En historie
Jeg blev gravid med en fyr jeg havde kendt i kort tid. Vi var 2 om ikke at bruge prævention, men jeg sagde til ham at vi kun lige kunne prøve at mærke hinanden uden kondom. Han accepterede ikke, men kørte bare løs og kom dybt op i mig (kald mig bare naiv).
Jeg blev gravid og havde ikke umiddelbart mod på at slå et lille barn ihjel. Han sagde at han nok skulle hjælpe til med barnet.
Den første aftale vi lavede efterfølgende kom han 4 timer for sent til, med den undskyldning at der var meget trafik (han skulle køre under 3 km). Jeg bebrejdede ham intet.
Han sagde at han i en kort periode lige nu havde meget travlt, men at han snart ville få mere tid til mig. Det eneste der bekymrede ham, var at han ikke var parat til at fortælle hans mor at han skulle være far nu. Men jeg måtte endelig ikke tro at det var fordi han ikke ville være med, hvis jeg ikke hørte så meget fra ham lige i den kommende tid. Jeg kunne altid bare ringe ham op og det ville han altid blive glad for. Jeg spurgte ham om vi var kærester. Han svarede at jeg godt måtte begynde at fortælle mine veninder at han var min kæreste og vi ventede barn sammen, men at der lige ville gå et stykke tid, før han begyndte at dele det med sin omgangskreds. Den dag havde vi igen samleje og kyssede hinanden farvel, da han tog afsted.
I de næste par måneder så jeg ham slet ikke.
Jeg prøvede at gøre som han havde bedt mig om, og de første par uger talte vi ikke sammen. Hans første undskyldning var at hans telefon var blevet væk og han derfor ikke havde mit nr. og vi jo så ikke kunne få fat i hinanden (vi boede ca. 2 km fra hinanden).
Da vi fik fat i hinanden lavede vi en aftale, som han ikke holdte med den undskyldning at han sad i en båd, der ikke kunne sejle i land. Han kunne ikke ringe besked til mig, fordi hans telefon var ved at løbe tør for strøm og hans bror skulle kunne få fat i ham, fordi han skulle sejle ud og redde ham.
Jeg ringede til ham nogle dage efter. Han skulle på ferie til Spanien få dage efter det med båden og han havde ikke tid til at se mig inden, men han sagde at jeg ikke måtte lægge noget i det. Han lovede i telefonen inden han rejste at så snart han kom hjem ville han ringe til mig og han gav mig en dato på det og sagde at så ville han snart begynde at få mere tid til mig. Og jeg kunne stadig altid bare ringe.
Jeg forsøgte at ringe ham op en enkelt gang, mens han var i Spanien, men han havde ikke sin telefon med.
Da vi nåede den dato, hvor han havde lovet at være hjemme igen og straks ringe til mig, hørte jeg ingenting fra ham.
Jeg havde ikke lyst til endnu engang at forsøge at ringe ham op, men begyndte at overveje abort, da jeg tænkte at det måske var for naivt af mig at tro på ham. Men samtidig tænkte jeg at uanset om han er der for mig eller ej, så har barnet jo en far og man kan vel være lige gode forældre hver for sig som sammen. Men jeg var bange for om han kunne finde på at svigte barnet, for så synes jeg ikke jeg kunne være bekendt at sætte det i verden. Jeg bestilte derfor tid til abort. Tog alene afsted, men vendte om og tog hjem -jeg kunne ikke slå barnet ihjel og under alle omstændigheder ikke uden at han var med til det.
Han ringede til mig et godt stykke tid efter den dato, hvor han havde lovet det. Nu var han lige pludselig sur. Jeg bebrejdede ham slet ikke at han først ringede nu. Han begyndte at skælde mig ud over at jeg måtte være blevet sur over at han var kommet 4 timer for sent sidst vi så hinanden og jeg mindede ham om, at jeg slet ikke havde nævnt det.
Han spurgte meget negativt om jeg havde fået en abort eller om jeg ville se at få det ordnet. Jeg undrede mig meget, da vi jo ikke havde aftalt noget om abort, men jeg fortalte ham ærligt at jeg i forvirringen over at stå alene ind til videre faktisk havde bestilt tid til abort, men var vendt om.
Jeg var ved at bryde helt sammen og spurgte om vi ikke kunne lave en aftale på hans præmisser. Han svarede meget negativt nej og jeg bad ham inderligt om vi ikke nok kunne tale fornuftigt om tingene, da jeg ikke var interesseret i at være uvenner. Jeg sagde meget stille til ham at jeg følte han sparkede til mig, idet han lige pludselig var så negativ og utilregnelig og jeg følte at jeg lå ned i forvejen med denne situation.
Jeg gjorde ham opmærksom på at jeg nu var så langt henne at han kun havde 2 dage tilbage, hvis han ville have en abort, men at det stadig ikke var det jeg havde mest lyst til. Jeg bad ham sige fra nu, hvis det var det han ville. Han svarede negativt at hvis det skulle være på den måde blev han jo nød til at sige fra, for det lød som om at det var det jeg helst ville have.
Jeg blev meget ked af det og sagde til ham at det ihvert fald ikke var mig der ønskede at han ikke skulle være der.
Han endte med at falde lidt ned og gik med til at få talt fornuftigt sammen istedet, men at han ikke kunne nå det inden for de næste 2 dage. Han sagde at det kunne blive om 3-4 dage, men han kunne ikke give nogle bestemt tid eller sted, idet han stadig havde meget travlt. Han dukkede op efter 4 dage. Nu ville han bare meddele at han ikke var parat til at være far og da jeg jo var gravid, ville han derfor ikke have mere med mig at gøre. Jeg var nu 12 uger henne.
I de første 12 uger af graviditeten havde jeg den frygteligste graviditetskvalme og den frygteligste trang til bare en smule omsorg. Efter de 12 uger, var jeg jo nød til at begynde at fortælle min familie og kolleger at jeg ventede barn. Jeg mødte så mange fordømmende holdninger som "nå opdagede du det for sent til at få abort" og "Du ved så ikke hvem faderen er" osv.
Jeg ringede til faderen for at få oplysninger til faderskabspapirene, men han ville ikke give mig hans fulde cpr. nr. osv. og jeg måtte derfor igennem politiafhøringer m.m. for at han kunne blive registreret. Jeg måtte høre på fordømmende bemærkninger som "du har nok være en tur i byen og blevet gravid af det var".
Faderen anmodede om blodprøver med det formål at sende en anden og jeg måtte høre på fordømmende bemærkninger -både på Hospitalet og blandt veninder som "HVIS han er faderen".
Det var en frygtelig ydmygelse. Jeg var enlig mor i en 5. sals lejlighed uden elevator og med bækkenløsning.
Jeg havde ingen udsigt til nogle der kunne tage over en weekend i ny og næ, da min egen mor var syg. Jeg spurgte alle steder (mødrehjælpen, kommunen, familieambulatoriet m.m.)om der fandtes noget hver-anden-weekend-ordning, så jeg ikke skulle løbe helt tør for energi og barnet skulle betale prisen, men det var umuligt.
Faderen var en helt almindelig fyr uden misbrugsproblemer med helt almindelige forældre som boede lige i nærheden. Hans forældre svarede ikke på et anbefalet brev jeg sendte -nok fordi han bare sagde at han ikke havde noget barn.
Faderen fornægter at han har et barn og sagen er kørt så langt ud nu, at det danske retssystem aldrig har haft en lignende sag. Den kører på 4. år og er lige blevet anket til landsretten.
Jeg var kørt så langt ned -både fysisk og psykisk at jeg vil sammenligne det med en isolationsfængsling og et begyndende handicap.
Jeg havde mistet alle kontakter til gamle veninder osv., idet jeg ikke havde overskud til andet end barnet (frygtelig ensomt). Min bækkenløsning var blevet så slem at jeg fik konstateret en skævhed på 2 cm. Min læge tog det ikke alvorligt og jeg havde ikke overskud til at kæmpe for at gøre noget ved det og udsigten var nu sandsynligvis et liv i en kørestol. Jeg kunne bare håbe at det først blev så slemt, når barnet var stort nok til at klare sig selv.
Jeg mødte så mr. right 2 år efter jeg blev gravid, -på en blind date med barnet på armen. Han samlede os op og fik mig igang med behandling imod bækkenløsningen. Han gik ind og påtog sig et meget stort ansvar for både barnet og mig og hjælper mig også igennem alt det her med retssagen der kører. Jeg har det godt nu, men kommer mig aldrig 100% over fortiden. For hver gang der sker noget nyt i sagen kan jeg hverken spise eller sove eller tage mig ordentligt af barnet.
Jeg blev gravid og havde ikke umiddelbart mod på at slå et lille barn ihjel. Han sagde at han nok skulle hjælpe til med barnet.
Den første aftale vi lavede efterfølgende kom han 4 timer for sent til, med den undskyldning at der var meget trafik (han skulle køre under 3 km). Jeg bebrejdede ham intet.
Han sagde at han i en kort periode lige nu havde meget travlt, men at han snart ville få mere tid til mig. Det eneste der bekymrede ham, var at han ikke var parat til at fortælle hans mor at han skulle være far nu. Men jeg måtte endelig ikke tro at det var fordi han ikke ville være med, hvis jeg ikke hørte så meget fra ham lige i den kommende tid. Jeg kunne altid bare ringe ham op og det ville han altid blive glad for. Jeg spurgte ham om vi var kærester. Han svarede at jeg godt måtte begynde at fortælle mine veninder at han var min kæreste og vi ventede barn sammen, men at der lige ville gå et stykke tid, før han begyndte at dele det med sin omgangskreds. Den dag havde vi igen samleje og kyssede hinanden farvel, da han tog afsted.
I de næste par måneder så jeg ham slet ikke.
Jeg prøvede at gøre som han havde bedt mig om, og de første par uger talte vi ikke sammen. Hans første undskyldning var at hans telefon var blevet væk og han derfor ikke havde mit nr. og vi jo så ikke kunne få fat i hinanden (vi boede ca. 2 km fra hinanden).
Da vi fik fat i hinanden lavede vi en aftale, som han ikke holdte med den undskyldning at han sad i en båd, der ikke kunne sejle i land. Han kunne ikke ringe besked til mig, fordi hans telefon var ved at løbe tør for strøm og hans bror skulle kunne få fat i ham, fordi han skulle sejle ud og redde ham.
Jeg ringede til ham nogle dage efter. Han skulle på ferie til Spanien få dage efter det med båden og han havde ikke tid til at se mig inden, men han sagde at jeg ikke måtte lægge noget i det. Han lovede i telefonen inden han rejste at så snart han kom hjem ville han ringe til mig og han gav mig en dato på det og sagde at så ville han snart begynde at få mere tid til mig. Og jeg kunne stadig altid bare ringe.
Jeg forsøgte at ringe ham op en enkelt gang, mens han var i Spanien, men han havde ikke sin telefon med.
Da vi nåede den dato, hvor han havde lovet at være hjemme igen og straks ringe til mig, hørte jeg ingenting fra ham.
Jeg havde ikke lyst til endnu engang at forsøge at ringe ham op, men begyndte at overveje abort, da jeg tænkte at det måske var for naivt af mig at tro på ham. Men samtidig tænkte jeg at uanset om han er der for mig eller ej, så har barnet jo en far og man kan vel være lige gode forældre hver for sig som sammen. Men jeg var bange for om han kunne finde på at svigte barnet, for så synes jeg ikke jeg kunne være bekendt at sætte det i verden. Jeg bestilte derfor tid til abort. Tog alene afsted, men vendte om og tog hjem -jeg kunne ikke slå barnet ihjel og under alle omstændigheder ikke uden at han var med til det.
Han ringede til mig et godt stykke tid efter den dato, hvor han havde lovet det. Nu var han lige pludselig sur. Jeg bebrejdede ham slet ikke at han først ringede nu. Han begyndte at skælde mig ud over at jeg måtte være blevet sur over at han var kommet 4 timer for sent sidst vi så hinanden og jeg mindede ham om, at jeg slet ikke havde nævnt det.
Han spurgte meget negativt om jeg havde fået en abort eller om jeg ville se at få det ordnet. Jeg undrede mig meget, da vi jo ikke havde aftalt noget om abort, men jeg fortalte ham ærligt at jeg i forvirringen over at stå alene ind til videre faktisk havde bestilt tid til abort, men var vendt om.
Jeg var ved at bryde helt sammen og spurgte om vi ikke kunne lave en aftale på hans præmisser. Han svarede meget negativt nej og jeg bad ham inderligt om vi ikke nok kunne tale fornuftigt om tingene, da jeg ikke var interesseret i at være uvenner. Jeg sagde meget stille til ham at jeg følte han sparkede til mig, idet han lige pludselig var så negativ og utilregnelig og jeg følte at jeg lå ned i forvejen med denne situation.
Jeg gjorde ham opmærksom på at jeg nu var så langt henne at han kun havde 2 dage tilbage, hvis han ville have en abort, men at det stadig ikke var det jeg havde mest lyst til. Jeg bad ham sige fra nu, hvis det var det han ville. Han svarede negativt at hvis det skulle være på den måde blev han jo nød til at sige fra, for det lød som om at det var det jeg helst ville have.
Jeg blev meget ked af det og sagde til ham at det ihvert fald ikke var mig der ønskede at han ikke skulle være der.
Han endte med at falde lidt ned og gik med til at få talt fornuftigt sammen istedet, men at han ikke kunne nå det inden for de næste 2 dage. Han sagde at det kunne blive om 3-4 dage, men han kunne ikke give nogle bestemt tid eller sted, idet han stadig havde meget travlt. Han dukkede op efter 4 dage. Nu ville han bare meddele at han ikke var parat til at være far og da jeg jo var gravid, ville han derfor ikke have mere med mig at gøre. Jeg var nu 12 uger henne.
I de første 12 uger af graviditeten havde jeg den frygteligste graviditetskvalme og den frygteligste trang til bare en smule omsorg. Efter de 12 uger, var jeg jo nød til at begynde at fortælle min familie og kolleger at jeg ventede barn. Jeg mødte så mange fordømmende holdninger som "nå opdagede du det for sent til at få abort" og "Du ved så ikke hvem faderen er" osv.
Jeg ringede til faderen for at få oplysninger til faderskabspapirene, men han ville ikke give mig hans fulde cpr. nr. osv. og jeg måtte derfor igennem politiafhøringer m.m. for at han kunne blive registreret. Jeg måtte høre på fordømmende bemærkninger som "du har nok være en tur i byen og blevet gravid af det var".
Faderen anmodede om blodprøver med det formål at sende en anden og jeg måtte høre på fordømmende bemærkninger -både på Hospitalet og blandt veninder som "HVIS han er faderen".
Det var en frygtelig ydmygelse. Jeg var enlig mor i en 5. sals lejlighed uden elevator og med bækkenløsning.
Jeg havde ingen udsigt til nogle der kunne tage over en weekend i ny og næ, da min egen mor var syg. Jeg spurgte alle steder (mødrehjælpen, kommunen, familieambulatoriet m.m.)om der fandtes noget hver-anden-weekend-ordning, så jeg ikke skulle løbe helt tør for energi og barnet skulle betale prisen, men det var umuligt.
Faderen var en helt almindelig fyr uden misbrugsproblemer med helt almindelige forældre som boede lige i nærheden. Hans forældre svarede ikke på et anbefalet brev jeg sendte -nok fordi han bare sagde at han ikke havde noget barn.
Faderen fornægter at han har et barn og sagen er kørt så langt ud nu, at det danske retssystem aldrig har haft en lignende sag. Den kører på 4. år og er lige blevet anket til landsretten.
Jeg var kørt så langt ned -både fysisk og psykisk at jeg vil sammenligne det med en isolationsfængsling og et begyndende handicap.
Jeg havde mistet alle kontakter til gamle veninder osv., idet jeg ikke havde overskud til andet end barnet (frygtelig ensomt). Min bækkenløsning var blevet så slem at jeg fik konstateret en skævhed på 2 cm. Min læge tog det ikke alvorligt og jeg havde ikke overskud til at kæmpe for at gøre noget ved det og udsigten var nu sandsynligvis et liv i en kørestol. Jeg kunne bare håbe at det først blev så slemt, når barnet var stort nok til at klare sig selv.
Jeg mødte så mr. right 2 år efter jeg blev gravid, -på en blind date med barnet på armen. Han samlede os op og fik mig igang med behandling imod bækkenløsningen. Han gik ind og påtog sig et meget stort ansvar for både barnet og mig og hjælper mig også igennem alt det her med retssagen der kører. Jeg har det godt nu, men kommer mig aldrig 100% over fortiden. For hver gang der sker noget nyt i sagen kan jeg hverken spise eller sove eller tage mig ordentligt af barnet.