Hvad Bibelen siger om et liv efter døden.
„Teorien om evig pine harmonerer ikke med troen på at Gud nærer kærlighed til sine skabninger. . . . At tro på at sjælen vil blive straffet for evigt som følge af nogle få års fejltrin, uden at den får en chance for at forbedre sig, strider mod al sund fornuft,“ har hindufilosoffen Nikhilananda skrevet.
I dag føler mange, ligesom Nikhilananda, sig ilde til mode ved læren om evig pine. Andre har svært ved at forstå begrebet nirvana og det at blive ét med naturen. Selv blandt dem der hævder at deres tro bygger på Bibelen, er der forskellige forestillinger om hvad sjælen er, og hvad der sker med den når vi dør. Men hvad lærer Bibelen egentlig om sjælen? For at finde svaret må vi undersøge betydningen af de hebraiske og græske ord der i Bibelen oversættes med „sjæl“.
Det hebraiske ord der oversættes med „sjæl“, er næ´fæsj, og det forekommer 754 gange i De Hebraiske Skrifter. Hvad betyder næ´fæsj? Ifølge bibelordbogen The Dictionary of Bible and Religion sigter det „som regel til hele den levende skabning, til hele individet“. Det fremgår for eksempel af den måde sjælen omtales på i Første Mosebog 2:7: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ Læg mærke til at det første menneske „blev“ en sjæl. Det vil sige at Adam ikke havde en sjæl; han var en sjæl — ligesom den der bliver læge, er læge. Ordet „sjæl“ betegner i dette tilfælde derfor hele personen.
Det græske ord som oversættes med „sjæl“ (psyche´), forekommer over hundrede gange i De Kristne Græske Skrifter. Ligesom næ´fæsj sigter dette ord ofte til hele personen, for eksempel i følgende udtalelser: „Min sjæl [er] stærkt foruroliget.“ (Johannes 12:27) „Frygt greb hver sjæl.“ (Apostelgerninger 2:43) „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) „Trøst de modfaldne sjæle.“ (1 Thessaloniker 5:14) „Nogle få, det vil sige otte sjæle, [blev] bragt sikkert igennem vandet.“ (1 Peter 3:20) Psyche´ sigter tydeligvis, ligesom næ´fæsj, til hele personen. Ifølge ordbogsforfatteren Nigel Turner betyder ordet „det der er betegnende for mennesket, personen, det fysiske legeme der har fået Guds rûah [ånd] indåndet i sig. . . . Vægten lægges på hele personen.“
I Bibelen anvendes ordet „sjæl“ interessant nok ikke blot om mennesker, men også om dyr. I Første Mosebog 1:20 beskrives det for eksempel hvordan havdyrene blev skabt. Gud bød: „Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle.“ På den næste skabelsesdag sagde Gud: „Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.“ — 1 Mosebog 1:24; jævnfør Fjerde Mosebog 31:28.
Når Bibelen bruger ordet „sjæl“, sigter det altså til et menneske eller et dyr eller til livet som et menneske eller et dyr. Bibelens definition af hvad sjælen er, er enkel, konsekvent og ikke påvirket af menneskers indviklede filosofi og overtro. Derfor trænger følgende spørgsmål sig på: Hvad sker der ifølge Bibelen med sjælen når vi dør?
De dødes tilstand fremgår tydeligt af Prædikeren 9:5, 10, hvor vi læser: „De døde ved ingenting . . . Der er ingen stræben, ingen planlægning, ingen kundskab eller visdom i graven.“ (Moffatt) Døden er altså en tilstand af ikkeeksistens. Salmisten skrev at når et menneske dør, „vender [han] tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde“. (Salme 146:4) De døde er uden bevidsthed og uvirksomme.
Da Gud udtalte dommen over Adam, sagde han: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Før Gud dannede Adam af jordens støv og gav ham liv, eksisterede Adam ikke. Da han døde, vendte han tilbage til denne tilstand. Hans straf bestod i at han skulle dø, ikke overføres til en anden verden. Hvad skete der med hans sjæl da han døde? Når Bibelen bruger ordet „sjæl“, betyder det ofte blot et menneske. Når vi siger at Adam døde, betyder det derfor at den sjæl der bar navnet Adam, døde. Det lyder måske usædvanligt for dem der tror på sjælens udødelighed. Bibelen siger imidlertid: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Tredje Mosebog 21:1 taler om „en afdød sjæl“ („lig“, da. aut.1931). En nasiræer fik påbud om ikke at komme i nærheden af „nogen død sjæl“ („lig“, da. aut.1992). — 4 Mosebog 6:6.
I Første Mosebog 35:18 læser vi om Rakels tragiske død da hun fødte sin anden søn. Der står: „Da hendes sjæl var ved at gå ud — for hun døde — gav hun ham navnet Ben-Oni; men hans fader kaldte ham Benjamin.“ Viser dette skriftsted at Rakel havde noget inden i sig der forlod hende da hun døde? Nej. Vi skal huske at ordet „sjæl“ også kan betyde det liv et menneske ejer. I dette tilfælde betyder ordet „sjæl“ derfor blot Rakels liv. Derfor gengiver andre bibeloversættelser udtrykket „da hendes sjæl var ved at gå ud“ med „lige før Rakel udåndede“ (da. aut.), „da hendes liv ebbede ud“ (Knox) og „da hendes liv forlod hende“ (Bible in Basic English). Der er intet der viser at en mystisk del af Rakel levede videre efter hendes død.
Det forholder sig på samme måde med den enkes søn vi læser om i Første Kongebog, kapitel 17. I vers 22 læser vi at da Elias bad over den lille dreng, „hørte Jehova på Elias’ røst, og barnets sjæl vendte tilbage til ham og han kom til live“. Også her betyder ordet „sjæl“ „liv“. Derfor gengiver den danske autoriserede oversættelse det på denne måde: „Og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende.“ Det var altså livet og ikke et eller andet udefinerligt der vendte tilbage til drengen. Det stemmer med det Elias sagde til drengens mor: „Se, din søn [hele personen] lever.“ — 1 Kongebog 17:23.
Bibelen siger at når et menneske dør, ’går hans ånd bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra’. (Salme 146:4) Betyder det at en ulegemlig ånd bogstaveligt forlader legemet og lever videre efter et menneskes død? Det kan ikke være tilfældet, for salmisten siger dernæst: „Samme dag går hans tanker til grunde“ („ophører alle hans tanker“, The New English Bible). Hvad er da ånden, og hvordan ’går den bort’ når et menneske dør?
De ord der i Bibelen oversættes med „ånd“ (hebraisk: ru´ach; græsk: pneu´ma), er afledt af et verbum der betyder „at ånde“. I stedet for at sige at „hans ånd går bort“, siger en oversættelse af R. A. Knox at „hans ånde forlader hans legeme“. (Salme 145:4) Men ordet „ånd“ har et langt større betydningsindhold end „ånde“. I Første Mosebog 7:22 læser vi for eksempel følgende om hvad der skete dengang de fleste mennesker og dyr blev udslettet i en verdensomspændende vandflod: „Alt hvad der havde livets krafts [eller: ånds; hebraisk: ru´ach] ånde i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ Ordet „ånd“ kan altså betyde den livskraft der virker i alle levende skabninger, både i mennesker og dyr, og som opretholdes ved åndedrættet.
Hvad betyder det så når der i Prædikeren 12:7 siges at når et menneske dør, ’vender ånden tilbage til den sande Gud, som gav den’? Betyder det at ånden rent bogstaveligt bevæger sig gennem rummet hen i Guds nærhed? Nej, slet ikke. Eftersom ånden er livskraften, ’vender den tilbage til den sande Gud’ i den forstand at menneskets mulighed for engang i fremtiden at få livet igen nu fuldstændig ligger i Guds hånd. Det er kun Gud der kan give et menneske ånden eller livskraften tilbage så vedkommende vender tilbage til livet. (Salme 104:30) Men er det Guds hensigt?
I den lille by Betania, omkring tre kilometer øst for Jerusalem, sørgede Maria og Marta over deres broder Lazarus’ alt for tidlige død. Jesus sørgede med dem, for han holdt meget af de tre. Hvordan kunne Jesus trøste søstrene? Ikke ved at komme med en eller anden indviklet „forklaring“, men ved at fortælle sandheden. Han sagde ganske enkelt til Marta: „Din broder skal opstå.“ Jesus gik derpå til graven og oprejste Lazarus. Han gav en mand der havde været død i fire dage, livet igen! — Johannes 11:18-23, 38-44.
15 Blev Marta overrasket over Jesu ord om at Lazarus ’skulle opstå’? Åbenbart ikke, for hun svarede: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Hun troede allerede på løftet om en opstandelse. Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:23-25) At Lazarus ved et mirakel fik livet igen, styrkede hende i troen, og det bevirkede også at andre fik tro. (Johannes 11:45) Men hvad betyder udtrykket „opstandelse“ helt præcist?
16 Ordet „opstandelse“ er oversat fra det græske ord ana´stasis, der ordret betyder „genopståen“. De der oversatte fra græsk til hebraisk, har gengivet ana´stasis med et udtryk der betyder „genoplivelse af de døde“ (hebraisk: techijath´ hammethim´). En opstandelse indebærer således at personen oprejses fra dødens livløse tilstand, og at vedkommendes livsmønster gendannes og reaktiveres.
Eftersom Jehova Gud ejer ubegrænset visdom og en fuldkommen hukommelse, kan han let oprejse et menneske. Det er ikke noget problem for ham at huske de dødes livsmønster — deres personlige træk, deres livshistorie og alle detaljerne i deres identitet. (Job 12:13; jævnfør Esajas 40:26.) Som eksemplet med Lazarus viser, er Jesus Kristus også i stand til og villig til at oprejse de døde. (Jævnfør Lukas 7:11-17; 8:40-56.) Jesus Kristus sagde også: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Han lovede med andre ord at alle der findes i Jehovas erindring, alle som han mindes, vil få en opstandelse. Ifølge Bibelen er det således tydeligt at sjælen dør, og at det eneste der kan ophæve døden, er opstandelsen. Men milliarder har levet og er døde. Hvem af disse befinder sig i Guds erindring med udsigt til en opstandelse?
Det gør de som har været Jehovas tjenere, og som har fulgt retfærdighedens vej. Men der findes også millioner som er døde uden at have vist om de ville følge Guds retfærdige normer. De har enten været uvidende om Jehovas krav eller har ikke haft tilstrækkelig tid til at gøre de nødvendige forandringer. Sådanne mennesker findes også i Guds erindring og vil derfor få en opstandelse, for Bibelen lover: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.
Apostelen Johannes fik et betagende syn af nogle der havde fået en opstandelse, og som stod foran Guds trone. Han har beskrevet det han så, med ordene: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død, ildsøen.“ (Åbenbaringen 20:12-14) Tænk på hvad det vil sige! Alle de døde som findes i Guds erindring, vil blive udfriet fra Hades, eller Sheol, menneskehedens fælles grav. (Salme 16:10; Apostelgerninger 2:31) Derpå vil „døden og Hades“ blive kastet i det der kaldes „ildsøen“, et symbol på fuldstændig tilintetgørelse. Menneskehedens fælles grav vil ophøre med at eksistere.
Når millioner får en opstandelse, bliver de ikke ført tilbage til livet på en øde og tom jord. (Esajas 45:18) De vil vågne i smukke omgivelser, hvor der vil være sørget for boliger, tøj og rigeligt med føde til dem. (Salme 67:6; 72:16; Esajas 65:21, 22) Hvem har sørget for alt dette? Det har de der allerede befinder sig i den nye verden, før opstandelsen til liv på jorden begynder. Men hvem er de?
Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi lever i „de sidste dage“ for denne tingenes ordning. (2 Timoteus 3:1) Inden længe vil Jehova Gud gribe ind i forholdene og fjerne ondskaben fra jorden. (Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21, 22) Hvad vil der til den tid ske med dem der trofast tjener Gud?
Jehova vil ikke udslette de retfærdige sammen med de ugudelige. (Salme 145:20) Det har han aldrig tidligere gjort, og det vil han heller ikke gøre når han renser jorden for al ondskab. (Jævnfør Første Mosebog 18:22, 23, 26.) Faktisk taler den sidste bog i Bibelen om „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ som kommer ud af „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:9-14) En stor skare mennesker vil altså overleve den store trængsel der vil bringe den nuværende ugudelige verden til ophør, og de vil få adgang til Guds nye verden. Her kan de der ønsker at adlyde Gud, til fulde drage nytte af det Gud har gjort for at befri menneskene for synd og død. (Åbenbaringen 22:1, 2) ’Den store skare’ behøver derfor aldrig at dø. Er det ikke storslåede fremtidsudsigter?
Kan vi stole på at dette fantastiske håb vil blive til virkelighed? Ja, for Jesus Kristus lod selv forstå at der ville komme en tid hvor de der levede, slet ikke skulle dø. Umiddelbart før Jesus oprejste sin ven Lazarus, sagde han til Marta: „Enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ — Johannes 11:26.
Kunne du tænke dig at leve evigt i et paradis på jorden? Længes du efter at møde din familie og dine venner igen når de bliver oprejst fra de døde? „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt,“ skrev apostelen Johannes. (1 Johannes 2:17) Det er nu du må lære hvad der er Guds vilje, og være besluttet på at rette dig efter den. Så vil du sammen med millioner af andre som allerede gør Guds vilje, komme til at leve evigt i et paradis på jorden.
I dag føler mange, ligesom Nikhilananda, sig ilde til mode ved læren om evig pine. Andre har svært ved at forstå begrebet nirvana og det at blive ét med naturen. Selv blandt dem der hævder at deres tro bygger på Bibelen, er der forskellige forestillinger om hvad sjælen er, og hvad der sker med den når vi dør. Men hvad lærer Bibelen egentlig om sjælen? For at finde svaret må vi undersøge betydningen af de hebraiske og græske ord der i Bibelen oversættes med „sjæl“.
Det hebraiske ord der oversættes med „sjæl“, er næ´fæsj, og det forekommer 754 gange i De Hebraiske Skrifter. Hvad betyder næ´fæsj? Ifølge bibelordbogen The Dictionary of Bible and Religion sigter det „som regel til hele den levende skabning, til hele individet“. Det fremgår for eksempel af den måde sjælen omtales på i Første Mosebog 2:7: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden og blæste livsånde ind i hans næsebor, og mennesket blev en levende sjæl.“ Læg mærke til at det første menneske „blev“ en sjæl. Det vil sige at Adam ikke havde en sjæl; han var en sjæl — ligesom den der bliver læge, er læge. Ordet „sjæl“ betegner i dette tilfælde derfor hele personen.
Det græske ord som oversættes med „sjæl“ (psyche´), forekommer over hundrede gange i De Kristne Græske Skrifter. Ligesom næ´fæsj sigter dette ord ofte til hele personen, for eksempel i følgende udtalelser: „Min sjæl [er] stærkt foruroliget.“ (Johannes 12:27) „Frygt greb hver sjæl.“ (Apostelgerninger 2:43) „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Romerne 13:1) „Trøst de modfaldne sjæle.“ (1 Thessaloniker 5:14) „Nogle få, det vil sige otte sjæle, [blev] bragt sikkert igennem vandet.“ (1 Peter 3:20) Psyche´ sigter tydeligvis, ligesom næ´fæsj, til hele personen. Ifølge ordbogsforfatteren Nigel Turner betyder ordet „det der er betegnende for mennesket, personen, det fysiske legeme der har fået Guds rûah [ånd] indåndet i sig. . . . Vægten lægges på hele personen.“
I Bibelen anvendes ordet „sjæl“ interessant nok ikke blot om mennesker, men også om dyr. I Første Mosebog 1:20 beskrives det for eksempel hvordan havdyrene blev skabt. Gud bød: „Lad vandene vrimle med en vrimmel af levende sjæle.“ På den næste skabelsesdag sagde Gud: „Lad jorden få levende sjæle til at fremkomme efter deres arter, husdyr og myldrende smådyr og jordens vilde dyr efter deres arter.“ — 1 Mosebog 1:24; jævnfør Fjerde Mosebog 31:28.
Når Bibelen bruger ordet „sjæl“, sigter det altså til et menneske eller et dyr eller til livet som et menneske eller et dyr. Bibelens definition af hvad sjælen er, er enkel, konsekvent og ikke påvirket af menneskers indviklede filosofi og overtro. Derfor trænger følgende spørgsmål sig på: Hvad sker der ifølge Bibelen med sjælen når vi dør?
De dødes tilstand fremgår tydeligt af Prædikeren 9:5, 10, hvor vi læser: „De døde ved ingenting . . . Der er ingen stræben, ingen planlægning, ingen kundskab eller visdom i graven.“ (Moffatt) Døden er altså en tilstand af ikkeeksistens. Salmisten skrev at når et menneske dør, „vender [han] tilbage til den jord han er kommet fra; samme dag går hans tanker til grunde“. (Salme 146:4) De døde er uden bevidsthed og uvirksomme.
Da Gud udtalte dommen over Adam, sagde han: „Støv er du, og til støv vil du vende tilbage.“ (1 Mosebog 3:19) Før Gud dannede Adam af jordens støv og gav ham liv, eksisterede Adam ikke. Da han døde, vendte han tilbage til denne tilstand. Hans straf bestod i at han skulle dø, ikke overføres til en anden verden. Hvad skete der med hans sjæl da han døde? Når Bibelen bruger ordet „sjæl“, betyder det ofte blot et menneske. Når vi siger at Adam døde, betyder det derfor at den sjæl der bar navnet Adam, døde. Det lyder måske usædvanligt for dem der tror på sjælens udødelighed. Bibelen siger imidlertid: „Den sjæl der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4) Tredje Mosebog 21:1 taler om „en afdød sjæl“ („lig“, da. aut.1931). En nasiræer fik påbud om ikke at komme i nærheden af „nogen død sjæl“ („lig“, da. aut.1992). — 4 Mosebog 6:6.
I Første Mosebog 35:18 læser vi om Rakels tragiske død da hun fødte sin anden søn. Der står: „Da hendes sjæl var ved at gå ud — for hun døde — gav hun ham navnet Ben-Oni; men hans fader kaldte ham Benjamin.“ Viser dette skriftsted at Rakel havde noget inden i sig der forlod hende da hun døde? Nej. Vi skal huske at ordet „sjæl“ også kan betyde det liv et menneske ejer. I dette tilfælde betyder ordet „sjæl“ derfor blot Rakels liv. Derfor gengiver andre bibeloversættelser udtrykket „da hendes sjæl var ved at gå ud“ med „lige før Rakel udåndede“ (da. aut.), „da hendes liv ebbede ud“ (Knox) og „da hendes liv forlod hende“ (Bible in Basic English). Der er intet der viser at en mystisk del af Rakel levede videre efter hendes død.
Det forholder sig på samme måde med den enkes søn vi læser om i Første Kongebog, kapitel 17. I vers 22 læser vi at da Elias bad over den lille dreng, „hørte Jehova på Elias’ røst, og barnets sjæl vendte tilbage til ham og han kom til live“. Også her betyder ordet „sjæl“ „liv“. Derfor gengiver den danske autoriserede oversættelse det på denne måde: „Og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende.“ Det var altså livet og ikke et eller andet udefinerligt der vendte tilbage til drengen. Det stemmer med det Elias sagde til drengens mor: „Se, din søn [hele personen] lever.“ — 1 Kongebog 17:23.
Bibelen siger at når et menneske dør, ’går hans ånd bort; han vender tilbage til den jord han er kommet fra’. (Salme 146:4) Betyder det at en ulegemlig ånd bogstaveligt forlader legemet og lever videre efter et menneskes død? Det kan ikke være tilfældet, for salmisten siger dernæst: „Samme dag går hans tanker til grunde“ („ophører alle hans tanker“, The New English Bible). Hvad er da ånden, og hvordan ’går den bort’ når et menneske dør?
De ord der i Bibelen oversættes med „ånd“ (hebraisk: ru´ach; græsk: pneu´ma), er afledt af et verbum der betyder „at ånde“. I stedet for at sige at „hans ånd går bort“, siger en oversættelse af R. A. Knox at „hans ånde forlader hans legeme“. (Salme 145:4) Men ordet „ånd“ har et langt større betydningsindhold end „ånde“. I Første Mosebog 7:22 læser vi for eksempel følgende om hvad der skete dengang de fleste mennesker og dyr blev udslettet i en verdensomspændende vandflod: „Alt hvad der havde livets krafts [eller: ånds; hebraisk: ru´ach] ånde i sine næsebor, nemlig alt hvad der var på den tørre grund, døde.“ Ordet „ånd“ kan altså betyde den livskraft der virker i alle levende skabninger, både i mennesker og dyr, og som opretholdes ved åndedrættet.
Hvad betyder det så når der i Prædikeren 12:7 siges at når et menneske dør, ’vender ånden tilbage til den sande Gud, som gav den’? Betyder det at ånden rent bogstaveligt bevæger sig gennem rummet hen i Guds nærhed? Nej, slet ikke. Eftersom ånden er livskraften, ’vender den tilbage til den sande Gud’ i den forstand at menneskets mulighed for engang i fremtiden at få livet igen nu fuldstændig ligger i Guds hånd. Det er kun Gud der kan give et menneske ånden eller livskraften tilbage så vedkommende vender tilbage til livet. (Salme 104:30) Men er det Guds hensigt?
I den lille by Betania, omkring tre kilometer øst for Jerusalem, sørgede Maria og Marta over deres broder Lazarus’ alt for tidlige død. Jesus sørgede med dem, for han holdt meget af de tre. Hvordan kunne Jesus trøste søstrene? Ikke ved at komme med en eller anden indviklet „forklaring“, men ved at fortælle sandheden. Han sagde ganske enkelt til Marta: „Din broder skal opstå.“ Jesus gik derpå til graven og oprejste Lazarus. Han gav en mand der havde været død i fire dage, livet igen! — Johannes 11:18-23, 38-44.
15 Blev Marta overrasket over Jesu ord om at Lazarus ’skulle opstå’? Åbenbart ikke, for hun svarede: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ Hun troede allerede på løftet om en opstandelse. Jesus fortsatte: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:23-25) At Lazarus ved et mirakel fik livet igen, styrkede hende i troen, og det bevirkede også at andre fik tro. (Johannes 11:45) Men hvad betyder udtrykket „opstandelse“ helt præcist?
16 Ordet „opstandelse“ er oversat fra det græske ord ana´stasis, der ordret betyder „genopståen“. De der oversatte fra græsk til hebraisk, har gengivet ana´stasis med et udtryk der betyder „genoplivelse af de døde“ (hebraisk: techijath´ hammethim´). En opstandelse indebærer således at personen oprejses fra dødens livløse tilstand, og at vedkommendes livsmønster gendannes og reaktiveres.
Eftersom Jehova Gud ejer ubegrænset visdom og en fuldkommen hukommelse, kan han let oprejse et menneske. Det er ikke noget problem for ham at huske de dødes livsmønster — deres personlige træk, deres livshistorie og alle detaljerne i deres identitet. (Job 12:13; jævnfør Esajas 40:26.) Som eksemplet med Lazarus viser, er Jesus Kristus også i stand til og villig til at oprejse de døde. (Jævnfør Lukas 7:11-17; 8:40-56.) Jesus Kristus sagde også: „Den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans [Jesu] røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Han lovede med andre ord at alle der findes i Jehovas erindring, alle som han mindes, vil få en opstandelse. Ifølge Bibelen er det således tydeligt at sjælen dør, og at det eneste der kan ophæve døden, er opstandelsen. Men milliarder har levet og er døde. Hvem af disse befinder sig i Guds erindring med udsigt til en opstandelse?
Det gør de som har været Jehovas tjenere, og som har fulgt retfærdighedens vej. Men der findes også millioner som er døde uden at have vist om de ville følge Guds retfærdige normer. De har enten været uvidende om Jehovas krav eller har ikke haft tilstrækkelig tid til at gøre de nødvendige forandringer. Sådanne mennesker findes også i Guds erindring og vil derfor få en opstandelse, for Bibelen lover: „Der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ — Apostelgerninger 24:15.
Apostelen Johannes fik et betagende syn af nogle der havde fået en opstandelse, og som stod foran Guds trone. Han har beskrevet det han så, med ordene: „Havet gav de døde der var i det, tilbage, og døden og Hades gav de døde der var i dem, tilbage, og de blev dømt hver især efter deres gerninger. Og døden og Hades blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død, ildsøen.“ (Åbenbaringen 20:12-14) Tænk på hvad det vil sige! Alle de døde som findes i Guds erindring, vil blive udfriet fra Hades, eller Sheol, menneskehedens fælles grav. (Salme 16:10; Apostelgerninger 2:31) Derpå vil „døden og Hades“ blive kastet i det der kaldes „ildsøen“, et symbol på fuldstændig tilintetgørelse. Menneskehedens fælles grav vil ophøre med at eksistere.
Når millioner får en opstandelse, bliver de ikke ført tilbage til livet på en øde og tom jord. (Esajas 45:18) De vil vågne i smukke omgivelser, hvor der vil være sørget for boliger, tøj og rigeligt med føde til dem. (Salme 67:6; 72:16; Esajas 65:21, 22) Hvem har sørget for alt dette? Det har de der allerede befinder sig i den nye verden, før opstandelsen til liv på jorden begynder. Men hvem er de?
Opfyldelsen af Bibelens profetier viser at vi lever i „de sidste dage“ for denne tingenes ordning. (2 Timoteus 3:1) Inden længe vil Jehova Gud gribe ind i forholdene og fjerne ondskaben fra jorden. (Salme 37:10, 11; Ordsprogene 2:21, 22) Hvad vil der til den tid ske med dem der trofast tjener Gud?
Jehova vil ikke udslette de retfærdige sammen med de ugudelige. (Salme 145:20) Det har han aldrig tidligere gjort, og det vil han heller ikke gøre når han renser jorden for al ondskab. (Jævnfør Første Mosebog 18:22, 23, 26.) Faktisk taler den sidste bog i Bibelen om „en stor skare, som ingen [er] i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ som kommer ud af „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:9-14) En stor skare mennesker vil altså overleve den store trængsel der vil bringe den nuværende ugudelige verden til ophør, og de vil få adgang til Guds nye verden. Her kan de der ønsker at adlyde Gud, til fulde drage nytte af det Gud har gjort for at befri menneskene for synd og død. (Åbenbaringen 22:1, 2) ’Den store skare’ behøver derfor aldrig at dø. Er det ikke storslåede fremtidsudsigter?
Kan vi stole på at dette fantastiske håb vil blive til virkelighed? Ja, for Jesus Kristus lod selv forstå at der ville komme en tid hvor de der levede, slet ikke skulle dø. Umiddelbart før Jesus oprejste sin ven Lazarus, sagde han til Marta: „Enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ — Johannes 11:26.
Kunne du tænke dig at leve evigt i et paradis på jorden? Længes du efter at møde din familie og dine venner igen når de bliver oprejst fra de døde? „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt,“ skrev apostelen Johannes. (1 Johannes 2:17) Det er nu du må lære hvad der er Guds vilje, og være besluttet på at rette dig efter den. Så vil du sammen med millioner af andre som allerede gør Guds vilje, komme til at leve evigt i et paradis på jorden.