Gøgeungen

Das Kuckuksei!
Versöhnt scheid’ ich, wenn auch verfehmt
von meiner Umwelt und gehasst,
ein Fremdling, der nach hier nicht passt
und deshalb sich des Daseins schämt!
Wohl lieb’ auch ich dies schöne Land,
doch so, wie bei des Nächsten Weib,
geheim und mehr zum Zeitvertreib,
was aller Welt ganz unbekannt!
Doch niemand weiss, ob nicht ein Kind,
so ein’s, wie dies, uns einst verrät,
zur Rache wär’ es dann zu spät,
da längst mich hätt’ verweht der Wind!
21. März 1957.

Gøgeungen !
Forsonet lægger jeg fra mig, selv om jeg blev forhånet
og forhadt af min omverden
en fremmed, der ikke passer ind her
og derfor skammer sig over sin væren til !
Ganske vist elsker jeg også dette skønne land,
men sådan som med ”næstens hustru”,
hemmeligt og mere som tidsfordriv,
helt skjult for alverden !
Men ingen ved, om ikke et barn,
sådan ét som dette, en gang vil forråde os,
til hævn ville det være for sent,
da er jeg for længst borte med blæsten !

Ja, undskyld. Et meget deprimeret digt.
Selv denne digter kan være ramt, selv om hans optimisme normalt er ganske utrolig, set i forhold til, hvordan hans liv har formet sig.
Men valget er faldet på dette digt, fordi der har været dybt fortvivlede mennesker på debatten de sidste par dage. Og deres smerte synes jeg er så smukt udtrykt i linien "og derfor skammer sig over sin væren til".
Det gør ondt langt ind i sjælen. Intet menneske burde skamme sig over at være til. Vi burde være lykkelige over os selv, og over ethvert medmenneske, vi lærer at kende.
Hver eneste af os er et unikum, noget helt specielt. Der har aldrig været nogen magen til, der er ingen, der vil aldrig komme én præcis som os. Så når et menneske skammer sig over at være til, burde vi alle råbe op og sige: "Nej min ven, du er også en gave til os. Du er ikke som de andre. Du er værdifuld som dig selv".
Jeg er ikke noget klogt menneske, så jeg evner ikke at råbe højt nok, at slå igennem. Men hvor ville jeg ønske, jeg kunne.
Men måske, hvis jeg bruger (eller misbruger) digte af Frederik Göbelsmann alias Frederik Rosenkrantz Segelke til at sætte ord på, måske kan det hjælpe en lille bitte smule. Jeg håber så inderligt.

Tak for digtet, til trods for, at det er mørkt i tonen. Og tak for din positive udmelding. Du har helt ret i, at ethvert menneske har betydning, og det behøver ikke at være i det store perspektiv i livet. En hjælpende hånd, et lyttende øre, og lignende bærer langt større styrke i sig end nok så stor berømmelse, hvor man er fjernt fra mange af sine medmennesker. Og der er stor rigdom i at lytte til andres erfaringer, også de mørke og tunge. Det er modgangen, der udvikler, og nede i dalen kan perspektiverne synes uoverstigelige, men vel oppe igen tror jeg, man vil opdage, at livets skyggesider er med til at give større farvevariation i livet.Vi er hver for sig enkeltindivider, der hver især bærer rundt på vores egen historie med tunge byrder og opløftende præstationer til glæde for andre og dermed til glæde for en selv. Jeg tror, rækkefølgen er sådan og ikke omvendt.Jeg ved dog godt fra egen oplevelse, at man nede i dalen kan synes blottet for kraft og vilje til at virke for det lyse, men nærheden, mødet med det enkelte, "hin enkelte", indeholder en enorm styrke, som vi kan beriges med.
Alt godt, bonobo.

Jeg har også lavet et:
Der boede en pastor i Ganløse
Han elskede en pige fra Vanløse
Men pigen var slem
Hun bed i hans lem
Nu elsker han kun med de tandløse
N.F.S. Grundtvig

En sjælden kunst i vore dage !
Fra den ene tyv til den anden: hvor har du stjålet det ?

jeg ville bare ønske, at erfaringer ikke behøvede at være så dyrekøbte.
Men dine egne "nabo-tabu-brydere" lysner så uhyre meget i en mørk tid.
Men nu kan jeg ikke finde ud af, om det er positivt eller negativt :-)

Har hørt det for mange år siden, og kom lige i tanke om det, nu vi var inde på poesi

Den alder er jeg også kommet i :-)