Hvem er min næste ?
’Spørger du mig hvem der er min næste? Tja — det er mine familiemedlemmer, mine nærmeste venner — ja, ethvert menneske som jeg har et nært, personligt forhold til, er vel min næste.’
Ikke alle vil være enige i denne definition af ordet „næste“. Selv på Jesu Kristi tid var der uenighed om dette, som det fremgår af Lukas 10:25-37, hvor skribenten beretter om en samtale mellem Jesus og en mand der var velbevandret i den jødiske lov.
„Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ spurgte den lovkyndige.
„Hvad står der skrevet i loven? Hvordan læser du?“ spurgte Jesus.
„’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind,’ og ’din næste som dig selv’,“ svarede den lovkyndige.
„Du har svaret korrekt,“ sagde Jesus. „Bliv ved med at gøre dette, så vil du få liv.“
Men dét svar var den lovkyndige ikke tilfreds med. Han spurgte derfor: „Hvem er egentlig min næste?“
De jødiske skriftlærde sagde i overensstemmelse med deres mundtlige overlevering, men i modstrid med Moseloven: „Du skal elske din næste og hade din fjende.“ De skriftlærde og farisæerne hævdede at kun en jøde der overholdt den mundtlige lov kunne betragtes som deres næste. Jøder der ikke gjorde dette, og alle hedninger, betragtede de som fjender. Ifølge de skriftlærde og farisæerne måtte man ikke hjælpe hedninger og sådanne kætterske jøder, om så deres liv var i fare. Med dette i tanke, og for at retfærdiggøre sig fordi han ikke elskede alle mennesker, spurgte den lovkyndige: „Hvem er egentlig min næste?“
Som svar på dette spørgsmål fortalte Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner (jøderne betragtede samaritanerne som fremmede og hadede dem).
„En mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som ikke blot tog tøjet af ham men også tildelte ham flere slag, hvorpå de forsvandt og efterlod ham halvdød,“ fortalte Jesus. En præst fik øje på manden, men gik forbi på den modsatte side. Også en levit fik øje på ham, og reagerede på samme måde. „Men en samaritaner som var på rejse, kom ned mod ham, så ham og fik inderligt ondt af ham.“ Han behandlede hans sår, førte ham til et herberg, betalte for at få ham passet dér og sagde til værten at han på tilbagevejen ville komme og betale eventuelle yderligere udgifter.
„Hvem af disse tre,“ spurgte Jesus den lovkyndige, „synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?“ Den lovkyndige svarede: „Ham der handlede barmhjertigt mod ham.“ Jesus sagde så til ham: „Gå du hen og gør det samme selv.“
Både præsten og levitten måtte formodes at tilbede Jehova. Alligevel gik de begge forbi på den modsatte side. Ingen af dem opførte sig som en god „næste“ for den nødstedte mand. Samaritaneren, derimod, der blev hånet og forkastet af såvel præsten og levitten som af deres tro, reagerede som han burde. Han fik inderligt ondt af manden da han så hvilken sørgelig forfatning han var i, og kom ham til hjælp. Han gjorde sig selv til mandens næste. Han handlede næstekærligt.
I dag mener mange at kun de som vi har en nær tilknytning til, er vor næste. Grundbetydningen af det græske ord plesi′on, der oversættes med „næste“, er „nær“. Bibelen anvender imidlertid både i De hebraiske og i De græske Skrifter ordet „næste“ i en langt bredere betydning.
De skriftkloge og farisæerne på Jesu tid betragtede kun dem der efterlevede deres tros mundtlige overlevering som deres „næste“. Deres næstekærlighed var altså begrænset til deres trosfæller. Men Jehovas og Jesu kærlighed omfatter alle. (Mattæus 5:43-48) Sande kristne i dag bør efterligne deres eksempel. Hvis de ikke blot skal være kristne af navn, må de gøre sig selv til næste for alle mennesker og vise næstekærlighed mod alle.
Da samaritaneren gjorde sig selv til den nødstedte mands næste, fik denne så kærlighed til samaritaneren? Det oplyser Bibelen ikke, men sådan burde manden have reageret. Da Jesus kom til jorden og døde for menneskeheden, gjorde han i virkeligheden sig selv til næste for alle mennesker. Har dette fået os til at elske ham og komme nær til ham? Har Jehovas kærlighed til menneskehedens verden, som han har vist ved at sende sin søn til jorden som en løsesum, fået os til at komme nær til ham? Ja, mange har reageret på denne måde. „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — 1 Johannes 4:19; Johannes 3:16; Jakob 4:8.
Hvordan kan vi vise Gud at vi elsker ham? Ikke ved blot at sige „Herre, Herre“, men ved at gøre Guds vilje, ved at fortælle andre om hans rige. (Mattæus 7:21; 1 Johannes 5:3; Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 1:8) Kun Guds rige kan yde sand og varig hjælp til vore dages lidende menneskehed. Det er dem der, som den næstekærlige samaritaner, har inderligt ondt af menneskeheden på grund af dens sørgelige og risikofyldte tilstand og som forkynder den lægende, gode nyhed om Jehovas rige — det er dem der gør sig selv til næste for alle mennesker uden undtagelse. Mænd og kvinder, unge og gamle, rige og fattige, af alle nationaliteter, racer, trossamfund og hudfarver — forkynderne af den gode nyhed betragter enhver som deres næste, og ønsker at hjælpe alle med budskabet om Riget.
På grund af næstekærlighed har Jehovas vidner i mange år fulgt befalingen i Efeserbrevet 4:25: „Tal sandhed hver med sin næste.“ Millioner har reageret positivt og er selv begyndt at forkynde denne sandhed, sandheden om Jehovas rige ved hans fredsfyrste, Kristus Jesus. Denne sandhed kan indføre fred mellem mennesker. Og vigtigst af alt: Denne sandhed er vejen til „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:7.
________
Det er en god idé at slå skriftstederne op i Bibelen -> http://www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm
Ikke alle vil være enige i denne definition af ordet „næste“. Selv på Jesu Kristi tid var der uenighed om dette, som det fremgår af Lukas 10:25-37, hvor skribenten beretter om en samtale mellem Jesus og en mand der var velbevandret i den jødiske lov.
„Lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?“ spurgte den lovkyndige.
„Hvad står der skrevet i loven? Hvordan læser du?“ spurgte Jesus.
„’Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind,’ og ’din næste som dig selv’,“ svarede den lovkyndige.
„Du har svaret korrekt,“ sagde Jesus. „Bliv ved med at gøre dette, så vil du få liv.“
Men dét svar var den lovkyndige ikke tilfreds med. Han spurgte derfor: „Hvem er egentlig min næste?“
De jødiske skriftlærde sagde i overensstemmelse med deres mundtlige overlevering, men i modstrid med Moseloven: „Du skal elske din næste og hade din fjende.“ De skriftlærde og farisæerne hævdede at kun en jøde der overholdt den mundtlige lov kunne betragtes som deres næste. Jøder der ikke gjorde dette, og alle hedninger, betragtede de som fjender. Ifølge de skriftlærde og farisæerne måtte man ikke hjælpe hedninger og sådanne kætterske jøder, om så deres liv var i fare. Med dette i tanke, og for at retfærdiggøre sig fordi han ikke elskede alle mennesker, spurgte den lovkyndige: „Hvem er egentlig min næste?“
Som svar på dette spørgsmål fortalte Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner (jøderne betragtede samaritanerne som fremmede og hadede dem).
„En mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som ikke blot tog tøjet af ham men også tildelte ham flere slag, hvorpå de forsvandt og efterlod ham halvdød,“ fortalte Jesus. En præst fik øje på manden, men gik forbi på den modsatte side. Også en levit fik øje på ham, og reagerede på samme måde. „Men en samaritaner som var på rejse, kom ned mod ham, så ham og fik inderligt ondt af ham.“ Han behandlede hans sår, førte ham til et herberg, betalte for at få ham passet dér og sagde til værten at han på tilbagevejen ville komme og betale eventuelle yderligere udgifter.
„Hvem af disse tre,“ spurgte Jesus den lovkyndige, „synes du har gjort sig selv til næste for den mand der faldt blandt røverne?“ Den lovkyndige svarede: „Ham der handlede barmhjertigt mod ham.“ Jesus sagde så til ham: „Gå du hen og gør det samme selv.“
Både præsten og levitten måtte formodes at tilbede Jehova. Alligevel gik de begge forbi på den modsatte side. Ingen af dem opførte sig som en god „næste“ for den nødstedte mand. Samaritaneren, derimod, der blev hånet og forkastet af såvel præsten og levitten som af deres tro, reagerede som han burde. Han fik inderligt ondt af manden da han så hvilken sørgelig forfatning han var i, og kom ham til hjælp. Han gjorde sig selv til mandens næste. Han handlede næstekærligt.
I dag mener mange at kun de som vi har en nær tilknytning til, er vor næste. Grundbetydningen af det græske ord plesi′on, der oversættes med „næste“, er „nær“. Bibelen anvender imidlertid både i De hebraiske og i De græske Skrifter ordet „næste“ i en langt bredere betydning.
De skriftkloge og farisæerne på Jesu tid betragtede kun dem der efterlevede deres tros mundtlige overlevering som deres „næste“. Deres næstekærlighed var altså begrænset til deres trosfæller. Men Jehovas og Jesu kærlighed omfatter alle. (Mattæus 5:43-48) Sande kristne i dag bør efterligne deres eksempel. Hvis de ikke blot skal være kristne af navn, må de gøre sig selv til næste for alle mennesker og vise næstekærlighed mod alle.
Da samaritaneren gjorde sig selv til den nødstedte mands næste, fik denne så kærlighed til samaritaneren? Det oplyser Bibelen ikke, men sådan burde manden have reageret. Da Jesus kom til jorden og døde for menneskeheden, gjorde han i virkeligheden sig selv til næste for alle mennesker. Har dette fået os til at elske ham og komme nær til ham? Har Jehovas kærlighed til menneskehedens verden, som han har vist ved at sende sin søn til jorden som en løsesum, fået os til at komme nær til ham? Ja, mange har reageret på denne måde. „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — 1 Johannes 4:19; Johannes 3:16; Jakob 4:8.
Hvordan kan vi vise Gud at vi elsker ham? Ikke ved blot at sige „Herre, Herre“, men ved at gøre Guds vilje, ved at fortælle andre om hans rige. (Mattæus 7:21; 1 Johannes 5:3; Esajas 43:10-12; Apostelgerninger 1:8) Kun Guds rige kan yde sand og varig hjælp til vore dages lidende menneskehed. Det er dem der, som den næstekærlige samaritaner, har inderligt ondt af menneskeheden på grund af dens sørgelige og risikofyldte tilstand og som forkynder den lægende, gode nyhed om Jehovas rige — det er dem der gør sig selv til næste for alle mennesker uden undtagelse. Mænd og kvinder, unge og gamle, rige og fattige, af alle nationaliteter, racer, trossamfund og hudfarver — forkynderne af den gode nyhed betragter enhver som deres næste, og ønsker at hjælpe alle med budskabet om Riget.
På grund af næstekærlighed har Jehovas vidner i mange år fulgt befalingen i Efeserbrevet 4:25: „Tal sandhed hver med sin næste.“ Millioner har reageret positivt og er selv begyndt at forkynde denne sandhed, sandheden om Jehovas rige ved hans fredsfyrste, Kristus Jesus. Denne sandhed kan indføre fred mellem mennesker. Og vigtigst af alt: Denne sandhed er vejen til „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:7.
________
Det er en god idé at slå skriftstederne op i Bibelen -> http://www.bibelselskabet.dk/danbib/web/bibelen.htm