Hvordan kan blod redde liv?

Daglig udsættes mange for det etiske dilemma at skulle tage stilling til organtransplantation, abort eller „retten til at dø“. Forhåbentlig bliver den slags aldrig aktuelt for dig.
Men der er ét spørgsmål som kræver din opmærksomhed: Hvordan kan blod være livreddende?
Mange spekulerer nu, af gode grunde, på hvor risikofrit det er at modtage blod. Men blodtransfusion er ikke kun et lægeligt spørgsmål. Det har bragt Jehovas Vidner i nyhedsmedierne. Har du tænkt på hvorfor disse mennesker, der ellers ikke afviser lægebehandling, nægter at modtage blod?
Som du vil få at se, har de medicinske og moralske aspekter i dette direkte betydning for hvordan du kan redde det dyrebareste du ejer — LIVET

http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=486991
Hyggehejsa fra
PiDK

Jeg var vidne til at en person fik sin arm i klemme i en maskine. Hans blod sprøjtede ud, og jeg troede det var dét!!
Men selvom han næsten fik revet armen af, så lykkedes det meget kompetente læger at redde den.
De sagde bagefter, at havde vi ikke reageret lynhurtigt, og havde han ikke haft en så god blodtype, så ville han ikke have overlevet.
Så kan ftg og alle andre sige hvad de vil. I dette tilfælde var blodtransfusionen livreddende. Intet alternativ.
Lagermann

Jeps PiDK, i denne uge må dette være ca det 20. indlæg om det emne.
Lagermann

vi har fået det banket i knolden at overdrivelse fremmer forståelsen. Men det undrer mig nu ikke at folk ikke kigger på anden end hvad der lige er på forsiden under de seneste indlæg.
Tjah... måske bliver folk inspireret (provokeret) til at skrive når det er skrevet på en bestem måde? Så er det der godt vi er så forskellige.
PiDK

"De sagde bagefter, at havde vi ikke reageret lynhurtigt, og havde han ikke haft en så god blodtype, så ville han ikke have overlevet. "
Lad os nu sige at manden havde haft en sjælden blodtype, og at lægerne ikke havde kunnet skaffe blod, ved du hvad lægerne så ville have gjort? De ville have givet ham saltvand. Det gjorde man ihvertfald under Vietnam-krigen da man ikke kunne skaffe blod til de sårede soldater.
Det man dør af, når man mister meget blod, er at blodkredsløbet klapper sammen, cirkulationen standses og man lider kvælningsdøden fordi kroppens celler ikke tilføres ilt. Når man tilfører saltvand fortyndes blodet, men blodkredsløbet holdes intakt. Saltvand er ufarligt fordi det udskilles gennem nyrerne. Man kan altså ikke overfylde blodkredsløbet med saltvand, men det kan man med blod. Hvis man overfylder blodkredsløbet, så dør man.
Venlig hilsen, ftg.

...noejes med det naestbedste, hvis du kan faa det bedste?

Det bedste er at sige nej tak til blod. Grunden er at hvis blodet bliver fortyndet, så vil organismen straks give sig til at producere nyt blod. Dette sker ikke hvis der er blod nok. Men det fremmede blod er og bliver et fremmedlegeme, noget som ikke hører hjemme i kroppen, for der findes ikke to ens blodtyper. Hvert eneste menneskes blod er forskelligt fra hinanden, ligesom fingeraftryk. Det vi kalder blodtyper er i virkeligheden kun forligelighed, og kroppen vil med tiden afstøde det fremmede blod. Ved at anvende saltvand vil man altså hurtigere opbygge sit eget blod, og dermed blive hurtigere rask.

Hvis jeg skulle opereres ville jeg ønske noget der ligner en konservativ blodtransfusions praksis. Hvad betyder det og hvorfor ville jeg det?
I dag forsøger man ofte at holde blodets hæmoglobinindhold over 100g/L (man definerer anæmi som et hæmoglobinindhold under 120 g/L). Imidlertid viser forsøg, at en såkaldt konservativ transfusionspraksis, hvor man i stedet forsøger at holde hæmoglobinindholdet i blodet mellem 80-100 g/L (læs: man er mindre tilbøjelig til at anvende transfusioner) giver højere overlevelsesprocenter, samt færre bivirkninger og kortere indlæggelsestid.
Blodtransfusioner bør altid gives som en afvejning. Det vil nemlig altid belaste kroppens immunforsvar at give blod fra en anden donor- denne belastning skulle helst ikke overstige fordelen ved at modtage blod. Forsøgene viser, at den liberale praksis man hidtil har anvendt ikke er så effektiv som en mere konservativ praksis, så i dag er man godt i gang med at ændre praksis.
Men betyder det så, at ingen blodtransfusioner er bedre? Nej, i Dr. Mengeles operationsstue har man lavet undersøgelser med frivillige (Jehovas Vidner) for at se, hvor stor dødeligheden bliver ved meget lave hæmoglobinprocenter. Forsøgene viser:
1) Hvis man ikke lider af hjerte-kar sygdomme og i øvrigt er ved godt helbred, kan man uden problemer tåle en hæmoglobinprocent ned til ca. 50g/L. Lider man af hjerte kar-sygdomme er så lave hæmoglobinprocenter dog livstruende.
2) Hvis ens hæmoglobinværdi kommer under 50 g/L begynder dødeligheden at stige. Et forsøg beskriver erfaringerne- Hvis Jehova Vidne patientens hæmoglobinværdi er mindre end 60 g/L allerede inden en større operation stiger døeligheden pga. blodmangel (anæmi) helt op til 67,5%. Starter patienten med en værdi mellem 60-80 g/L er dødeligheden ca 33%. Forsøget viser meget naturligt også, at dødeligheden vokser, hvis operationen medfører et stort blodtab.
Derfor min strategi: Jeg ønsker for det første blodbesparende teknikker anvendt ved en eventuel operation. Dette er en naturlig måde at mindske risikoen for at behøve en blodtransfusion. Desuden ønsker jeg først en eventuel blodtransfusion, hvis hæmoglobin indholdet falder til under 50 g/L (Når hæmoglobinværdien falder under en operation, skyldes det, at man i første omgang altid forsøger at erstatte væsketabet med saltvand (eller evt. iltbærende væsker) ved konservativ transfusions strategier.
Derimod har jeg overhovedet ingen lyst til at udfordre de meget lave overlevelsesprocenter man kommer ud for, hvis man blankt afviser blodtransfusioner. Statistikken viser, at mellem 0.5%-1.5% af alle operationer på Jehovas Vidner ender med dødsfald pga. anæmi (blodmangel), svarende til, at mellem 500-1500 Jehovas Vidner mister livet ved operationer hvert år fordi de nægter at modtage blod (reelt acepterer ca. 30% af dem aligevel blod i situationen, så den reelle overdødelighed ligger snarere mellem 350-1050 JV'ere om året). Hertil skal lægges tallet for de JV'ere der ikke kan få blodtransfusioner til behandling af sygdom (eks. leukæmi).
Forøvrigt er den laveste værdi af hæmoglobin indhold, som et Jehovas Vidne har overlevet 14g/L- men det krævede også respirator i 3 uger, samt intensiv behandling for problemer der kunne være løst med en simpel blodtransfusion
En konservativ transfusionspolitik- ja tak! Afvisning af blod- Nej tak! Sådan ser jeg på det!
Læs mere om forskningen og erfaringerne indenfor medicin og kirurgi uden blod her: http://www.med.unipi.it/patchir/bloodl/bmr.htm

"Der findes ikke to ens blodtyper"? Er det en påstand du er villig til at dokumentere? Forklar mig lige hvorfor det er noget af det første man undersøger hos en person som har været ude for en ulykke med blodtab? Det er da for at finde et blodtype som matcher.
Desuden er den udtalelse en direkte modsigelse af det du sagde førhen. Ham jeg havde set få revet armen af var heldig fordi han havde en gængs blodtype, hvor en sjælden blodtype ville have været hans død? Rhesus 0 positiv f.eks. Enten har du den, eller du har den ikke. Det er en identifikation. En anden med samme blodtype har den identiske blodtype.
Du gør mig ligeså rundtosset som vores mand fra scientology. Det er umuligt at argumentere mod folk som er lukkede for andre synspunkter.
Lagermann

Hvis jeg har A Rhesus positiv og du har A Rhesus positiv, så betyder det at vort blod kan forlige sig med hinanden, men vort blod er ikke ens. Hvert eneste menneskes blod er unikt.
Hvis Rhesus-faktoren er omvendt, så er der tale om uforligelighed, og det kan man ikke leve med.
Med venlig hilsen, ftg.

Oehhh..... det er vist ikke helt saadan tingene haenger sammen, men godt forsoegt. Saltvand er et alternativ til bloddonation, og uanset hvad du saa i oevrigt mener om den sag, saa er en egentlig bloddonnation det bedste og mindst belastende for en krop der allerede er fysisk svaekket. Du har ret i at haemotopoiesen nok skal slaa til naar kroppen bliver aneamisk, men selv et raskt haemopoietisk system kan ikke altid hamle op med en voldsomt blodtab, hvorfor bloddonationen i disse tilfaelde bliver livsgivende. Dertil komme specifikke sygdomme, hvor haemotopoiesen er direkte ufunktionel, som f.eks. ved leukaemi, eller blot andre cancertyper, hvor kemo og anden behandling har oedelagt knoglemarven, og disse patienter har ikke en chance, hvis ikke de med jaevne mellemrum modtager blod. Jeg tror paa livet og retten til at vaelge. Saa vaelg du endelig IKKE at modtage blod, hvis det en dag blive aktuelt, men fratag ikke andre retten, eller modet til at vaelge livet. Det er nu engang det dyrebareste vi har!
To life....