Min veninde mishandler sin søn

Jeg har et stort problem. Jeg er 35 år og har en jævnalderende veninde, som jeg har gået i folkeskole med. Min veninde har altid været( ja undskyld !) "underlig" eller lidt anderledes end andre mennesker.
Hun har altid været en der kom i konflikter med alle andre mennesker, på alle mulige besynderlige måder, misforstår folk og deres hensigter og har ingen logisk sans.
Folk har altid bemærket hendes opførsel.
Nu vi er blevet ældere har hun fået konstateret borderline, en sygdom jeg aldrig har hørt om, men kan forstå at det er den der bringer hende i konflikt med hendes medmennesker.
Hun har en sød mand og han har den dejligste lille dreng på 6 år. Og ham behandler hun så forfærdeligt at jeg ikke kan holde ud at se og hører[:*(] på det!
Mine 2 børn bliver utrygge og kommenterer at hun skælder HELE tiden ud mor!Min mand har et par gange bedt hende om at slappe af, så det ikke har været til at misforstå.
Jeg kan ikke forstå at faren til drengen ikke gør noget !
Og jeg har SKÆLDT hende ud og vi har skændes over det så det brager, da jeg er den eneste veninde hun har, slæsker hun dog for mig og jeg kan tale hende til fornuft nogle gange.
Hun kan tænde af i den grad !!!!! så hun kaster rundt med ting og råber og skriger så man ikke kan forstå hvad der kommer ud af hendes mund på den lille dreng.
Han undviger hende, gør alt for at behage hende, og sniger sig rundt som en hund langs panelerene.
JEG KAN IKKE MERE, mit hjerte går itu for den lille dreng, som er opdraget og så sød og nem.
Hun siger hun ikke føler empati med ham!

Jeg overvejer kraftigt at droppe hende, men samtidig har jeg jo også ondt af hende for jeg ved jo at der ligger en meget kummerlig barndom bag hendes sygdom.
Så jeg er i syv sind.
Jeg har skældt og smeldt, talt psykolog snak osv, hun er altid idårligt humør og det påvirker mig engentlig så jeg også bliver det efter samvær med hende.
Hun er i behandling, men min tålmodighed............
Jeg har lyst til at tage barnet med hjem og kontakte kommunen[:*(]
Min moral lider, hvad gør jeg ?

jeg mener at der var snak om at en forældrene i Tøndersagen havde en borderline ... ikke for at sammenligne altså men mere at du skal tage det alvorligt.
Hvis du ikke magter mere så meld hende anonymt ... vi har alle indberetningspligt hvis det er børn det går ud over.
Captain

faderen kan hjælpe og forsvare sin dreng - så mener jeg, du skal melde det til kommunen. Det stakkels barn skal ikke lide sådan pga en voksens sygdom.
Hvorfor gør hans far ikke noget???????????

Tag en alvorlig snak med manden først - prøv at få nogen ændringer igennem på den front og hvis det ikke gør en forskel, har du i mine øjne pligt til at melde forholdet til kommunen !
- Hvis moren er dianogsticeret med en psykisk lidelse gavner det hverken hendes eget ve og vel eller barnets at fortsætte på samme måde, men jeg mener, at manden skal have en sidste chancen for at komme på banen. Jeg går ud fra, at han er ved sine fulde fem.

Du bliver nødt til at kontakte kommunen, eventuelt med et anonymt brev hvor du beskriver hvad du ser, og undlader dine egne følelser..
Du skal vide at hvis du blot dropper hende, velvidende at drengen bliver omsorgssvigtet, vil drengen ikke kunne få et normalt liv.
Børn får ødelagt deres hjerne, når de der skulle passe på dem og sørge for en tryg opvækst, gør modsat.
Du siger drengen allerede har et unaturligt og usundt handlemønster overfor sin mor.
Det handlemønster vil han skulle leve med at tænke på resten af sit liv, hvis der ikke er nogle voksne der lærer ham hvad der er naturligt og unaturligt, og i værste fald vil han som voksen føre det videre til sine egne børn.
En anden ting er din samvittighed.
Bare det at du skriver i dette forum viser jo at du ikke kan leve med det!
Hvis det er en ok kommune vil de undersøge sagen, og eventuelt tilbyde familien støtte.
Det betyder kontaktpersoner der hjælper moderen til at få en bedre adfærd.
Hvis der intet sker i kommunen, kan du også henvende dig anonymt til drengens institutionsleder. Han går vel i børnehave eller skole.
De er på børnenes side og vil tage det alvorligt, uden at tage stilling til hvem du er.
Jeg håber virkelig du vil gøre noget.
Selv arbejdet med unge der for sent blev gjort noget for...
Held og lykke med det!

Jeg glemte at skrive til dig, at ligemeget hvor du henvender dig i det offentlige system, som har med drengen at gøre, er alle underlagt tavshedpligt.
Det betyder at ingen må fortælle din venninde at det er dig der har kontaktet dem.
Man tager kun udfra barnets tarv, så du skal ikke være bange for at hun ved det er dig...
Hvis du stadig er meget usikker, så prøv at ring til red barnet, eller børnetelefonen.
De tager også henvendelser anonymt...
:-)

har faderen ikke gjort noget? Skulle han ikke vere den første til at gøre noget,eller maaske han er lige saadan?

og meld hende annonymt .Du kan ikke have det på dig hvis der sker noget med drengen, han kan få det godt et andet sted. Hjælp din moral og grib ind. Held og lykke

Lige på:
Voksede op som boksebold for 2 vrede forældre. Da jeg gik i 1. døde en af mine klassekammeraters fædre i en trafikulykke, og resten af min barndom gik der ikke mange dage uden at jeg fantaserede om samme skæbne for mine "forældre". Heldigvis fik jeg ikke EUP eller lignende, men jeg endte i en extrem selvdestruktiv tilværelse.
Mine "forældre" var begge akademikere, så de enkelte gange myndighederne ikke kunne undgå at lave undersøgelse blev de, altså myndighederne, sat på plads. Volden tog ingen ende, inden jeg først som 13-årig gjorde de 2 egoistiske svin opmærksomme, at en dag mere med tæsk, og jeg ville skære halsen over på dem en nat. Først da tog de hensyn til sig selv og stoppede.
Du skal gå til myndighederne, ellers er du ikke en fløjtende fis bedre selv. Men du skal du bør først snig-bånde en samtale med din veninde om problemet, for hele familen vil benægte alt, hvis ikke du kommer dette skridt foran. Så har du gjort hvad du kunne for at hjælpe et eneste enkelt barn. Jeg kan kun krydse fingre