Giver vi op for hurtig??

Jeg synes jeg oplever mange unge par som har levet sammen i adskellige år, og når der så opstår en krise eller en anden begivenhed, giver de op og går fra hinanden? Er det bare mig der oplever det???
Jeg kan bare ikke finde ud hvorfor det er sådan. Personligt synes jeg at man skal kæmpe og hjælpe hinanden, kriser kan man godt komme i gennem. Hvorfor smide det hele væk pga. en krise, for at derefter finde en anden og gøre det samme?
Jeg ved godt at der kan være alvorlig grunde til man bliver skilt eller går fra hinanden, men synes man skal prøve at kæmpe og se om det ikke kan lykkes.

Jeg tror vi giver op fordi vi er økonomisk uafhængige af hinanden og vi er vokset op i en verden hvor vi har lært, at vi selv bestemmer og det er ok at sige fra hvis der er noget man ikke gider.
Du har ret i, at vi ikke kæmper nok og det kommer vores generation til at bøde for med mange delbørn og store regninger til "krisehjælp".
Syntes ikke man skal blive sammen for enhver pris - men tale om tingene og går det ikke så må man skilles.
Hilsen
Ladybird årgang 1972

...end Ladybirds ord!
Før i tiden blev man sammen for enhver pris.
Nu går man fra hverandre for enhver gevinst.
Det er et produkt af ligestillingen.
Og jeg ønsker på ingen måde et tilbageskridt til "de gode gamle dage", som bestemt ikke var gode.
Vi skal bare lære at klare de nye udfordringer i det moderne samliv.
Husk, vi er kun på kravlestadiet i den nye ligestilling.
Og vi skal nok komme op at stå! Begge køn!
Men der vil altid være gråd og tænders gnidsel ved skilsmisse.
Vi skal bare lære fra barnsben, at verden IKKE går under.

Mange hilsner
Gråskæg

Jeg tror ikke folk giver for hurtigt op. Når først man bor sammen, kæmper man for at få det til at fungere. Jeg kan ikke forestille mig, at folk ved det mindste bump giver op.
Selv har jeg 2 brudte forhold bag mig, det seneste for 3 måneder side, efter 6 års samliv. Ingen af mine brud har været lette. Det har kostet blod sved og tårer først, og jeg kan garantere dig for, at beslutningen om et brud var langt sværer end bare at lade stå til.
Ja jeg kan klare mig selv, hvilket selvfølgelig gør det lettere. Men det betragter jeg kun som et gode. Tænk hvis man var afhængig af en anden økonomisk, og underlagt hans luner? Eller hvis en anden var økonomisk afhængig af en selv? Hvilken magt!
Nej - godt at vi ikke længere er afhængige af at blive sammen, og NEJ! Vi giver ikke op for let. Jeg er helt sikker på, at langt de fleste kæmper for at få et samliv til at fungere, før de bryder ud. Et brud er faktisk det sværeste af alt.

Måske er det også et eller andet med, at de seneste generationer (incl. min egen -65) har en forventning om at være lykkelige hele tiden. Vi er opdraget til at tro på at vi kan det hele, og det er bestemt et gode, men for nogen betyder det måske også, at man er lidt for hurtig til at opgive parforholdet, hvis der kommer tunge perioder. Det er bestemt ikke en fordel for nogen - heller ikke ungerne - hvis folk bliver sammen for enhver pris. Men man skal da kæmpe lidt for forholdet, når det ikke kører. Og man skal ville det først og fremmest.