Velfærd eller armod og økonomisk ruin
Når et menneske er økonomisk fattig sker der en del ting med dette menneskes tanker, som ikke sker med en der ikke er fattig. Dette er et faktum.
Det der sker, for en der er fattig er, at al hjernekapacitet bruges på en eneste ting, overlevelse til dagen imorgen. Har den fattige børn går al tankevirkelsomhed for langt de fleste fattige på hvordan deres børn skal klare sig. Både overfor andre bør, men i det hele taget senere i livet. Den fattige ved nemlig instikntivt at fattigdom kan være stærkt arveligt og kæmper med næb og kløer imod at deres barn skal lide samme triste skæbne som de selv.
Dette fejler ofte, fordi den fattige ikke har noget mentalt overskud at give væk af. Den fattige bruger langt det meste af sin energi på at klare dagen og vejen. Er den fattige forsørger, vil langt de fleste fattige forældre hellere selv sulte og gå nøgne end at der peges fingre af deres barn pga. beklædning eller mangel på de materielle goder andre menneskers børn har i overflod.
Det viser en skandinavisk undersøgelse.
Det denne undersøgelse ikke viser, er hvad der sker inde i hovedet på de fattige. Den viser ikke at den fattiges tankevirksomhed er begrænset, ikke på grund af dumhed eller indkrænkethed, men på grund af manglende pyskisk overskud.
Et land der har mange af denne type mennesker, vil naturligt nok have mindre brainpoweroverskud end et land hvor der ingen er fattige og ingen skal bruge al deres energi på at klare et kummerligt liv en dag af gangen. Det er ikke godt for et land og slet ikke for et lille land at have for stor en mængde af mennesker i armod og uden psykisk overskud. Deres børn lider under det og skaber yderligere problemer for dem selv og samfundet, når de vokser op, da disse børn på grund af forældrenes manglede overskud også vil mangle overskud.
Nogle enkelte vil formå at bryde ud, de er de heldige der er født med ekstra stærke forældre, der trods fattigdom formår at lade som om de har et overskud og give dette til deres børn.. Nogle enkelte vil formå at bryde ud fordi de er født med en stærk personlighed.
Dette gælder dog absolut ikke for flertallet som vil fostre børn, der er præget af deres eget manglende overskud.
Hvis man ser på hvilke type mennesker og samfund der bidrager til epokegørende opdagelser, opfindelser og tanker, er det ofte folk der lever i omgivelser der bidrager positiv til deres mentale overskud, så de tænker på andet end dagen og vejen.
Det oldgræske samfund var det samfund der hidtil har fostret flest epoketænkere. Hvorfor er det sådan at et samfund der eksisterede for 3000 år siden kunne fostre så mange epokegørende mennesker? Kigger man på det samfund de levede i var der to ting der gjorde sig gældende , et yderst veludviklet demokrati og et overskud for mange (kke for deres slaver, se nedenunder).
Dette overskud kom af slaver som udførte langt det meste af hverdagsarbejdet, som rengøring, mdlavning og produktion. Disse slaver skabte overskuddet til alle de andre. I dag er disse slaver erstattet af maskiner og robotter, der er mange gange mere effektive end slaverne var og alligevel har vi i dag ikke et overskudssamfund hvor alle mennesker er rige, frie og har overskud til deres børn og til tankevirksomhe der rækker ud over hverdagen.
Jo flere mennesker med overskud, der er i et samfund, jo flere hjerneceller (brainpower) er rettet imod tanker, der går ud over hverdagstrumerummen og hverdagskampen for overlevelse og deres ungers liv og levned i forhold til de riges børn, jo bedre må det vel nødvendigvis være for det pågældende samfund i en tid hvor robotter og maskiner har overtaget eller i betragtelig grad lettet langt de fleste af de ’hårde’ pligter som husarbejde produktion og ligenende.
På trods af automatisering og alskens elektriske apparter, som hjælper i hverdagen er der i vores samfund en markant stigning af fattige i antal og hvad angår deres økonomi er de fattigste blevet fattigere og mennesker, der tilfældigvis er uden arbejde i vores atutomations tid, straffes økonomisk og begrænses derved , iflg det ovenstående, i deres brainpower i betragtelig grad.
Dette sker udelukkende på grund af ideologi og ikke på grund af nødvendighed. Det ville være en nødvendighed, hvis vi ikke havde robotterne og det semiautomatiske produktionsapparat. Men på trods af at rigtig mange virksomheder giver ekstreme overskud, uden at det kommer fællesskabet til gode, på trods af at vi er meget mere vidende i dag end for 3000 år siden hvis vi ser på alle mennesker i landet under et, skabes der flere fattige af staten. Det er dette der gør at jeg ser den offentligt forvaltede, af regeringen skabte, fattigdom som ren og skær idelogi og ikke en absolut nødvendighed.
Regeringen vil gerne have os til at tro dem, når de siger at velfærden er i fare, når de siger at vi risikerer at blive fattigere allesammen, når de siger at antallet af ældre, der skal blive på arbejdsmarkedet, skal øges, på trods af at man fyrere de ældre med en fart og i en alder så tidligt som aldrig før i Danmark.
Det hele er i mine øjne et spørgsmål om ideologi og intet andet, når man vil skabe et fattigdom i et samfund, der som vores i den grad strutter af overflod at en ganske almindelig famile hvor begge arbejder har rigeligt råd til 3 computere, 4 mobiltelefoner, lædersofa arrangement, lækkert køkken, et værelse til hvert eneste barn, bil, carport og så videre.
Reelt har vi hvad jeg vil kalde en superoverflod for mange, rigtig mange, samtidigt med at vi er ved at få en superfattigdom, relativt set og reelt set, for mange, rigtig mange. 30.000 familer er ramt af kontanthjlælpsloftet som ingen reel effekt har i forhold til ideologien om at det skal betale sig at arbejde. Der er jo bare ikke jobs til alle 900.000 der er på overførsel.
At passe et arbejde og søge seriøst kræver overskud og dette overskud har den fattige ikke (jvnf. det ovenstående).
Derfor er der i mine øjne fuldstændig vanvittigt at skabe fattigdom med fuldt overlæg, specielt i et lillebitte land som vores. Reelt er det en yderst kortsigtet tankegang, som jeg ser det, fordi fattigdom er yderst svært at slippe af med i et samfund. Det tog Danmark 130 år at næsten fjerne fattigdommen og armoden og nu har regeringen næsten helt smadret 130 års ekstremt hårdt arbjede og hård kamp imod profitjægerne og den politiske magt på mindre end 5 år. Som man ser det i dag i New Zealand vil det tage mindst 30-40 år med hård kamp at rette op på det, hvis vi går meget videre, end vi er nu, med at få flere fattige uden brainpoweroverskud.
Til hvad formål tjnener det at skabe fattigdom? Det er et af de spørgsmål man bør stille sig, for den er ikke økonomisk nødvendig. Den er skabt af ideologi, menhvad er det for en ideologi bør man spørge sig.
Et samfund med mange fattige er et samfund med en masse underskudsmennesker, der ikke kan bidrage til samfundet, økonomisk eller med brainpower. Vi skal spørge os selv om dette er ønskeligt, om dette er økonomisk smart for at land, der praktisk taget er uden andre resourcer udover det vi har mellem ørerne.
Det der sker, for en der er fattig er, at al hjernekapacitet bruges på en eneste ting, overlevelse til dagen imorgen. Har den fattige børn går al tankevirkelsomhed for langt de fleste fattige på hvordan deres børn skal klare sig. Både overfor andre bør, men i det hele taget senere i livet. Den fattige ved nemlig instikntivt at fattigdom kan være stærkt arveligt og kæmper med næb og kløer imod at deres barn skal lide samme triste skæbne som de selv.
Dette fejler ofte, fordi den fattige ikke har noget mentalt overskud at give væk af. Den fattige bruger langt det meste af sin energi på at klare dagen og vejen. Er den fattige forsørger, vil langt de fleste fattige forældre hellere selv sulte og gå nøgne end at der peges fingre af deres barn pga. beklædning eller mangel på de materielle goder andre menneskers børn har i overflod.
Det viser en skandinavisk undersøgelse.
Det denne undersøgelse ikke viser, er hvad der sker inde i hovedet på de fattige. Den viser ikke at den fattiges tankevirksomhed er begrænset, ikke på grund af dumhed eller indkrænkethed, men på grund af manglende pyskisk overskud.
Et land der har mange af denne type mennesker, vil naturligt nok have mindre brainpoweroverskud end et land hvor der ingen er fattige og ingen skal bruge al deres energi på at klare et kummerligt liv en dag af gangen. Det er ikke godt for et land og slet ikke for et lille land at have for stor en mængde af mennesker i armod og uden psykisk overskud. Deres børn lider under det og skaber yderligere problemer for dem selv og samfundet, når de vokser op, da disse børn på grund af forældrenes manglede overskud også vil mangle overskud.
Nogle enkelte vil formå at bryde ud, de er de heldige der er født med ekstra stærke forældre, der trods fattigdom formår at lade som om de har et overskud og give dette til deres børn.. Nogle enkelte vil formå at bryde ud fordi de er født med en stærk personlighed.
Dette gælder dog absolut ikke for flertallet som vil fostre børn, der er præget af deres eget manglende overskud.
Hvis man ser på hvilke type mennesker og samfund der bidrager til epokegørende opdagelser, opfindelser og tanker, er det ofte folk der lever i omgivelser der bidrager positiv til deres mentale overskud, så de tænker på andet end dagen og vejen.
Det oldgræske samfund var det samfund der hidtil har fostret flest epoketænkere. Hvorfor er det sådan at et samfund der eksisterede for 3000 år siden kunne fostre så mange epokegørende mennesker? Kigger man på det samfund de levede i var der to ting der gjorde sig gældende , et yderst veludviklet demokrati og et overskud for mange (kke for deres slaver, se nedenunder).
Dette overskud kom af slaver som udførte langt det meste af hverdagsarbejdet, som rengøring, mdlavning og produktion. Disse slaver skabte overskuddet til alle de andre. I dag er disse slaver erstattet af maskiner og robotter, der er mange gange mere effektive end slaverne var og alligevel har vi i dag ikke et overskudssamfund hvor alle mennesker er rige, frie og har overskud til deres børn og til tankevirksomhe der rækker ud over hverdagen.
Jo flere mennesker med overskud, der er i et samfund, jo flere hjerneceller (brainpower) er rettet imod tanker, der går ud over hverdagstrumerummen og hverdagskampen for overlevelse og deres ungers liv og levned i forhold til de riges børn, jo bedre må det vel nødvendigvis være for det pågældende samfund i en tid hvor robotter og maskiner har overtaget eller i betragtelig grad lettet langt de fleste af de ’hårde’ pligter som husarbejde produktion og ligenende.
På trods af automatisering og alskens elektriske apparter, som hjælper i hverdagen er der i vores samfund en markant stigning af fattige i antal og hvad angår deres økonomi er de fattigste blevet fattigere og mennesker, der tilfældigvis er uden arbejde i vores atutomations tid, straffes økonomisk og begrænses derved , iflg det ovenstående, i deres brainpower i betragtelig grad.
Dette sker udelukkende på grund af ideologi og ikke på grund af nødvendighed. Det ville være en nødvendighed, hvis vi ikke havde robotterne og det semiautomatiske produktionsapparat. Men på trods af at rigtig mange virksomheder giver ekstreme overskud, uden at det kommer fællesskabet til gode, på trods af at vi er meget mere vidende i dag end for 3000 år siden hvis vi ser på alle mennesker i landet under et, skabes der flere fattige af staten. Det er dette der gør at jeg ser den offentligt forvaltede, af regeringen skabte, fattigdom som ren og skær idelogi og ikke en absolut nødvendighed.
Regeringen vil gerne have os til at tro dem, når de siger at velfærden er i fare, når de siger at vi risikerer at blive fattigere allesammen, når de siger at antallet af ældre, der skal blive på arbejdsmarkedet, skal øges, på trods af at man fyrere de ældre med en fart og i en alder så tidligt som aldrig før i Danmark.
Det hele er i mine øjne et spørgsmål om ideologi og intet andet, når man vil skabe et fattigdom i et samfund, der som vores i den grad strutter af overflod at en ganske almindelig famile hvor begge arbejder har rigeligt råd til 3 computere, 4 mobiltelefoner, lædersofa arrangement, lækkert køkken, et værelse til hvert eneste barn, bil, carport og så videre.
Reelt har vi hvad jeg vil kalde en superoverflod for mange, rigtig mange, samtidigt med at vi er ved at få en superfattigdom, relativt set og reelt set, for mange, rigtig mange. 30.000 familer er ramt af kontanthjlælpsloftet som ingen reel effekt har i forhold til ideologien om at det skal betale sig at arbejde. Der er jo bare ikke jobs til alle 900.000 der er på overførsel.
At passe et arbejde og søge seriøst kræver overskud og dette overskud har den fattige ikke (jvnf. det ovenstående).
Derfor er der i mine øjne fuldstændig vanvittigt at skabe fattigdom med fuldt overlæg, specielt i et lillebitte land som vores. Reelt er det en yderst kortsigtet tankegang, som jeg ser det, fordi fattigdom er yderst svært at slippe af med i et samfund. Det tog Danmark 130 år at næsten fjerne fattigdommen og armoden og nu har regeringen næsten helt smadret 130 års ekstremt hårdt arbjede og hård kamp imod profitjægerne og den politiske magt på mindre end 5 år. Som man ser det i dag i New Zealand vil det tage mindst 30-40 år med hård kamp at rette op på det, hvis vi går meget videre, end vi er nu, med at få flere fattige uden brainpoweroverskud.
Til hvad formål tjnener det at skabe fattigdom? Det er et af de spørgsmål man bør stille sig, for den er ikke økonomisk nødvendig. Den er skabt af ideologi, menhvad er det for en ideologi bør man spørge sig.
Et samfund med mange fattige er et samfund med en masse underskudsmennesker, der ikke kan bidrage til samfundet, økonomisk eller med brainpower. Vi skal spørge os selv om dette er ønskeligt, om dette er økonomisk smart for at land, der praktisk taget er uden andre resourcer udover det vi har mellem ørerne.