Reason of downfall: Love/Hate

Goddag.
Jeg er ikke særlig god til at vide hvor jeg skal begynde i sådanne indlæg,
så jeg prøver at gøre det så enkelt og kontant som muligt:
Grunden til dette indlæg, er, at jeg sidder med nogen tanker og situationer,
som jeg ikke længere ved, hvordan jeg skal håndtere og bearbejde dem,
selvom jeg har prøvet i længere tid selv at løse dem,
men jeg kan åbenbart ikke.
Jeg håber inderligt, at nogen her kan give mig bedre forståelse for mig selv
og en "løsning".
Valget af titlen til indlægget vil forståes, jo mere man læser af mit indlæg.
Det er sådan, at jeg slet ikke kan håndtere eller overskue noget som helst,
jeg går rundt med en konstant dyb skyldfølelse, jeg føler mig utrolig stresset,
selvværdet og selvtilliden er lav, jeg går hurtigt i panik og kommer hurtigt i situationer hvor jeg bliver dybt forvirret og nervøs, hvis der bliver lagt pres på mig.
Her på det sidste er det også begyndt at vise sig fysisk,
også tænkte jeg: "Nu ringer alarmen", og at jeg måtte se at gøre noget ved det.
Fysisk er jeg begyndt at blive søvnløs, migræne, utro i kroppen, hænder der ryster og/eller ondt forskellige steder.
Jeg føler, at alt hvad jeg gør, er forkert og/eller ikke tilstrækkeligt.
At jeg ikke lever op til det jeg burde/skal.
Det går mig også tungt på, at jeg skuffer mine medmennesker (føler jeg)
Jeg har forskellige aktiviteter/projekter igang som omfatter noget novelle-skrivning, musik, fitness og at male - og ingen af tingene får jeg passet.
Folk giver mig "rykkere" og/eller spørger: "Hvorfor var du ikke til fitness idag?", "Har du lavet dét vi aftalte til det nye nummer?", "Har du rettet novellen?", "Har du malet billedet færdig?" osv. osv. Og hver gang jeg får sådan én, føler jeg et stort stik i mig og jeg bliver nedtrykt.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare gør, som jeg skal.
Det er jo ikke sådan, så jeg ikke nyder mine projekter/aktiviteter, men det er bare dét,
at når jeg så sidder derhjemme og burde gå igang, så sidder jeg dybt opslugt i mine egne tanker - om alt mellem himmel og jord (Jeg er meget filosofisk og poetisk anlagt, så dét at sidde og tænke over alt og ingenting, er en stor del af mig) - Men sådan var det også, da jeg passede mine ting ordentligt.
Jeg har ikke været i skole i lang tid, fordi jeg føler en utrolig træng til at være selv og ikke være i nogen social kontakt - Jeg vil helst bare sidde derhjemme og lave... ja, ingenting?
Det siges, at kærligheds og hads grænsen er meget fin - dén adskilles, når man bliver såret eller skuffet.
Jeg er dybt skuffet over mig selv, og jeg er så bedrøvet over, at jeg ikke kan give folk hvad de vil have; og derfor begynder der nu at vokse et selvhad i mig.
(Derfor titlen til indlægget)
Jeg kan ikke få mig selv op om morgenen, nogen dage sover jeg slet ikke, andre dage sover jeg 12-15 timer og mit hovede føles som vejede det 20 kg.
Jeg ved ikke, om dette indlæg giver mening,
men er der nogen der muligvis har den fjeneste anelse om, hvad der sker med mig/er galt med mig? Hvad dælen skal jeg gøre for at rette bod på det hele?
Jeg føler det bare bliver værre og værre det hele, selvom jeg prøver at gøre noget godt.
Mvh.
U.V.S / Urd - Verdande - Skuld (og nej, jeg er kun én person)
P.s Jeg er kvinde og 20 år

Der er alt for meget øset op på den tallerken. Alle ville opleve den tilstand, men det program, før eller siden.
Det er ikke det vi udretter, men det vi forsømmer, der giver os stress. Du er stresset og nu begynder din krop at forsvarer sig og advare dig. Den slags skal man lytte efter.
Du skal på frikvarter. Meld fra hele vejen rundt med undtagelse af en ting og den passer du så. Når det kører i smør tager du den næste ind og næste, men du skal ende med mindst én aktivitet mindre end nu, ellers opstår situationen igen.
Du har haft for travlt til at få din sjæl med. Derfor har du nu behov for at side for dig selv og lave...ingenting.
Tag et frikvarter. [s]

...at det du føler, kontra det du oplever, hænger meget godt sammen.
Hvis man oplever mange nederlag eller skuffelser over sig selv, begynder ens selvværd at tage en med i faldet. Så den følelse, synes jeg, er en naturlig følge af de ydre omstændigheder/reaktion på hvad du oplever udadtil. Og kærligheden til en selv kan hurtigt - som du selv skriver - ændre sig til had. Men der må være et eller andet der har udløst det her. Hvorfor er du pludselig begyndt at modarbejde dig selv? Hvorfor fortjener du pludselig ikke at være glad og velfungerende. Det lyder lidt som om, at du straffer dig selv for noget, som ligger dybere end blot almindelig dårlig samvittighed over at du ikke "fik rettet novellen"...eller..."malet billedet færdigt"...hvad er det for en skyld du går rundt med?
Uha, det sker squ meget når man er i 20'erne og jeg er på mange måder glad for, at jeg har overstået mine "20'ere"...det er en hård tid, hvor mange grundlæggende ting bliver vendt og drejet og ens værdier bliver stadfæstet gennem nogle voldsomme indre kampe...men hvad der umiddelbart springer i øjnene på mig, er dit altoverskyggende behov for at lukke dig inde. Præcist hvor meget gør du det? Og bruger du så meget tid på at sidde og fundere over dette og hint, at du rent faktisk kommer til kort, når du skal overholde aftaler, udføre daglige gøremål osv...???
Jeg synes, uden at kende dig særligt godt, at du skal opsøge din læge. Måske mest for at få afklaring på, om det der foregår, er noget der ligger dybere end bare almindelig periodevis tristhed og mismod. Det er på ingen måde acceptabelt, at gå rundt og have det sådan, uanset hvor dybt det bunder. Du skal have noget hjælp, så du kan fungere igen og få dit humør tilbage...og NYDE din ungdom ;o) Om det så er hardcore terapi eller blot en ugentlig meditation....det må du finde ud af, så du føler, at du er værd at elske...mest af alt elsket af dig selv! ;o)
Jeg kunne skrive rigtigt meget mere, men vil lige lade dig svare først...
-underdog

Dit svar er virkelig noget jeg kan bruge.
Og ang. dét med modarbejdelsen; jeg kan ikke umiddelbart se, hvad det skulle være,
at jeg "straffer" mig selv.
Men omstændighederne er mere kompliceret end som så.
Jeg måtte gøre slut med min x-kæreste (vi var sammen i knap 2 år) i Januar, og havde det strålende en måned efter,
men derefter begyndte det at gå i den her retning - og det er ikke sådan, så jeg har dårlig samvittighed overfor ham, slet ikke, jeg er lykkelig over at være væk fra ham.
Han var en idiot på mange områder.
Jeg har her for nyligt fået mig en kæreste påny, og han er så fantastisk, men vi ses desværre ikke så tit pga. distancen.
Kan det være, at jeg pga. "for meget tid", måske er begyndt at gå i den her retning?
Min x-kæreste boede 10 km fra mig - min nuværende kæreste 3 timer i tog.
Min x-kæreste så jeg 3-4 gange om ugen - min nuværende 2-4 dage på 14 dage.
Jeg er "tryghedsnarkoman", og kan det være, at jeg føler mig utilpas, fordi jeg ikke har min kæreste i nærheden til at gøre mig tryg?
De materielle omstændigheder er således:
Jeg bor hjemme ved min far, men har planer om at flytte til efterår.
Jeg trives slet ikke her, eftersom han er alkoholiker, og en af de slemme (dog intet vold). Han deler også en god byrde i dét med mit mindreværdskompleks.
Men skyld: Nej, jeg kan ikke decideret se, hvad jeg skulle føle dyb skyld overfor som ikke er ting som "Hvorfor kom du ikke til vores aftale?"
Jeg sidder rigtig meget derhjemme, og oftest selv.
Hvis jeg kunne sidde indenfor heletiden, ville jeg gøre det 90% af tiden.
Og hvis jeg kunne undgå social kontakt, ville jeg have lyst til kun at se min kæreste (helst være sammen med ham heletiden), familien af og til, og de nærmeste venner (men i begrænsede mængder)
Og ja, jeg spekulerer og tænker meget.
Men sådan har jeg nærmest altid haft det - mere eller mindre, det er i bøljer (isolation og intensiv tænkning)
og ang. dét med at overskue ting: Jeg kan slet ikke forklare, hvorfor jeg ikke bare gør, som jeg skal. Men jeg kan give et eksempel på, hvad jeg tænker.
Eksempel: Der er 1 time til jeg skal i skole.
"U.S.V" tænker: "Hmm, nu har jeg været så meget væk, så kan jeg også gøre det idag.. nej, kom nu, tag dig sammen, du SKAL... men det er nu bedst at være her, og ikke skulle være sammen med folk og få smidt kritik i hovedet... men nej, det går ikke, jeg skal tilbage til skolen.." - og sådan kan den køre LÆNGE.
Jeg er ikke så meget til det der med at gå til læge eller psykolog.
Hvis jeg kan løse problemet selv, eller ved at snakke med en person om det (en uprofessionel person, der tager udgangspunkt i erfaring, og ikke uddannelse),
så vil jeg helst det. Men hvis det bliver nødvendigt, så skal jeg nok til lægen.
Hvad mener du nu, efter det jeg nu har skrevet?
og ja, dét med, at ens opfattelse af ting bliver vendt og drejet, kan jeg kun bekræfte men også afbekræfte - jeg ser mange om mig, hvor det sker.
men på min egen front, der vender jeg op, ned, på hovedet og baglæns om opfattelsen af alt og ingenting næsten hver dag (og ikke kun nu, men har gjort det siden jeg var 14 år) - og hvad jeg mener er gode værdier, har jeg allerede slået fast.
Varm hilsen,
U.S.V

Hej U.S.V. ;o)
Det første du skriver, om dét med din gamle kæreste, får mig til at tænke (uden at kende dig og alle detaljer), at: jep, det er squ ikke ualmindeligt, at man falder ned i et hul efter et forhold, som har været dårligt for en selv. Uanset hvor lettet man er over at være sluppet af med idioten, tager det stadig tid at sunde sig og få de ting der unægteligt er gået i stykker indeni, repareret og fikset igen. Så jeg tror ikke det er dårligt, at du ikke ser din nye kæreste så meget...mit råd er: giv dig selv tid til at tænke, føle og alt det der...Det er okay, at man gerne vil en hel masse, men simpelthen ikke lige er i stand til at gøre det, fordi overskuddet, tankerne, følelserne presser på...
Det med din far. Damn, det er squ stærke sager...men på mig virker det (igen) heller ikke så underligt, at du har et mindreværdskompleks og at du mistrives. Specielt ikke set i lyset af, at du også skriver, at du er tryghedsnarkoman. Det er jo sikkert ikke tryghed, du har oplevet, hverken i dit gamle forhold eller hos din far (selv om han ikke er voldelig).
Mht skyldfølelsen...den kan squ være en svær en at greje, for man kan sagtens handle skyldpræget, uden selv at føle, at man bærer på en skyld. Og når jeg tænker "at handle skyldpræget", så tænker jeg, at man handler sådan, at man egentligt spænder ben for sig selv, eller forpurrer nogle chancer, eller har en indre drivkraft, som simpelthen modarbejder de ting, som ville være gode for en selv og i stedet gør alt det, der IKKE hjælper en på rette vej...man straffer sig selv ubevidst.
Hvad det hele bunder i hos dig....det kan være svært at sætte en finger på...men jeg vil faktisk tillade mig at komme med et forslag. Du skriver nemlig, at du gerne selv vil prøve at løse det i første omgang og en bog som har hjulpet mig rigtig meget til at ændre på nogle ting hos mig selv, er Kvinder Som Løber Med Ulve. Det er en bog som tager udgangspunkt i kvindepsykologi. Unge som gamle...og som måske kan give indsigt i, hvad det er for nogle drivkræfter der er på spil inden i dig. Hvorfor du grubler så meget og intet får udrettet. Den hjalp i hvert fald mig til bedre at forstå, HVORFOR jeg gjorde som jeg gjorde. HVAD det bunder i og hen ad vejen, har den/min viden faktisk også åbnet op for nogle løsningsforslag. Men intet ændrer sig, før man rejser sig op og GØR det. Og det kan være svært...og tage lang tid, men du er allerede på vej, fordi du gerne vil og bare dét faktum, sætter allerede noget i gang inden i dig, selv når man ikke engang mærker det!!! Så fortvivl ikke. Du kan en hel masse ting. Du er kreativ. Du tænker over tingene. Du har en masse evner og du er på vej ind i en meget vigtig fase, som jeg tror vil åbne op for nogle helt andre sider hos dig selv. Uden at kende dig selvfølgelig ;o)
KLØ SÅ PÅ!!
Stort knus
-underdog