Hvad der skete i Jerusalem på Pinsedagen år 33.
Det var en mild forårsmorgen i år 33. Luften var ladet med spænding. Et mylder af jøder og proselytter fyldte Jerusalems gader. De var kommet tilrejsende fra steder som Elam, Mesopotamien, Kappadokien, Ægypten og Rom. Det var fascinerende at se deres klædedragter og at høre de forskellige sprog der blev talt. Nogle havde rejst næsten to tusind kilometer for at være til stede ved denne særlige begivenhed. Hvilken begivenhed? Det var pinse — en glædebringende jødisk højtid som markerede afslutningen på byghøsten. — 3 Mosebog 23:15-21.
Røg steg op fra ofrene på tempelalteret, og levitterne sang hallelsalmer (Salme 113 til 118). Kort før klokken ni om formiddagen skete der noget forunderligt. Fra himmelen lød der „en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende“. Den fyldte hele huset hvor de omtrent 120 disciple af Jesus Kristus var forsamlet. Bibelens beretning lyder: „Tunger som af ild viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig.“ — Apostelgerninger 2:1-4.
Mange af disciplene begyndte snart at forlade huset. Forbløffende nok var de i stand til at tale på mange forskellige sprog. Man kan levende forestille sig hvilken overraskelse tilrejsende fra Persien og Ægypten må have fået da de hørte deres eget sprog blive talt af galilæere. Intet under at folkemængden var slået af ærefrygt. „Hvad skal dette betyde?“ spurgte de. Nogle begyndte at gøre nar af disciplene og sagde: „De er fulde af sød vin.“ — Apostelgerninger 2:12-13.
Derefter trådte Peter frem og talte til skaren. Han forklarede at tungetalens mirakuløse gave var en opfyldelse af Guds løfte gennem profeten Joel: „Jeg [vil] udgyde min ånd over al slags kød.“ (Apostelgerninger 2:14-21; Joel 2:28-32) Ja, Gud havde netop udgydt sin hellige ånd over Jesu disciple, hvilket var en tydelig tilkendegivelse af at Jesus var blevet oprejst fra de døde og nu befandt sig i himmelen ved Guds højre hånd. Peter sagde: „Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert, at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ — Apostelgerninger 2:22-36.
Hvordan reagerede tilhørerne? Beretningen siger: „[Det stak] dem i hjertet, og de sagde til Peter og de andre apostle: ’Mænd, brødre, hvad skal vi gøre?’“ Peter svarede: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe.“ Cirka 3000 fulgte denne opfordring, og de blev derefter „ved med at være helt optaget af apostlenes lære“. — Apostelgerninger 2:37-42.
Da Peter førte ordet ved denne betydningsfulde begivenhed, brugte han den første af „himlenes riges nøgler“ som Jesus havde lovet at give ham. ( Mattæus 16:19) Disse nøgler åbnede mulighed for at forskellige befolkningsgrupper kunne få del i særlige privilegier. Den første nøgle gjorde det muligt for jøder at blive åndssalvede kristne. Da Peter senere brugte den anden og tredje nøgle, fik først samaritanere og derefter hedninger del i samme forret. — Apostelgerninger 8:14-17; 10:44-48.
Til trods for at denne skare jøder og proselytter havde pådraget sig samfundsansvar for Jesu død, talte Peter respektfuldt til dem og kaldte dem „brødre“. (Apostelgerninger 2:29) Hans mål var at bevæge dem til sindsændring, ikke at fordømme dem. Han greb derfor sagen an på en positiv måde, idet han fremlagde kendsgerningerne og underbyggede sine ord ved at citere fra Skriften.
Peters nidkærhed og frimodighed på Pinsedagen står i skarp kontrast til det der var sket cirka syv uger før, da han fornægtede Jesus. Ved den lejlighed var Peter lammet af menneskefrygt. (Mattæus 26:69-75) Jesus havde imidlertid bedt for Peter. (Lukas 22:31, 32) At Jesus efter sin opstandelse viste sig for apostelen Peter, har uden tvivl styrket ham. (1 Korinther 15:5) Det medførte at Peters tro ikke svigtede. Snart efter forkyndte han frimodigt. Han forkyndte således ikke kun på Pinsedagen, men resten af sine dage, indtil sin død.
Med venlig hilsen, ftg.
Røg steg op fra ofrene på tempelalteret, og levitterne sang hallelsalmer (Salme 113 til 118). Kort før klokken ni om formiddagen skete der noget forunderligt. Fra himmelen lød der „en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende“. Den fyldte hele huset hvor de omtrent 120 disciple af Jesus Kristus var forsamlet. Bibelens beretning lyder: „Tunger som af ild viste sig for dem og fordelte sig, og der satte sig en på hver af dem, og de blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål, sådan som ånden lod dem udtrykke sig.“ — Apostelgerninger 2:1-4.
Mange af disciplene begyndte snart at forlade huset. Forbløffende nok var de i stand til at tale på mange forskellige sprog. Man kan levende forestille sig hvilken overraskelse tilrejsende fra Persien og Ægypten må have fået da de hørte deres eget sprog blive talt af galilæere. Intet under at folkemængden var slået af ærefrygt. „Hvad skal dette betyde?“ spurgte de. Nogle begyndte at gøre nar af disciplene og sagde: „De er fulde af sød vin.“ — Apostelgerninger 2:12-13.
Derefter trådte Peter frem og talte til skaren. Han forklarede at tungetalens mirakuløse gave var en opfyldelse af Guds løfte gennem profeten Joel: „Jeg [vil] udgyde min ånd over al slags kød.“ (Apostelgerninger 2:14-21; Joel 2:28-32) Ja, Gud havde netop udgydt sin hellige ånd over Jesu disciple, hvilket var en tydelig tilkendegivelse af at Jesus var blevet oprejst fra de døde og nu befandt sig i himmelen ved Guds højre hånd. Peter sagde: „Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert, at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ — Apostelgerninger 2:22-36.
Hvordan reagerede tilhørerne? Beretningen siger: „[Det stak] dem i hjertet, og de sagde til Peter og de andre apostle: ’Mænd, brødre, hvad skal vi gøre?’“ Peter svarede: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe.“ Cirka 3000 fulgte denne opfordring, og de blev derefter „ved med at være helt optaget af apostlenes lære“. — Apostelgerninger 2:37-42.
Da Peter førte ordet ved denne betydningsfulde begivenhed, brugte han den første af „himlenes riges nøgler“ som Jesus havde lovet at give ham. ( Mattæus 16:19) Disse nøgler åbnede mulighed for at forskellige befolkningsgrupper kunne få del i særlige privilegier. Den første nøgle gjorde det muligt for jøder at blive åndssalvede kristne. Da Peter senere brugte den anden og tredje nøgle, fik først samaritanere og derefter hedninger del i samme forret. — Apostelgerninger 8:14-17; 10:44-48.
Til trods for at denne skare jøder og proselytter havde pådraget sig samfundsansvar for Jesu død, talte Peter respektfuldt til dem og kaldte dem „brødre“. (Apostelgerninger 2:29) Hans mål var at bevæge dem til sindsændring, ikke at fordømme dem. Han greb derfor sagen an på en positiv måde, idet han fremlagde kendsgerningerne og underbyggede sine ord ved at citere fra Skriften.
Peters nidkærhed og frimodighed på Pinsedagen står i skarp kontrast til det der var sket cirka syv uger før, da han fornægtede Jesus. Ved den lejlighed var Peter lammet af menneskefrygt. (Mattæus 26:69-75) Jesus havde imidlertid bedt for Peter. (Lukas 22:31, 32) At Jesus efter sin opstandelse viste sig for apostelen Peter, har uden tvivl styrket ham. (1 Korinther 15:5) Det medførte at Peters tro ikke svigtede. Snart efter forkyndte han frimodigt. Han forkyndte således ikke kun på Pinsedagen, men resten af sine dage, indtil sin død.
Med venlig hilsen, ftg.