Jeg er skruk

Hej...
Jeg er en pige på 23, der har verdens dejligste kæreste. Jeg har i den sidste månedstid vaæret så skruk som aldrig før. Mange jeg kender er lige eller skal være forældrer indenfor den nærmeste fremtid og jeg ved ikke om det kan have noget med det at gøre. Men det der er mit problem er at jeg næsten ikke kan holde tanken ud om at der skal gå nogle år før jeg skal have børn. Min kæreste vil meget gerne have børn, og er på min alder, men han vil ikke endnu, overhovedet. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at komme af med denne følelse. Det kribler i mavne konstant føler jeg og det er virkelig belastende at have det sådan når ens kæreste ikke har det på samme måde, det er svært for ham at forstå, hvordan jeg har det. Men ja er der andre der har haft ligende problem? Egentlig ved jeg jo godt at jeg skal tænke på noget andet og vente til min kæreste er klar, men ved bare også at hvis han kom i morgen og sagde at han gerne ville have et barn, så ville jeg ikke tøve et sekund. Hvad skal jeg gøre?
Hilsen den skrukke😮

Du er 23 og ugift. Får styr på dine personlige forhold. Når de er på plads har du sikkert alderen til at få børn med en jævnaldrende mand.

Hej
Jeg fik selv barn som 22 årige, hun var dog ikke planlagt. Jeg har aldrig fortrudt det, men tænker indimellem på den korte ungdom jeg fik og det store ansvar jeg på tog mig. Derfor vil jeg råde dig til at vente et par år eller måske mere førend du begynder projekt baby. Brug tiden på at nyde friheden og finde dig selv ( -og glæd dig til den dag kommer, hvor du bliver mor).

Man siger fandme ikke til et pigebarn, som er skruk, at hun skal slappe af! Mon ikke det er DIG, der skal slappe af - og så kan du jo bruge ventetiden til at sætte dig ind i de følelser, som en skruk pige gennemgår.... Det aner du ikke en skid om!
Til den skrukke pige.... Du kan ikke gøre andet end at forsøge at ovbertale kæresten til, at det skal være nu --- han vil jo gerne men er måske ikke parat. Men hvis han elsker dig kan du GØRE ham parat...
kærligst mancph/t[l]rben

at drikke store mængder alkohol så tidligt på dagen, for du vil vel ikke sige at du er fuld alvorlig, med de råd❓ ... TAK skal du ha` !😮

Ja, tak for jeres mange og ikke mindst MEGET forskellige svar.
- Allerførst vil jeg sige at det virkelig er svært at slappe når man først er havnet i denne"onde"cirkel hvor man er skruk 24/7. Mon ikke det er meget naturligt at man som kvinde bliver vildt skruk af at se babyer hos alle man kender, når man føler sig så sikker på sin kæreste end noget andet. Samtidig skal jeg også lige sige til mit forsvar at vi har været sammen i fem år, så hvis der skulle komme en baby, ville han og jeg klare det til UG, det er jeg slet ikke i tvivl om.
Men når det så er sagt, så kan og SKAL man ikke påtvinge ham en baby, slet ikke ved at smide pillerne (selvom jeg er skruk, og tanken har været der) det ville soimpelthen ikke være retfærdigt overfor ham...
Men som du, Ieet, siger, så burde en god snak med ham vel være på sin plads, for det er jo noget jeg går og tænker rigtig meget over, og det er vel et "problem" ligesom så mange andre? Eller hvad? Det er vel meget normalt at være skruk som 23 og lige har afsluttet sin uddannelse, så får tilværelsen vel et andet perspektiv....?
Men ja, jeg synes bare det er så svært når man har det sådan, men heldigvis er der da en veninde der deler samme problem, og hun er ligeså meget i vildrede som jeg. Vi havde godt nok en hyggelig snak her den anden dag, hvor vi fandt babynavne, så tanken er ham jo ikke fjern, men stadig skal det ikke være endnu, mener han...

Tænk sig at høre en mand sige at han FORSTÅR, eller i hvert fald kan sætte sig en smule ind i hvilke tanker der løber igennem hovedet på en skrupskruk kvinde!
Og du ved lige hvad du skal sige 😃😃😃
Bravo.. Du har sgu fattet at kvinder nogen gange kan blive lidt, jaae, få en "fiks" idé, men som måske kan være reel nok og det hele handler altså her om følelser, og det forstår du.. Smukt..
Til pigen, du kan ikke oevrtale ham, det kommer der ikke noget godt ud af, men du kan snakke med ham om hvornår han tror han er klar og så har du da et mål at gå i mod.
Hvis han så siger, exempelvis, minimum om 3 år, jamen så har du noget at gå ud fra.
Sker det før og du stadig er ligeså skruk, jamen så er det jo bare dejligt, men jeg ville også sige som et par af de andre: Nyd din ungdom, når først du har fået barnet, så vil du opdage at der er mange ting du måske vil savne eller ønske du havde gjort, så gør det nu !
- Kender det fra mig selv af. Jeg ønskede også et barn da jeg var 21, kæresten og jeg var engige og fik det, og ikke et sekund har jeg fortrudt. Dog har jeg da indimellem tænkt at vi godt kunne have ventet uden nogen ville have taget skade så vi kunne tage ud og få nogle flere oplevelser sammen alene, men sket er sket og jeg er da lykkelig for mit liv, håber jeg også du vil blive med dit og skulle han blive klar inden, så bare kom i gang😉 Synes i hvert fald ikke din alder lyder til at være til nogen hindring, for du lyder til at være klar, men se nu tiden an.. 😉
Kærlig hilsen Lise

🙂vent og se tiden an.

Hejsa
Jeg forstår dig fuldt ud, da jeg nemlig er i præcis samme båd. Det kunne ikke ligne bedre! Jeg har selv været meget i tvivl om, hvordan jeg lige har skulle gribe det an. Men her er så, hvad jeg har gjort..
Jeg har været sammen med min kæreste i 5 år, og ingen tvivl om, at det skal være os, og vi begge to helt vildt gerne vil have børn. Men ja, han er så bare ikke helt så klar, som jeg er. Min teori er, som nogle af de andre også siger, at man ikke skal presse en mand til at få barn nu, hvis ikke han føler sig klar til det. Men man kan nu godt puffe lidt til ham, snakke om det, for som du selv siger, så er det vel lidt et problem, at man går rundt og ikke kan tænke på andet, hvis virkelig ikke at det er snart.. og hvorfor skal hans hoved egentlig bestemme, hvornår vi skal have børn??? Vi må vel også skulle have noget at sige...
Jeg er færdig med min uddannelse om et år (og vil senere bygge ovenpå), det samme er han. Jeg er 22 og han er 23. Vi er altså begge, gået i gang med uddannelse hurtigt og er dermed også unge når vi er færdiguddannede. Vi begge har rejst meget, både med og uden hinanden og vi har det ikke mindre end fantastisk sammen og bor i en lækker lejlighed, passer hver vores venner og fælles venner, og har det bare godt.. så en lille bæbs ville ikke mangle noget som helst. Og ja, hvorfor så blive skruk og hie efter et barn?? Fordi det kunne være dejligt og fordi der nærmest ikke er grunde til at lade vær!! Ja, nogle vil måske mene, at man ikke får nok ungdom med, hvis man får et barn i den alder. Men det kan man bare ikke generalisere. Lige gyldig hvor gammel man så end er når man får børn, vil jeg æde min gamle hat på, at man på et tidspunkt kommer til at savne de gode gamle dage, hvor man gik i byen hver torsdag, fredag og lørdag.. man mærker det måske mere, når man ikke er mere end 22 eller 23, men det er da nødvendigvis ikke en grund til at lade være, alt afhængig af hvem man er.
Min kæreste har været meget "jeg kan ikke sige, om jeg er under eller over 30 år før jeg vil have børn, det kan godt ske, måske er jeg over, måske er jeg under, men synes da lige jeg vil have min kandidat først (så er han 25 og det samme jeg), og tjene nogle penge først", - og det var bare ikke godt nok til mig, som altid har villet være ung mor/ikke gammel, da min egen far er gammel, og vil gerne have at han når at opleve mine børn.. og så har jeg bare altid været langt mere moden i forhold til min alder, i forhold til min kæreste. Så det har jeg jo måtte forklare ham. En anden faktor er, at det jo er MIG der skal gå rundt med barnet i mig og ikke ham, Mig der er på barsel, og MIG der aldrig får et job, hvis jeg som 25årig kommer ud og søger og samtidig siger, at jeg har været sammen med min kæreste i 8 år men ingen børn har... hmmm!! Sådan noget forstår mænd bare ikke. Og ALLE sådanne faktorer, som er reelle, er sgu okay at smide i hoved på ham.. Det er som om, at han kun har kunne se, hvordan et barn ville passe perfekt ind i hans hoved. Men hallo... verden er en anden, det kan tage 1 år eller 2, før man overhovedet bliver gravid.. og det kan også sagtens tage 3-6 måneder, før p-pillerne er ude af kroppen. Anyway, vi har snakket/diskuteret vendt og drejet det hele mange gange, og selvfølgelig vil jeg heller ikke have et barn, før han er med på den..
men fakta er nu, at han forleden spurgte mig, hvad jeg synes, hvornår jeg havde tænkt mig et barn osv osv.. og jeg blev hel "what, han spørger faktisk til mine behov, hvad jeg har lyst til" (vi skal vel gå lidt på konpromis, vi vil jo gerne være sammen!!)
Jeg blev hel lamslået, og vidste ikke engang, om jeg turde lufte min ide for ham, for tænk nu, hvis han ville løbe skrigende væk..
Men fortalte ham, at i mit hoved, så jeg gerne at blive gravid til efteråret, så det passer med at jeg får min bachelor og går på barsel, så jeg kan tage kandidaten efter barsel.. (som man jo heller ikke kan regne med, fordi man jo ikke altid liiige bliver gravid når man vil det..) Men at det var det jeg ville..
(ja, hvis han kom og sagde, "nu smidder vi sgu p-pillerne og prøver", så ville jeg da være den første til at sige ja.. -men ville jo heller ikke bare sige, "jeg vil have barn nu", jeg behøvede nogle konkrete ting jeg kunne fortælle ham (iforhold til studie, bolig, økonomi osv), før han kunne forstå mig.. og det viser sig så nu, at han KAN forstå mig:-)
Det sidste han har sagt til mig, er, at "vi er slet ikke så langt fra hinanden som du tror".... (og vi taler altså fra "Nej, måske er jeg 30, jeg kan ikke sige det" til at sige sådan to måneder efter... mænd skal have lidt af gangen, bid for bid.... ikke snakke om det hver dag, men det lyder som om, i slet ikke har fået nogen "ordentlig snak" endnu, hvor han måske også kan se dine behov og følelser, frem for alle hans praktisk grunde til at vente... efter denne snak, som måske tager to dage, og hvor du er hundredprocent ærlig, og selvfølgelig også lytter på ham, skal du holde lidt igen.. og ja, så er han måske den første til at nævne ordet barn igen... Held og lykke med det!🙂Min teori er i hvert fald, at nogle mænd ikke tager skade af, at snakke om det, vende og dreje det.. tvært imod, ellers bliver de ALDRIG klar, lige gyldig alder...

Jeg har hørt at mænd ikke bliver klar før baby kommer.
Min kære mand gider ikke at høre på baby-snak. Han er alligevel nød til det hver dag, for der er ikke andet i mit hoved. Han er dog begyndt at smile lidt når jeg snakker om det. Så måske det alligevel hjælper?
Jeg tror ikke han bliver klar for barnet kommer, hvilket jeg har fået bekræftet af flere fædre. Prøv at fortælle manden det. Det hjalp lidt her.
Håber du for baby-drømmen opfyldt.