En negativ forandring
Hej alle
Nu havner den så her som det første, og kan måske blive første trin til en selverkendelse.
Først vil jeg gerne pointere at det ikke har noget med selvmord at gøre - kunne jeg aldrig drømme om.
Jeg er en mand på 23 år, og mit problem er kort sagt at jeg er begyndt at glide væk fra alt og alle. Jeg taler kun ligegyldig overfladesnak med mine forældre da jeg ikke vil have de skal komme mig for nær, sådan har jeg nu fået det med alle.. min søster, mine venner, mine kolleger, mine bekendte. jeg vil gerne ud af denne "onde cirkel". men jeg kan simpelthen ikke tage skridtet og blive åben/ærlig i samtale. ikke engang til min egen familie kan jeg ikke vise kærlighed i form af ord el. andet. Jeg synes heller ikke længere det er rart hvis de giver mig et "tak for i aften kram". Måske kunne det minde lidt om berøringsangst.
Jeg ved ikke hvad jeg ellers kan sige, for jeg ved ikke hvad der er galt. Det har ikke været sådan før. Jeg er heller ikke den glade person som jeg var tidligere. Jeg har ikke haft en kæreste i 3 år, og har derfor heller ikke haft sex med en der elsker mig i 3 år - for her tæller prostituerede ikke ind under. Inden i mig har jeg et bæger der er ved at flyde over at brug for nogen at virkeligt betro sig til - og det er paradoksalt når jeg har en god familie at kunne gøre dette til.
Jeg har et godt job + et nogenlunde job, + et lorte job = 3jobs, og føler derfor at jeg ikke laver andet end at sove/spise/arbejde. Jeg er sjældent ude i byen el. noget måske 1-2 gange årligt. Jeg har arbejdet fra 13år, slidt min knæ til slidgigt og erhvevet mig div. skader og ar.
Dette er i mine øjne et ordentlig læs patetisk selvynk, og jeg ved jeg kommer til at fortryder jeg sådan flæbber offentligt.
Men nu er det altså begyndt at gå rigtigt galt for mig. og jeg vil gerne tilbage til den gamle "mig" inden jeg taber resten af mig selv eller min familie.
hvor starter jeg?????
Nu havner den så her som det første, og kan måske blive første trin til en selverkendelse.
Først vil jeg gerne pointere at det ikke har noget med selvmord at gøre - kunne jeg aldrig drømme om.
Jeg er en mand på 23 år, og mit problem er kort sagt at jeg er begyndt at glide væk fra alt og alle. Jeg taler kun ligegyldig overfladesnak med mine forældre da jeg ikke vil have de skal komme mig for nær, sådan har jeg nu fået det med alle.. min søster, mine venner, mine kolleger, mine bekendte. jeg vil gerne ud af denne "onde cirkel". men jeg kan simpelthen ikke tage skridtet og blive åben/ærlig i samtale. ikke engang til min egen familie kan jeg ikke vise kærlighed i form af ord el. andet. Jeg synes heller ikke længere det er rart hvis de giver mig et "tak for i aften kram". Måske kunne det minde lidt om berøringsangst.
Jeg ved ikke hvad jeg ellers kan sige, for jeg ved ikke hvad der er galt. Det har ikke været sådan før. Jeg er heller ikke den glade person som jeg var tidligere. Jeg har ikke haft en kæreste i 3 år, og har derfor heller ikke haft sex med en der elsker mig i 3 år - for her tæller prostituerede ikke ind under. Inden i mig har jeg et bæger der er ved at flyde over at brug for nogen at virkeligt betro sig til - og det er paradoksalt når jeg har en god familie at kunne gøre dette til.
Jeg har et godt job + et nogenlunde job, + et lorte job = 3jobs, og føler derfor at jeg ikke laver andet end at sove/spise/arbejde. Jeg er sjældent ude i byen el. noget måske 1-2 gange årligt. Jeg har arbejdet fra 13år, slidt min knæ til slidgigt og erhvevet mig div. skader og ar.
Dette er i mine øjne et ordentlig læs patetisk selvynk, og jeg ved jeg kommer til at fortryder jeg sådan flæbber offentligt.
Men nu er det altså begyndt at gå rigtigt galt for mig. og jeg vil gerne tilbage til den gamle "mig" inden jeg taber resten af mig selv eller min familie.
hvor starter jeg?????