Lav- og højkonjunktur

Jeg har to spørgsmål der går på lav- og højkonjunktur.
Hvilken finanspolitik (stram eller lempelig), hvilken pengepolitik (stram eller lempelig) og hvilken valutapolitik (revaluering eller devaluering) skal føres under lavkonjunktur?
Hvilken finanspolitik (stram eller lempelig), hvilken pengepolitik (stram eller lempelig) og hvilken valutapolitik (revaluering eller devaluering) skal føres under højkonjunktur?

Hvis man sætter tæring efter næring og ikke går ud og overbelåner, så går det aldrig helt skidt. Kort og godt.

det ved hun sikkert.

Men iflg. Keynes bør man i en lavkonjuktur føre en expansiv finanspolitik for at komme ud af lavkonjukturen. Under højkonjukturen bør man derimod "spænde livremmen ind" med en restriktiv finanspolitik, for at undgå inflation pga for høje lønstigninger.
I 70'erne begyndte mainstream økonomerne dog at tvivle på denne politik, fordi man fik en længere periode, hvor der på samme tid var høj inflation og høj arbejdsløshed, hvilket ikke skulle ske iflg Keynes - han forudsatte nemlig, at man kunne vælge mellem inflation og arbejdsløshed.
Det fik to andre former for økonomisk tænkning til at vinde indpas, nemlig pengepolitikken og strukturpolitikken. Iflg. økonomer som er meget optaget af struktur-politik, skyldes fremkomsten af høj inflation og arbejdsløshed på samme tid nemlig, at man havde forsømt at få tilpasset de strukturelle forhold i samfundet, så det var blevet for fristende ikke at arbejde (pga gode sociale systemer og gode lønninger). Populært sagt siger de strukturelle økonomer altså, at Keynes økonomiske ideer havde "sejret af helvede til", i den forstand at de havde været så effektive, at man havde forsømt "fornuftig" strukturel økonomisk tænkning. I dagens Danmark tænker økonomerne hovedsageligt i en kombination af Keynes og strukturel økonomisk tænkning.
Pengepolitikken er ikke et særligt relevant redskab i en lille åben økonomi som den danske (medmindre man vælger en større ENGANGS devaluering af kronen, sådan som Sverige med succes gjorde i 80'erne). Der er dog ingen grund til pt. at benytte devaluering af kronen.
Når man taler pengepolitik handler det om, at eksempelvis Euro-området eller USA kan stimulere økonomien ved at føre en lempelig pengepolitik (sende flere penge i omløb via laver renter etc). Det vil medføre de problemer gang i økonomien altid gør, nemlig dårligere betalingsbalance, men til gengæld også lavere arbejdsløshed.
Teoretisk virker det ikke at føre lempelig finanspolitik i et stort monetært område (som eksempelvis EU) - En finanspolitisk lempelse vil ikke her give lavere arbejdsløshed, fordi virkningen vil blive anuleret af virkninger på pengemarkedet (det vil føre til rentestigninger der vil dæmpe økonomien). Finanspolitik som instrument egner sig derfor til små økonomiske områder, såsom Danmark.
Hvis eksempelvis Frankrig i Euro-området fører en expansiv finanspolitik for at mindske arbejdsløsheden vil det dog stadig virke i Frankrig. Men EU som sådan vil som sagt ikke få en lavere arbejdsløshed, så den lavere arbejdsløshed i Frankrig opnås på bekostning af en højere arbejdsløshed i resten af EU. Derfor har man været nødt til at lave ret strikse regler for, hvor store medlemslandenes budgetunderskud må være i EU - det skal ikke være muligt at "eksportere" sine arbejdsløshedsproblemer til andre EU-lande ved at føre en expansiv finanspolitik. EU-samarbejdet kræver altså en ret stor budgetdisciplin i medlemslandene (det var en af årsagerne til, at nogle økonomer tvivlede på det hensigtsmæssige i den monetære union).
Nå, det blev lidt rodet, men håber du kan bruge det til noget.....