Det er så oplagt-men ikke nemt!
Min kæreste og sammenlever gennem nogle år,
gjorde en ende på en lang og smertefuld tid.En tid med løgne o.Lign
Han flyttede så pludseligt,sådan bang fra den ene øjeblik til den næste.Det var et kæmpe chok,jeg var lammet i dagevis,så kom der lidt vrede,så sorg,så sex,så en masse vrede,så sørgede jeg,så mere sex,lange snakke,så et forsøg på at finde sammen,så vrede...osv osv i måneder.Nu er jeg så ved at finde mig selv og genkende mig selv,for første gang i årevis og det er så dejligt.Jeg tænker også,at det jo også skyldes,at jeg stadig ser ham og derfor ikke har et afsavn,at slås med!
Det var let med endnu et forsøg dengang hvor jeg var den der gav det en ekstra chance og troede godt det kunne genopbygges,ikke helt som før,men stadig som noget smukt.Men men men,nu er følelserne fra min side ikke helt nok:PANIK-jeg fik hvad jeg ville have og så er jeg ikke helt der hvor jeg skulle være længere.Han var mit et og alt,har indrettet mig og ændret mig så meget jeg kunne...Men håbet,gnisten og viljen er en meget lille prik nu!Har forsøgt,at sige det.Det er så oplagt,at jeg skal være ærlig og sige farvel-men det er bare ikke nemt.Vil ikke sårer ham og hvad skal jeg gøre hvis sorgen overvælder mig som før og hvad skal jeg gøre hvis den overvælder ham?
Jeg kan ikke bare være naiv og drømmende igen,der er sket for meget-og som jeg har det nu er det ikke længere kun mig der fortjener bedre-sådan har det ellers været,og alligevel ønskede jeg dengang at forsætte-men nu er det synd for ham.
Endnu engang siger jeg til mig selv,ALDRIG MERE-
Men har jo stadig drømmen og ønsket om mand og børn-Men det vigtigste lige nu:det er synd for ham,synd for det der engang var så lovende,synd for os!Og så lige op til jul:-(
gjorde en ende på en lang og smertefuld tid.En tid med løgne o.Lign
Han flyttede så pludseligt,sådan bang fra den ene øjeblik til den næste.Det var et kæmpe chok,jeg var lammet i dagevis,så kom der lidt vrede,så sorg,så sex,så en masse vrede,så sørgede jeg,så mere sex,lange snakke,så et forsøg på at finde sammen,så vrede...osv osv i måneder.Nu er jeg så ved at finde mig selv og genkende mig selv,for første gang i årevis og det er så dejligt.Jeg tænker også,at det jo også skyldes,at jeg stadig ser ham og derfor ikke har et afsavn,at slås med!
Det var let med endnu et forsøg dengang hvor jeg var den der gav det en ekstra chance og troede godt det kunne genopbygges,ikke helt som før,men stadig som noget smukt.Men men men,nu er følelserne fra min side ikke helt nok:PANIK-jeg fik hvad jeg ville have og så er jeg ikke helt der hvor jeg skulle være længere.Han var mit et og alt,har indrettet mig og ændret mig så meget jeg kunne...Men håbet,gnisten og viljen er en meget lille prik nu!Har forsøgt,at sige det.Det er så oplagt,at jeg skal være ærlig og sige farvel-men det er bare ikke nemt.Vil ikke sårer ham og hvad skal jeg gøre hvis sorgen overvælder mig som før og hvad skal jeg gøre hvis den overvælder ham?
Jeg kan ikke bare være naiv og drømmende igen,der er sket for meget-og som jeg har det nu er det ikke længere kun mig der fortjener bedre-sådan har det ellers været,og alligevel ønskede jeg dengang at forsætte-men nu er det synd for ham.
Endnu engang siger jeg til mig selv,ALDRIG MERE-
Men har jo stadig drømmen og ønsket om mand og børn-Men det vigtigste lige nu:det er synd for ham,synd for det der engang var så lovende,synd for os!Og så lige op til jul:-(