Hvorfor er livet som det er?

Hvorfor bliver man så deprimeret når man er stresset?
Jeg ligger i en meget dårlig situation nu. Er vred på min mor, skal rejse til Halmstad, selvom jeg ikke gider,men bliver nødt til det, har prøvet at snakke med min lærer om det, men han siger at jeg ikke kan melde mig fra nu, da det er på søndag vi tager afsted. Livet er så surt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?!! Det hele betyder bare intet for mig, jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over mig selv. Jeg har ingen tålmodighed, har ingen jeg kan snakke om min problemer med. Er jeg ved at blive skør?
Har lyst til at forsvinde fra det hele.
Har lyst til at slå de 10 mennesker som har voldtaget et barn på 5 år. Hvordan kunne de gøre det? Hvad har de på hjertet? Hvor gør det ondt. Hvordan kunne de dog nyde deres perversitet med et barn på 5 år????? Svar mig!!
Hvorfor et livet som det er?

Livet er vel sådan, på grund af en selv, alle andre, og alle ting. Man kan jo ikke disideret gå ind og pege på een ting og sige "dér! har vi den som er skyld i det gode/onde". Der er mange ting der spiller sammen, og som resultere i en verden, hvor livet kører derud af i et støt tempo (1 time i timen, en dag om dagen..)
Alt hvad der sker i de timer og dage, er totalt overladt til dig selv, andre mennesker, og dyr og ting. At verden så er så ond som den er, kan vi vel kun takke os selv, og vores medmennesker for.
"..jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde over mig selv." Grin dog! Ikke fordi du er latterlig i en negativ vending, men fordi der er mindre deprimerende. Man kan helt blive i godt humør ved at grine, eller hører andre grine. Så grin løs, og nyd din rejse til Halmstad. Mon ikke det bliver sjovt og spændende, hvis du bare gidder at lukke op for det? Hvis du bare går rundt og er sur og deprimeret hele tiden, så ødelægger du en hel udflugt for dig selv og mulighvis også for klasse kammeraterne.
Op med humøret, og god tur!

mange tak for dit brev.
Jeg vil prøve at tænke positivt over den rejse til Halmstad, jeg ville aldrig kunne finde på at ødelægge turen for min klassekammerater pga mine problemer.
Tak.
Kærlig hilsen
Maria

Det er min ærlige mening,jeg er også, men en sjælden gang trist, for nu ville jeg alså godt ha' det og det.
Men se livet fra en anden vinkel,du er ganske givet både ung og køn, 16 år og med HELE LIVET SOM LIGGER FORAN DIG, og så er du trist til mode.
Tænk på de stakkels mennesker, som er tvungen til at ligge i deres seng, eller sidde i en kørestol, og er ikke kan røre sig til noget, uden at skal ha' hjælp fra andre, tænk på at du selv kan stå op om morgenen, tage tøj på, osv. osv.du har din fulde frihed, og kan gøre hvad du vil, vel og mærke under ansvar.
Mange af jer unge mennesker, har så forbandet travlt med komme videre i livet, jeg tænker her på finde en kæreste, hus bil børn mm, og inden i får set jer om så sidder mange af jer piger som enlige mødre, for i har faktisk spilt jeres liv, fordi i havde så travlt i jeres unge år.
Rejse væk, som du skriver, det kan du godt glemme alt om, Problemerne følger med, UANSET hvor du befinder dig, du kan da' godt rejse væk, og starte på en frisk, men inden du gør det, skal du ha' ryddet helt op.
Ha' en god rejse, og alt godt fremover.
Hej

GODT SVAR FRA talant - OG GODT OG POSITIVT FEED-BACK FRA Maria - jeg tror paa at det skal blive alletiders tur
bare det var mig ihh alsaa hvor ville jeg gerne..

Jeg kan godt følge dig lidt i hvad du skriver, men er lidt uenig i hvad du skriver med at tænke på andre.
"Tænk på de stakkels mennesker, som er tvungen til at ligge i deres seng, eller sidde i en kørestol, og er ikke kan røre sig til noget, uden at skal ha' hjælp fra andre,.."
Ja, man skal da tænke på dem, uden tvivl, men jeg syntes ikke man skal tænke på dem, for at retfærdigøre ens egen tilstand. At blive deprimeret, er jo ikke forbeholdt ilde tilredte mennesker. Alle kan blive deprimeret, og jeg tror ikke det hjælper så meget at sammenligne os med folk der har det være end os selv. Man skal gøre det klart for sig selv, at man selv kontrolere en lille del af livet, og at man har magten til selv at gøre det godt og dejligt. At 'fryde' sig, eller bekymre sig, over andres tilstand i tilværelsen, hjælper ikke meget.

Jeg vil også sige tak for dit brev Jens.
Selvom man er ung og køn betyder det ikke, at man har hele livet foran sig. Jeg tænker anderledes, føler noget dybt anderledes end andre, måske ikke, måske er jeg bare ved at blive skør?skizofren?. Jeg synes ikke jeg har frihed, og kan gøre hvad jeg vil. Ikke ligesom de andre unge. Jeg kan slet ikke være som dem, ikke fordi jeg ikke vil, kan bare ikke, det er svært at formulere det. Jeg har ikke travlt med mit unge år, jeg kan bare næsten ikke vente til jeg får selvstændigheden. Jeg vil være uafhængig. Du har ret, at rejse væk hjælper ikke en dyt. Problemerne følger med, uanset hvor jeg befinder mig.
Og du kan rolig tro, at jeg tænker meget på de mennesker som er tvunget til at ligge i deres seng, sidde i en kørestol, eller endnu værre, de mennesker som lider ekstremt hårdt, de pårørende, de efterladte..
jeg må hellere stoppe her.
Maria

Kære Maria!
Ville lige give dig en forstående håndsrækning... Jeg kan kende mig selv i dine tanker om livet. Jeg følte præcis det du giver udtryk for, og var jeg ikke helt nede, så kunne jeg i glimtvis være helt oppe.. Det tager bare for hårdt på følelserne i længden.
Jeg følte mig også "fanget" på en underlig måde.. Ville være fri, og sætte mit præg på mit liv. Men det var ikke så lige til, og det er jo nok dér de depressive og sørgmodige tanker kommer fra. At man føler, at man lever "en andens" liv - for ens eget skulle ihvertfald være helt, helt anderledes!! MEN, det kan lade sig gøre at finde ro og blive tilfreds med det liv man har. For mig at se, så kommer det hele indefra! Det er din indre tankeverden der skal reformeres....
Sådan hjalp jeg ihvertfald mig selv ud af alle de forventninger og ideer jeg havde til mig selv, men som slet ikke kom fra mig.. Jeg havde ladet mig påvirke af mine omgivelser, så jeg tilsidst ikke kunne skelne mellem hvad der var mine ønsker, og hvad der var deres ønsker for mig. Ek. Hvis min mor syntes jeg var pæn i rødt tøj, så kunne jeg lide rødt tøj. Hvis min lærer syntes jeg var en flittig elev, så skulle jeg være flittig. Og endnu værre.. de mobberier jeg var blevet udsat for - at nogle syntes jeg var tyk, så syntes jeg også at jeg var tyk. Hvis nogen syntes jeg var kedelig, så syntes jeg også jeg var kedelig, og havde svært ved at deltage i fester osv. "for det var jo ikke mig"...
En dag fik jeg nok!!! Desværre så var jeg også helt nede at skrabe bunden, så langt nede at jeg selv kunne se at det billede verden ville lave af mig ikke passede... SÅ var det på tide at sige stop!!! Jeg lukkede mig simpelthen inde i mig selv, og satte spørgsmålstegn ved alt det jeg havde dannet som min identitet. Jeg ved det lyder indviklet - men jeg er den dag i dag stolt over at jeg klarede mig igennem ved egen hjælp, da jeg nu er klar over, at den eneste der har haft indflydelse på hvad jeg indeholder og værdsætter er MIG!!!
Jeg lyttede til hver enkelt ting som var blevet sat på mig som værende "et udtryk for mig, den jeg er, og det jeg gør"- både af mig selv og omverdenen. Smed det væk som ikke føltes rigtigt i mig, og beholdt det som var sandt. Både ved mine styrker og mine svagheder... Det tog tid. Det var sværest at komme igang, men da jeg først begyndte at føle fornemmelsen af "frihed", var det ligesom en snebold der bare ruller afsted og vokser..
Det var en svær tid, for mine omgivelser forstod ikke helt hvad der skete med mig, og jeg havde ikke resoucer til at forklare så meget. Havde bare brug for at skulle tage mig af mig selv.. Jeg vidste indeni at jeg var på rette vej, og så måtte det koste hvad det ville. Det bedste ved det var, at min glæde, overskud, tilfredshed og gnist i livet voksede i takt med at jeg fik kontakt til det menneske jeg er... Og det kunne folk i mine omgivelser mærke, så de lod mig have fred til "mit projekt" og gav mig den "plads" jeg spurgte efter...
Når jeg ser på det nu, så føltes det lidt som et hamp-skifte jeg havde gang i... Ud af det tørre, krøllede og døde hylster som man knap har kunnet trække vejret i. Ud i det fri i sin nye, smidige, lækre, flotte og indbydende indpakning.. (psykisk set, men har man det godt psykisk så følger det fysiske automatisk med)!Egentlig var det en fantastisk smuk oplevelse selvom den også på mange måder var smertefuld og fyldt med usikkerhed på fremtiden. Men det er jo livet, og vil man være tilstede i det, så handler det om at lære at magte de følelser i stedet for at dække sig ind, ved at påtage sig ansigter som slet ikke tilhører én.
For mig har det ihvertfald været en genfødsel at TURDE stå ansigt til ansigt med mig selv og siden omverdenen... Det koster selvfølgelig ting, bekendtskaber, opfattelser.. Men det er ingenting i forhold til hvad man vinder. Husk på, at hver ting der nu er i mit liv, er der fordi JEG har valgt det, og JEG er MIG i hvert og eneste af de forhold, opfattelser osv. Det giver mig følelsen af frihed og uafhængighed.. De ting som prosessen kostede er da selvfølgelig smertefuldt, men de var jo ting, forhold, opfattelser som jeg hele tiden skulle gøre noget bestemt/sige noget bestemt/ skjule noget bestemt og det var DET der fik mig til at føle mig FANGET og AFHÆNGIG!!!
Alt i alt håber jeg at jeg kunne være med til at inspirere dig til at finde DIN uafhængighed i DIT liv, for det er DIT, og det leves KUN denne ene gang! Man burde tænke sådan, fodi det pludseligt bliver muligt at forstå, at det hele en dag er slut... Og fordi det kan være motiverende til at få det bedste ud af det, mens man har det. Det handler om at have FÅET NOK af at være fanget og føle sig afhængig! Find trygheden i dit liv i dig selv! :-)
Mange kærlige hilsner
Tulle

Hejsa
Vi ved aldrig hvad der venter os, men hvis man med åbent og positivt sind tager imod de udfordringer som vi møder så sker der tit noget positivt. Halmstad lyder ikke umiddelbart som det fedeste sted på jorden, men du møder helt klart nye spændende mennesker, nye steder, nye kulturer ja alt bliver nyt og spændende hvis du selv tør engagere dig i dit kommende liv som Svensker.
Jeg var engang ved at rejse til en øde by i Grønland bange for at kede mig ihjel blev jeg hjemme. Jeg er den dag i dag overbevist om at jeg dermed gik glip af natur, kultur og mennesker ja oplevelser for livet.
Og så alt det andet: Nej, der er desværre ikke en god mening med alt. Der sker mange syge ting. Der er ikke andet at gøre end tage afstand fra alle de syge ting.

Har lige læst dit indlæg. Er en gammel fyr og det gør mig ondt at høre - læse at livet ikke har behandlet dig godt. Har selv nu i 3 år været depremiret - svært ved at se lyset - mit korte råd til dig er at holde ud - alt også det dårlige - negative i livet får en slutning. Tilgiv mig men du er ung og meget godt venter på dig - tro mig - hold ud og bær smerten.
knus henrik

Gud, hvor jeg hader mit liv


jeg lider af ptsd, som jeg fik efter en traumatisk oplevelse da jeg var 13 år, og har det ad helvede til
jeg har gået til psykolog for 3 år siden,
(4 sessioner) men måtte stoppe efter det, fordi kommunnen ikke ville give mere tilskud.
jeg får noget anti depressiv medicin, men ved ikke hvor meget det hjælper

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, er 21 år idag, og tænker alt for ofte på selvmord, da jeg ikke kan overskue livet

så maria du er ikke den eneste