Fremtidsforskning ren fantasi.

Fremtidsforskning det rene fantasi.
Regeringen har lige vedtaget en lov om arbejdstageren skal blive længere tid på arbejdsmarked fra 60 år til 62 år, men jeg har lidt svært ved at kunne forstå hvorfor man ikke i Norge og Sverige har disse voldsomme politiske debatter om efterløn og pension. Da deres gennemsnitlige leve alder i en del år har været 2 til 3 år højre end danskernes nu mener disse fremtidsforsker så, at vi skal blive på arbejdsmarked i år 2040 til vi er 65 år.
Jeg finder det ganske grotesk at disse borgerlige tænketanke skal sætte den politiske dagorden i samfunds debatten, og det skyldes ikke jeg mener folk ikke skal arbejde, og vi alle bør yde lidt til den fælles samfundsøkonomi. Men det forholder sig sådan at langt de fleste faktisk ikke magter, at omstille sig når de kommer i alderen og er slidt ned igennem et langt arbejdsliv.
I fremtiden bliver folk slidt ned på grund af stress relateret sygdomme og de seneste indslag der været i tv avisen om hvor let det er at forebygge stress har ingen hold i virkeligheden. Hvis ikke vi får en over – ordnet politiske debat om, at alle mennesker sku ikke magter at løbe et maratonløb på under tre timer hver dag.
Men kapitalisterne/liberalisterne tager alle deres overvejelse ud fra økonomiske forhold og tænker ikke på deres medmenneskers ved og vel, og vi har grænser som mennesker både fysisk og psykisk.
Men ellers er menneskers liv ikke til inaktivitet og de fleste fortrækker et aktivt liv med positive oplevelser, men når de ikke ønsker at være på arbejdsmarked, så skyldes det jo de ikke befinder sig vel ved deres job.
Hvis vi indrettede vores arbejdspladser efter at tilfredsstille arbejdstageren var jeg ganske overbevist om der ikke blandt befolkningen vil være den store modstand, imod at skulle blive nogle år længere på arbejdsmarkedet, hvis det skulle blive nødvendigt i fremtiden.
Mabuting pagbati.

kan jo ikke være meget end en gætteri.. en vis mand sagde en gang at fremtiden er noget af det mest besværlige at spå om, og dét kan jeg kun give ham ret i.

venstre, konservative og DF der sætter dagsordenen kan du takke demokratiet for, da de partier har et folkevalgt flertal... om du kan lide det eller ej!
Det du ønsker tangere et kommunistisk styre, med 100% skat og borgerløn som resultat... det er din definition på "lighed".
Den liberale definition på lighed er at den der yder får tilsvarende tilbage og den der ikke yder også får tilsvarende tilbage. Noget for noget princippet!

selvfølgelig er fremtidsforskning gætteri, men ud fra diverse prognoser, erfaringer og håb / ønsker.
du skriver: Men kapitalisterne/liberalisterne tager alle deres overvejelse ud fra økonomiske forhold og tænker ikke på deres medmenneskers ved og vel, og vi har grænser som mennesker både fysisk og psykisk.
der findes ikke nogen arbejdsgiver der ikke tænker økonomisk, så ville det være umuligt at drive en virksomhed,
en arbejdsgiver ved udmærket hvilke faktorer der bevirker øget arbejdsindsats og derved øget indtjening.
Det er ikke kun arbejdsgiveren der går efter høj indtjening.
arbejdsgiveren ved at højere løn / akkordarbejde kan øge indtjeningen, den højere løn gives som kompensation for den øgede risiko for arbejderens tidligere nedslidning.
Det kan derfor ikke være arbejdsgiverens ansvar at arbejdstageren sætter sit forbrug ude fra indtjeningen af akkordarbejde, så derfor kan nedslidningen og stress være selvforskyldt.
Samtidig, men ud fra samme kriterier, hurtige og mange penge, er der vokset en parallel industri op omkring sort arbejde.
Hvis du stopper med akkord arbejde, risikobetonet højtlønsarbejde og sort arbejde, fra den ene dag til den anden, vil du opleve en enorm bølge af stressrelaterede sygdomme samtidig med tvangsaktioner, rigtigt mange arbejdere har spændt buen meget højt og investeret i en livsstil ud fra deres nuværende indtjening.

du skriver:
Hvis vi indrettede vores arbejdspladser efter at tilfredsstille arbejdstageren.
Gider du lige kikke lidt mere på hvad det egentligt er du skriver og relatere det til det nuværende arbejdsmarked.
Den enkelte arbejder har solgt sin ret til medbestemmelse til diverse fagforbund der efterfølgende har fusioneret, hvilket bevirker at fagforbundene har mistet tilknytningen til medlemmerne af de små faggrupper og deres arbejdsvilkår. Arbejdstagerens muligheder for påvirkning af deres arbejdspladser er altså lagt over på fagforbundenes hænder på samme måde som arbejdsgiverne.