Solidaritet og ulighed?
Her i det rige Danmark praktiseres international solidaritet ved en u-landshjælp på ca 1 % af bruttonationalproduktet samt ved at åbne grænserne for udlændinge.
De færreste af de dårligt stillede i verden har dog mulighed for at møde op ved fordelingen af goder i velfærdssamfundet.
Yderligere er deres adgang begrænset ved temmelig stramme regler.
For der er så mange fattige mennesker i verden, at Danmark selv ville blive et u-land, hvis vi skulle dele solidarisk med dem.
Også venstrefløjen i Danmark afviser derfor solidariteten.
De vil løsne reglerne for adgang en smule.
Men også deres vælgere nægter at give afkald på deres priviligerede stilling.
Uligheden i verden skal derfor bekæmpes ved at hæve nogle af de fattige til vort velstandsniveau.
Reglerne for indrejse må lempes, så flere udlændinge kan nyde godt af velfærdssamfundet.
Men de må ikke lempes så meget, at det medfører væsentlige afsavn og byrder for de danske vælgere.
Denne tilpasning af regler til en for befolkningen acceptabel belastning er kernen i den "store" uenighed på udlændingeområdet i dansk politik.
Det er et spil for galleriet, der savner reelt indhold.
Indlysende hjælper det ikke på uligheden i verden, at Danmark tillader nogle udlændinge adgang til velfærdssamfundet.
Befolkningseksplosionen medfører, at mennesker dør af sult, sygdom og andre konsekvenser af manglende resourcer.
Fjerner vi nogle mennesker fra dette scenarium ved at tillade dem adgang til Danmark, vil deres plads omgående fyldes af andre, der kan overleve, når konkurrencen om resourcer mindskes for en kort stund.
Så uligheden vil fortsat accellerere på trods af lempelige regler.
Skal dette ændres må overbefolkningen bremses og bundniveauet for levestandard hæves for de værst stillede.
De sker ikke ved at lade nogle få individer "vinde i lotteriet" ved at give dem adgang til den danske velfærdsstat.
Virkningen på uligheden er nul ved denne praksis.
De færreste af de dårligt stillede i verden har dog mulighed for at møde op ved fordelingen af goder i velfærdssamfundet.
Yderligere er deres adgang begrænset ved temmelig stramme regler.
For der er så mange fattige mennesker i verden, at Danmark selv ville blive et u-land, hvis vi skulle dele solidarisk med dem.
Også venstrefløjen i Danmark afviser derfor solidariteten.
De vil løsne reglerne for adgang en smule.
Men også deres vælgere nægter at give afkald på deres priviligerede stilling.
Uligheden i verden skal derfor bekæmpes ved at hæve nogle af de fattige til vort velstandsniveau.
Reglerne for indrejse må lempes, så flere udlændinge kan nyde godt af velfærdssamfundet.
Men de må ikke lempes så meget, at det medfører væsentlige afsavn og byrder for de danske vælgere.
Denne tilpasning af regler til en for befolkningen acceptabel belastning er kernen i den "store" uenighed på udlændingeområdet i dansk politik.
Det er et spil for galleriet, der savner reelt indhold.
Indlysende hjælper det ikke på uligheden i verden, at Danmark tillader nogle udlændinge adgang til velfærdssamfundet.
Befolkningseksplosionen medfører, at mennesker dør af sult, sygdom og andre konsekvenser af manglende resourcer.
Fjerner vi nogle mennesker fra dette scenarium ved at tillade dem adgang til Danmark, vil deres plads omgående fyldes af andre, der kan overleve, når konkurrencen om resourcer mindskes for en kort stund.
Så uligheden vil fortsat accellerere på trods af lempelige regler.
Skal dette ændres må overbefolkningen bremses og bundniveauet for levestandard hæves for de værst stillede.
De sker ikke ved at lade nogle få individer "vinde i lotteriet" ved at give dem adgang til den danske velfærdsstat.
Virkningen på uligheden er nul ved denne praksis.