Har brug for din mening

Jeg har været sammen med min amerikanske kæreste i ca. 17 år. Vi har ingen børn og har aldrig haft behov for at blive gift. Vi boede i USA indtil for ca. et år siden, hvor vi så er flyttet til DK. Vi startede med at bo hos mine forældre indtil vi fandt et hus som vi nu bor i.
Siden vi er kommet til DK er det ligesom vores forhold har ændret sig. Da vi startede med at komme sammen, kan jeg huske at jeg var meget ensom, for han tog i byen med hans venner og så kunne jeg ellers sidde derhjemme for jeg havde på det tidspunkt ingen venner. Det ændrede sig dog med tiden og når jeg kigger tilbage på vores tid i USA, levede vi egentligt meget separate liv. Når vi var sammen, slappede vi bare af da vi var sociale hver for sig med vores venner. Han har også altid været typen der meget hurtigt keder sig med et projekt eller arbejde. Han er ikke en særlig positiv person og finder problemer i de fleste ting. I USA havde han mange problemer med hans familie og var skiftede tit jobs, da der altid var et eller andet der gik ham på.
Efter vi kom til DK havde han det meget svært med omvæltningen og det er jo klart. Jeg prøvede at støtte ham så meget så muligt, men med tiden er jeg begyndt at blive irriteret og har mest lyst til bare at sige til ham at han skal opføre sig som en voksen. Først havde han et problem med at vi ikke havde vores eget at bo i, som jeg jo sagtens kunne forstå, da vi så købte vores hus, så var problemet at han ikke havde noget arbejde og han var træt af at gå til Dansk. For 3 mdr. siden fik han så et job og jeg tænkte at nu måtte han da være glad. Det var han også i ca. en måned og nu er han negativ igen, for han bryder sig ikke om jobbet.
Jeg er en meget positiv person og jeg er bare ved at være SÅ træt af jeg altid kommer hjem til en der konstant brokker sig.
Han har ikke nogen venner i øjeblikket og har det ikke altid så godt med det, når jeg er sammen med mine veninder, men jeg har det sådan lidt at så kan han da lære hvordan jeg havde det dengang.
Han siger han synes vi skal lave noget sammen, men hans humør frastøder mig og jeg har ikke lyst til at gå ud og spise eller andet sammen med ham, når han er sådan.
Vi har før snakket om hans attitude (mange gange), hvor jeg har sagt at det lader som om at han aldrig vil blive glad i livet, da det er som om han altid leder efter noget omkring det næste hjørne. Sidste gang vi snakkede om tingene, sagde jeg til ham at jeg ikke kunne holde hans negativitet ud længere og hvis ikke han ændrede sig, så måtte vi stoppe.
Er jeg urimelig? Jeg elsker ham, men jeg synes bare ikke jeg kan tage mere af hans negativitet. Han har nogle få gode dage, hvor han er glad og når han er glad, kan jeg se den mand jeg forelskede mig i.
Har du nogle råd eller erfaringer du kan dele?

Jeg kender til to forhold mellem en dansk kvinde og en udenlandsk mand. De prøvede begge at leve i mandens hjemland og i kvindens. Det ene forhold gik galt det andet kører endnu.
Jeg syntes ikke du er urimelig ... men ved også at det kan være svært for ham at skaffe en ny omgangskreds. Jeg tror det tager tid dertil gør arbejdsløshed det nok ikke lettere. Men han er jo nødt til at gøre en indsats selv for at få en bedre situation. Det er ikke dit ansvar (men syntes ikke det med at "han bare selv kan se hvordan du havde det" er godt som udgangspunkt for at støtte ham). I skal løse det sammen (og har begge et ansvar for succes)
Han skal finde omgangskreds og arbejde (falde til) ellers tror jeg det går galt som det gjorde for det ene forhold jeg omtalte.

ifølge loven skal du bo mindst 45 år i danmark fra du er 15 år til du bliver 60 år, for at få pension, så den får du altså ikke.
muligvis har i blot brugt hinanden til egen fordel, for det kan ikke tage 19 år at finde ud af, at manden muligvis har en depresion.

Hvad i himlen har det med pension at gøre? Hvem siger ikke at vi har vores egne midler og ikke behøver at afhænge af pension.
Han har tidligere fået hjælp for depression og medicin, men når jeg foreslår at måske han skulle søge hjælp igen, er han ikke interesseret og mener bestemt ikke at han er depri.

...i det mindste ikke hvis du mener folkepensionen.
https://www.borger.dk/Emner/pension-og-efterloen/typer-af-pension/folkepension-foertidspension-mm/tillaeg-og-generelle-betingelser-for-pension/Sider/generelle-betingelser-for-pension.aspx?#RichHtmlField2Bookmark3

Jeg har selv boet i udlandet med min udenlandske man og vi er efterfølgende flyttet tilbage til Danmark.
Det er rigtig svært at skulle begynde forfra i et nyt land, med et nyt sprog og hvor man måske kun har ægtefællen at støtte sig til og det tager længere tid end 1 år at falde til. Jeg synes faktisk først at det var efter en 3-5 år, at jeg rigtig følte mig hjemme, da jeg boede i udlandet og jeg støttede min mand meget de første par år her, hvilket også var meget frustrerende for ham, fordi han er typen, som helt vil gøre tingene selv og på sin måde og vi havde da også vores ture.
Idag kører det dog fint. Han kan snakke og forstå dansk nok til at klare sig i de fleste hverdagssituationer, har et arbejde, har fundet sig nogle venner osv.
Det kræver selvfølgelig at forholdet er stærkt til at begynde med. At flytte til et nyt land stiller nogle krav til forholder og det skal være stærkt nok til at bære det.