på det tidspunkt.
I hvert fald er det hele gået ret hurtigt, og der har ikke været langt fra at jeg var sød og glad for ham, til jeg blev en sur kælling der brokkede mig over at han ikke ville med mig hjem f.eks. efter en fest-jeg har haft det svært med selvtilliden, og at stole på ham pga. ham min ekskæreste, men generelt har jeg meget brug for bekræftelse fra den fyr jeg er sammen med, og derfor har jeg været sammen med ret mange fyre, for så ret tit at blive såret fordi jeg måske forventede for meget.
Nu er problemet så det at han i dag ringede, vi så hinanden i går i byen, men han var på arbejde(ergo ædru), og vi snakkede om vores forhold der ikke har fungeret rigtig på noget tidspunkt. Vi blev enige om at stoppe det, men fortsætte som venner og så tage det lidt mere stille og roligt og se hvad der sker. Det var vores begge to's mening,og jeg synes hellere ikke det gik overhoved. Men jeg er virkelig så glad for ham, og jeg aner bare ikke hvad jeg skal gøre for at finde ud af det hele! Jeg føler mig ret fortabt, for jeg holder ekstremt meget af ham og tanken om at han er min eneste ene, altså den person jeg gerne vil blive gammel sammen med, er dukket op i mit hoved et par gange, hvor jeg har været meget glad for den tanke! Jeg ved at han holder af mig, men er måske også lidt bange for at han har mistet interessen for mig, efter at han har kunnet "få" mig. Jeg ved at han har været vild med mig i lang tid, men jeg har bare aldrig bemærket det, troede han lavede fis med mig. Måske har tanken om mig været så ophøjet at jeg så lige pludselig blev uinteressant da han kunne få mig. For sådan er det jo tit for mange.
Vi har begge to problemer mht. til det her forhold, han er arbejdsnarkoman og sætter sit arbejde meget højt, foruden det at han er meget "macho" og meget hård i filten, og har derfor svært ved at åbne sig for folk-han har haft nogle problemer i sin fortid. Og jeg er opmærksomhedssyg, og har brug for at vide at jeg er eftertragtet og elsket...
Skal jeg bare glemme ham, og vandre videre med et hjerte der er ved at være godt brugt, eller skal jeg kæmpe for det her? Min stolthed er...Ja jeg er meget stolt og har lidt svært ved at tage alt for meget initiativ, men det må bare ikke ødelægge det her for mig for jeg tror virkelig jeg elsker ham, og jeg har alligevel aldrig elsket nogen fyr rigtig før-selvom jeg har haft forhold på over et år-altså seriøse forhold.
Jeg ved godt at mit problem for mange vil virke som en mindre bagatel, dem gider jeg altså helst ikke få kommentarer fra for det hjælper mig ikke-jeg skulle bare lige lette hjerte, for det trængte jeg til. For vi er jo ikke færdige med hinanden, jeg føler mig bare meget skrøbelig i det her, og aner ikke helt hvad jeg skal gøre, eller hvordan jeg kan finde ud af ham
De kærligste hilsener fra T