graviditet vs. karriere

hejsa, jeg ville bare lige høre jeres mening om overstående emne.
jeg synes at jeg efterhånden er ved at komme lidt ind i et dilemma. Jeg er 28 år og blev for 1 1/2 år siden færdig med min uddannelse. jeg fandt efter 1/2 år et arbejde, som jeg har siddet i siden da. jeg er ansat i den private sektor. men nu er det så at jeg er begyndt at tænke på at man vel også skal have nogle børn på et tidspunkt. jeg har altid haft denne idé om, at 30 år er max. alderen for sit første barn (ved godt alle ikke mener dette). men jeg føler bare at jeg næsten lige er kommet ud på arbejdsmarkedet og vil faktisk gerne bruge nogle år på at komme ordentlig ind i mit fag. Rent faktisk ville jeg gerne arbejde videre her i måske et par år og så derefter flytte til et andet firma.
men så er det dér den ligger: når man så starter det nye sted, så kan man jo ikke rigtig så godt blive gravid indenfor , ja, i al fald det første år - den går ikke, især ikke i den private sektor. hvad gør man så? (jeg har nemlig ikke lyst til at blive hvor jeg er i mere end 3 år)
det er jo netop blevet et 'hot' emne for politikerne, hvordan man kommer hurtigere igennem uddannelsessystemet (hvilket jo nok ville have gjort mit dilemma nemmere), men jeg studerede i et område som er meget eftertragtet, og blev nødt til at bruge lang tid på at forberede mig til optagelsen på studiet (da det ikke er baseret på karakter). og det var derfor jeg først kom igang senere. så den der med at give højere SU til dem der starter tidligt, holder ikke i denne afdeling af vidergående uddannelser.
men jeg vil gerne høre om der er andre der har (haft) dette dilemma. hvad i gjorde etc. ja, i det hele taget tanker og meninger er velkomne..

og jo også de allerfleste kvinders valg. Børn kan vente til du er 35 år:-))

Du skriver slet ikke noget om nogen mand. Er du gift? har en kæreste du bor sammen med eller er du single. Det synes jeg da er ret vigtigt.
Nogen kvinder mener at det er ok at få børn uden en far, ren egoisme, men sådan er samfundet jo blevet efterhånden. Selvfølgelig er der børn der vokser op hos en enlig forældre og har det fint,men de fleste har kontakt med den forælder de ikke bor hos. Siger
ikke at folk skal blive sammen i et dårligt ægteskab for børnenes skyld. En ting er jeg dog sikker på og det er at børn har det allermest trygt og er lykkeligst sammen med begge forældre hvis det er et harmonisk ægteskab/parforhold. Det er min opfattelse at det er noget folk går og bilder sig ind at det er ligegyldigt om børn bor med en eller begge forældre, tror at det er for at dulme samvittigheden lidt at have den holdning. Det vil altid være hårdt at være enlig forsørger, hvis ikke man har en stor uddannelse og tjener masser af penge (og ser lidt til sit barn)
At sætte uddannelse og karrierer højest er også typisk for vores materialistiske samfund. Det er fint og godt med uddannelse, men at vente med børn for at få skrabet alle staussymbolerne sammen først, kan give bagslag.
Min søn og svigerdatter kæmper nu på andet år på at få børn. De ventede også og skulle lige nå en masse. Havde også styr på at de ikke ville have et julebarn. Da de endelig var klar opdagede de så at "man" ikke bare lige får de børn man vil have når det passer i programmet. Det er trist og synd, men barsk er virkeligheden. Man får ikke altid alt fordi man vil ha` det. De har bitterligt fortrudt at de havde så travlt med karriere, rejser og statussymboler.
Det biologiske ur tikker og pludselig kan det blive for sent.
m.v.h.
bulderfnis

det er jo det med at det kan blive for sent.
men jo, til dit spørgsmål, så er der en mand. Det hele er godt på den kant: har fundet drømme manden, har fået den uddannelse jeg gerne ville have osv.
men grunden til at jeg gerne vil fordybe mig i mit arbejde/karriere er ikke status symbolerne, som du beskriver. (lige nu tjener jeg mindre end man får på understøttelse i danmark), men det er fordi jeg rent faktisk brænder for det jeg laver og har meget jeg gerne vil afprøve inden jeg får børn (hvor mærkeligt det så end lyder).
men jo, jeg er jo selvfølgelig også bange for om det bliver for sent med børnene (som jeg også gerne vil have i mit liv).
en løsning kunne være at bibeholde det job jeg har nu, men jeg ved allerede at mere end 3 år det samme sted i min branche, oftes fører til (kreativ) tomgang

Om man brænder for det job man har, eller om det er fordi man vil have det "rigtige hjem" med den "rigtige indretning " først er som sådan fuldstændig ligegyldigt. Det som det hele handler om er vel om man er moden og klar og ønsker børn så man bliver til en familie. Så må karriere og det pæne hjem vente, hvis ikke man vil risikerer måske at måtte undværre selv at føde sine børn og måske er heldig at blive godkendt til adoption.
Der er virkelig mange i de senere år der oplever dette, netop fordi de venter så længe med at få børn. Ser man på hvornår kvinder biologisk set er mest modtagelige for graviditet og med færrest komplikationer så topper de faktisk omkring 25 års alderen, så blinklysene begynder faktisk allerede omkring de 30 år.
I U.S.A er der lavet nogle undersøgelser som er ret alarmerende (forskerne er ret bekymrede) fordi kvinder tror at man bare kan få børn når det passer ind i programmet og sådan er virkeligheden ikke. Det er IKKE bare lige at lave et barn ved insimination, eller reagensglas, ofte lykkes det aldrig og der kommer ingen børn.
m.v.h.
Bulderfnis