f.eks. Tarzan satte gode ord på...
Halloj,
jeg læste "f.eks. Tarzan"'s indlæg og syntes at der blev sat rigtige ord på nogle ting. Jeg bliver så UHHH, ØV, når jeg hører folk fortælle om alt det de gør med deres veninder-der er cafébesøg hver og hveranden dag. Så bliver jeg altså frustreret og trist. Jeg blev skredet fra for 5 mdr. siden og dermed forsvandt meget af min bekendskabskreds. Dog har jeg nogle meget gode venner og veninder som har været der for mig, men "problemet" er, at de bor i freaking Jylland eller i udlandet! Dvs. jeg har ingen som jeg render i byen med og slubrer kaffe med hele ugen lang.
Jeg er højtuddannet, har et arbejde som jeg elsker og hvor jeg føler at jeg gør en stor indsats. Mine kollegaer er super, vi holder et højt tempo og fagligt niveau men har samtidigt en utroligt befriende sort humor og har det simpelthen så godt sammen.
Jeg kunne stort set tænke mig at blive gode veninder med hver eneste af dem- og er det vel også på et eller andet plan. Men: (Ok, nu kommer min pointe...)
Jeg er den dér type, som tænker- Herregud- jeg er sgu' da en fjong person, jeg er rigtig ked af at være blevet vraget, men jeg har ingen depressioner, jeg er energisk og vil gerne lave sjove ting etc.etc.
Men "f.eks. Tarzan" har ret- jeg er den dér type som ABSOLUT tænker - Ujujuj, hvis jeg spørger om vi skal lave noget, så trænger jeg mig på. Alle andre har jo så pissetravlt med kærester og alle disse hersens veninder. Så hvor i himlens navn skulle der være plads til mig??
Så kan man godt have rigtigrigtig ondt af sig selv...
jeg læste "f.eks. Tarzan"'s indlæg og syntes at der blev sat rigtige ord på nogle ting. Jeg bliver så UHHH, ØV, når jeg hører folk fortælle om alt det de gør med deres veninder-der er cafébesøg hver og hveranden dag. Så bliver jeg altså frustreret og trist. Jeg blev skredet fra for 5 mdr. siden og dermed forsvandt meget af min bekendskabskreds. Dog har jeg nogle meget gode venner og veninder som har været der for mig, men "problemet" er, at de bor i freaking Jylland eller i udlandet! Dvs. jeg har ingen som jeg render i byen med og slubrer kaffe med hele ugen lang.
Jeg er højtuddannet, har et arbejde som jeg elsker og hvor jeg føler at jeg gør en stor indsats. Mine kollegaer er super, vi holder et højt tempo og fagligt niveau men har samtidigt en utroligt befriende sort humor og har det simpelthen så godt sammen.
Jeg kunne stort set tænke mig at blive gode veninder med hver eneste af dem- og er det vel også på et eller andet plan. Men: (Ok, nu kommer min pointe...)
Jeg er den dér type, som tænker- Herregud- jeg er sgu' da en fjong person, jeg er rigtig ked af at være blevet vraget, men jeg har ingen depressioner, jeg er energisk og vil gerne lave sjove ting etc.etc.
Men "f.eks. Tarzan" har ret- jeg er den dér type som ABSOLUT tænker - Ujujuj, hvis jeg spørger om vi skal lave noget, så trænger jeg mig på. Alle andre har jo så pissetravlt med kærester og alle disse hersens veninder. Så hvor i himlens navn skulle der være plads til mig??
Så kan man godt have rigtigrigtig ondt af sig selv...