Hjælp, jeg skal giftes

Jeg har det enormt dårligt med at jeg skal giftes. Hvorfor ved jeg ikke. Jeg elsker manden jeg skal giftes med. Vil leve med ham fordi han gir mig lov til at være mig. Og er god ved mig. Men hvorfor djævlen skal jeg så være så nervøs at jeg næsten ligefrem kan starte et skænderi?
Jeg skal først giftes i sommerperioden. Vi har snakket om det længe og nu er papirerne så bekræftet. Og da jeg fik de papir begyndt maven bare at snørre sig sammen. Hvordan bliver det så ikke når datoen nærmer sig.
Nu vil alle kvinder gerne giftes? Mange har prinsesseagtige drømme om det? Men jeg har altid sagt det modsatte. "Nej, jeg vil ikke giftes - lever fint på polsk" Men altså jeg kan jo se det smarte i det. For vi sikre jo hinanden. Vi har udfyldt alt muligt og umulige papir netoop for at sikre hinanden, men det er jo langt fra sikkert nok siger nogen.
Hvad sker der lige for mig? Andre der har oplevet det samme at angsten melder sig på trods af man elsker personen? Og på trods af man ved det er det rigtige.
Er det mødet med det ukendte jeg frygter - ville ønske jeg vidste det.

Qen.

så kan man altid blive skilt *GG* ...så tag det roligt og nyd det.

Det kræver jo at jeg har modet til at blive gift

Qen.

"Alle mulige papirer"? Altså ægtepagter´?
Men under alle omstændigheder så er du da heldig, nyd det og det gør ikke noget, at du er lidt bange :)
Men husk nu ægtepagterne :p

med at du har fundet manden i dit liv og skal giftes!
Det er en stor dag og et stort skridt, men I har jo allerede comitted jer til hinanden, og jeres forhold forandrer sig jo ikke, fordi i får papir på hinanden - det burde det i hvert fald ikke..., så der er ikke noget "møde med det ukendte" :)
Det kunne godt lyde som om du har fået lidt kolde fødder. Måske er du ikke klar til at tage det store skridt, selvom du elsker ham? Du skriver, at du altid har sagt, at du ikke vil giftes.. men det var måske, før du mødte HAM?
Hvis du elsker ham og ved, at det er rigtigt, så tror jeg, at uroen fortager sig efterhånden. Prøv at tale med ham om det - måske har han det på samme måde, og spørg gifte veninder, hvordan de oplevede tiden inden bryllupet.
Jeg håber, at du får styr på tanker og mave, så du kan nyde forventningens glæde.
Qnuz herfra
Betty

Han er manden i mit liv. Det er stensikkert. Men jeg tror jeg bare ser syner og forstiller mig gitter - fængsels gitter. Og det er jo fuldstændigt tåbeligt for jeg lever jo sammen med ham nu - og det fungere absolut fint. Og der er ingen gitter.
Nok bare mig der er en kylling :-)
Og jeg håber virkelig jeg får styr på tankerne og maven så jeg ikke dejser om den dag det sker.
Tak for dit svar :-)
Qnus

Hej med dig "gen"
Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, det står muligvis i din profil? Men også jeg ville se denne forpligtende begivenhed imøde med den vis ærefrygt. Ikke ret mange unge mennesker er tidligere indgået noget så afgørende, og bindende som det er at blive gift.
Du knytter dig til et menneske, men også til en institution. Måske opgiver du dit nuværende efternavn? Ens navn er jo en stor del af ens identitet?
Alt dette tilsammen kan sgu få den mest jordnære person til at miste forbindelsen for et øjeblik. Men vi ved begge at du har taget den rette beslutning ikke sandt? :o)
Jeg ønsker dig/jer al mulig held og lykke, og at dit bryllup må blive den dag i dit liv du aldrig aldrig aldrig vil glemme.
Mvh Polakken

Jeg er 36 når vi bliver gift
Og det med navnet har vi snakket lidt frem og tilbage om. Og han så jo gerne at jeg fik hans efternavn. Men en ny lov er trådt i kraft her pr. 1-4-06 at man ikke automatisk får efternavnet selvom man skriver det. Det er noget man ordner bagefter.
Og jo, kunne jo ikke forstille mig at leve med en en anden mand end ham. Så han er jo den rigtige for mig.
Men tankerne har glidet hen over det med navnet. og det gir også en masse rodet tanker omkring det.
Tak for dit svar :-)
Qen.

Hej du.
Kunne ikke lade være med at sammenligne, da jeg var ude for det samme for 2 år siden.
Jeg fik så kolde fødder over at skulle giftes at jeg var min forlovede utro, hævede forlovelsen og smed ham ud af mit liv. Levede ½ år med en anden (ham jeg var utro med), indtil det gik op for mig hvor dum jeg havde været. Havde vist et behov for at føle mig begæret af en anden end ham jeg var forlovet med.
Heldigvis for mig har han taget mig tilbage og vi blev alligevel gift (sep 2005).
Så jeg kan følge dine tanker, men tro mig. Det gør ikke spor ondt at blive gift, tværtimod er det en fedest fornemmelse, når bare man elsker hinanden.
Mht. navnet, kan i jo tage dit navn til mellemnavn og hans til efternavn - eller omvendt.
Held og rigtigt meget lykke til jer.

Det er en stor afgørelse at indgå ægteskab. Også når der er tvingende grunde. Du må opgive det liv du lever. Hvilken sikkerhed opnår du? Det er nok normalt at være lidt i tvivl, du må nok slå plat og krone. Held og lykke.

Hvis du er det mindste i tvivl.. så udsæt det og tænk over det... at gifte sig er mere alvorligt, og ikke noget man bare gør, for at gøre det... lad hver hvis du er i tvivl.. ellers bliver du måske bare endnu et tal i stastikken...

Det lev jeg lever nu sætter jeg stor pris på. Friheden selvom man er i parforhold. Og det er han indforstået med. I og med at vi har levet samme nogen år kender han godt min hang til frihed :-)
Men jeg vælger jo nok at blive gift. Selvom jeg synes det er vildt nervepirrende, ihvert fald lige pt.
Tak for dit svar :-)
Qen