Cypern: Fra optagelsesland til offerlam
Cypern befinder sig i den besynderlige situation, at de er et EU-land under besættelse af et kandidatland.
Ikke nok med det har den lille ø måttet opleve den tort at EU efter folkeafstemningen på Øen besluttede at godkende en historisk stor økonomisk bevilling til den tyrkiske besættelsesmagt.
Forklaringen på denne spegede affære skal findes i det forhold at Tyrkiet har udviklet sig til en politisk sværvægter, og ingen lande i EU synes længere at have den fornødne styrke – eller mod! – til en politisk konfrontation det indflydelsesrige kandidatland.
EU's begrundelse for økonomisk støtte til en besættelsesmagt i et EU land var angiveligt at den tyrk-cypriotiske befolkning havde stemt ja til FNs freds- og genforeningsplan. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på at dette er den oprigtige begrundelse.
FN-planen var således allerede inden afstemningen, skarpt kritiseret for at begunstige den tyrkiske besættelsesmagt. Tyrkiske militære styrker kunne fx blive på øen i op til 14 år og græsk-cyprioterne ville skulle betale en størstedelen af regningen for selve genforeningen med det besatte Nordcypern.
Flere tyrkiske kommentatorer bekræftede da også inden afstemningen, at den tyrkiske side umuligt kunne have ønsket et bedre forhandlingsresultat, end det FN nu havde sat til afstemning på Cypern.
Til trods for ovenstående forhold lagde EU-landende et ensidigt massivt pres på græsk-cyprioterne for at få et ja i hus.
Græsk-cyprioterne stemte som bekendt nej med et overvældende flertal, og denne demokratiske tilkendegivelse burde have været et klart signal om at FNs fredsplan ikke var tilstrækkelig gennemarbejdet.
På trods af dette signal besluttede EU at kritisere den legitime cypriotiske regering i så voldsomme vendinger, at man som måbende EU-borger nærmest glemte hvem, der havde besættelsesstyrker på øen.
Men ydmygelsen af græsk-cyprioterne stoppede som bekendt ikke der. Umiddelbart efter afstemningen besluttede EU at belønne den tyrkiske besættelsesmagt med en økonomisk gavepakke på intet mindre end 259 mio. euro.
EU's økonomiske bidrag til besættelsesmagten kom altså til udbetaling til trods for at mere end hver 3. tyrkiske vælger, blandt de 190.000 indbyggere (hvoraf intet mindre end 40.000 er tyrkiske besættelsestropper), stemte nej til FN-planen.
Sammenholdes dette med, at Tyrkiet siden 1. maj 2004 har været en besættelsesmagt i et EU-land, fremstår den økonomiske gavepakke fra EU som et tankevækkende monument over det kollektive fravær af politisk mod, som kendertegner EU´s regeringsledere hver gang talen falder på Tyrkiet.
Spørgsmålet er nu bare: Vil EU tage skridtet fuldt ud og anerkende den tyrkisk besatte nordlige del af øen som en separat stat, eller skal EU finde sig selv igen og stå ved grundsynet om at ingen besættelse er acceptabel - uanset om den finder sted i Israel eller på Cypern?
Med venlig hilsen
Michael Hansen
Ikke nok med det har den lille ø måttet opleve den tort at EU efter folkeafstemningen på Øen besluttede at godkende en historisk stor økonomisk bevilling til den tyrkiske besættelsesmagt.
Forklaringen på denne spegede affære skal findes i det forhold at Tyrkiet har udviklet sig til en politisk sværvægter, og ingen lande i EU synes længere at have den fornødne styrke – eller mod! – til en politisk konfrontation det indflydelsesrige kandidatland.
EU's begrundelse for økonomisk støtte til en besættelsesmagt i et EU land var angiveligt at den tyrk-cypriotiske befolkning havde stemt ja til FNs freds- og genforeningsplan. Der er imidlertid ikke meget, der tyder på at dette er den oprigtige begrundelse.
FN-planen var således allerede inden afstemningen, skarpt kritiseret for at begunstige den tyrkiske besættelsesmagt. Tyrkiske militære styrker kunne fx blive på øen i op til 14 år og græsk-cyprioterne ville skulle betale en størstedelen af regningen for selve genforeningen med det besatte Nordcypern.
Flere tyrkiske kommentatorer bekræftede da også inden afstemningen, at den tyrkiske side umuligt kunne have ønsket et bedre forhandlingsresultat, end det FN nu havde sat til afstemning på Cypern.
Til trods for ovenstående forhold lagde EU-landende et ensidigt massivt pres på græsk-cyprioterne for at få et ja i hus.
Græsk-cyprioterne stemte som bekendt nej med et overvældende flertal, og denne demokratiske tilkendegivelse burde have været et klart signal om at FNs fredsplan ikke var tilstrækkelig gennemarbejdet.
På trods af dette signal besluttede EU at kritisere den legitime cypriotiske regering i så voldsomme vendinger, at man som måbende EU-borger nærmest glemte hvem, der havde besættelsesstyrker på øen.
Men ydmygelsen af græsk-cyprioterne stoppede som bekendt ikke der. Umiddelbart efter afstemningen besluttede EU at belønne den tyrkiske besættelsesmagt med en økonomisk gavepakke på intet mindre end 259 mio. euro.
EU's økonomiske bidrag til besættelsesmagten kom altså til udbetaling til trods for at mere end hver 3. tyrkiske vælger, blandt de 190.000 indbyggere (hvoraf intet mindre end 40.000 er tyrkiske besættelsestropper), stemte nej til FN-planen.
Sammenholdes dette med, at Tyrkiet siden 1. maj 2004 har været en besættelsesmagt i et EU-land, fremstår den økonomiske gavepakke fra EU som et tankevækkende monument over det kollektive fravær af politisk mod, som kendertegner EU´s regeringsledere hver gang talen falder på Tyrkiet.
Spørgsmålet er nu bare: Vil EU tage skridtet fuldt ud og anerkende den tyrkisk besatte nordlige del af øen som en separat stat, eller skal EU finde sig selv igen og stå ved grundsynet om at ingen besættelse er acceptabel - uanset om den finder sted i Israel eller på Cypern?
Med venlig hilsen
Michael Hansen