Har jeg brug for hjælp?
Mistede min mor for halvanden måned siden - pludseligt, men alligevel ventet. Forstået på den måde, at min mor har været kræftsyg i 9 år - siden jeg var 15 år - har fået alskens behandling – kemo-, stråle- og antihormonbehandling. Det sidste ½ år er hun blevet tiltagende dårligere - tabt sig, været smerteplaget og energiforladt. Vi har alle i familien, været "naive" til det sidste og troet på, at hun nok skulle klare den - bevaret håbet til sidste øjeblik og har gang på gang fundet naturlige forklaringer på de forskellige symptomer hun har haft.
Nu sidder jeg tilbage - savnet og tomrummet til min mor er enormt - bliver større og stærkere for hver dag der går. Aldrig har jeg været mere ked at det, frustreret – men heller aldrig følt en sådan lettelse. Lettelse fordi hendes sygdom faktisk har været mit liv de sidste 9 år - jeg har været så bange for at miste hende, bange for at kræften ville sejre – hver dag - at mit liv nærmest har stået standby.
Når jeg ser tilbage - bliver det mere og mere tydeligt for mig, hvor dårligt jeg har haft det i de 9 år min mor har været syg - i mange perioder har jeg grædt mig selv i søvn og jeg kan stadig fornemme den ængstelige følelse, som jeg uendeligt mange gange har gået rundt med i kroppen i ugerne op til diverse kontroller, undersøgelser og samtaler på sygehuset - afmagten. Hvordan jeg ikke kunne koncentrere mig om noget, ikke kunne finde ro ved noget – da angsten for at miste min mor var altoverskyggende.
Hvor tit har jeg ikke med svedige hænder og et galoperende hjerte – stået med min mobil i hånden – ventet på svar? Skreget og råbt i badet, når angsten for at miste min mor blev for stor? Alt for mange gange.
Jeg har ikke været god til at få snakket med nogen om det – har gået med min angst for mig selv – isoleret mig med mine følelser. En gang imellem har jeg givet afløb for mine følelser, men hurtigt er facaden kommet op igen, ingen har skullet se mig ked af det – negligerede alt og livet er gået sin gang. Min mor og far havde nok og tænke på, forholde sig til, ville nødig påføre dem yderligere smerte. Og hvis vi ikke snakkede om DET – at min mor kunne risikere at dø - skete det heller ikke, bildte jeg mig selv ind. Jeg bad til Gud hver aften, bad ham passe på min mor - fortalte at jeg ikke kunne leve uden hende.
Mine veninder spurgte aldrig, vidste ikke bedre og jeg ville ikke belemre dem med mine "problemer", de forstod det alligevel ikke, de havde jo aldrig prøvet det.
I lange perioder har jeg isoleret mig fra mine veninder, ville hellere være for mig selv eller hos min mor – for hvor længe havde jeg glæden af at have hende hos mig. Og den dårlige samvittighed kom hurtigt smygende.
Mit selvværd og min selvtillid var og er helt i bund. Har altid følt mig grimmere, dummere og mindre værd end alle andre. Kontakten til det andet køn nærmestværet ikke eksisterende – har aldrig haft en kæreste. Har aldrig gjort oprør mod mine forældre – for jeg ville ikke være uvenner med min mor – for tænk sig hvis hun ikke var her i morgen.
Kort sagt, det er som om, at jeg ikke har været igennem alle de ”trin" man bør i puberteten – løsrivelsen, mødet med det andet køn mv. og at det tynger mit liv nu. Jeg sidder fast.
Tror I derude, at jeg har brug for professionel hjælp – psykolog - eller er det en kamp jeg må tage op med mig selv. Ved ikke om det er for tidligt ift. min mors død at tage kontakt til en evt. psykolog - om jeg er klar til at modtage hjælp. Håber at høre fra nogen af jer - jeg vil så gerne starte på en frisk – men ved ikke hvordan.
Nu sidder jeg tilbage - savnet og tomrummet til min mor er enormt - bliver større og stærkere for hver dag der går. Aldrig har jeg været mere ked at det, frustreret – men heller aldrig følt en sådan lettelse. Lettelse fordi hendes sygdom faktisk har været mit liv de sidste 9 år - jeg har været så bange for at miste hende, bange for at kræften ville sejre – hver dag - at mit liv nærmest har stået standby.
Når jeg ser tilbage - bliver det mere og mere tydeligt for mig, hvor dårligt jeg har haft det i de 9 år min mor har været syg - i mange perioder har jeg grædt mig selv i søvn og jeg kan stadig fornemme den ængstelige følelse, som jeg uendeligt mange gange har gået rundt med i kroppen i ugerne op til diverse kontroller, undersøgelser og samtaler på sygehuset - afmagten. Hvordan jeg ikke kunne koncentrere mig om noget, ikke kunne finde ro ved noget – da angsten for at miste min mor var altoverskyggende.
Hvor tit har jeg ikke med svedige hænder og et galoperende hjerte – stået med min mobil i hånden – ventet på svar? Skreget og råbt i badet, når angsten for at miste min mor blev for stor? Alt for mange gange.
Jeg har ikke været god til at få snakket med nogen om det – har gået med min angst for mig selv – isoleret mig med mine følelser. En gang imellem har jeg givet afløb for mine følelser, men hurtigt er facaden kommet op igen, ingen har skullet se mig ked af det – negligerede alt og livet er gået sin gang. Min mor og far havde nok og tænke på, forholde sig til, ville nødig påføre dem yderligere smerte. Og hvis vi ikke snakkede om DET – at min mor kunne risikere at dø - skete det heller ikke, bildte jeg mig selv ind. Jeg bad til Gud hver aften, bad ham passe på min mor - fortalte at jeg ikke kunne leve uden hende.
Mine veninder spurgte aldrig, vidste ikke bedre og jeg ville ikke belemre dem med mine "problemer", de forstod det alligevel ikke, de havde jo aldrig prøvet det.
I lange perioder har jeg isoleret mig fra mine veninder, ville hellere være for mig selv eller hos min mor – for hvor længe havde jeg glæden af at have hende hos mig. Og den dårlige samvittighed kom hurtigt smygende.
Mit selvværd og min selvtillid var og er helt i bund. Har altid følt mig grimmere, dummere og mindre værd end alle andre. Kontakten til det andet køn nærmestværet ikke eksisterende – har aldrig haft en kæreste. Har aldrig gjort oprør mod mine forældre – for jeg ville ikke være uvenner med min mor – for tænk sig hvis hun ikke var her i morgen.
Kort sagt, det er som om, at jeg ikke har været igennem alle de ”trin" man bør i puberteten – løsrivelsen, mødet med det andet køn mv. og at det tynger mit liv nu. Jeg sidder fast.
Tror I derude, at jeg har brug for professionel hjælp – psykolog - eller er det en kamp jeg må tage op med mig selv. Ved ikke om det er for tidligt ift. min mors død at tage kontakt til en evt. psykolog - om jeg er klar til at modtage hjælp. Håber at høre fra nogen af jer - jeg vil så gerne starte på en frisk – men ved ikke hvordan.