Morgensangen og drømmen, hvem har skylden?

Dannebrog går til tops til tonerne af nationalsangen.

Så står vi op. På med tøjet og ud i det fri. Morgensangen toner til lyden af den travle arbejdende klasse.
Hjulene køre og sunde og raske mennesker holder samfundets hjul i gang. Enhver der har mulighed for det går og nynner en lille sang for sig selv, og langsomt breder der sig en varme i befolkningen. Fællesskabsfølelsen vokser og den, som før var doven og lad, må nu overgive sig til den arbejdende klasse.
Båden gynger, men kaptajnen står sikkert på broen. Der har været tider, hvor tvivlsomme personer har rådet til en slingerkurs. Lidt til styrbord og så 50* bagbord øst, men fornuftigt har kaptajnen stået og rådført sig med 1.styrmand og igen er kurset sat til 45* styrbord.
Ud af højtaleren lyder en myndig stemme. Alle mand på dæk. Alle møder villigt op og står på rad og række. Enkelte skal lige have tøjet rettet og kasketten på, så er mønstringen klar.
De stærke hjælper de mindre stærke, men alle yder hvad de kan.
Stolthed, beslutsomhed og arbejdsomhed. Ingen trækker på hinanden, men alle trækker på samme hammel.
Alle synger med på sangen,
Når jeg ser et rødt flag smælde
O. Hansen
Når jeg ser et rødt flag smælde
på en blank og vårfrisk dag,
kan jeg høre det sælsomt fortælle
om min verden, mit folk og min sag.
Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen,
mens det kogler af kraft i mit mod,
thi det flag, der nu smældende når himlen,
er jo rødt som mit brusende blod
Jeg har anet slægters striden
imod fremtids fjerne mål.
Jeg har set trælletoget i tiden
blive mænd bag ved kampfanens bål.
Jeg har set den i blafrende storme,-
jeg har elsket dens flammer i strid,
og bag den så jeg arbejdshænder forme
verden om til en lysere tid.
Jeg har set min fader ranke
ryggen op i flagets brus.
Jeg har lyttet og hørt hjertet banke
i dets stolte, befriende sus.
Jeg har elsket dets farve fra lille,
da min mor tog mig op på sit skød
og fortalte mig manende og stille
om en fane så knitrende rød.
Det er sliddets slægters fane
over fronten vid og bred.
Den skal ungdommen ildne og mane,
den skal knuse hvert grænsernes led.
Den var forrest i fredelig færden,
den var forrest i stormklokkens klemt
den er fanen, der favner hele verden -
i dens folder er fremtiden gemt.
Fremtiden venter og solen kaster sit lys op over den blå himmel. Enhver har sinde drømme og ingen skal tage den fra nogen. Enhver er sin egen lykkes smed, men fællesskabet er styrken der bærer.
Ret ryggen drenge og pia ( skrev jeg Pia) jeg mener piger. Det er nu fremtiden ser mest lys ud og forude venter en tryg havn. Ingen skal trynes for sin politiske overbevisning. Respekt for den enkelte og hvor umuligt det end ser ud, passer alle tanker og følelser til det samfund vi er ved at opbygge. ”Folkets vilje, min styrke”. Soli deo gloria, salus mea publica.
Arbejd, alle arbejd.
Frisk morgenhilsen
Enoch

Dansk landsholdsspiller 1960-,sølvmedaljer i Rom.

Du har simpelthen knald i låget Mogens!
Men får man af for meget tutti-frutti og for meget fy fy
DON QUIJOTE

I østen stiger solen op, istedet *S*

Hej DON QUIJOTE
Hvis du vidste hvor jeg har grinet af din kommentar.
Det er virkeligt sjovt. Tak for det. God humor.
Enoch

ENOCH BEN MOSES (Jewish Encyclopedia)
From BibleWiki

Prominent rabbi of Cordova, 950–1024. His father was one of the four scholars who, according to tradition, were taken prisoners while on a voyage and sold as slaves, and who subsequently became the founders of Talmudic schools in their new homes (see Apulia). Enoch, then a child, was with his parents. When R. Moses achieved honor in Spain and was made rabbi of Cordova, young Enoch found for a time in brilliantexternal conditions compensation for the sorrows of his childhood. He married into one of the most noble and prominent families in Cordova, and succeeded his father as rabbi. Though made wealthy through these connections, Enoch always led an ascetic life, depriving himself for the benefit of the poor and needy. After the death of Prince Ḥasdai ibn Shaprut, his friend and protector, Enoch entered again upon a period of adversity. A party arose to dispute his authority and position in favor of Joseph ibn Abitur. Enoch prevailed, and Ibn Abitur sought protection in foreign countries. Two of Abitur's followers, the brothers Jacob and Joseph ibn Gau, rich silk-manufacturers, gaining the favor of the calif by presents of money, were granted the privilege of appointing rabbis at Cordova. Thereupon they deposed Enoch and invited Abitur to return; the latter, however, declined, and died in exile. After Abitur's death Enoch was again recognized as rabbi, officiating until 1024, when be became the victim of an accident. On the last day of the Feast of Tabernacles, while ascending to the reading-desk, the old and rotten woodwork of the almemar broke down. The aged rabbi died of the injuries received in falling.
The best known of his pupils is said to have been the diplomat and scholar Samuel ha-Nagid. Excepting a few responsa (in the collections "Sha'are Ẓedeḳ" and "Toratan shel Rishonim," for instance), no works of his are now extant, though some of the earlier rabbinical authorities cite him in halakic decisions. He is mentioned in the preface to the Hebrew translation of Maimonides' commentary on Neziḳin. The statement that he translated the Talmud into Arabic seems to be due to his having been confounded with his opponent Joseph ibn Abitur.
Bibliography: Abraham ibn Da'ud, Sefer ha-Ḳabbalah, ed. Basel, 1580, pp. 70–72; Harkavy, Studien und Mittheilungen, iv. 261, 386; Gross, in Monatsschrift, 1869, p. 531; J. Müller, Responsen der Spanischen Lehrer, in seventh annual report of the Lehranstalt für die Wissenschaft des Judenthums, Berlin, 1889; Kaminka, in Winter and Wünsche, Die Jüdische Litteratur, ii. 358 et seq.
Venlig hilsen
Enoch

Hej ENOCH BEN MOSES
Naturligvis er det rigtigt det jeg skriver, jeg har ikke tid til at bede om tilgivelse flere gange om dagen.
Derfor er det hurtigere at tale sandt, du skulle prøve det. Men pas på, det er stærkt vanedannende.
Venlig hilsen