enebarn el. ej

Hej Derude.... 🙂
Jeg har virkelig brug for enten et spark bag i, eller nogle gode råd samt erfaringer.
Jeg har en dejlig mand og en vidunderlig pige på 3½ år. Vores pige sov ikke de føste 1½år af hendes liv og det gjorde, at vi blev enormt trætte, især mig. Jeg orkede ikke andet end at være en god mor, så manden havde jeg ikke det store overskud til rent fysisk. Jeg var totoal færdig, når tøsen endelig var faldet i søvn. Så hvis "sniger-hånden" kom under dynen, så havde jeg enten hovedpine eller afviste ham kraftigt. Da tøsen var 2 år, blev jeg opereret for en reprolaps i min ryg og det tog mit et helt år at komme ovenpå igen, ved siden af at have fuldt arbejde.
NU, endelig er der kommet meget mere energi tilbage, vi har "fundet" hinanden igen, fundet alenetid til os hver især med træning samt god overskud til tøsen samt jobbet.
Jeg føler, at jeg har ALT i mit liv nu.... Alt er positivtog godt.
Mit problem er så.......
Jeg brænder efter nr. 2 barn. Mit hjerte skriger efter nr. 2. Men min fornuft forvirrer mig. Har jeg nu også overskud til at starte forfra igen eller hvad???? Det kan jeg slet ikke finde ud af!!!
Problemet er også, at min mand faktisk ikke rigtig har lyst til flere, idet han er bange for, at det kommer til at gå ud over os igen som par. Og kan vi "tåle" det?
Vi har en god økonomi nu, hvor vi årligt tager på kæresteturer, familieferier, biografen, ud at spise m.m., som er rigtig godt for os. Vi har fin økonomi til, at vi ønsker at vores pige skal gå på privatskole.
Jeg græder næsten dagligt over det barn, jeg ikke har, som jeg føler, at jeg har mistet, idet min mand inderst inde ikke ønsker flere...
Jeg føler, at han sidder med beslutningen, om vi skal have flere.... og det gør mig vred.
Jeg har aldrig troet, at jeg kun skulle have 1 barn.
Jeg kan sagtens forstå min mand, når min fornuft taler.... Men mit hjerte græder og det gør så ondt!!!!!!
Nogen der har været i mit sted???
Eller blot har en holdning og mening....
Venlig hilsen den lykkelige ulykkelige mor

Tror det er svært at rokke ved din mands holdning og jeg har ikke noget super argument jeg tror der er godt nok i den sammenhæng. Men set fra min side af er du da ret heldig - jeg går snart hen og bliver for gammel til at få børn og ja.. har SVÆRT ved overhoved at få den mindste interesse fra mænd - sådan har det været siden jeg var teenager. Jeg kan ikke udrette mirakler for min fysik, men jeg kan leve frit og selvstændigt - men ind imellem skærer det da i hjertet, at familiedrømmen brast.

Kære du,
jeg kan godt forstå jeres tvivl med at skulle starte forfra med endnu et spædbarn, efter sådan en omgang.
Det forbavser også mange forældre, at på trods af, at de har haft et kolikbarn, så kan de finde på at sætte flere børn i verden. 😖
Jeg synes selv, at for børnene er det bedst at have søskende, men det er en privat mening.
Jeg synes at du og din mand skal sætte jer sammen og finde ud af, hvad der gjorde, at du var så afkræftet under den lange periode. Det er helt normalt at mange kvinder mangler lyst og overskud til deres mænd, langt tid efter fødslen.
Men hvis ikke du har følt noget som helst hjælp fra hans side, så har det taget yderligere på kræfterne.
Hvis I idag har en god økonomi, så burde I overveje at få en au-pair pige, eller bare en pige i huset. Det vil aflaste en hel del, specielt med hjælp til det praktiske i huset. Det kunne også bare være en skolepige fra området, der hjælper til efter skolen. Henter den stor fra børnehaven, vasker tøj eller lign.
I skal fortsat passe på hinanden og have aleneweekender, for at kunne beholde den intimitet det kræves for forholdet.
Men tal sammen om hinandens forventninger og om mulighederne for at komme igennem den hårdeste periode.
Det er også vigtigt, at I (måske du) sætter forventningerne lidt lavere i perioden. Eksempelvis, behøver hele huset ikke at skinne hele tiden, og det hele behøver ikke at være perfekt hele tiden.
Husk samtidigt, at selvom det føles hårdt, så er det kun en overgangsperiode, I vil senere i livet være glade for at have fået en større familie.
Håber det bedste for jer [f]