Skal jeg forlade ham?

Jeg er en pige på snart 19 år og jeg har været sammen med min kæreste i knap 2 år. Jeg har længe overvejet at skulle forlade ham, i nogle perioder mere end andre, men føler at denne er anderledes.
Som jeg skrev, er vi netop flyttet sammen, men er begyndt i disse dage at tænke over, om det var den rigtige beslutning. Før vi flyttede sammen, og allerede 1 år forinden, har sexlivet ikke været på sit bedste, så min beslutning er ikke fra den ene dag til den anden.
Jeg vil ikke forhaste mig i min beslutning, men jeg er ikke sikker på om jeg vil give forholdet flere chancer. Jeg synes at parterapi er en menneskeralder for tidlig, for mit vedkommende, men er samtidig også skeptisk, da vi jo er flyttet sammen. Jeg synes selv at min beslutning om at flytte sammen med ham uovervejet, men tror lidt eller andet sted også, at der var en press fra familie og svigerfamilien. Når jeg tænker på det nu, er som om, at tanken om at flytte hjemmefra, hev mere i mig, end tanken om at flytte sammen med ham.
Jeg er kommet tæt på en fyr i min omgangskreds, hvor vi har haft fysisk uskyldig nærkontakt så som at ae hinanden på armen, når ingen andre rigtig så det og lign. Denne fyr har, føler jeg har åbnet mine øjne, og har fået mig til at indse at jeg ikke er glad sammen med min kæreste, eller elsker ham som jeg burde. Min beslutning vil dog ikke blive til hans fordel...
Jeg har konstant haft kæreste på siden jeg var 12 år gammel, og føler et eller andet sted også at jeg har "kørt mig selv for hårdt". Min nuværende kæreste er cirka 1 år ældre end jeg, men meget ældre af sind. Jeg går selv på sidste år i gymnasiet og han arbejder på nuværende tidspunkt. Jeg troede ikke det ville blive et problem, at finde noget at snakke om, når han startede med at arbejde, men han har fortalt at han bliver frustreret fordi han ikke føler at vi har noget at snakke om længere.
Sikke en smøre. Jeg har virkelig brug for nogle gode råd...

Det er ihvertfald vigtigt at du følger dit hjerte. At du ikke får skyldfølelse over at han ikke føler at i har noget at snakke om. Du er jo der hvor du er og har tonsvis af år til at gøre alt muligt, opdage dig selv og verden, så hvis du virkelig elsker og holder af ham, er det selvfølgelig en god ide at snakke om hvordan i kan inspirere hinanden igen. En mulighed er også at i bor hver for sig og så ser om i kan undvære hinanden. Måske vil det ændre en helt del og i kan måske bruge hinanden på en god måde igen.
Knus.[s]

Du skal se at komme væk. Du er 19 år og har haft flere forhold, så du ved da godt hvordan det føles når man er rigtig forelsket.
Du har kun 1 liv, så spild ikke din tid på en fyr, der ikke siger dig noget.
Misforstået hensyn til andre folks følelser har fanden skabt.
Jeg mener det pigebarn, der er mænd nok i verden, også én der kan give dig gelé i knæene og åndenød mere end 2 år.

Her går han sikket og er i den tro ,at i er det bedste der sket for hinanden. Og han ville jo ikke flytte sammen med dig hvis han ikke mente det.
Så måske du så ikke skulle finde ud af om du vil det eller ikke vil det.
For det går kun ned af bakke med den indstilling du har sat for dagen...
Han har har været så pisse uheldig at flytte sammen med en lunken lort! (ikke at du er en lort, du har bare rygrad som en regnorm) Men det vil være den følelse han vil stå med den dag du endelig får nosset dig sammen til at gøre et eller andet.
Hvor fedt er det for ham at få at vide, at du egentlig ikke gad alt det med fælles hjem og fremtid. Men bare gjorde det fordi det var nemmest for dig, at "andre" tog beslutning for dig.
Gør dig selv og specielt ham den tjeneste at få røven på gled og find ud af om det er jer to. Og så gå helhjertet ind for den beslutning som kun du kan tage.
Ellers kommer det til at svie til din egen lade røv, fordi du ikke er i stand til at tage beslutninger på dine egne vegne.
Stakkels dine børn. Der er sq ikke noget at sige til at børn er fuldstændig forskruet i dag. Din egen opførsel giver du direkte videre i dåbsgave til dine børn.
Få dog noget rygrad. For det er ikke kun din røv det går ud over, der er andre mennesker i det her også. Specielt dine børn. For når du sådan lader andre tage dine beslutninger for dig. Så er der ikke langt til at du helt uforskyldt bliver gravid. For det var jo ikke det du ville. Men det var "de andres" beslutning at du skulle blive[:|] gravid.

Et svar med suveræn indhold, tommelfinger op herfra!!
Jeg er selv lige kommet ud af et forhold hvor min kæreste ikke kunne svare for sig i en diskution eller på et direkte og konkret spørgsmål, det endte altid med "det ved jeg ikke, så siger vi det,det kan jeg ikke huske jeg har sagt, så må det være sådan". til stor stor frustration og ærgrelse for mig. 🙁
Det handler sq om at tage stilling og tage ansvar!! man er ansvarlig for sine handlinger!!

om du allerde har taget beslutningen om at flytte men bare mangler det sidste skub ;o)
efter hvad du skriver tror jeg at i er vokset fra hinanden,specielt det at han sier han er fustreret pga i ikke har noget at sankke om længere, og sexen fungere ikke, jammen hvad er der så tilbage, ud over tryghed selvfølgelig og at man ikke kommer hjem til en tom lejlighed.
syns du skal finde dit eget sted og tage dig et pusterum inden du kaster dig ud i nået nyt. giv dig tid til at finde ud af hvad du vil og hvad du søger i en kæreste 😉
held og lykke

Men den har jeg ikke, de har valgt ikke at støtte min sag. Det har jeg sort på hvidt.
Fordi jeg har truffet en forkert beslutning, i en forhastet situation (den gang), betyder det ikke at jeg bliver en dårlig mor om 10 år.

Hvor er det dog fordømmende at sige at du skulle blive en dårlig mor. Selvfølgelig bliver du ikke det! Sådan en udtalelse er blottet for empati og alm. sund fornuft!
Det er okay, at man ikke ved med sig selv, om ens forhold er det rigtige. Det er er okay at give det chancer...det er okay at træffe forkerte beslutninger. Det har mange af os herinde nok prøvet!
Hvis den eneste grund til, du bliver i forholdet, er din families manglende opbakning, så må du desværre tage den tørn....de skal nok blive gode igen! Du er trods alt kun 18 år. De når nok at opleve dig med masser af fyre fremover :O)
Al held og lykke og gode tanker til dig[f]

Jeg var sammen med min forlovede i 2 år og 3 måneder... og jeg har lige gået fra ham for en lille måned siden.
jeg følte jeg spildte mit liv på ingenting.
ik fordi jeg ik elsket ham (det gør jeg os stadig)men heller finde en jeg har noget til fælles med og kan snakke med resten a mit liv...
jeg mener selv a en kæreste ska os være ens bedste ven. og det var han jo ik..
vi prøvede os a flytte fra hinanden osv. for ligesom a redde stumperne. men det hjalp ik. vi viste stadig ik hva vi sku snakke om. og hvis vi snakkede diskuteret vi i stedet for..
og det kunne jeg ik mere. og jeg valgte og være single og så være det i lang tid.
men stadig lad hver med a føl dig skyldig hvis du går fra ham. for du ska jo os tænke på dig selv. man bliver jo ik glad a kun a tænke på andre. og i kan jo godt være venner bagefter jo..

Jeg har forladt ham, gjorde det 2 dage efter jeg skrev indlægget her. Jeg fik ikke støtte fra min familie, men tilgengæld havde jeg en masse dejlige venner og veninder til det i stedet.
Min familie har endelig accepteret situationen nu, men der skulle også gå 1½ måned. Det har været den rigtige beslutning at forlade ham, for jeg har ikke savnet ham siden jeg forlod ham! 😉
Tak for alle jeres svar herinde 🙂