Er det muligt at glemme?!

Jeg er en ung tøs, endnu ikke rundet de 20.
Jeg fatter det ikke, jeg ved jeg bryder ud af alle grænser og har gjord det hele mit liv.
Jeg har længe været klar over et, om man kan sige "psykisk voldtægt" fra min stedfar i mange år. Men mener ikke der har været yderligere fysisk vold, selv om det gør mig ond at jeg ikke kan anklage ham for psykisk vold. Det er fra 2 eksterne psykologer, in - officiel(da det ikke var deres opgave) konstateret at manden er en psykopat. Hvorfor kan man ikke, med tvang, få ham "testet" for psykiske lidelser, før han ikke har begået en grov lovovertrædelse?!
Det var nu ikke det der skulle være det centrale emne i dette indlæg.
Jeg havde også en stedstorebror, han, som jeg husker det, begik ét enkelt mindre seksuelt overgreb på mig da jeg var ca. 12 år. Jeg siger mindre da jeg ikke anser det for at være en stører sag, jeg har dog før 1. gang snakket med en om det, her for ikke så længe, og fik bekræftet at det nok var knap så uskyldigt.
Det forholder sig faktisk således, at erindringen om selve overgrebet pludselig var der, jeg aner ikke hvad der fremkaldte den, mener ikke der var nogen speciel grund.
Nu sidder jeg her, for første gang i livet og føler jeg bliver forelsket, men så er det pludselig alle følelserne forsvinder.
Jeg har, jeg ved ikke hvordan, logisk set i længe tænkt at der måske var sket mere efter overgrebet, da jeg ikke husker hvorledes jeg kom ud af værelset.
Er det muligt, jeg mener jeg har hørt om det før, at glemme en ting som fx en voldtægt 100 %?
Hvis det er tilfældet, hvordan skal jeg så nogensinde få klarhed. Der skal siges at jeg er i gang med de afsluttende eksaminer på min uddannelse så at søge psykologhjælp, her nu, vil være tåbeligt.
På min nye uddannelse vil jeg ikke starte med et "Hej, kan nogen af jer hjælpe mig med at finde ud af om jeg er blevet voldtaget", så hvad gør jeg?
Er det godt eller skidt at alle følelserne forsvinder? Jeg er, hverken sur, glad eller ked af det?!
Jeg føler derimod kun ét, at jeg mister kontrollen, en følelser som at miste meningen med livet.
Jeg er typen der skal have kontrol over alt, følelser, omgivelserne, min opførsel alt. Jeg drikker ikke, af angst for at give slip på kontrollen, jeg ved jeg kun sent om natten har muligheden for at slippe kontrollen et kort øjeblik og snakke/spøge nære venner om hjælp.
Hvordan skal jeg kunne komme videre?!
Jeg skriver her fordi jeg gerne vil komme i kontakt med mennesker der virkelig ved hvad de taler om.
PS: Her den anden dag skete der noget sært, noget der også fik lidt gang i tankeværket. En ven begyndte at røre ved mig, mere for sjov, kan ikke lige komme i tanke om hvorfor. Det var mens de fleste af mine klassekammerater var i værelset, intet der burde have en betydning, men jeg kunne ikke klare det, jeg skubbede hans hånd væk, meget hurtig og energisk. Jeg er senere hen kommet i tvivl om det er fordi jeg ikke kunne kontrollere det, eller fordi jeg ikke kunne have han rørte mig. Jeg er generel meget forvirret for tiden, fortiden og fremtiden lurer alle vejene, og jeg kan ikke se om det at jeg holder hovedet "kold" ender med et sammenbrud eller en acceptants.
Jeg ved ikke hvor jeg skal finde støtte, alle mennesker jeg kender har enten for meget om ørene, og jeg vil og kan ikke belaste dem med mere. De resterend mennesker kan og vil ikke lytte, da de lever dejligt i deres trygge "normale" hverdag, hvor der ikke findes dårlige tider, som dem jeg synes at opleve lige nu.

...er muligt at glemme, når man blot er villig. Villig til at glemme, og komme videre, man glemmer aldrig helt, men man kan lære at leve med det skete og komme videre. Ransag din sjæl, kom videre for din egen skyld.

Glemme kan man ikke, og det handler ikke om at være villig til det -
Som en skrev til dig -
Det handler om at få bearbejdet oplevelserne, og det er dem, der popper op nu, og det vil de gøre så længe de er fortrængt -
Når en oplevelse har været for smertefuld til at kunne bærer, så går fortrængnings mekanismen igang hos os mennesker -
Det er sindets måde at beskytte os -
Det, der er meget vigtigt, nu du får disse flash back, er at forstå, at dit sind nu er nød til at få "renset" systemet for dine fortrængninger -
Og DET kan ikke bare glemmes -
Du vil have godt af, at søge god proff. hjælp -
Al mulig held og lykke til dig ven -
Og masser af solskins hilsner fra guller

Min kære veninde...
Jeg skriver det her svar... Fordi jeg ved præcis hvordan du har det... Håbløsheden...
Nogen har måske hørt noget om min egen historie... Da det for alvor poppede op, hvor alt blev svært, surt og bare ligegyldigt.. Var der en bestemt pige, som altid var der.. Og hun er der stadig! Et ord, og hun vil stille i løbet af 10 min...
Jeg håber inderligt, at hun ved hvor meget jeg elsker hende.. Og at det er hendes skyld, at jeg lever den dag i dag!
Jeg ved, at du har en derude, og ligegyldigt hvor mange problemer hun har.. Så er hun der altid for dig! Selv når du flytter langt borte... For hun elsker dig mindst lige så højt som min veninde elsker mig!!
Lov mig aldrig at glemme det!
Knus Baiz

der er hjælp at få på dit lokale socialkontor. Mit barn blev som 14 årig voldtaget, men sagde ingenting før hun var knap 18 år. Vi gik til kommunen som havde en ungdomsrådgivning, hvor hun fik et par indledende samtaler med en psykolog som i samråd med hende ikke mente det var "nu" hun var parat til at arbejde med det. Efter ca. 1 år gik hun til egen læge som henviste hende til psykiatrien knyttet til Glostrup Amtssygehus, hvor hun gik til samtale i nogle måneder uden at det kostede hende nogen penge. Men det er måske fordi hun var under 21?? Hun har det supergodt i dag og er meget, meget glad for at hun fik gjort noget ved det, så kom i gang - du går det meget bedre!

Vi har allesammen nogle forskellige måder at reagere på. Mange fortrænger deres oplevelser, fordi de simpelthen ikke magter at bearbejde dem, og når du har været ude for sådan en tragisk oplevelse i en så tidlig alder, er det klart at du helst vil glemme alt om det, fordi det simpelthen er så smertefuldt og pirrende at huske sådan en episode, og samtidig bearbejde det i en alder af kun 12 år.
Dermed ikke sagt, at du har bedst af at glemme alt om denne hændelse - tvært imod gøre du dig selv kun en bjørne tjeneste! Det bedste for dig vil være at bearbejde alle de følelser som er involveret, få dem ud, få talt om dem osv.
Et bud til at "genopleve" voldtægtsepisoden ville (fra min side) være, at du lader dig hypnotisere af en dygtig fagperson, så du helt præcis ved, hvad og hvordan det hele foregik den nat/dag, hvorpå det hele skete.
Jeg ved at det kan være meget hårdt for dig både fysisk og mentalt, men det er den bedste måde, at få bearbejdet dine følelser på.
Ellers er du velkommen til at kontakte mig igennem mail, hvis du har brug for at tale yderligere om det.
Spred fred,
Samara