Iran skal ændre politik
Hvad er det, der gør, at vi synes, at Iran er farlig?
Er det deres politik/adfærd, eller det beriget uran?
Er det pistolen eller føreren af pistolen, der er farlig? Det er selvfølgelig føreren.
Ok, de vil gerne berige uran, det er blevet prestigefyldt for præsidenten og præsterne.
De vil tabe ansigt og magt, hvis de ikke kan slippe af sted med dette.
Israels sikkerhed på lang sigt afhænger ikke af, om Iran beriger uran eller ej, men af landets hensigter og politik, ellers skulle de jo logisk set også være bange for USA.
På den anden side afhænger verdens sikkerhed af, om vi kan begrænse teknologien og A-bombens spredning. For hvert land, der får bomben, stiger risikoen.
Vi må derfor kræve følgende.
1) Ayatollahernes magt begrænses til at være af repræsentativ art.
2) Iran anderkender Israel eksistens.
3) De stopper censur af medierne.
4) De frigiver alle politiske fanger.
5) De stopper al diskrimination af minoriteter,
herunder religiøse.
6) De tillader reele valg og afskaffer kravet om religiøs clearing af deres kandidater.
7) De stopper MOIS's direkte/indirekte terrorhandlinger.
8) Det støtter op om skabelse af lov og orden i Irak i stedet for det omvendte. USA's indgriben var en fejl, men det er deres også. Men uden USA bliver der borgerkrig. Iran kunne være med til at forhindre dette.
9) Præsidenten underkaster sig en mentalundersøgelse. (For Ayatollaherne er det ikke nødvændigt)
Der er sikkert andet, jeg har glemt, men noget i ovennævnte stil.
Årsagen til nuværende krise/problemstilling skyldes nemlig til dels ovenstående. Det er klart, at ændringen af ovennævnte politik skal ske på en sådan måde, at den både bliver troet af den iranske befolkning såvel som af omverden.
Endelig skal Iran forholde sig til, hvorvidt de mener, om "udbredelse af A-våben eller bare uranberigelse" er en god ting, og/eller hvordan de ønsker, at begrænse dette i praksis i verden på en troværdig måde.
Iran blander sig nu så meget i Irak, at man godt diskret nu kunne bombe den fabrik, der producerer IED'er, hvis de ikke vil samarbejde. Dvs. deres prestigeprojekt venter man lidt med.
Iran bliver før eller siden en stormagt. Spørgsmålet er bare, om det skal være en på linie med Tyskland,Frankrig, og Japan til gavn for handel og verden i al almindelighed, eller om det skal være en stormagt styret af religiøse fanatikere. Hvis det er det sidste, så bliver det uden uranberigelse.
Hvis der sker en eskalation af konflikten, så går vi alle i krigstilstand.
Iran må til at dreje ind på en vej, der hedder handel, økonomi og udvikling. Lad præsterne stå for eksporten af den islamiske revolution og ikke hele den iranske befolkning eller/og navnlig deres økonomi, og vel og mærke kun med fredelige midler.
Er det deres politik/adfærd, eller det beriget uran?
Er det pistolen eller føreren af pistolen, der er farlig? Det er selvfølgelig føreren.
Ok, de vil gerne berige uran, det er blevet prestigefyldt for præsidenten og præsterne.
De vil tabe ansigt og magt, hvis de ikke kan slippe af sted med dette.
Israels sikkerhed på lang sigt afhænger ikke af, om Iran beriger uran eller ej, men af landets hensigter og politik, ellers skulle de jo logisk set også være bange for USA.
På den anden side afhænger verdens sikkerhed af, om vi kan begrænse teknologien og A-bombens spredning. For hvert land, der får bomben, stiger risikoen.
Vi må derfor kræve følgende.
1) Ayatollahernes magt begrænses til at være af repræsentativ art.
2) Iran anderkender Israel eksistens.
3) De stopper censur af medierne.
4) De frigiver alle politiske fanger.
5) De stopper al diskrimination af minoriteter,
herunder religiøse.
6) De tillader reele valg og afskaffer kravet om religiøs clearing af deres kandidater.
7) De stopper MOIS's direkte/indirekte terrorhandlinger.
8) Det støtter op om skabelse af lov og orden i Irak i stedet for det omvendte. USA's indgriben var en fejl, men det er deres også. Men uden USA bliver der borgerkrig. Iran kunne være med til at forhindre dette.
9) Præsidenten underkaster sig en mentalundersøgelse. (For Ayatollaherne er det ikke nødvændigt)
Der er sikkert andet, jeg har glemt, men noget i ovennævnte stil.
Årsagen til nuværende krise/problemstilling skyldes nemlig til dels ovenstående. Det er klart, at ændringen af ovennævnte politik skal ske på en sådan måde, at den både bliver troet af den iranske befolkning såvel som af omverden.
Endelig skal Iran forholde sig til, hvorvidt de mener, om "udbredelse af A-våben eller bare uranberigelse" er en god ting, og/eller hvordan de ønsker, at begrænse dette i praksis i verden på en troværdig måde.
Iran blander sig nu så meget i Irak, at man godt diskret nu kunne bombe den fabrik, der producerer IED'er, hvis de ikke vil samarbejde. Dvs. deres prestigeprojekt venter man lidt med.
Iran bliver før eller siden en stormagt. Spørgsmålet er bare, om det skal være en på linie med Tyskland,Frankrig, og Japan til gavn for handel og verden i al almindelighed, eller om det skal være en stormagt styret af religiøse fanatikere. Hvis det er det sidste, så bliver det uden uranberigelse.
Hvis der sker en eskalation af konflikten, så går vi alle i krigstilstand.
Iran må til at dreje ind på en vej, der hedder handel, økonomi og udvikling. Lad præsterne stå for eksporten af den islamiske revolution og ikke hele den iranske befolkning eller/og navnlig deres økonomi, og vel og mærke kun med fredelige midler.