Fjortende del af krimi-føljetonen
- Vi må gå mere systematisk til værks i morgen, siger Frank højt, for at overgå den levende musik.
Marlene nikker og tager en slurk af sin stærke øl; men ser så, at en kvinde kommer hen og nejer for Frank. Da han ikke selv observerer det, peger hun på hende foran Franks øjne.
Frank drejer sig forundret omkring, hvorpå hun inklinerer en gang til. Egentlig er han ikke særlig indstillet på at blive afbrudt i sin tankevirksomhed; men okay 5 minutters pause er måske slet ikke så dumt endda, så han bukker og følger med ud på dansegulvet, mens Johnny Reimar på scenen starter på sangen Lille Fregnede Louise.
Efter lidt afstandsvrik, griber Mette tættere fat om Frank, så de bedre kan kommunikere: - Du er stadig i byen. Er der mange rotter at bekæmpe her på egnen?
- Nej. Frank tænker hurtigt: - Øh jo. Godt spørgsmål dame, der gav du mig lige et fint alibi.
- Ja det virkede aldeles effektivt ude på Walstrøm, det må jeg sige. Vi har ikke set en eneste siden i torsdags.
- Det var da godt, svarer Frank, trækker hovedet lidt tilbage og betragter hendes ansigt: - Åh, du var hende sekretæren, der var med her henne på kroen og spise. Går det pludselig op for ham.
- Akkurat. Og i den forbindelse er der noget, jeg meget gerne vil spørge dig om. Forstår du, i går kom der en politimand ind på fabrikken og bad mig om at rekonstruere vores gåtur hertil og tilbage til Walstrøm, uden at han ville sige, hvad det skulle gøre godt for. Har du nogen ide om, hvad det skulle betyde? ... ja, jeg er bare meget nysgerrig.
Frank tænker hurtig: Politiet har altså gang i noget. Det var dog betryggende. Så havde jeg måske alligevel ikke haft nødig at rejse hertil igen eller inviet Henriette i forløbet, førend beviserne var på bordet.
- Nah. Du er ikke meget for at svare på det. Du er måske en lyssky person?
- Øh, næh nej. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad det skulle gøre godt for. Jeg kom her til byen torsdag klokken cirka ni tredive, og startede straks ude ved jer. Så jeg har umuligt kunnet komme på kant med loven i mellemtiden.
- Nej, det er svært. Men du kan godt forstå, jeg undrer mig over, hvorfor politiet ville have mig til at vandre frem og tilbage? spørger Mette Therkildsen smilende og takker for dansen.
- Jo, det lyder meget besynderligt, svarer Frank højt, uden omtanke for at der er kommet et ophold i musikken.
- Du danser også besynderligt, kommenterer en teenagerknægt og giver ham et knytnæveslag på overarmen, tager sig selv til skinnebenet og humper over mod baren.
- Undskyld, kom jeg til at spar... Men drengen er udenfor hørevidde, og da Frank atter kigger frem, er også Mette forduftet, så lidt forvirret tripper han tilbage til bordet, hvor Marlene sidder og taler med en fyr.
Pernille svinger ind på vænget i Karise og begge de kvindelige betjente giver sig i kast med at studere husnumre. Da de finder nummer 15 og konstaterer, at der er helt mørkt og carporten tom, kigger de ærgerligt på hinanden.
- Skal vi vente og se, om de kommer hjem, spørger Lise og ser selv vemodig ud ved tanken om, at de kan komme til at sidde der i adskillige timer. Det er fint nok i tjenestetiden, men ikke når man holder fri. Så kan opgaven være nok så spændende, men hun vil også nødig forsømme Mogens derhjemme.
Pernille har en helt anden indstilling. Blot Claes får lov at være sammen med Emil, så rører det ham ikke, at hun er borte i længere tid: - Der så ud til at være godt gang i den på kroen, da vi kørte der forbi. Måske er de derhenne.
- Måske. Men så kan klokken jo nemt blive to, tre, fire stykker, inden de vender hjem.
- Ikke hvis de har en 6-årig pige med. Jeg vil gætte på, at de er her snart.
- Går de til bal på kroen, så sætter de vel barnet i pleje, mener Lise og funderer over, hvorledes hun skal få kollegaen til at opgive forehavendet, hvis ikke der sker noget i løbet af et kvarter: - Her kan vi vel ikke købe noget maleri?
- Nej, men så finder vi sikkert et andet godt påskud til at falde i snak med dem. Eksempelvis holder der en havetraktor der, den kan vi starte med at virke interesseret i.
- Det virker ikke naturligt, at to kvinder kommer ind for at tale om havetraktorer. Og jeg vil i hvert fald ikke være med til at købe den. Sådan en står vel sagtens i 20, 30 tusinde kroner.
- Ja, du har ret. Men du så jo hvor godt det virkede med maleriet. Vi kom virkelig ind på livet at Hanne Flæng. Lad os for øvrigt lige tage den en gang til. Hun er sikker på, at hun taler med den tyske sejler ved havnen om formiddagen, og midt på eftermiddagen bliver Tanja kidnappet. Doktor Mengele ville næppe være sejlet hertil efter at operationen var mislykket. Det ville ganske enkelt tage for lang tid.
- Utvivlsomt. Men hvorfor skulle han kidnappe hende forud?
- Hvis han havde en rimelig forventning om, at hans operationsmetode ville mislykkes. Han sejler tilbage med Tanja fra Næstved og kontakter derefter Louise med tilbud om at operere den oprindelige Cindy. Da operationen fejler, har han straks den anden pige, der ligner den første til forveksling, i baghånden. Tilfører hende et ar og overdrager hende til en lykkelig Louise.
- Hvordan skaffede han sig så af med liget?
- Kørte ud og gravede hende ned i en skov ... hvad ved jeg. Der er mange måder at komme om ved det, uden at det bliver opdaget. Men det undrer mig noget, at han stikker af til Sydamerika, når hans plan ender i en succes.
- Tja, den var vel ikke mere succesfuld, end vi to har opklaret den nu, svarer Lise og forsøger at gabe.
- Nej. Det kan du have ret i. Men kun fordi at Frank Spånby, alias Robert Madsen, gør en helt usædvanlig fantastisk, nærmest utænkelig, iagttagelse ved Karise Skoles børnehaveklasseafdeling.
- Ja, det strider mod alle odds. Sandsynligheden er en til flere trilliarder, at det skulle ske. Men sig mig, hvad vil du egentlig stille op med det rædselsfulde maleri, som du måtte punge 800 kroner ud på?
- Så grimt var det da ikke. Jeg vil hænge det op og, hver gang jeg ser på det, mindes, at jeg løste denne gåde.
- Men når nu vi ... du ... har opklaret det hele. Hvad skal vi så egentlig her?
Fortsættelse følger.
Marlene nikker og tager en slurk af sin stærke øl; men ser så, at en kvinde kommer hen og nejer for Frank. Da han ikke selv observerer det, peger hun på hende foran Franks øjne.
Frank drejer sig forundret omkring, hvorpå hun inklinerer en gang til. Egentlig er han ikke særlig indstillet på at blive afbrudt i sin tankevirksomhed; men okay 5 minutters pause er måske slet ikke så dumt endda, så han bukker og følger med ud på dansegulvet, mens Johnny Reimar på scenen starter på sangen Lille Fregnede Louise.
Efter lidt afstandsvrik, griber Mette tættere fat om Frank, så de bedre kan kommunikere: - Du er stadig i byen. Er der mange rotter at bekæmpe her på egnen?
- Nej. Frank tænker hurtigt: - Øh jo. Godt spørgsmål dame, der gav du mig lige et fint alibi.
- Ja det virkede aldeles effektivt ude på Walstrøm, det må jeg sige. Vi har ikke set en eneste siden i torsdags.
- Det var da godt, svarer Frank, trækker hovedet lidt tilbage og betragter hendes ansigt: - Åh, du var hende sekretæren, der var med her henne på kroen og spise. Går det pludselig op for ham.
- Akkurat. Og i den forbindelse er der noget, jeg meget gerne vil spørge dig om. Forstår du, i går kom der en politimand ind på fabrikken og bad mig om at rekonstruere vores gåtur hertil og tilbage til Walstrøm, uden at han ville sige, hvad det skulle gøre godt for. Har du nogen ide om, hvad det skulle betyde? ... ja, jeg er bare meget nysgerrig.
Frank tænker hurtig: Politiet har altså gang i noget. Det var dog betryggende. Så havde jeg måske alligevel ikke haft nødig at rejse hertil igen eller inviet Henriette i forløbet, førend beviserne var på bordet.
- Nah. Du er ikke meget for at svare på det. Du er måske en lyssky person?
- Øh, næh nej. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad det skulle gøre godt for. Jeg kom her til byen torsdag klokken cirka ni tredive, og startede straks ude ved jer. Så jeg har umuligt kunnet komme på kant med loven i mellemtiden.
- Nej, det er svært. Men du kan godt forstå, jeg undrer mig over, hvorfor politiet ville have mig til at vandre frem og tilbage? spørger Mette Therkildsen smilende og takker for dansen.
- Jo, det lyder meget besynderligt, svarer Frank højt, uden omtanke for at der er kommet et ophold i musikken.
- Du danser også besynderligt, kommenterer en teenagerknægt og giver ham et knytnæveslag på overarmen, tager sig selv til skinnebenet og humper over mod baren.
- Undskyld, kom jeg til at spar... Men drengen er udenfor hørevidde, og da Frank atter kigger frem, er også Mette forduftet, så lidt forvirret tripper han tilbage til bordet, hvor Marlene sidder og taler med en fyr.
Pernille svinger ind på vænget i Karise og begge de kvindelige betjente giver sig i kast med at studere husnumre. Da de finder nummer 15 og konstaterer, at der er helt mørkt og carporten tom, kigger de ærgerligt på hinanden.
- Skal vi vente og se, om de kommer hjem, spørger Lise og ser selv vemodig ud ved tanken om, at de kan komme til at sidde der i adskillige timer. Det er fint nok i tjenestetiden, men ikke når man holder fri. Så kan opgaven være nok så spændende, men hun vil også nødig forsømme Mogens derhjemme.
Pernille har en helt anden indstilling. Blot Claes får lov at være sammen med Emil, så rører det ham ikke, at hun er borte i længere tid: - Der så ud til at være godt gang i den på kroen, da vi kørte der forbi. Måske er de derhenne.
- Måske. Men så kan klokken jo nemt blive to, tre, fire stykker, inden de vender hjem.
- Ikke hvis de har en 6-årig pige med. Jeg vil gætte på, at de er her snart.
- Går de til bal på kroen, så sætter de vel barnet i pleje, mener Lise og funderer over, hvorledes hun skal få kollegaen til at opgive forehavendet, hvis ikke der sker noget i løbet af et kvarter: - Her kan vi vel ikke købe noget maleri?
- Nej, men så finder vi sikkert et andet godt påskud til at falde i snak med dem. Eksempelvis holder der en havetraktor der, den kan vi starte med at virke interesseret i.
- Det virker ikke naturligt, at to kvinder kommer ind for at tale om havetraktorer. Og jeg vil i hvert fald ikke være med til at købe den. Sådan en står vel sagtens i 20, 30 tusinde kroner.
- Ja, du har ret. Men du så jo hvor godt det virkede med maleriet. Vi kom virkelig ind på livet at Hanne Flæng. Lad os for øvrigt lige tage den en gang til. Hun er sikker på, at hun taler med den tyske sejler ved havnen om formiddagen, og midt på eftermiddagen bliver Tanja kidnappet. Doktor Mengele ville næppe være sejlet hertil efter at operationen var mislykket. Det ville ganske enkelt tage for lang tid.
- Utvivlsomt. Men hvorfor skulle han kidnappe hende forud?
- Hvis han havde en rimelig forventning om, at hans operationsmetode ville mislykkes. Han sejler tilbage med Tanja fra Næstved og kontakter derefter Louise med tilbud om at operere den oprindelige Cindy. Da operationen fejler, har han straks den anden pige, der ligner den første til forveksling, i baghånden. Tilfører hende et ar og overdrager hende til en lykkelig Louise.
- Hvordan skaffede han sig så af med liget?
- Kørte ud og gravede hende ned i en skov ... hvad ved jeg. Der er mange måder at komme om ved det, uden at det bliver opdaget. Men det undrer mig noget, at han stikker af til Sydamerika, når hans plan ender i en succes.
- Tja, den var vel ikke mere succesfuld, end vi to har opklaret den nu, svarer Lise og forsøger at gabe.
- Nej. Det kan du have ret i. Men kun fordi at Frank Spånby, alias Robert Madsen, gør en helt usædvanlig fantastisk, nærmest utænkelig, iagttagelse ved Karise Skoles børnehaveklasseafdeling.
- Ja, det strider mod alle odds. Sandsynligheden er en til flere trilliarder, at det skulle ske. Men sig mig, hvad vil du egentlig stille op med det rædselsfulde maleri, som du måtte punge 800 kroner ud på?
- Så grimt var det da ikke. Jeg vil hænge det op og, hver gang jeg ser på det, mindes, at jeg løste denne gåde.
- Men når nu vi ... du ... har opklaret det hele. Hvad skal vi så egentlig her?
Fortsættelse følger.