Har mennesket en personlig ånd?
Nogle kristne mener ikke mennesket har en personlig ånd, som overlever døden. Disse mennesker lægger vægt på en række steder i Det Gamle Testamente, som kraftigt antyder, at ved døden ophører mennesket med at eksistere. Disse steder kan dog også tolkes anderledes.
Imidlertid er det nok mere væsentligt, hvad de første kristne troede på, iflg. Det Nye Testamente. Så lad os se på nogle af vidnesbyrdene fra Det Nye Testamente, i stedet for at hænge fast i de gamle jøders beskrivelser- Det Nye Testamente beskriver nemlig tingene, så det er langt lettere at forstå hvad der menes!
I moderne tider hævder nogle mennesker, at havde prøvet ud af kroppen oplevelser- ofte i forbindelse med nærdødsoplevelser. Det er interessant, at Det Nye Testamente siger, at apostlen Paulus også havde en sådan ud af kroppen oplevelse:
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale" 2 Kor 12:2-4
Der står ikke noget om, hvornår hændelsen skete, men synet på vejen til Damaskus er en mulighed, hvor Paulus faktisk faldt om og oplevede ting de omkringstående ikke oplevede. Dette førte til at Paulus blev kristen og stoppede med at forfølge de kristne:
"Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak" ApG 9:3-9
Vi ved ikke om det var denne "nærdødsoplevelse" Paulus henviste til, da han var i Paradis (muligvis uden for kroppen). Men vi ved fra mange der har oplevet nærdødsoplevelser, at de ligesom Paulus lever mere intenst bagefter, ligesom de er overbeviste om, at døden ikke er noget man skal frygte. Det er interessant, at Paulus heller ikke frygtede døden, fordi han var sikker på, at han ved døden ville være sammen med Gud:
"Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen" Fil 1:21-25
Paulus troede altså på noget der lever uafhængigt af det fysiske legeme. Dette "indre menneske" er det der fornys når vi bliver kristne og bliver døbt af ånd- vores fysiske legeme er det indre menneskes telt:
"Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.
Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej". 2 Kor 5:1-9
Datidens jøder var bl.a. opdelt i to store fraktioner: saddukæerne (aristokratiet) og farisærne (mere jævne, men skriftkloge jøder). Farisæerne troede på at mennesket har en personlig ånd, som overlever døden, samt at mennesket en dag vil opstå igen til nyt liv i opstandelsen, medens sadukæerne afviste begge dele som tåbelige. Jehovas Vidner tror nogenlunde det samme som saddukæerne i dette spørgsmål. Men hvem holdt Paulus med i dette spørgsmål? Med farisæerne, såmænd:
"Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!« Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele" ApG 23:6-8
Paulus afviste naturligvis saddukæernes påstande- han havde jo selv været uden for kroppen i Paradis, og vidste derfor, at mennesket har en personlig "engel eller ånd"!
Det samme gjorde Jesus- han tilpassede nemlig en af farisæernes egne historier om livet i "åndeverdenen" efter døden, da han fortalte lignelsen om Lazarus og den rige mand. Lignelsen fortæller her om dødsriget:
"Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød" Luk 16:22-23
Dødsriget er altså et sted, hvor man pines (det beskrives forøvrigt også mange steder i Det gamle Testamente), medens Abrahams skød (Paradis) er stedet for de trofaste. Lignelsen kommer forøvrigt med en interessant tanke- måske kan de afdøde kommunikere med os?:
"Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«" Luk 16:27-31
Men Gud vil åbenbart ikke hjælpe de "onde" på denne måde. Derimod beskriver Det Nye Testamente en specifik hændelse, hvor de længst afdøde, Moses og Elias kom "tilbage" og samtalede med Jesus:
"Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide. Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias" Luk 9:28-30
Hvor almindelig denne tro på, at mennesket har en personlig ånd (eller engel) uafhængigt af legemet, var, ser vi af en beretning om Peter der kommer til de kristnes hus, på et tidspunkt, hvor de var sikre på, at Peter sad i sin fængselscelle:
"Peter bankede på døren til portrummet, og en pige, der hed Rhode, kom ud for at lukke op. Da hun genkendte hans stemme, fik hun af bare glæde ikke åbnet døren, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor. De sagde: »Du er vanvittig!« Men hun forsikrede, at det forholdt sig sådan. Så sagde de: »Det er hans engel.« Peter stod stadig og bankede på, og da de fik lukket op, så de ham og blev ude af sig selv af forundring" ApG 12:13-16
Disciplene var altså lynhurtigt parate til at konkludere, at Peters ånd (eller engel) godt kunne besøge dem, selvom Peter fysisk var i fængsel. Troen på en personlig ånd uafhængigt af det fysiske legeme, var altså ikke bare exegese fra Jesus og Paulus side- næ, det var tilsyneladende noget mange af de tidlige kristne troede- mennesket har en personlig ånd, som eksisterer uafhængigt af vores fysiske legeme og som overlever døden.
Men hvad tror du? Er det hele bare slut ved døden, eller lever vores ånd videre?
Imidlertid er det nok mere væsentligt, hvad de første kristne troede på, iflg. Det Nye Testamente. Så lad os se på nogle af vidnesbyrdene fra Det Nye Testamente, i stedet for at hænge fast i de gamle jøders beskrivelser- Det Nye Testamente beskriver nemlig tingene, så det er langt lettere at forstå hvad der menes!
I moderne tider hævder nogle mennesker, at havde prøvet ud af kroppen oplevelser- ofte i forbindelse med nærdødsoplevelser. Det er interessant, at Det Nye Testamente siger, at apostlen Paulus også havde en sådan ud af kroppen oplevelse:
"Jeg kender et menneske i Kristus, som for fjorten år siden – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – blev rykket bort til den tredje himmel. Og jeg ved om dette menneske – om det var i legemet eller uden for legemet, ved jeg ikke, Gud ved det – at det blev rykket bort til Paradis og hørte uudsigelige ord, som et menneske ikke må udtale" 2 Kor 12:2-4
Der står ikke noget om, hvornår hændelsen skete, men synet på vejen til Damaskus er en mulighed, hvor Paulus faktisk faldt om og oplevede ting de omkringstående ikke oplevede. Dette førte til at Paulus blev kristen og stoppede med at forfølge de kristne:
"Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak" ApG 9:3-9
Vi ved ikke om det var denne "nærdødsoplevelse" Paulus henviste til, da han var i Paradis (muligvis uden for kroppen). Men vi ved fra mange der har oplevet nærdødsoplevelser, at de ligesom Paulus lever mere intenst bagefter, ligesom de er overbeviste om, at døden ikke er noget man skal frygte. Det er interessant, at Paulus heller ikke frygtede døden, fordi han var sikker på, at han ved døden ville være sammen med Gud:
"Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding. Men hvis fortsat liv på jorden betyder frugt af mit arbejde, så ved jeg ikke, hvad jeg helst vil. Der trækkes i mig fra begge sider: Jeg længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste; men at blive i live er det mest nødvendige af hensyn til jer. Ja, det ved jeg bestemt: Jeg skal blive her og blive hos jer alle til jeres fremgang og glæde i troen" Fil 1:21-25
Paulus troede altså på noget der lever uafhængigt af det fysiske legeme. Dette "indre menneske" er det der fornys når vi bliver kristne og bliver døbt af ånd- vores fysiske legeme er det indre menneskes telt:
"Vi ved nemlig, at hvis det telt, som er vort hus på jorden, brydes ned, så har vi en bygning fra Gud, et hus, der ikke er bygget med hænder, men er evigt, i himlene. For mens vi er her, sukker vi af længsel efter at iklædes den bolig, vi har fra himlen – så sandt vi da ikke skal stå nøgne, når vi er klædt af. For mens vi bor i teltet, sukker vi besværede, fordi vi ikke vil klædes af, men klædes på, så det dødelige bliver opslugt af livet. Og den, som har sat os i stand til det, er Gud, der gav os Ånden som pant.
Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses. Men vi er ved godt mod og vil hellere bryde op fra legemet og have hjemme hos Herren. Derfor sætter vi en ære i at være ham til behag, hvad enten vi er hjemme hos ham eller ej". 2 Kor 5:1-9
Datidens jøder var bl.a. opdelt i to store fraktioner: saddukæerne (aristokratiet) og farisærne (mere jævne, men skriftkloge jøder). Farisæerne troede på at mennesket har en personlig ånd, som overlever døden, samt at mennesket en dag vil opstå igen til nyt liv i opstandelsen, medens sadukæerne afviste begge dele som tåbelige. Jehovas Vidner tror nogenlunde det samme som saddukæerne i dette spørgsmål. Men hvem holdt Paulus med i dette spørgsmål? Med farisæerne, såmænd:
"Men da Paulus vidste, at den ene del af Rådet bestod af saddukæere og den anden del af farisæere, råbte han: »Brødre, jeg er farisæer og stammer fra farisæere. Nu skal jeg dømmes for håbet om dødes opstandelse!« Da han sagde det, opstod der strid mellem farisæerne og saddukæerne, og forsamlingen blev splittet. For saddukæerne siger, at der hverken er nogen opstandelse eller nogen engel eller ånd, men farisæerne hævder begge dele" ApG 23:6-8
Paulus afviste naturligvis saddukæernes påstande- han havde jo selv været uden for kroppen i Paradis, og vidste derfor, at mennesket har en personlig "engel eller ånd"!
Det samme gjorde Jesus- han tilpassede nemlig en af farisæernes egne historier om livet i "åndeverdenen" efter døden, da han fortalte lignelsen om Lazarus og den rige mand. Lignelsen fortæller her om dødsriget:
"Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød" Luk 16:22-23
Dødsriget er altså et sted, hvor man pines (det beskrives forøvrigt også mange steder i Det gamle Testamente), medens Abrahams skød (Paradis) er stedet for de trofaste. Lignelsen kommer forøvrigt med en interessant tanke- måske kan de afdøde kommunikere med os?:
"Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.«" Luk 16:27-31
Men Gud vil åbenbart ikke hjælpe de "onde" på denne måde. Derimod beskriver Det Nye Testamente en specifik hændelse, hvor de længst afdøde, Moses og Elias kom "tilbage" og samtalede med Jesus:
"Omtrent otte dage efter at Jesus havde sagt dette, skete det, at han tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede. Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide. Og se, to mænd talte med ham; det var Moses og Elias" Luk 9:28-30
Hvor almindelig denne tro på, at mennesket har en personlig ånd (eller engel) uafhængigt af legemet, var, ser vi af en beretning om Peter der kommer til de kristnes hus, på et tidspunkt, hvor de var sikre på, at Peter sad i sin fængselscelle:
"Peter bankede på døren til portrummet, og en pige, der hed Rhode, kom ud for at lukke op. Da hun genkendte hans stemme, fik hun af bare glæde ikke åbnet døren, men løb ind og fortalte, at Peter stod udenfor. De sagde: »Du er vanvittig!« Men hun forsikrede, at det forholdt sig sådan. Så sagde de: »Det er hans engel.« Peter stod stadig og bankede på, og da de fik lukket op, så de ham og blev ude af sig selv af forundring" ApG 12:13-16
Disciplene var altså lynhurtigt parate til at konkludere, at Peters ånd (eller engel) godt kunne besøge dem, selvom Peter fysisk var i fængsel. Troen på en personlig ånd uafhængigt af det fysiske legeme, var altså ikke bare exegese fra Jesus og Paulus side- næ, det var tilsyneladende noget mange af de tidlige kristne troede- mennesket har en personlig ånd, som eksisterer uafhængigt af vores fysiske legeme og som overlever døden.
Men hvad tror du? Er det hele bare slut ved døden, eller lever vores ånd videre?