Gravid, glæde og frustration, hvad skal jeg gøre?!

Jeg er 23 år gammel og har for 6 mdr. siden købt hus med min på det tidspunkt forlovede.
Vi er i mellemtiden gået fra hinanden, men fandt ud af vi ikke kunne leve uden hinanden alligevel, vi hedder stadig singler i vores privatlivs spærgsmål, men vi lever sammen som om vi er kærester for at bevise overfor hinanden at vi kan ændre de ting der skal til, og se om det virker inden vi kalder os kærester igen.
Vi elsker hinanden, og vi vil begge gerne at det bliver os to igen..
Men men men,,
Jeg har idag taget 2 hjemme test som var positive, og vi har i den tid vi har været sammen snakket meget om børn, jeg vil mægtig gerne have børn og føler tiden arbejder i mod mig (forklaring følger)..
Nu står jeg og skal til lægen i morgen tidlig og aflevere urinprøve.
Det er gået en smule ned ad bakke for os to den sidste uge, men vi arbejder stadig på det her.
Hvad jeg mangler at fortælle er at jeg 2 gange er blevet opereret for celleforandringer på livmoderhalsen, der er 4 stadier af dette, stadie 1 er svage celleforandringer, og stadie 4 er kræft. JEG HAR BEGGE GANGE HAFT 3 !
Og oveni i det sagde lægen sidste gang jeg blev opereret at han havde fjernet så meget han kunne af min livmoder, dvs. at han måtte meddele mig, at hvis det kom igen, så var det desværre den sørgelige meddelelse at de skal fjerne hele livmoderen.
Så min frustration ligger i at jeg nu faktisk måske sansynligiv er gravid, men vi er ikke "sammen, sammen" og jeg ved ikke hvad fremtiden byder mig hverken hvad mit forhold angår eller min livmoder..
En masse gode råd/erfaringer/råd ville være dejligt.
Mvh
TK

altså skal jeg beholde barnet, hvis svaret er positivt ved lægen i morgen, eller hvad skal jeg gøre..

Ja, den er hård. Men uanset hvad så kræver et parforhold hårdt arbejde og der skal arbejdes livet igennem for at holde gnisterne og ilden i live. Mange giver op for let (ikke derved sagt at det er tilfældet her) og bliver så som 39 årig kunstigt befrugtet med en portion de har købt nede i "banken" for at blive enlige mødre som 40 årig.
Alderen har du jo med dig, men kan godt se at det lyder trist og skidt med din livmoder og faren for at den må fjernes er større end normalt.
Jeg tror du skal tænke over om du kan, og vil, klare dig alene med et lille barn? Er du et sted i livet hvor det kan lade sig gøre? Har du et netværk der er stærkt og godt? For HVIS i ikke kan klare skærerne sammen(og tro mig det er hårdt for forholdet at få et barn), så er du rustet til at klare dig uden ham.
Måske kunne noget parterapi være en mulighed for at finde ind til hinanden igen? Eller finde ud af at det IKKE skal være jer mere?
Men alt i alt tror jeg du skal gøre op med dig selv om DU vil have det barn! Og dernæst, om DU kan klare dig uden en partner døgnet rundt!
Ønsker dig alt det bedste...

Kan godt se duranies pointer, men for søren hvor ville jeg være ulykkelig hvis det var mig der fik en abort og så senere fandt ud af at jeg pludselig ikke kunne få børn.. :(
Min holdning vil altid være at uanset hvad er børn velkomne og man vil altid få glæder ud af det som er uvurderlige..!!