Femte del af krimi-føljetonen.
Henry Mohdlys viser sit politiskilt og får foretræde hos værkfører Benny Langtofte på Smedefabrikken Walstrøm & Co. A/S i Karise: - Jeg skal såmænd blot høre lidt om den smedeassistance, I fik fra en nordjysk kollega i går.
- Hvad, en nordjysk smed? Det er jeg ikke bekendt med.
- Nå da da. Det vender sagen fuldkommen på hovedet. Han hævder ellers, at I var henne og spise frokost på Karise Kro.
- Ja så, vi inviterer ellers ikke i dagligdagen smedene på kro; hverken vores egne eller dem vi lejer ... nej hør, vendt nu lidt. Det har været ham rottefængeren. Vi har været plaget af mange rotter her på det sidste, og så havde vi hyret en person til at få dem ryddet af vejen. Og det må siges at være lykkedes ganske fortrinligt. Vi har ikke set en eneste rotte hele dagen i dag. Men han havde også en masse underlige grejer med.
- Aha, så han er rottefænger. Hvordan kan det være, at I måtte hyre en helt oppe fra Hjørring?
- Vores direktør havde hørt, at han skulle være Danmarks bedste ... da vi var ude for noget lignende for otte år siden, da boede han i Næstved.
- Nå, det ved du alt om. Så ved du måske også, hvorfor han måtte flytte til Hjørring?
- Ham i Næstved? ... nej, det er ikke den samme! Ham i går lignede over hovedet ikke ham fra dengang. Nej, det jeg mener, for otte år siden boede Danmarks bedste rottefænger i Næstved, i dag bor den bedste i Hjørring. Hvorfor ham i Næstved ikke længere er den bedste, det ved jeg ikke ... hør, hvad er det egentlig du forsøger at opklare?
- Det er en lidt speget sag, som handler om noget helt andet, så lad os glemme alt om dette rottefængeri. Var du med på gåturen hen til Karise Kro?
- Nej, det var vores direktør, som rejste til Skotland her til morgen. Måske vores sekretær var med. Et øjeblik, siger Benny og henter Mette Therkildsen: - Dette er Mette, som var med på turen.
- Og vi foretog os absolut intet kriminelt. Jeg kan vise Dem bonen med kroens underskrift på.
- Jeg tror Dem på Deres ord. Men kunne jeg få Dem til at gå den samme tur med mig?
- Hvad? ... inviterer De mig på middag? ... De skal lige vide, at jeg er lykkelig gift og har 3 børn på 7...
- Det handler ikke om en middag, afbryder Henry: - Jeg vil blot gerne have rekonstrueret gåturen derhen til.
- Nå, svarer Mette forlegent: - Det må De undskylde ... men der skete absolut intet kriminelt undervejs.
- Jeg ved præcis, hvad der skete. Det skal De ikke bekymre Dem om, det har intet personligt med Dem eller virksomheden her at gøre. Blot De vil vise mig den nøjagtige rute, som I 3 gik i går, så er I helt ude af sagsforløbet igen, forklarer Henry og tripper allerede utålmodigt hen imod udgangen af bygningen.
Mette og Benny kigger hinanden forundret i øjnene og ryster i takt hovederne ganske let og trækker på skuldrene.
Henriette blive lukket ind hos sin bedste veninde, Marlene Ingquist Nielsen i Hirtshals: - Kan jeg sove her nogle nætter?
- Ja, det kan du vel nok, svarer Marlene befippet: - ... hør, Frank har vel ikke smidt dig ud?
- Nej. Det er mig, der er gået. Han har lige fortalt mig, at han slog et barn ihjel for 5 år siden.
- Frank! ... det kan umuligt passe. Han er da så skikkelig.
- Ja, det har jeg også hele tiden troet. Men skindet bedrager, forklarer Henriette, slår sig ned i Marlenes sofa og fortæller alt det, hun selv hørte om plastickirurgen, varetægtsfængslingen, frifindelsen, osv.
- Det lyder helt usandsynligt, mener Marlene forundret og har svært ved at tro på historien.
- Havde en anden fortalt mig det om Frank, ville jeg også have benægtet det, men nu kom det fra hans egen mund.
- Ja, det kan jeg godt indse. Og hvorfor skulle han lave et sådant opspind, hvis ikke det var sandt?
- Nej. Åh Marlene, nu troede jeg, at jeg langt om længe havde fundet lykken. Hvorfor er livet så uretfærdigt?
- Og det skønne landsted, som vi alle var så betaget af, selvom Katrine, Randi og jeg kun har besøgt det en gang. Skal vi nu aldrig besøge dig der igen? ... men du siger, at han blev frikendt og siger selv, at han var uskyldig.
- Ja, men det gør de jo alle. Når det kommer til stykket, er de det jo ikke alligevel. Det er bare domstolene, som er for slappe.
- Det er jo før sket, at man har anholdt en forkert, for så siden at måtte slippe vedkommende løs igen, da de fandt den rigtige forbryder. Er du sikker på, at du ikke var lidt hurtig til at dømme Frank skyldig?
- Nej, jeg har mine fornemmelser, og de svigter mig sjældent. Politiet har jo aldrig fundet nogen anden skyldig i denne sag.
- Korrekt. Men de har heller aldrig fundet pigen. Så man ved vel ret beset ikke, hvorvidt hun overhovedet er blevet myrdet eller bortført til Marokko.
- Marokko!? Hvem i alverden skulle dog bortføre barnet til Marokko? Så vidt jeg erindrer, var det en pæredansk familie, der var forældre til den lille pige.
- Nå, du kender dem?
- Nej. Det foregik på Sjælland. Men vi hørte jo alle om sagen, da den var på sit højeste.
- Nå, det var det mord? Uha dog! ... hør. Jeg tror, vi trænger til at få noget at styrke os på.
- Det tror jeg også, samtykker Henriette men føler så pludselig en voldsom kvalme og må styrte ud på toilettet.
Fortsættelse følger.
- Hvad, en nordjysk smed? Det er jeg ikke bekendt med.
- Nå da da. Det vender sagen fuldkommen på hovedet. Han hævder ellers, at I var henne og spise frokost på Karise Kro.
- Ja så, vi inviterer ellers ikke i dagligdagen smedene på kro; hverken vores egne eller dem vi lejer ... nej hør, vendt nu lidt. Det har været ham rottefængeren. Vi har været plaget af mange rotter her på det sidste, og så havde vi hyret en person til at få dem ryddet af vejen. Og det må siges at være lykkedes ganske fortrinligt. Vi har ikke set en eneste rotte hele dagen i dag. Men han havde også en masse underlige grejer med.
- Aha, så han er rottefænger. Hvordan kan det være, at I måtte hyre en helt oppe fra Hjørring?
- Vores direktør havde hørt, at han skulle være Danmarks bedste ... da vi var ude for noget lignende for otte år siden, da boede han i Næstved.
- Nå, det ved du alt om. Så ved du måske også, hvorfor han måtte flytte til Hjørring?
- Ham i Næstved? ... nej, det er ikke den samme! Ham i går lignede over hovedet ikke ham fra dengang. Nej, det jeg mener, for otte år siden boede Danmarks bedste rottefænger i Næstved, i dag bor den bedste i Hjørring. Hvorfor ham i Næstved ikke længere er den bedste, det ved jeg ikke ... hør, hvad er det egentlig du forsøger at opklare?
- Det er en lidt speget sag, som handler om noget helt andet, så lad os glemme alt om dette rottefængeri. Var du med på gåturen hen til Karise Kro?
- Nej, det var vores direktør, som rejste til Skotland her til morgen. Måske vores sekretær var med. Et øjeblik, siger Benny og henter Mette Therkildsen: - Dette er Mette, som var med på turen.
- Og vi foretog os absolut intet kriminelt. Jeg kan vise Dem bonen med kroens underskrift på.
- Jeg tror Dem på Deres ord. Men kunne jeg få Dem til at gå den samme tur med mig?
- Hvad? ... inviterer De mig på middag? ... De skal lige vide, at jeg er lykkelig gift og har 3 børn på 7...
- Det handler ikke om en middag, afbryder Henry: - Jeg vil blot gerne have rekonstrueret gåturen derhen til.
- Nå, svarer Mette forlegent: - Det må De undskylde ... men der skete absolut intet kriminelt undervejs.
- Jeg ved præcis, hvad der skete. Det skal De ikke bekymre Dem om, det har intet personligt med Dem eller virksomheden her at gøre. Blot De vil vise mig den nøjagtige rute, som I 3 gik i går, så er I helt ude af sagsforløbet igen, forklarer Henry og tripper allerede utålmodigt hen imod udgangen af bygningen.
Mette og Benny kigger hinanden forundret i øjnene og ryster i takt hovederne ganske let og trækker på skuldrene.
Henriette blive lukket ind hos sin bedste veninde, Marlene Ingquist Nielsen i Hirtshals: - Kan jeg sove her nogle nætter?
- Ja, det kan du vel nok, svarer Marlene befippet: - ... hør, Frank har vel ikke smidt dig ud?
- Nej. Det er mig, der er gået. Han har lige fortalt mig, at han slog et barn ihjel for 5 år siden.
- Frank! ... det kan umuligt passe. Han er da så skikkelig.
- Ja, det har jeg også hele tiden troet. Men skindet bedrager, forklarer Henriette, slår sig ned i Marlenes sofa og fortæller alt det, hun selv hørte om plastickirurgen, varetægtsfængslingen, frifindelsen, osv.
- Det lyder helt usandsynligt, mener Marlene forundret og har svært ved at tro på historien.
- Havde en anden fortalt mig det om Frank, ville jeg også have benægtet det, men nu kom det fra hans egen mund.
- Ja, det kan jeg godt indse. Og hvorfor skulle han lave et sådant opspind, hvis ikke det var sandt?
- Nej. Åh Marlene, nu troede jeg, at jeg langt om længe havde fundet lykken. Hvorfor er livet så uretfærdigt?
- Og det skønne landsted, som vi alle var så betaget af, selvom Katrine, Randi og jeg kun har besøgt det en gang. Skal vi nu aldrig besøge dig der igen? ... men du siger, at han blev frikendt og siger selv, at han var uskyldig.
- Ja, men det gør de jo alle. Når det kommer til stykket, er de det jo ikke alligevel. Det er bare domstolene, som er for slappe.
- Det er jo før sket, at man har anholdt en forkert, for så siden at måtte slippe vedkommende løs igen, da de fandt den rigtige forbryder. Er du sikker på, at du ikke var lidt hurtig til at dømme Frank skyldig?
- Nej, jeg har mine fornemmelser, og de svigter mig sjældent. Politiet har jo aldrig fundet nogen anden skyldig i denne sag.
- Korrekt. Men de har heller aldrig fundet pigen. Så man ved vel ret beset ikke, hvorvidt hun overhovedet er blevet myrdet eller bortført til Marokko.
- Marokko!? Hvem i alverden skulle dog bortføre barnet til Marokko? Så vidt jeg erindrer, var det en pæredansk familie, der var forældre til den lille pige.
- Nå, du kender dem?
- Nej. Det foregik på Sjælland. Men vi hørte jo alle om sagen, da den var på sit højeste.
- Nå, det var det mord? Uha dog! ... hør. Jeg tror, vi trænger til at få noget at styrke os på.
- Det tror jeg også, samtykker Henriette men føler så pludselig en voldsom kvalme og må styrte ud på toilettet.
Fortsættelse følger.