Simpel Etik - Kød er bare forkert
Mange anser de etiske grunde for at være de vigtigste til at blive vegetar. Begyndelsen på etisk vegetarisme er viden om, at andre væsener har følelser, og at deres følelser ligner vores. Denne viden får en til at udvide sin personlige bevidsthed til at omfatte andres lidelser. I et essay med titlen The Ethics of Vegetarianism fra det nordamerikanske vegetarsamfunds journal tilbagevises ideen om ’human dyreslagtning’. ”Mange er i dag blevet lullet i en selvtilfredshedens søvn af troen på, at dyr nu slagtes ’humant’, og der således ikke længere er nogen etisk grund til at modsætte sig spisning af kød. Desværre kunne intet være længere væk fra livets – og dødens – virkelige kendsgerninger.
’Køddyrene’ lever hele deres tilværelse et kunstigt liv lige fra kunstig befrugtning, kastrering og hormonstimulering til en unaturligt fedende kost og en lang køretur under voldsom lidelse for til slut at blive slagtet. Boksene, de elektriske stød, de omvredne haler og den ynkværdige skræk og rædsel er alle stadig en stor del af de fleste moderne dyrs opvækst, transport og slagtning. At acceptere alt dette og kun modsætte sig den rå brutalitet i dyrets sidste få sekunder er at fordreje ordet ’humant’.”
Sandheden om dyreslagtning er slet ikke rar. Store slagterier er som billeder fra helvede. Skrigende dyr lammes af hammerslag, elektriske chok eller slagpistoler. De hejses levende op i luften i benene og føres rundt i dødsfabrikkerne på transportbælter. Stadig i live skæres deres hals over, og deres kød skæres af, imens de bløder ihjel. Hvorfor er der ikke de samme regler for denne lemlæstelse og dræbning af slagtedyr, som der er for kæledyr og sågar laboratorierotter?
Mange mennesker ville utvivlsomt blive vegetarer, hvis de besøgte et slagteri, eller hvis de selv skulle dræbe de dyr, de spiser. Sådanne besøg burde være obligatoriske for alle kødspisere.
Pythagoras, der er berømt for sine bidrag til geometri og matematik, sagde, ”O mine kære medmennesker, tilsmuds ikke jeres kroppe med syndige fødevarer. Vi har korn, vi har æbler hænge ned fra grenene ved deres vægt, og vi har druer, der svulmer på rankerne. Der er sødt duftende urter og grønsager, der kan koges og mildnes over ilden, og ingen nægter jer mælk eller timianparfumeret honning. Jorden yder en ødsel forsyning af en rigdom af uskyldige fødevarer og tilbyder jer festmåltider, der ikke involverer blodsudgydelser eller slagtning. Kun dyr tilfredsstiller deres sult med kød, og ikke engang dem alle, for heste, kvæg og får lever af græs.”
I et essay med titlen Om at spise kød skrev den romerske forfatter Plutarch: ”Kan I virkelig spørge, hvad grund Pythagoras havde til at afstå fra kød. For mit vedkommende undrer jeg mig snarere over, ved hvilket tilfælde og i hvilken sindstilstand det første menneske førte størknet blod til sin mund og bragte sine læber til at røre ved en død skabnings kød, dækkede borde med døde, rådne kroppe og vovede at bruge ordene mad og næring om lemmer, der kort tid før havde brølet og skreget, rørt på sig og levet…Det er sandelig ikke løver og ulve, vi spiser ud af selvforsvar. Tværtimod lader vi hånt om dem og slagter harmløse, tamme skabninger uden brod og tænder, der kan skade os. For en lille smule køds skyld berøver vi dem sol, lys og det liv, de har ret til ved at være født og eksistere.” Plutarch fremsagde da denne udfordring til kødspiserne: ”Hvis I hævder, at I er naturligt skabte til en sådan kost, dræb da først selv det, I ønsker at spise. Gør det imidlertid kun med jeres egne midler uden hjælp fra knive, køller eller nogen slags økse.”
Digteren Shelly var en engageret vegetar. I sit essay A Vindication of Natural Diet skrev han, ”Lad tilhængeren af animalsk mad tvinge sig selv til et afgørende eksperiment af denne mads egnethed, og, som Plutarch anbefaler det, sønderrive et lam med sine tænder og stikke sit hoved ind i dets vitale organer, slukke sin tørst med dets dampende blod…da og kun da ville han være konsekvent.”
Plutarch fremsagde da denne udfordring til kødspiserne: Digteren Shelly var en engageret vegetar. I sit essay skrev han,
Plutarch fremsagde da denne udfordring til kødspiserne: Digteren Shelly var en engageret vegetar. I sit essay skrev han,
Leo Tolstoy skrev, at ved at slå dyr ihjel for at spise dem ”undertrykker mennesket unødvendigt i sig selv sin største åndelige evne, nemlig evnen til at kunne nære sympati og medlidenhed med andre levende væsener som det selv. Ved at gøre vold imod sig selv på denne måde bliver mennesket selv grusomt.” Han advarede også, ”Hvordan kan vi forvente ideelle tilstande på jorden, så længe vi er levende grave for myrdede dyr?”
Når vi mister respekten for dyrelivet, mister vi også respekten for menneskelivet. For 2600 år siden sagde Pythagoras, ”De, der slår dyr ihjel, er tilbøjelige til at myrde deres egne.” Vi er bange for fjendens geværer, bomber og missiler, men kan vi lukke øjnene for den lidelse og frygt, vi selv er årsag til ved til menneskelig fortæring verden over at slagte bl.a. 1.6 milliarder tamdyr plus 22.5 milliarder fjerkræ hvert år (anno 1984). Antallet af fisk når op i billioner. Og hvad med de snesevis af millioner af dyr, der dræbes hvert år i lægeforskningslaboratoriernes ’torturkamre’ eller slagtes for deres pels, hud, skind eller jagtes som en sport? Kan vi nægte, at denne brutalitet ikke også gør os mere grusomme?
Leonardo da Vinci skrev, ”Så sandelig er mennesket dyrenes konge, for dets brutalitet overgår deres. Vi lever af andres død. Vi er omvandrende grave!” Han tilføjede, ”Den tid vil komme, da mennesket vil se på mord på dyr, som de nu ser på mord på mennesker.”
Mahatma Gandhi mente, at etiske principper er et stærkere argument for en livslang forpligtigelse til en vegetarisk kost end helbredsgrunde. ”Jeg mener,” sagde han, ”at åndeligt fremskridt på et vist stadie forlanger, at vi ophører med at dræbe vores medskabninger for tilfredsstillelsen af vores kropslige behov.” Han sagde også, ”En nations storhed og moralske fremskridt kan bedømmes på den måde, den behandler sine dyr på.”
’Køddyrene’ lever hele deres tilværelse et kunstigt liv lige fra kunstig befrugtning, kastrering og hormonstimulering til en unaturligt fedende kost og en lang køretur under voldsom lidelse for til slut at blive slagtet. Boksene, de elektriske stød, de omvredne haler og den ynkværdige skræk og rædsel er alle stadig en stor del af de fleste moderne dyrs opvækst, transport og slagtning. At acceptere alt dette og kun modsætte sig den rå brutalitet i dyrets sidste få sekunder er at fordreje ordet ’humant’.”
Sandheden om dyreslagtning er slet ikke rar. Store slagterier er som billeder fra helvede. Skrigende dyr lammes af hammerslag, elektriske chok eller slagpistoler. De hejses levende op i luften i benene og føres rundt i dødsfabrikkerne på transportbælter. Stadig i live skæres deres hals over, og deres kød skæres af, imens de bløder ihjel. Hvorfor er der ikke de samme regler for denne lemlæstelse og dræbning af slagtedyr, som der er for kæledyr og sågar laboratorierotter?
Mange mennesker ville utvivlsomt blive vegetarer, hvis de besøgte et slagteri, eller hvis de selv skulle dræbe de dyr, de spiser. Sådanne besøg burde være obligatoriske for alle kødspisere.
Pythagoras, der er berømt for sine bidrag til geometri og matematik, sagde, ”O mine kære medmennesker, tilsmuds ikke jeres kroppe med syndige fødevarer. Vi har korn, vi har æbler hænge ned fra grenene ved deres vægt, og vi har druer, der svulmer på rankerne. Der er sødt duftende urter og grønsager, der kan koges og mildnes over ilden, og ingen nægter jer mælk eller timianparfumeret honning. Jorden yder en ødsel forsyning af en rigdom af uskyldige fødevarer og tilbyder jer festmåltider, der ikke involverer blodsudgydelser eller slagtning. Kun dyr tilfredsstiller deres sult med kød, og ikke engang dem alle, for heste, kvæg og får lever af græs.”
I et essay med titlen Om at spise kød skrev den romerske forfatter Plutarch: ”Kan I virkelig spørge, hvad grund Pythagoras havde til at afstå fra kød. For mit vedkommende undrer jeg mig snarere over, ved hvilket tilfælde og i hvilken sindstilstand det første menneske førte størknet blod til sin mund og bragte sine læber til at røre ved en død skabnings kød, dækkede borde med døde, rådne kroppe og vovede at bruge ordene mad og næring om lemmer, der kort tid før havde brølet og skreget, rørt på sig og levet…Det er sandelig ikke løver og ulve, vi spiser ud af selvforsvar. Tværtimod lader vi hånt om dem og slagter harmløse, tamme skabninger uden brod og tænder, der kan skade os. For en lille smule køds skyld berøver vi dem sol, lys og det liv, de har ret til ved at være født og eksistere.” Plutarch fremsagde da denne udfordring til kødspiserne: ”Hvis I hævder, at I er naturligt skabte til en sådan kost, dræb da først selv det, I ønsker at spise. Gør det imidlertid kun med jeres egne midler uden hjælp fra knive, køller eller nogen slags økse.”
Digteren Shelly var en engageret vegetar. I sit essay A Vindication of Natural Diet skrev han, ”Lad tilhængeren af animalsk mad tvinge sig selv til et afgørende eksperiment af denne mads egnethed, og, som Plutarch anbefaler det, sønderrive et lam med sine tænder og stikke sit hoved ind i dets vitale organer, slukke sin tørst med dets dampende blod…da og kun da ville han være konsekvent.”
Plutarch fremsagde da denne udfordring til kødspiserne: Digteren Shelly var en engageret vegetar. I sit essay skrev han,
Plutarch fremsagde da denne udfordring til kødspiserne: Digteren Shelly var en engageret vegetar. I sit essay skrev han,
Leo Tolstoy skrev, at ved at slå dyr ihjel for at spise dem ”undertrykker mennesket unødvendigt i sig selv sin største åndelige evne, nemlig evnen til at kunne nære sympati og medlidenhed med andre levende væsener som det selv. Ved at gøre vold imod sig selv på denne måde bliver mennesket selv grusomt.” Han advarede også, ”Hvordan kan vi forvente ideelle tilstande på jorden, så længe vi er levende grave for myrdede dyr?”
Når vi mister respekten for dyrelivet, mister vi også respekten for menneskelivet. For 2600 år siden sagde Pythagoras, ”De, der slår dyr ihjel, er tilbøjelige til at myrde deres egne.” Vi er bange for fjendens geværer, bomber og missiler, men kan vi lukke øjnene for den lidelse og frygt, vi selv er årsag til ved til menneskelig fortæring verden over at slagte bl.a. 1.6 milliarder tamdyr plus 22.5 milliarder fjerkræ hvert år (anno 1984). Antallet af fisk når op i billioner. Og hvad med de snesevis af millioner af dyr, der dræbes hvert år i lægeforskningslaboratoriernes ’torturkamre’ eller slagtes for deres pels, hud, skind eller jagtes som en sport? Kan vi nægte, at denne brutalitet ikke også gør os mere grusomme?
Leonardo da Vinci skrev, ”Så sandelig er mennesket dyrenes konge, for dets brutalitet overgår deres. Vi lever af andres død. Vi er omvandrende grave!” Han tilføjede, ”Den tid vil komme, da mennesket vil se på mord på dyr, som de nu ser på mord på mennesker.”
Mahatma Gandhi mente, at etiske principper er et stærkere argument for en livslang forpligtigelse til en vegetarisk kost end helbredsgrunde. ”Jeg mener,” sagde han, ”at åndeligt fremskridt på et vist stadie forlanger, at vi ophører med at dræbe vores medskabninger for tilfredsstillelsen af vores kropslige behov.” Han sagde også, ”En nations storhed og moralske fremskridt kan bedømmes på den måde, den behandler sine dyr på.”