Vælgernes hukommelse er kort som en vinterdag!
Gad vide, hvad Bjarne Corydon sagde, da han så demonstranterne nede på Christiansborg Slotsplads forleden?
Mon han sagde som statsminister H.C. Hansen under storkonflikten i 1956, da 100.000 røde faner blafrede foran vores politiske højborg:
»Mig skal de ikke pisse på«.
Eller tænkte Bjarne Corydon, at den der Dong-sag og salget af aktierne til Goldman Sachs skulle jeg nok have håndteret anderledes?
For regeringens fremtid må man håbe det sidste, for som finansministerens forgænger og partifælle, Knud Heinesen, skrev i et af sine sjældne læserbreve:
»Corydons problem er, at titusindvis af protesterende vælgere ser sig selv som andet og mere end blot skatteydere. For socialdemokrater er det tilmed børnelærdom, at der er værdier, som er væsentligere end skatten«.
Man blander bare ikke blod med symbolet på grådighedens årti, når man selv har stået for en anderledes ansvarlig økonomisk politik og vedtaget ubehagelige, men nødvendige reformer.
Det er dårlig politisk dømmekraft.
Dong-sagen er på alle måder en begrædelig affære. Indtil den ramte, havde Bjarne Corydon været et forfriskende upopulistisk pust i dansk politik, der efterhånden domineres totalt af Enhedslistens ekskommunister og nationalromantikerne i Dansk Folkeparti.
Vi styrer sikkert mod et jordskredsvalg som i 1973, og inden længe vil lurepasseren Lars Løkke blive båret ind på skjolde som landets næste statsminister.
Løkke kender vi i forvejen. Eller gør vi? Noget tyder på, at vælgerne har glemt alt om, hvilke økonomiske resultater den borgerlige regering efterlod sig så sent som i 2011.
Det er faktisk en smal sag at dokumentere, hvordan Anders Fogh med Løkke som kassemester var efterkrigstidens vel nok mest uansvarlige regeringsleder. En Anker Jørgensen, men i opgangstider og med nordsøolien i reserve. Man behøver blot slå efter i statsregnskaberne for at aflæse prisen for årtiers fest.
Skal vi begynde med skattestoppet og skattelettelserne, som VK-regeringen delte gavmildt ud, mens den lod de offentlige udgifter eksplodere?
Eller hvad med den offentlige gæld, der efter planen skulle have været halveret i de fede år, men endte med stort set ikke at rokke sig ud af flækken?
»Vi er slået tilbage til start«, som den liberale Cepos-økonom Mads Lundby Hansen konstaterede tørt i 2010.
Men den største forsyndelse var nok alligevel den lånementalitet og spekulationskultur, som VK-regeringen grundlagde, og som betød, at danskerne i dag har gældsat sig til op over begge ører med afdragsfrie flekslån.
Hver gang vismændene advarede mod ejendomsboblen og den snarlige overophedning, blev de fejet til side. De økonomiske lærebøger måtte skrives om, sagde Fogh, kort før finanskrisen ramte i 2008. Først over to år senere tog Løkke sig sammen og bebudede en efterlønsreform.
Derfor virker det også ekstra provokerende, når vi i dag skal høre på Venstre-folkenes påstande om VK-regeringens rettidige omhu og vilje til forandring.
Det svarer til festarrangøren, der bagstiv og med bukserne nede om anklerne tænder lyset klokken halv seks om morgenen og begynder at belære de øvrige gæster om god moral.
Særlig på den baggrund forekommer det ejendommeligt, at den nuværende regering kun står for skud. Guderne skal vide, at den har begået fejl i Dong-klassen, der nu har ført til SF’s farvel. Men regeringen har trods alt fået bedre styr på økonomien og de offentlige udgifter.
Det er forståeligt, at mange venstreorienterede står af, når regeringen driver forretning med storkapitalens slyngler, og man holder dens røde valgløfter op mod de blå reformer.
Til gengæld kan det undre, hvorfor flere borgerlige vælgere ikke belønner Socialdemokraterne og de radikale, der overtog et håndværkertilbud uden lige fra deres forgængere i regeringskontorerne.
Den anden dag gjorde Novos topdirektør Lars Rebien Sørensen noget så uhørt som at rose regeringen på Berlingskes forside. Der er stor enighed i erhvervslivet om, at den har gennemført mange nødvendige reformer, sagde han.
Men kunne de drømme om at stemme på dem? Aldrig. Lad os hellere få Lars Løkke tilbage og genstarte forbrugsfesten. Endnu en blå mandag for lånte penge.
Hvad med at gøre Peter Brixtofte til ny finansminister? Farum var jo »juvelen i kronen«, som Løkke sagde, inden korthuset faldt. Men det er så længe siden.
Konklusionen må være den at Anders Fogh med Løkke som kassemester var efterkrigstidens vel nok mest uansvarlige regeringsleder.
Mon han sagde som statsminister H.C. Hansen under storkonflikten i 1956, da 100.000 røde faner blafrede foran vores politiske højborg:
»Mig skal de ikke pisse på«.
Eller tænkte Bjarne Corydon, at den der Dong-sag og salget af aktierne til Goldman Sachs skulle jeg nok have håndteret anderledes?
For regeringens fremtid må man håbe det sidste, for som finansministerens forgænger og partifælle, Knud Heinesen, skrev i et af sine sjældne læserbreve:
»Corydons problem er, at titusindvis af protesterende vælgere ser sig selv som andet og mere end blot skatteydere. For socialdemokrater er det tilmed børnelærdom, at der er værdier, som er væsentligere end skatten«.
Man blander bare ikke blod med symbolet på grådighedens årti, når man selv har stået for en anderledes ansvarlig økonomisk politik og vedtaget ubehagelige, men nødvendige reformer.
Det er dårlig politisk dømmekraft.
Dong-sagen er på alle måder en begrædelig affære. Indtil den ramte, havde Bjarne Corydon været et forfriskende upopulistisk pust i dansk politik, der efterhånden domineres totalt af Enhedslistens ekskommunister og nationalromantikerne i Dansk Folkeparti.
Vi styrer sikkert mod et jordskredsvalg som i 1973, og inden længe vil lurepasseren Lars Løkke blive båret ind på skjolde som landets næste statsminister.
Løkke kender vi i forvejen. Eller gør vi? Noget tyder på, at vælgerne har glemt alt om, hvilke økonomiske resultater den borgerlige regering efterlod sig så sent som i 2011.
Det er faktisk en smal sag at dokumentere, hvordan Anders Fogh med Løkke som kassemester var efterkrigstidens vel nok mest uansvarlige regeringsleder. En Anker Jørgensen, men i opgangstider og med nordsøolien i reserve. Man behøver blot slå efter i statsregnskaberne for at aflæse prisen for årtiers fest.
Skal vi begynde med skattestoppet og skattelettelserne, som VK-regeringen delte gavmildt ud, mens den lod de offentlige udgifter eksplodere?
Eller hvad med den offentlige gæld, der efter planen skulle have været halveret i de fede år, men endte med stort set ikke at rokke sig ud af flækken?
»Vi er slået tilbage til start«, som den liberale Cepos-økonom Mads Lundby Hansen konstaterede tørt i 2010.
Men den største forsyndelse var nok alligevel den lånementalitet og spekulationskultur, som VK-regeringen grundlagde, og som betød, at danskerne i dag har gældsat sig til op over begge ører med afdragsfrie flekslån.
Hver gang vismændene advarede mod ejendomsboblen og den snarlige overophedning, blev de fejet til side. De økonomiske lærebøger måtte skrives om, sagde Fogh, kort før finanskrisen ramte i 2008. Først over to år senere tog Løkke sig sammen og bebudede en efterlønsreform.
Derfor virker det også ekstra provokerende, når vi i dag skal høre på Venstre-folkenes påstande om VK-regeringens rettidige omhu og vilje til forandring.
Det svarer til festarrangøren, der bagstiv og med bukserne nede om anklerne tænder lyset klokken halv seks om morgenen og begynder at belære de øvrige gæster om god moral.
Særlig på den baggrund forekommer det ejendommeligt, at den nuværende regering kun står for skud. Guderne skal vide, at den har begået fejl i Dong-klassen, der nu har ført til SF’s farvel. Men regeringen har trods alt fået bedre styr på økonomien og de offentlige udgifter.
Det er forståeligt, at mange venstreorienterede står af, når regeringen driver forretning med storkapitalens slyngler, og man holder dens røde valgløfter op mod de blå reformer.
Til gengæld kan det undre, hvorfor flere borgerlige vælgere ikke belønner Socialdemokraterne og de radikale, der overtog et håndværkertilbud uden lige fra deres forgængere i regeringskontorerne.
Den anden dag gjorde Novos topdirektør Lars Rebien Sørensen noget så uhørt som at rose regeringen på Berlingskes forside. Der er stor enighed i erhvervslivet om, at den har gennemført mange nødvendige reformer, sagde han.
Men kunne de drømme om at stemme på dem? Aldrig. Lad os hellere få Lars Løkke tilbage og genstarte forbrugsfesten. Endnu en blå mandag for lånte penge.
Hvad med at gøre Peter Brixtofte til ny finansminister? Farum var jo »juvelen i kronen«, som Løkke sagde, inden korthuset faldt. Men det er så længe siden.
Konklusionen må være den at Anders Fogh med Løkke som kassemester var efterkrigstidens vel nok mest uansvarlige regeringsleder.