Jeg vil ud af mit forhold!
Jeg vil ud af mit forhold fordi jeg har det af helvede til!
Jeg har mindst 1000 gange tænkt over hvad det er der får mig til at ha det af helvede til, med min samlever. Jeg har været igennem alle mulige situationer med ham hvor jeg har følt at jeg vist har dummet mig. Jeg er kommet dertil hvor jeg kan give mig selv skylden for at det er mig der bare ikke kan leve med ham. Og jeg føler mig skyldig!
For hvorfor er det kun mig der skal tage ansvar for om det her forhold kan fortsætte eller ej.? Jeg ved at han vil gå helt ned i kulkælderen hvis jeg flytter og at alle vil sige at det også var min skyld.
Jeg forbeholder mig jo retten til at være Mig, det har jeg altid gjort, og han bliver stiktossset og viser med al tydelighed når han ikke er enig med hvad jeg nu siger eller gør.
Nogen gange går han i seng, ligesom Maud i matador!
Ofte siger han bare at han ikke vil diskutere med mig, hvis jeg forsøger at åbne hans øjne for hvordan jeg opfatter vores forhold og hvad det gør ved mig når han reagerer på en for mig uhensigtsmæssig eller barnlig måde. Jeg kan derfor ikke give udtryk for ret meget og har ikke ham at snakke med. Han tager alt hvad jeg siger som en personlig fornærmelse og vil ikke søge at forstå mine synspunkter eller hvad jeg har brug for.
Hvis jeg siger at jeg har brug for at han viser at han værdsætter mig ved feks at tage initiativ til at glæde mig med noget, så siger han bare at det sku da ikke kan være meningen at han skal varte mig op i hoved og røv. så spørger jeg om han da ikke mener at jeg har fortjent hans opmærksomhed eller at han viser sin glæde for mig. Jeg mener jo at det er noget der gerne skulle komme helt naturligt og af sig selv og gensidigt i et parforhold. Men det forstår han ikke.
Jeg synes ellers at jeg altid har været god til at vide hvad der glæder ham og gøre det.
Jeg føler at han altid forsøger at overtage styringen og at han ikke respekterer min dømmekraft eller beslutninger. Han vil blande
sig i alt og kan endda finde på at sende en sms hvor der står : det er nu! Selvom han sidder i samme rum og som omhandler at jeg skal give min søn besked på at han skal i tøjet og afsted i skole. Jeg ved da udmærket godt hvad klokken er og har altid kunnet sørge for alt hvad der vedkommer min søn, og han er da heller aldrig kommet forsent i skole. Jeg føler mig nærmest degraderet som mor for mit eget barn! Jeg er også blevet usikker på om mine synspunkter på det at være mor også har været rigtigt.
Jeg kan mærke at jeg er så ked af det lige nu hvor jeg skriver dette og kunne skrive om 1000 andre ting hvor jeg har følt mig frataget retten til selvbestemmelse om både mig selv og min søn fordi han blander sig i alt.
Hvorfor er jeg så ikke bare smuttet og for længst vil nogen sikkert spørge. Det har jeg også spurgt mig selv om.
Jeg er træt og har ikke meget overskud og tænker tilbage på årene før dette forhold hvor jeg var singlemor på fuld tid. Det var hårde tider og et kunststykke at overkomme hverdagen med alt hvad det indebærer.Dertil kommer at min økonomiske situation er blevet væsentligt forringet mens jeg har været i det her forhold. Jeg ved godt at det lyder luset at blive sammen med et menneske som man trives så dårligt med, af de grunde som jeg nævner, men ikke desto mindre så er jeg ikke kommet videre.
Jeg har ikke noget job pt. og jeg har mistet gnisten til stort set alt.
Herhjemme gør jeg kun det absolut nødvendigste i hverdagen. Sørger for min søn og handler ind og laver mad, støvsuger lidt engang imellem, vasker tøj,mv. Jeg har ingen venner hvor jeg bor nu for jeg synes ikke jeg har haft overskud til at lære nye mennesker at kende.
Jeg synes vel nærmest at jeg er holdt op med at leve, trækker bare vejret og overlever hver dag.
Jeg drømmer om en fremtid hvor jeg kan være mig selv, i et job og med en økonomi der er til at udholde og en hverdag hvor min søn og jeg er glade og at det er tilladt at vise det´og foretager os de ting sammen som betyder noget for mig og som jeg ved er vigtige for ham, uden at jeg skal få dårlig samvittighed over at en anden så bliver fravalgt.
Jeg føler mig fanget og fastlåst og som en dårlig kæreste , en dårlig mor, en dårlig kvinde som ikke er noget værd!
Jeg har også lyttet til at man skal kæmpe for sit parforhold og at alle har op og nedture i sådan eet, men hvornår er nok så nok?
Gid nogen kan forstå det jeg har skrevet og vil give et synspunkt med på vejen.
Hvor begynder jeg ?
Jeg har mindst 1000 gange tænkt over hvad det er der får mig til at ha det af helvede til, med min samlever. Jeg har været igennem alle mulige situationer med ham hvor jeg har følt at jeg vist har dummet mig. Jeg er kommet dertil hvor jeg kan give mig selv skylden for at det er mig der bare ikke kan leve med ham. Og jeg føler mig skyldig!
For hvorfor er det kun mig der skal tage ansvar for om det her forhold kan fortsætte eller ej.? Jeg ved at han vil gå helt ned i kulkælderen hvis jeg flytter og at alle vil sige at det også var min skyld.
Jeg forbeholder mig jo retten til at være Mig, det har jeg altid gjort, og han bliver stiktossset og viser med al tydelighed når han ikke er enig med hvad jeg nu siger eller gør.
Nogen gange går han i seng, ligesom Maud i matador!
Ofte siger han bare at han ikke vil diskutere med mig, hvis jeg forsøger at åbne hans øjne for hvordan jeg opfatter vores forhold og hvad det gør ved mig når han reagerer på en for mig uhensigtsmæssig eller barnlig måde. Jeg kan derfor ikke give udtryk for ret meget og har ikke ham at snakke med. Han tager alt hvad jeg siger som en personlig fornærmelse og vil ikke søge at forstå mine synspunkter eller hvad jeg har brug for.
Hvis jeg siger at jeg har brug for at han viser at han værdsætter mig ved feks at tage initiativ til at glæde mig med noget, så siger han bare at det sku da ikke kan være meningen at han skal varte mig op i hoved og røv. så spørger jeg om han da ikke mener at jeg har fortjent hans opmærksomhed eller at han viser sin glæde for mig. Jeg mener jo at det er noget der gerne skulle komme helt naturligt og af sig selv og gensidigt i et parforhold. Men det forstår han ikke.
Jeg synes ellers at jeg altid har været god til at vide hvad der glæder ham og gøre det.
Jeg føler at han altid forsøger at overtage styringen og at han ikke respekterer min dømmekraft eller beslutninger. Han vil blande
sig i alt og kan endda finde på at sende en sms hvor der står : det er nu! Selvom han sidder i samme rum og som omhandler at jeg skal give min søn besked på at han skal i tøjet og afsted i skole. Jeg ved da udmærket godt hvad klokken er og har altid kunnet sørge for alt hvad der vedkommer min søn, og han er da heller aldrig kommet forsent i skole. Jeg føler mig nærmest degraderet som mor for mit eget barn! Jeg er også blevet usikker på om mine synspunkter på det at være mor også har været rigtigt.
Jeg kan mærke at jeg er så ked af det lige nu hvor jeg skriver dette og kunne skrive om 1000 andre ting hvor jeg har følt mig frataget retten til selvbestemmelse om både mig selv og min søn fordi han blander sig i alt.
Hvorfor er jeg så ikke bare smuttet og for længst vil nogen sikkert spørge. Det har jeg også spurgt mig selv om.
Jeg er træt og har ikke meget overskud og tænker tilbage på årene før dette forhold hvor jeg var singlemor på fuld tid. Det var hårde tider og et kunststykke at overkomme hverdagen med alt hvad det indebærer.Dertil kommer at min økonomiske situation er blevet væsentligt forringet mens jeg har været i det her forhold. Jeg ved godt at det lyder luset at blive sammen med et menneske som man trives så dårligt med, af de grunde som jeg nævner, men ikke desto mindre så er jeg ikke kommet videre.
Jeg har ikke noget job pt. og jeg har mistet gnisten til stort set alt.
Herhjemme gør jeg kun det absolut nødvendigste i hverdagen. Sørger for min søn og handler ind og laver mad, støvsuger lidt engang imellem, vasker tøj,mv. Jeg har ingen venner hvor jeg bor nu for jeg synes ikke jeg har haft overskud til at lære nye mennesker at kende.
Jeg synes vel nærmest at jeg er holdt op med at leve, trækker bare vejret og overlever hver dag.
Jeg drømmer om en fremtid hvor jeg kan være mig selv, i et job og med en økonomi der er til at udholde og en hverdag hvor min søn og jeg er glade og at det er tilladt at vise det´og foretager os de ting sammen som betyder noget for mig og som jeg ved er vigtige for ham, uden at jeg skal få dårlig samvittighed over at en anden så bliver fravalgt.
Jeg føler mig fanget og fastlåst og som en dårlig kæreste , en dårlig mor, en dårlig kvinde som ikke er noget værd!
Jeg har også lyttet til at man skal kæmpe for sit parforhold og at alle har op og nedture i sådan eet, men hvornår er nok så nok?
Gid nogen kan forstå det jeg har skrevet og vil give et synspunkt med på vejen.
Hvor begynder jeg ?