Hvad går galt i parforhold/relationer med samfundt
I forbindelse med sygdom. Det undrer mig virkeligt at faktisk både kvinder og mænd reagerer som de gør hvis der er et aspekt af misbrug med.
Det undrer mig vildt meget at man i alle aspekter af livet så skal ses voldsomt ned på. Det gør man jo ikke hvis en af ens kære rammes af diabetes eller lungekræft - selvom de sygdomme ofte er lige så selvforskyldte som alkoholisme, narkomanisme, overvægt eller andre livsstilsrelaterede sygdomme.
Jeg erkendte første gang i 2003 at jeg havde et problem med alkohol og burde søge hjælp for det, hvilket jeg naturligvis gjorde.
Turen gik først til egen læge hvor man ikke kunne tilbyde andet end risolid og antabus. Enhver med bare en brøkdel af kendskab til alkohol-problemer ved at det er en stakket frist.
(ADVARSEL: LANG)
Så gik turen videre til alkoholambulatoriet som tilbød det samme, siden til psykiatrisk skade stue hvor jeg blev afvist, derefter den kommunale misbrugskonsulent som endelig havde et mere omfattene initiativ.
Jeg kunne komme på et behandligssted i døgnbehandling, hvilket jeg faktisk også var meget glad for i 3 ud af 5 uger. Selvom de snakker en del om gud kunne jeg sagtens leve med det - der var faste rammer og man får nemt venner når man er sammen med andre i samme situation.
De sidste 2 uger tog jeg så to små tilbagefald - promille max 0,3 - som efter blot en afsløring betød at jeg blev sendt hjem - hvilket under mig vildt også.
Vi havde tidligere på dagen holdt møde fordi jeg gik i tanker om at tage hjem. De sagde naturligvis også at det var selvfølgelig min frie ret at gøre det, men at de ikke kunne anbefale det fordi de ikke mente jeg var "klar" endnu - og de havde ret.
De brugte også lang tid på at forklare at selvom 100000 kr lyder som mange penge er det ikke derfor de gør det de gør, men en inderlig bekymring for den enkelte patient. Det kan jeg bare ikke få til at hænge sammen med at man så vælger at smide en af dem som nok har det værst ud. Ud til ingenting. Det håber jeg man har en dårlig smag i munder over.
Jeg kom således hjem til en have, hus, hustru og barn, svigermor, som ikke var "passet" i 5 uger. Lige nu har jeg det vild skidt rent fysisk og kan faktisk ikke overkomme hverken at tænde fjernsynet, få vaskemaskinen tæt, tømme postkassen og andre dagligdags ting. Mad er der heller intet.
De valgte nemlig at forlade mig da jeg kom hjem. Det kan jeg sådan set godt forstå, det ville jeg nok også selv have gjort, men hvorfor ikke hjælpe alle syge - uanset om de har gigt eller har ødelagt næsen pga kokain-snifning?
Det er helt rigtigt at behandling er dyrt, men at en 28-årig ser frem til - en ellers skattebetalende - en fremtid som førtidspensionist og ude af stand til at foretage sig de mest basale ting er da forfærdeligt.
Man kan ikke komme til en alkoholiker og sige blot drop druk og alle problemer er væk, så ville døgnbehandligsteder jo slet ikke være der hvis blot lægens antabus fungerede.
Sådan er der så gået 4 dage nu, jeg har ringet hver dag og hun har da også kørt for mig for at hente basale ting som toiletpapir og lært mig hvordan en vaskemaskine fungerer...
Men hun var også så fræk at da jeg bad om hjælp til rengøring fordi de mildst tal efterlod et bombet lokum, og jeg har mindst 3-4 dages arbejde med det, at tage sig betalt med 200 kr, fordi hun hjalp med at sætte en tøjvask over, tømme askebærge, og i øvrigt fjerne resten af vores ting bortset fra sofaen - fordi jeg sov på den.
Endnu værre dukker hun op 3 timer senere - under påskud af at mangle en pakke smør i fryseren - sammen med hendes mor for at låne 2000 kr til en tur til Jylland fordi hun har en syg mor derovre.
Og jeg kan jo ikke nægte dem det hvis jeg ellers har penge nok selv osv, idet de tog mit barn med også. Jo det kan jeg godt gøre rent juridisk, men mit barn skal ikke mangle noget i sådan en sag - og slet ikke så længe jeg ikke ved hvordan jeg selv står juridisk med samvær og den slags.
Jeg oplevede også at ringe til politiet - som henviste mig til egen læge - som ikke havde tid før om 3-4 uger, psykiatrisk skadestue - afvist, behandligscenteret - afvist, lægevagten - henvist til egen læge, alkolinien - fin snak men intet resultat.
Jeg spugte på behanlingsstedet også om hvorfor man valgte at udskrive mig pga af 2 "fejl", når en anden præsterede at møde op 4 gange kl 5-6 om morgenen med en trompet og forstyrre både den offentlige fred og ro, og sine medpatienter, og han var møgstiv hver gang, men fik alligevel tilbudt ophold + derefter ophold i udslusnings-afdelingen. Men intet svar udover "ham har jeg ikke noget med at gøre´" (det havde ingen åbenbart - eller de var bare fulde af løgn).
Hun påstod endda at hun vidste alt hvad der foregik. (!) Hvis man er professionel behandler for alkoholikere, så kan man da ikke forsvare at enhver - både pårørende - og personen selv frit kan gå ind og ud, uden at vagtpersonalet (som der dog var) har styr på om der er alkohol mellem varerne.
De kan naturligvis nemt se en tydelig brandert, men de kan ikke se om jeg har 12-15 øl i plastikposen, som derefter skjules fx i det "lille" (kippen?) rum på loftet hvor man har isolering - har glemt hvad det hedder. De kommer der åbenbart langtfra dagligt / ugenligt, da jeg og 2 andre har bortskaffet ialt ca 200 øldåser de sidste 6 uger ved at placere dem der. De får nok en overraskelse når de endelig åbner - og en slant til småkagekassen.
Tilbage står jeg så med et alt for stort hus, et spørgsmål om forældremydighed - eller indgåelse af aftale om samvær, 2 retssager hvor jeg sandsynligvis skal ind og sidde 40 dage pga alkohol + en pænt stor bøde for en arbejdsløs, bekymrede forældre/bror, defekt vaskemaskine, ingen mad, ja nærmest alt hvad der kan gå galt.
Og fair nok, jeg skal nok overleve (bortset fra at jeg er søvnløs, ingen appetit har selvom jeg ikke har spist i 3 dage, har ca 40 døde fluer på gulvet, en helvedes masse øldåser, maddiker i skraldespanden.
Jo det er vildt ulækkert, men jeg kan ikke overskue at gøre noget ved det nu. Alene at skrive dette indlæg har taget al min energi i et sidste forsøg på at høre hvad jeg bør gøre. Jeg kan jo ikke overleve på denne måde - både alkohol, rygning og forkert kost lugter langt væk af for tidlig død (eller sygdomme som medfører døden) - men de tog jo også støvsugeren med, og den bil jeg har betalt ligeså, så jeg kan ikke engang hente en ny hvis jeg fandt energien til det.
Samtidig tror exen at hun både kan hæve boligsikring her, og modtage forhøjede børnepenge og friplads osv.
Så alt er røv - hvad ville i gøre?
Det undrer mig vildt meget at man i alle aspekter af livet så skal ses voldsomt ned på. Det gør man jo ikke hvis en af ens kære rammes af diabetes eller lungekræft - selvom de sygdomme ofte er lige så selvforskyldte som alkoholisme, narkomanisme, overvægt eller andre livsstilsrelaterede sygdomme.
Jeg erkendte første gang i 2003 at jeg havde et problem med alkohol og burde søge hjælp for det, hvilket jeg naturligvis gjorde.
Turen gik først til egen læge hvor man ikke kunne tilbyde andet end risolid og antabus. Enhver med bare en brøkdel af kendskab til alkohol-problemer ved at det er en stakket frist.
(ADVARSEL: LANG)
Så gik turen videre til alkoholambulatoriet som tilbød det samme, siden til psykiatrisk skade stue hvor jeg blev afvist, derefter den kommunale misbrugskonsulent som endelig havde et mere omfattene initiativ.
Jeg kunne komme på et behandligssted i døgnbehandling, hvilket jeg faktisk også var meget glad for i 3 ud af 5 uger. Selvom de snakker en del om gud kunne jeg sagtens leve med det - der var faste rammer og man får nemt venner når man er sammen med andre i samme situation.
De sidste 2 uger tog jeg så to små tilbagefald - promille max 0,3 - som efter blot en afsløring betød at jeg blev sendt hjem - hvilket under mig vildt også.
Vi havde tidligere på dagen holdt møde fordi jeg gik i tanker om at tage hjem. De sagde naturligvis også at det var selvfølgelig min frie ret at gøre det, men at de ikke kunne anbefale det fordi de ikke mente jeg var "klar" endnu - og de havde ret.
De brugte også lang tid på at forklare at selvom 100000 kr lyder som mange penge er det ikke derfor de gør det de gør, men en inderlig bekymring for den enkelte patient. Det kan jeg bare ikke få til at hænge sammen med at man så vælger at smide en af dem som nok har det værst ud. Ud til ingenting. Det håber jeg man har en dårlig smag i munder over.
Jeg kom således hjem til en have, hus, hustru og barn, svigermor, som ikke var "passet" i 5 uger. Lige nu har jeg det vild skidt rent fysisk og kan faktisk ikke overkomme hverken at tænde fjernsynet, få vaskemaskinen tæt, tømme postkassen og andre dagligdags ting. Mad er der heller intet.
De valgte nemlig at forlade mig da jeg kom hjem. Det kan jeg sådan set godt forstå, det ville jeg nok også selv have gjort, men hvorfor ikke hjælpe alle syge - uanset om de har gigt eller har ødelagt næsen pga kokain-snifning?
Det er helt rigtigt at behandling er dyrt, men at en 28-årig ser frem til - en ellers skattebetalende - en fremtid som førtidspensionist og ude af stand til at foretage sig de mest basale ting er da forfærdeligt.
Man kan ikke komme til en alkoholiker og sige blot drop druk og alle problemer er væk, så ville døgnbehandligsteder jo slet ikke være der hvis blot lægens antabus fungerede.
Sådan er der så gået 4 dage nu, jeg har ringet hver dag og hun har da også kørt for mig for at hente basale ting som toiletpapir og lært mig hvordan en vaskemaskine fungerer...
Men hun var også så fræk at da jeg bad om hjælp til rengøring fordi de mildst tal efterlod et bombet lokum, og jeg har mindst 3-4 dages arbejde med det, at tage sig betalt med 200 kr, fordi hun hjalp med at sætte en tøjvask over, tømme askebærge, og i øvrigt fjerne resten af vores ting bortset fra sofaen - fordi jeg sov på den.
Endnu værre dukker hun op 3 timer senere - under påskud af at mangle en pakke smør i fryseren - sammen med hendes mor for at låne 2000 kr til en tur til Jylland fordi hun har en syg mor derovre.
Og jeg kan jo ikke nægte dem det hvis jeg ellers har penge nok selv osv, idet de tog mit barn med også. Jo det kan jeg godt gøre rent juridisk, men mit barn skal ikke mangle noget i sådan en sag - og slet ikke så længe jeg ikke ved hvordan jeg selv står juridisk med samvær og den slags.
Jeg oplevede også at ringe til politiet - som henviste mig til egen læge - som ikke havde tid før om 3-4 uger, psykiatrisk skadestue - afvist, behandligscenteret - afvist, lægevagten - henvist til egen læge, alkolinien - fin snak men intet resultat.
Jeg spugte på behanlingsstedet også om hvorfor man valgte at udskrive mig pga af 2 "fejl", når en anden præsterede at møde op 4 gange kl 5-6 om morgenen med en trompet og forstyrre både den offentlige fred og ro, og sine medpatienter, og han var møgstiv hver gang, men fik alligevel tilbudt ophold + derefter ophold i udslusnings-afdelingen. Men intet svar udover "ham har jeg ikke noget med at gøre´" (det havde ingen åbenbart - eller de var bare fulde af løgn).
Hun påstod endda at hun vidste alt hvad der foregik. (!) Hvis man er professionel behandler for alkoholikere, så kan man da ikke forsvare at enhver - både pårørende - og personen selv frit kan gå ind og ud, uden at vagtpersonalet (som der dog var) har styr på om der er alkohol mellem varerne.
De kan naturligvis nemt se en tydelig brandert, men de kan ikke se om jeg har 12-15 øl i plastikposen, som derefter skjules fx i det "lille" (kippen?) rum på loftet hvor man har isolering - har glemt hvad det hedder. De kommer der åbenbart langtfra dagligt / ugenligt, da jeg og 2 andre har bortskaffet ialt ca 200 øldåser de sidste 6 uger ved at placere dem der. De får nok en overraskelse når de endelig åbner - og en slant til småkagekassen.
Tilbage står jeg så med et alt for stort hus, et spørgsmål om forældremydighed - eller indgåelse af aftale om samvær, 2 retssager hvor jeg sandsynligvis skal ind og sidde 40 dage pga alkohol + en pænt stor bøde for en arbejdsløs, bekymrede forældre/bror, defekt vaskemaskine, ingen mad, ja nærmest alt hvad der kan gå galt.
Og fair nok, jeg skal nok overleve (bortset fra at jeg er søvnløs, ingen appetit har selvom jeg ikke har spist i 3 dage, har ca 40 døde fluer på gulvet, en helvedes masse øldåser, maddiker i skraldespanden.
Jo det er vildt ulækkert, men jeg kan ikke overskue at gøre noget ved det nu. Alene at skrive dette indlæg har taget al min energi i et sidste forsøg på at høre hvad jeg bør gøre. Jeg kan jo ikke overleve på denne måde - både alkohol, rygning og forkert kost lugter langt væk af for tidlig død (eller sygdomme som medfører døden) - men de tog jo også støvsugeren med, og den bil jeg har betalt ligeså, så jeg kan ikke engang hente en ny hvis jeg fandt energien til det.
Samtidig tror exen at hun både kan hæve boligsikring her, og modtage forhøjede børnepenge og friplads osv.
Så alt er røv - hvad ville i gøre?