Sagen opklaret - god ferie.
”Goddag unge dame. Hvad kan vi gøre for Dem?”
”Jeg vil gerne anmelde en voldtægt.” Blondinen så ikke særlig nedtrygt ud.
”Ja så. Hvem er det gået ud over?” Adolf Grum rejste sig fra sin rapport-computer og gik frem til skranken.
”Mig. I går, da jeg kom hjem fra mit aftenskursus i patchwork, blev jeg i entreen grebet bagfra. Et eller andet ildelugtende blev holdt op for min mund, og så husker jeg ikke mere.”
”Kloroform!”
”Jeg ved ikke, hvad det var eller hedder. Men da jeg nogen tid senere vågnede, lå jeg på min seng uden mine benklæder.”
”Aha. Vi må straks have sendt nogle teknikere dertil, så vi kan få indsamle noget dna. Der er vel en sædplet på lagenet?”
”Øh. Det har jeg ikke undersøgt. Det tror jeg faktisk ikke.”
”Godt. Vi skal desuden have Dem til en læge og undersøgt for samme.”
”Måske har han voldtaget mig med kondom på. Det har jeg hørt skulle være den nye fidus for den slagt forbrydere.”
”Ja, det er selvfølgelig smart nok. Men han kan sagtens have afgivet andet dna. Måske er der tabt et hår, lidt skel eller noget sved.”
”Fint. Det vil være fint, hvis I kan finde ham. Men det værste er sådan set ikke selve voldtægten. Det forholder sig nemlig således, at jeg skjulte noget vigtigt i skeden, som nu er væk.”
Adolf kiggede meget forundret på hende: ”Ja så. Og hvad var så det?”
”Det vil jeg helst ikke ind på, men der er vel ingen vej udenom?”
”Hvis De ønsker, at vi skal opklare sagen, og eventuelt genfinde genstanden, så må vi næsten vide det.”
”Det drejer sig om et skattekort, som jeg skulle opbevare på et sikkert sted for Carsten, mens han er på en tre måneder lang rejse til Sydamerika. Og jeg kunne ikke finde noget bedre egnet sted.”
”Men åbenbart ikke sikkert nok. Carsten er din kæreste formoder jeg?”
”Lad os blot holde os til det. Kan jeg forvente, at I får det opklaret inden oktober?”
”Den slags garantier kan vi ikke udstede. Men et nyt skattekort bør du kunne få udleveret på kommunens ligningskontor.”
”Hvad! … nej det er ikke sådant et skattekort. Nej sådant et, der viser hvor skattet er nedgravet.”
”Det troede jeg var noget, der hørte det attende århundrede til. Nå vel. Hvad er det for en skat, og hvor ligger den begravet?”
”Det ved jeg ikke. Kortet var gemt i et forseglet hylster.”
”Ergo ved De ikke, om det virkelig drejede sig om et skattekort?”
”Altså, når Carsten siger, det er et skattekort, så drejer det sig om et skattekort. Basta!”
”Okay. Det må vi så forholde os til, indtil videre. Var der andre, der kendte til det skattekort?”
”Det tror jeg ikke. Hvorfor?”
”Måske var manden, der overfaldt Dem, slet ikke ude på at voldtage Dem, men kun ude efter kortet.”
”Umuligt. Hvordan skulle han vide, at jeg havde gemt det der?”
”Måske han allerede havde rodet hele lejligheden igennem uden at finde det og så tænkt: Der er kun den mulighed tilbage.”
”Nu skuffer du mig hr. betjent. Det kunne ingen regne ud. Han har forsøgt at trænge sig op i mig og er så stødt på genstanden.”
”Hmm ja. Det har selvfølgelig spoleret en del af fornøjelsen. I første omgang.”
”Det havde han sgu rigtig godt af. Hvor var min fornøjelse, da jeg var bevidstløs?”
”Øh næh. Tilbage til sagen. De har ikke noget signalement af gerningsmanden?”
”Nej. Han overfaldt mig bag fra.”
”De hørte ham ikke sige noget ord? Talte han eksempelvis dansk?”
”Han sagde intet i den korte tid, inden jeg gik ned med flaget.”
”Tænkte jeg nok. Kunne De fornemme om han var høj eller lav? Tyk eller tynd?”
”Han var i hvert fald ikke dværg, men ellers ved jeg det ikke.”
”Godt, alle ikke dværge er hermed under mistanke. Var døren brudt op?”
”Nej. Den var låst. Jeg hørte klikket, da jeg selv låste mig ind.”
”Ergo havde manden sin egen nøgle. Hvem har De udlånt en sådan til?”
”Ingen. Kun opgangens vicevært har en A-nøgle foruden mig selv.”
”Okay. Vi må have en snak med den vicevært. Hvad hedder han?”
”Carsten.”
”Var han ikke rejst til Sydamerika?”
”Nej, det er en anden Carsten … tror jeg nok.”
”Tror De nok. Hvordan skal det forstås?”
”Jeg har aldrig set viceværten. Men nej, det kan umuligt være den Carsten.”
”Det lyder kryptisk. Nå, det må vi se at få opklaret.”
En ældre kvinde kom ind på kontoret: ”Davs, jeg vil gerne aflevere noget hittegods.”
”Så skulle De have været gået ind af den anden dør udenfor.”
”Jeg kan godt læse unge mand. Men døren var låst.”
Adolf var smigret over at blive kaldt: Unge mand: ”Det er rigtigt. Viggo er ved tandlæge i formiddag. Nu skal jeg tage imod genstanden.”
Hun tog noget plastik op af sin taske: ”Får jeg så en findeløn?”
”Undskyld frue, men den simple dims er vist ikke mange basører værd.”
Stina fik øje på hylsteret: ”Jamen der har vi jo mit dejlige skattekort.”
”Nå. Ja så kan De måske alligevel vente en klækkelig sum frue. Ti procent af kistens indhold.”
”Tja. Det ved jeg nu ikke, om Carsten går med til. Men tusind tak gamle dame.”
”Tak mig her og tak mig der. Farvel.”
”Jamen så er alt i sin skønneste orden igen. Så vil jeg også sige farvel og tak.”
”Hvad med voldtægten? Skal vi ikke efterforske den?”
”Nej, det er lige meget.”
”Jeg vil gerne anmelde en voldtægt.” Blondinen så ikke særlig nedtrygt ud.
”Ja så. Hvem er det gået ud over?” Adolf Grum rejste sig fra sin rapport-computer og gik frem til skranken.
”Mig. I går, da jeg kom hjem fra mit aftenskursus i patchwork, blev jeg i entreen grebet bagfra. Et eller andet ildelugtende blev holdt op for min mund, og så husker jeg ikke mere.”
”Kloroform!”
”Jeg ved ikke, hvad det var eller hedder. Men da jeg nogen tid senere vågnede, lå jeg på min seng uden mine benklæder.”
”Aha. Vi må straks have sendt nogle teknikere dertil, så vi kan få indsamle noget dna. Der er vel en sædplet på lagenet?”
”Øh. Det har jeg ikke undersøgt. Det tror jeg faktisk ikke.”
”Godt. Vi skal desuden have Dem til en læge og undersøgt for samme.”
”Måske har han voldtaget mig med kondom på. Det har jeg hørt skulle være den nye fidus for den slagt forbrydere.”
”Ja, det er selvfølgelig smart nok. Men han kan sagtens have afgivet andet dna. Måske er der tabt et hår, lidt skel eller noget sved.”
”Fint. Det vil være fint, hvis I kan finde ham. Men det værste er sådan set ikke selve voldtægten. Det forholder sig nemlig således, at jeg skjulte noget vigtigt i skeden, som nu er væk.”
Adolf kiggede meget forundret på hende: ”Ja så. Og hvad var så det?”
”Det vil jeg helst ikke ind på, men der er vel ingen vej udenom?”
”Hvis De ønsker, at vi skal opklare sagen, og eventuelt genfinde genstanden, så må vi næsten vide det.”
”Det drejer sig om et skattekort, som jeg skulle opbevare på et sikkert sted for Carsten, mens han er på en tre måneder lang rejse til Sydamerika. Og jeg kunne ikke finde noget bedre egnet sted.”
”Men åbenbart ikke sikkert nok. Carsten er din kæreste formoder jeg?”
”Lad os blot holde os til det. Kan jeg forvente, at I får det opklaret inden oktober?”
”Den slags garantier kan vi ikke udstede. Men et nyt skattekort bør du kunne få udleveret på kommunens ligningskontor.”
”Hvad! … nej det er ikke sådant et skattekort. Nej sådant et, der viser hvor skattet er nedgravet.”
”Det troede jeg var noget, der hørte det attende århundrede til. Nå vel. Hvad er det for en skat, og hvor ligger den begravet?”
”Det ved jeg ikke. Kortet var gemt i et forseglet hylster.”
”Ergo ved De ikke, om det virkelig drejede sig om et skattekort?”
”Altså, når Carsten siger, det er et skattekort, så drejer det sig om et skattekort. Basta!”
”Okay. Det må vi så forholde os til, indtil videre. Var der andre, der kendte til det skattekort?”
”Det tror jeg ikke. Hvorfor?”
”Måske var manden, der overfaldt Dem, slet ikke ude på at voldtage Dem, men kun ude efter kortet.”
”Umuligt. Hvordan skulle han vide, at jeg havde gemt det der?”
”Måske han allerede havde rodet hele lejligheden igennem uden at finde det og så tænkt: Der er kun den mulighed tilbage.”
”Nu skuffer du mig hr. betjent. Det kunne ingen regne ud. Han har forsøgt at trænge sig op i mig og er så stødt på genstanden.”
”Hmm ja. Det har selvfølgelig spoleret en del af fornøjelsen. I første omgang.”
”Det havde han sgu rigtig godt af. Hvor var min fornøjelse, da jeg var bevidstløs?”
”Øh næh. Tilbage til sagen. De har ikke noget signalement af gerningsmanden?”
”Nej. Han overfaldt mig bag fra.”
”De hørte ham ikke sige noget ord? Talte han eksempelvis dansk?”
”Han sagde intet i den korte tid, inden jeg gik ned med flaget.”
”Tænkte jeg nok. Kunne De fornemme om han var høj eller lav? Tyk eller tynd?”
”Han var i hvert fald ikke dværg, men ellers ved jeg det ikke.”
”Godt, alle ikke dværge er hermed under mistanke. Var døren brudt op?”
”Nej. Den var låst. Jeg hørte klikket, da jeg selv låste mig ind.”
”Ergo havde manden sin egen nøgle. Hvem har De udlånt en sådan til?”
”Ingen. Kun opgangens vicevært har en A-nøgle foruden mig selv.”
”Okay. Vi må have en snak med den vicevært. Hvad hedder han?”
”Carsten.”
”Var han ikke rejst til Sydamerika?”
”Nej, det er en anden Carsten … tror jeg nok.”
”Tror De nok. Hvordan skal det forstås?”
”Jeg har aldrig set viceværten. Men nej, det kan umuligt være den Carsten.”
”Det lyder kryptisk. Nå, det må vi se at få opklaret.”
En ældre kvinde kom ind på kontoret: ”Davs, jeg vil gerne aflevere noget hittegods.”
”Så skulle De have været gået ind af den anden dør udenfor.”
”Jeg kan godt læse unge mand. Men døren var låst.”
Adolf var smigret over at blive kaldt: Unge mand: ”Det er rigtigt. Viggo er ved tandlæge i formiddag. Nu skal jeg tage imod genstanden.”
Hun tog noget plastik op af sin taske: ”Får jeg så en findeløn?”
”Undskyld frue, men den simple dims er vist ikke mange basører værd.”
Stina fik øje på hylsteret: ”Jamen der har vi jo mit dejlige skattekort.”
”Nå. Ja så kan De måske alligevel vente en klækkelig sum frue. Ti procent af kistens indhold.”
”Tja. Det ved jeg nu ikke, om Carsten går med til. Men tusind tak gamle dame.”
”Tak mig her og tak mig der. Farvel.”
”Jamen så er alt i sin skønneste orden igen. Så vil jeg også sige farvel og tak.”
”Hvad med voldtægten? Skal vi ikke efterforske den?”
”Nej, det er lige meget.”