min veninde/bekendt er selvsentreret

jeg har kendt hende veninde/bekendten i 5 år, men jeg har altid følt, at jeg var hendes skraldespand og så kan jeg spørge mig selv, hvorfor jeg har gået med til dette...tja, mit gode hjerte er løbet af med mig...
Hun har næsten altid problemer og er i ofte deprimeret, så jeg har tit haft ondt af hende, nok også fordi hun altid har snakket pænt til mig, men det virker som om, at hun ikke kan rumme mig og jeg har aldrig kunnet sige mere end 10 ord, så har hun afbrudt mig....
Jeg har ofte været irriteret over det, men jeg har ikke formået at sige fra, men nu er det nok, jeg vil ikke længere stå model til at være en skraldespand..
Jeg har besluttet mig for, at fortælle hende det, men hvordan er jeg i tvivl om, så kan I hjælpe mig.....! det mest fair ville jo være at besøge hende eller snakke med hende i tlf, men da frygter jeg, at jeg skal bede hende holde mund og jeg får sikkert så ikke sagt alt det jeg har i sinde... jeg vil ikke sende hende en sms, men jeg overvejer at skrive et brev, hvori jeg vil sige, at hun er velkommen til at ringe til mig og få en snak...
Måske kan brevet eller hvad jeg nu beslutter mig for at gøre, være med til, at hun ændrer adfærd....måske , måske ikke, men så har jeg da fået sagt fra, men oplever jeg, at hun ikke kan lade være med at afbryde mig, så gider jeg hende ikke mere og spørgsmålet er også, om hun fra den ene dag til den anden, kan lade være - for rom blev jo ikke bygget på 1 dag.... jeg tror selv, at hun er så fyldt indeni, at hun ikke kan rumme mig - og det er underordnet, hvad jeg end siger af gode eller mindre gode ting om mit liv, så lytter hun kun et par sekunder, det har jeg jo erfaret i alle årene...
Det der har fået bægeret til at flyde over er, at hun ikke har spurgt til mig/min mor en eneste gang i de seneste 3 uger (min mor er syg af kræft) hun har sendt mig nogle smsér om sig selv, men jeg har ikke svaret, for hvorfor skal jeg blive ved med at svare på hendes ting, når hun ikke spørger til mig - sådan har det altid været - hun kan før i tiden godt spørge til mig, men når jeg så svarer, så kommenterer hun det ikke og kører så bare videre med hendes eget....
Kender I også en der er sådan og hvordan tackler i dette, for jo dårligere mennesker har det, jo sværere er det for mig, at sige fra...

men har lært af det ....
og mærkeligt er det at de aldrig selv opfatter det .
du er nødt til at sende hende et oprigtigt brev , for ellers ender venskabet lige som mit med at jeg bare ikke orkede hende mere . jeg prøvede mundtligt , men det var hurtigt glemt igen .
man skal ikke finde sig i at være en skraldespand for et venskab går begge veje , men jeg er ikke i tvivl om at du selv bærer en del af skylden ligesom jeg gjorde , for man bliver jo ikke budt mere end man selv tillader .
jeg gætter på at du har oplevet dette før, for det var mit eget mønster at være for blid , og jeg løb nemlig ind i den slags mennesker - min familie kaldte mig for en tossemagnet , altid havde jeg en i røret med problemer . og aldrig spurgte til mig .
jeg lovede mig selv på et tidspunkt at nu kunne det være nok , og lovede mig selv at jeg hver dag , ville sige fra mindst en gang , og ved du hvad det virkede ;0))) jeg oplevede at det vandt respekt og nye typer venskaber kom til . mere ligeværdige .
hvis du orker din veninde , så skrive et oprigtigt brev om at du føler venskabet er baseret på hendes ønsker & behov , og at du slet ikke føler at du egentligt er med i det .
enten får det hende til at tænke , og handle eller også bliver du totalt drænet fra hende . min veninde ringede konstant og startede altid samtalen med øj nu skal du bare høre ... ikke noget med hej eller andet , og jeg undrede mig bare over at jeg havde fået mig selv til igen at tage telefonen ( dette skete ca 3 gange i døgnet )
så handle det skal du ---- held og lykke med det - og lad os endelig høre hvad du valgte at gøre

Hvis du mener at "dit gode hjerte er løbet af med dig", nej du har svært ved at sige fra.
Havde du været ene mand,var du blevet kaldt en vatp..-
Når du finder dig i bli brugt som skraldespand,så er det dybest set fordi du selv føler dig som én.
Find din styrke og dit eget værd,så finder andre det osse.

Jeg velgte at sige det til hende. Min mor var også syg og døde kort tid efter af kræft og hun spurgte mig ikke een eneste gang "hey, hvordan har du det egentligt?" Jeg skulle også sidde og høre på hendes pseudoproblemer og det blev for meget for mig. I dag taler vi næsten ikke sammen mere, men er så småt ved at tage kontakt igen. Denne gang foregår det dog på fælles præmisser og jeg lader det bare køre. Hvis det holder med hende, er det jo fint. Hvis ikke, så har jeg i bund og grund ikke mistet så meget. Min erfaring siger mig, at jeg skal begrænse den tid jeg bruger på folk som ærger mig eller skuffer mig, mest muligt. Så er jeg faktisk mest glad :o)
-A

Du skal være konsekvent. Hver gang hun afbryder, skal du sige "lad mig lige tale færdigt" og fortsætte. Når hun skifter emne, skal du sige "det er ikke det, vi snakker om".
Hun vil få mindst lige så meget ud af det som dig. Hun ved sandsynligvis ikke, at hun har et problem, for folk har ikke forklaret hende det, så det er trængt ind endnu. Hun er sikkert slet ikke interesseret i at støde folk fra sig med sine manglende sociale færdigheder. Hun har bare ikke sammen fintfølelse som flertallet. Sådan er nogle mennesker, men det kan ændres, hvis de vil.
Når du forklarer det, så sig ikke "du gør altid dit og dat og det er forkert..."
Sig i stedet i situationen: "Nu, hvor jeg gerne vil fortælle dig noget, så afbryder du mig. Det kan jeg ikke lide, for jeg vil også gerne fortælle mine historier. Hvad siger du til at gøre dig umage med at lytte til mig?"

ville jeg sige følgende : jeg er simpelthen nødt til at fortælle dig at du har skuffet mig enormt meget i forbindelse med min mors sygdom, du har ikke en eneste gang spurgt til hvordan jeg har det. Det undrer mig meget for jeg er der altid når du har det svært.
Jeg er nødt til at fortælle dig at du har nogle sider ved din personlighed som jeg ikke bryder mig om, og som jeg har svært ved at acceptere.
Og så må du være ærlig og fortælle hende hvad du føler, og hvad du gerne vil med jeres venskab.
Det er svært, men du får det meget bedre når der er rene linjer mellem jer.
Jeg håber din mor er i bedring❓og kan godt forstå din skuffelse over din veninde, og din angst og sorg over din mors sygdom.
Mine bedste tanker til din mor og dig :)
Enya-

det kan jeg bruge til noget....
Jeg overvejer lige en ekstra gang, hvordan jeg griber situationen an.
På en måde har jeg mest lyst til at sige fra overfor hende når vi snakker i tlf, for så får hun den sgu lige her og nu og så føler jeg heller ikke, at jeg er en "kryster" ved at skrive et brev.... men på den anden side, så vil tlf-samtalen sikkert blive baseret på, at jeg skal sige fra og derfra og så oveni at fortælle, at jeg er skuffet over hende vedr. hendes manglende opmærksomhed omkring min mor....dette vil jeg da i hvert fald få sagt i et brev og så tror jeg bestemt også, at et brev virker meget bedre-at det ligesom sætter sig mere fast i ens bevidsthed, ift en tlf-samtale, for da kan man jo glemme det halve bagefter-hvis det er det man vil...
Jeg giver lyd fra mig, når jeg har bestemt mig og også når jeg måske hører fra hende...
Jeg vil i hvert falf bruge nogle af de ord, som i har givet mig.