Hjælp til at forholde mig til min graviditet

Hey folk på solen.
Jeg har for nyligt fundet ud af at jeg er gravid. Jeg er 19 år og arbejder som sosu-assistent på et sygehus. Jeg bor pt med en veninde i en lækker lejlighed og er blevet gravid med min kæreste igennem 2 år. Graviditeten var ikke planlagt, men ønsker virkelig at beholde barnet alligevel, da jeg er imod abort og iøvrigt føler at jeg er klar til det både følelsesmæssigt og økonomisk da jeg har fast arbejde. Indtil videre er den eneste der kender til min graviditet min veninde som jeg bor sammen med, da jeg ikke er så langt henne endnu og jeg ved virkelig ikke hvordan jeg skal forholde mig til det hele 😕
Jeg skriver herinde for at få lidt støtte igennem de mere erfarende kvinder/mødre. Hvordan skal jeg forholde mig til det hele? Hvad skal jeg huske og hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke en selv en mor der kan lære mig alt dette og fortælle mig alt hvad jeg behøver at vide.
Et andet lille "problem" er hvordan jeg skal fortælle min kæreste det. Vi har snakket lidt løst om hvad jeg ville gøre hvis jeg ved et uheld ville blive gravid og han ved derfor at jeg vil beholde barnet og han siger at vi så kan flytte sammen og blive en lille familie og sådan. Men barnet var jo ikke planlagt? og vi bor i hver vores ende af landet, men vi ses næsten i hver weekend og i alle ferier.
Håber der er nogle kvinder/mødre/fædre der kan give mig nogle gode råd med det hele og hvordan jeg kan klare det bedst muligt. og hvordan skal jeg forholde mig til det hele? [:|]
Mange knus Malou [l]

Jeg synes det er ret vildt at gå fra at være weekend-kærester, og så blive forældre.
Hvad hvis han ikke ønsker at I skal være en familie, eller hvad hvis det ikke går? I bor jo ikke sammen, og kender ikke en hverdag sammen. Ville du have råd til egen lejlighed?

Vi har kendt hinanden i mange år og vi har været kærester engang før, men hvor vi var meget unge og har i ferier været sammen i flere uger i træk, "boet" midlertidigt sammen. Men er selvfølgelig ikke det samme det ved jeg godt .
Jeg tænker lidt at jeg vel må tro på hvad han har sagt omkring det og at det passede. Han er ellers en ærlig fyr og kan sagtens sige sin mening også selvom jeg har en anden. Så tror på den anden side heller ikke, at han bare har "nikket ja", men at han nok havde sagt at han ikke ville være interesseret i børn og sådan.
og med hensyn til lejligheden kunne jeg ikke forestille mig andet. Jeg har et fuldtidsjob, som sosu-assistent. Der vil selvfølgelig i starten være start-udgifter, men andre kan klare det, så burde jeg ikke os kunne det?

tillykke med din graviditet. først il jeg lige skrive at jeg ikke vil døme dig på din alder. jeg kender dig ikke, derfor kan jeg ikke vurdere om du er moden nok til at stå med et barn som 19-årig.
først så synes jeg at du skal fortælle det til din kæreste når I ses næste gang. jeg synes, ligesom maria t, at der er langt fra at være weekend og ferie kærester til at blive forældre. hverdagen er en helt, helt anden. men det finder du ud af.

dernest synes jeg at det er fedt at du har uddannelse og fast arbejde. det giver vel en form for økonomisk sikkerhed, ikk?

Tak🙂jeg tænker lidt at jeg er blevet meget moden med det arbejde jeg har. Jeg har meget ansvar og passer ofte meget alvorligt syge mennesker, det modner en en del :). Derudover går jeg ikke i byen mere. Det gider jeg ikke mere🙂
Jeg havde nu os planlagt at fortælle ham det, når han kommer i morgen, men synes bare at situationen er lidt svær. og burde jeg foreslå min ham at flytte sammen her nu her eller skal jeg vente lidt med det? og vil heller ikke overfuse ham totalt, men vi skal jo alligevel tage stilling til det lidt hurtigt.
jo det er dejligt. Det giver ihvertfald et godt sted at starte og skal da ikke tænke på om jeg har penge om jeg har penge nok til forsørge barnet.