Hader mit liv, ved ikke hvad jeg skal stille op

Jeg føler gang på gang at ingen kan lide mig. Alle steder jeg har været, har jeg været holdt udenfor og ingen har kunne lide mig. Da jeg startede i folkeskolen og til jeg blev færdig. Og nu videre i mit voksenliv. Jeg var genert da jeg gik i folkeskolen, men jeg har ændret mig meget siden dengang, og er ikke rigtig genert længere, ikke mere end normalt. Alligevel er det som om folk bare ikke kan lide mig, og det plejer at være sådan at det går super i starten når jeg møder folk når jeg er startet et sted, men derefter går det ned af bakke. Jeg døjer måske med lidt usikkerhed ved mig selv, men jeg prøver at skjule det, og synes selv jeg gør noget for at komme i kontakt med folk. Men lige lidt hjælper det. Jeg er blevet meget usikker på mig selv efter jeg begyndte at få bumser, og mit ansigt forandrede sig, og jeg lider nok også lidt af dårlig selvværd. Men jeg kæmper virkelig, og synes jeg gør en indsats for at undgå at gå ned. Men ja som jeg også har læst gentagende gange så kan folk se eller mærke hvis man er usikker eller ikke kan lide sig selv, men det gør det jo ikke bedre når man bliver behandlet på den måde, og man konstant oplever modgang.
Jeg begyndte på et job som salgsassistent her i sommeren, og det gik som sagt fint i starten, men nu går det bare af lort, og jeg kan ikke rigtig snakke med mine kollegaer. Og sådan er det bare for mig hver gang. Jeg forstår det simpelthen ikke. En dag var jeg lige ved at græde da jeg var på arbejde, så jeg blev nød til at gå på toilet, fordi tårrene pressede på. Jeg er sød og afbalanceret, og vil snakke med alle. Uanset om andre ikke kan lide dem. Jeg er ikke typen der er interesseret i at såre folk, og kan ikke forstå at nogen som bevidst sårer andre, kan leve med sig selv.
Men ja, jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. I vil jo nok sige jeg bare skal sige jobbet op. Men så kommer jeg til et nyt sted, og så går det skidt der. Det er som om jeg har en aura af 'had' ikke at de direkte hader mig, men de kan bare ikke li mig. Jeg ved ikke om det har noget med mit udseende at gøre, for det føler jeg virkelig, da jeg ikke selv kan se der er noget som helst galt med min personlighed. Men som de fleste vil sige, man skal acceptere sig selv som man er, eller elske sig selv. Hvordan kan man det, når der ikke er nogen der bryder sig om en? Det eneste sted jeg virkelig føler mig tilpas er når jeg er hjemme og kan koble fra, og græde ud over de lortedage som jeg alt for ofte har. Hvorfor skal folk ødelægge mit liv. Jeg har været til psykolog før, men det hjalp ingenting, fordi ligemeget hvad jeg gør, så kan folk ikke acceptere mig. Jeg sidder nogle gange og læser om hvor svært andre mennesker har det, da jeg føler det hjælper en smule, men får virkelig også ondt af dem og græder på deres vegne. Ja det er så mit liv.
Life Sucks's Big Time!!

Jeg går ud fra at du er en ung mand. Det jeg lagde mærke til først, i dit indlæg, var at du stavede fejlfrit, det er flot. Dernæst tænkte jeg at du lyder som om, det er dig imod resten af verden. Ret ofte er det sådan at når man møder nye mennesker,enten i arbejdsforhold eller fritidsinteresser så viser man sin bedste side til at begynde med, men efterhånden bliver man som man virkelig er.
Jeg forstår godt at udseendet betyder meget, men bør du så ikke gå til lægen ang. bumserne (det skal jeg ikke gøre mig klog på)
Jeg tænker om du er glad for jobbet så focusere dog på det og ikke så meget på om de andre kan lide dig, lad være med at forsøge så hårdt på at de skal kunne lide dig, men lad det ske af sig selv.
Knus

Jeg har ikke nogen opskrift til hvordan du skal ændre noget eller forvente at andre ændre noget for dig.
Jeg kender selv de følelser du render rundt med! Man bliver noget usikker på sig selv og tænker straks om man har gjort noget galt:(
Jeg har godt nok aldrig været genert heller ej i folkeskolen, Hvilket nogen gange undre mig og måske også undre andre.
Jeg tror også det er kilden til at folk jeg ikke kender godt nogen gange har svært ved at acceptere mig. Jeg har hele mit liv været overvægtig.
Jeg har alle dage haft det fint med det og er heller aldrig blevet moppet eller chikaneret, og er jeg har det åbenbart prellet af🙂Ikke at sige at jeg ikke hellere ville tabe mig en masse kilo, men har accepteret den jeg er og har aldrig bestilt en hel masse for at lave det om.
Efter jeg startede på en videregående uddannelse har jeg dog undret mig over at der var en del mennesker der ikke hilste eller gad bruge deres sølle liv på at tale med mig. Jeg undrede mig fordi at jeg altid plejer at kunne tale med alle. Jeg forhørte mig lidt omkring. Åbenbart synes nogle mennesker at jeg spiller smart, og er der noget jeg ikke gider at spilde mit liv på er at spille smart, men det er åbenbart sådan nogle mennesker ser en overvægtig fyr, der ikke har problemer med hvem han er og ikke står tilbage for at fyre den af hver weekend og snakke med de "pæne piger" på holdet som smart, så kald det bare det! Et andet rygte der begyndte at sprede sig var at jeg skulle være bøsse. Nå ja, det er jeg ikke og tænkte ved mig selv; Hvad så om jeg var!Skulle det gøre nogen forskel?
Jeg tror at mange mennesker danner et hurtigt indtryk bygget på udseende osv. og bliver måske utrygge, hvis man er anderledes end de forventer!
Nu ved jeg ikke om du bor i provinsen? Jeg har oplevet at mennesker er meget mere åbne for forskellighed i store byer, end i små pisbyer i Jylland hvor jeg selv er vokset op. Da jeg var 15 år flyttede vi til Sjælland, lidt uden for København hvor jeg blev taget rigtig godt imod af de lokale🙂Nu bor jeg i Århus, hvor de provinsielle åbenbart ikke altid kan overskue mig, hvilket de også er i deres fulde ret til, så overvejer kraftigt at flytte tilbage til København!
Men Who cares any how??
Så længe man kan stå ved sig selv!
Så hæng i og hold hovedet højt!!
Venligste nattehilsner Tja25

Jeg har den samme følelse. Jeg er altid blevet mobbet. Jeg vil også nødig såre folk. Er venlig og imødekommende. De, der blev holdt uden for snakkede jeg med. Somme tider vendte de sig også mod mig, så gik det ud over mig i stedet for.
Men nu har jeg fået nok. De kan passe sig selv. Jeg gider dem ikke mere. Hver eneste gang nogen er uforskammede ser jeg bare igennem dem. Hilser ikke mere.
Mennesker er stride. Jeg fortæller mig selv, jeg er god nok. Vil de ikke mig, passer jeg mig selv. Er de flinke er jeg det også. Jeg tror ikke det har noget med vores person at gøre, det er menneskene, der er nogle uhyrer, magtgale, selvglade, mobbende individer.
Til tider, når det er nødvendigt, lader jeg som om, jeg spiller med i en film. Men det gør jeg kun, når det er absolut nødvendigt. Jeg må jo tage et vist hensyn til mig selv. Der er ingen andre, der gør det. Jeg kan bare tage den forretning, hvor jeg handler. Der er en ekspedient. Hun er ofte uforskammet. Hun lider af humørsvingninger. Når hun opfører sig på den måde overser jeg hende totalt. Det hjælper hurtigt. Når nogen, jeg kender, ikke hilser, og de ikke får det sædvanlige venlige smil fra mig mere, vender de på en tallerken. Så forsvinder deres magt.
Hold af dig selv.

Jeg kan sagtens føle med dig og har det på næsten samme måde. I min barndom havde jeg nemt til at etablere nye kontakter, med i mit voksenliv er det væsentlig svære. Mig og min familie bor i en lille by hvor alle kender hinanden , ja mærmest et sammenspist samfund. Vi er tilflyttere . Men folk er svære at lære at kende hvis man ikke dyrker sport og bruger sin tid i sports hallen. Folk hilser kun engang i mellem eller nærmest som om de ikke kender en, trods vi har børn i samme klasser. Ved skolefester osv kan jeg stå der i folke mængden og ikke ved hvilken ben jeg skal stå på.Har ingen at gå hen til udover min mand og børn. Føler mig så ensom i denne by. Jeg kan kun sige at vi da er lige så gode som alle andre.Hvis de kendte os ville de være taknemmelige.